I 2021 besluttede Emma Østergaard sig for at realisere en drøm om at bestige verdens højeste bjerg, Mount Everest (8.848 m). Emma havde på det tidspunkt ikke nogen særlig erfaring med bjergbestigning, så hun tog kontakt til Danmarks mest erfarne bjergbestiger, Jakob Urth, og sammen lagde de en plan, der skulle gøre Emma klar til Everest. D. 23. maj 2023 kulminerede projekt “Emma’s Everest”, da Emma og Jakob stod på toppen af Mount Everest. I det følgende kan du læse anden del af Emmas beretning om en ekspedition der krævede alt hvad hun havde, og gav lige så meget igen.

Mount Everest (8.848 ) – del 2

Tekst og billeder: Emma Østergaard

Smertefeber

Vi er alle fire klar. Taskerne er pakket og står klar i messeteltet. I morgen nat er der afgang fra EBC. Natten, hvor vi sætter topforsøget i gang. Det er planen.

Jeg går i seng med enorm spænding og har svært ved at forstå, at det endelig er vores tur. De sidste mange dage har vi kæmpet mod dårligt vejr og sygdom. Indtil nu er jeg gået sygdomsfri. Indtil nu, 4,5 uge inde i ekspeditionen, har jeg holdt mig rask og stærk. I dag er dagen, hvor vi til aften starter topforsøget. Og i dag er dagen, jeg vågner i mit telt i en smertefeber.

Smerten i min ryg er uhyre voldsom. Jeg mærker feberen, kvalmen og kan intet spise. Sønderknust, tårevældet og ulykkelig ligger jeg i mit telt og kan intet. Vi var så klar. Det var vi alle. Og nu er jeg skyld i, at vi ikke kan gå afsted. Det knuser mig. Jeg ved, at højden selv her i Base Camp, 5.300 meter konstant nedbryder og tære på min krop. Højden er restitutionens fjende, og det mærker jeg tydeligt.

Uret tikker. Uvisheden om bedring, håner mig. Normalt elsker jeg at udfordre mig selv i det uvisse. For mig er det uvisse eventyr, og jeg trives i ekspeditionslivet: vi har en plan, indtil vi har en ny. Men ulykkeligheden overtager mit sind, og den er ødelæggende. Jeg er syg på ubestemt tid, og jeg aner ikke, hvad der skal til for at blive rask? Hvor lang tid det vil tage? Om jeg er i stand til at rykke op på bjerget efter bedring? Og værst af alt, om vejret stadig tillader os at gå mod toppen, hvis jeg bliver rask?

Smerten piner mig i to-tre frygtelig lange dage. Jeg er dopet på smertestillende, og kan begynde at spise igen. Jeg har ikke længere følelsen af at være 100%. Men jeg er 90%, og det er nok.

Emma’s Everest: mit endelige mål

Du er nu i gang med at læse del 2 af blogindlægget Mount Everest. Historierne er mange, og betydningen er stor. Jeg kunne nemt tage dig med tilbage til vores ankomst i Everest Base Camp; hvordan det er endelig at være her. Og hvordan livet i +5 uger er her. Du kunne komme med i den hellige Puja ceremoni, hvor vi får velsignelse til at betræder bjerget, og med på vores rotationer, før vi endelig er klar til topforsøget.

Den fulde historie kommer jeg til at dele med dig. Men den retfærdiggøres ikke igennem to blogindlæg. Så hold endelig spændingen, hvis du er interesseret i mere. Og glæd dig her til udvalgte øjeblikke fra min Everest ekspedition.

Ekspedition fortsætter nu.

Topforsøget starter den 19. maj 2023

Vejrudsigten bringer os ny info. Vi læner os ind over den lille iPhone skærm og analyserer på tabellerne, prognoserne og vejrforudsigelserne. De viser både brugbar og modstridende info. Vi er alle fire samlet i messeteltet til møde, hvor snakken går og argumenterne er stærke.

Jeg kigger rundt på deres ansigter; Dawa, Anish og Jakob. Der sidder de med hvert deres smittende grin og den brændende ild i øjnene. Selv er min ansigtsmimik en tro kopi, men mærker også tydeligt en lettelse. Vi har netop udvalgt vores vejrvindue til at stå på toppen. Det betyder, vi er klar til topforsøget, og fra nu af venter der os ekstreme dage. Shit, hvor vildt.

Natten til den 19. maj hiver jeg min tunge rygsæk op på hoften, og svinger den videre om på ryggen. Vi tænder alle fire vores pandelamper og sætter afsted i mørket. En let sne falder, men her er ikke koldt. Jeg forsøger at tage en dyb indånding igennem næsen. Det er svært i over 5.000 m., hvor vi kun har 50% af den ilt, der er ved havets overflade, til rådighed. En tåre triller ned af min kind, og mine sprækkede læber ømmer sig over smilet, jeg ikke kan styre. Det her er lykke. Passionen bobler og fryder mig. Ilden er uslukkelig, og jeg tænker, ”det her er ubegribeligt. Bjerget er gigantisk, og der er så ekstremt langt op til toppen. Vi er på vej”.

Lyskeglerne fra vores pandelamper afslører sporet op igennem Khumbu isfaldet. Vi har gået her før på vores første og anden rotation. Det er vores fordel, vi kender ruten, kan bevæge os hurtige og er akklimatiseret hertil. Vi forstår risikoen i isfaldet, og af samme årsag befinder vi os her kun om natten eller tidlig morgen, når det er koldest.

Khumbu Icefall er en opsprækket gletsjer, og som enhver anden gletsjer, er Khumbu i live. Den bevæger sig. Flere og flere spalter dannes. Spalter, som vi krydser på sammenbundne stiger, andre gange på naturligt dannet isbroer, hopper eller springer over. Isbroerne giver mig gys, idet jeg træder ud på den tynde isbræ og lægger vægten over på benet, hvor jeg skal stole på, at den holder al min vægt. Khumbu isfaldet består tillige af enorme isblokke, vi går på. De kan kollapse under os. Det samme kan de store istårne, der bragende fortæller os, hvis de, med sine 20-30 meter, der nemt kan hænge ud over ruten, kollapser. Laviner rammer også Khumbu isfaldet, og solen er blandt vores værste fjender her. Samtidig er Khumbu isfaldet så ufatteligt smukt og frygtindgydende, og længe har jeg glædet mig til at gå her; opleve det episke sted, og bruge min erfaring til at navigere i udfordringen.

Vi er alle gode i nat op igennem isfaldet, og vi når Camp 1 (C1) i 6.096 meter efter solens frembrud og i tide til morgenmad. Den varme kaffe gør godt, og chili-nudlerne sparker røv. Dagen er dog langt fra færdig, og vi skal stadig forcere de sidste 500 højdemeter til Camp 2 (C2) i 6.500 meter.

Ikoniske Lhotse Face

Det er stadig tidligt på morgenen, og vores tur op til C2 gennem Western Cmw føles som en gryde. Solens varme er ulidelig, og reflekterer sig i sneen, som projektiler af varmestråler nedefra. Mine fødder smelter i de store støvler, mine ben ætser, og min ryg smerter så enormt. Føj, der er langt vej til C2. Jeg tager konstant et hvil til min ryg, puster ud, bidder så smerten i mig igen og fortsætter.

Efter 11,5 time er vi endelig i C2, efter vi er gået direkte fra EBC hertil. Jeg er i smerte, min krop koger og min tørre mund trænger vand. I to mekaniske hug svinger jeg tasken af, lader den falde i sneen, for næst selv at lave et siddefald i den bløde sne. Jeg strækker mine ben, læner mig ind over tasken i et hvil og samler en snebold til at afkøle mine håndled. Mine tanker kræser om at kunne åbne for den kolde hane og fylde glasset med frisk, koldt postevand.

Hviledagen i C2 er nødvendig. Restitution er svært i denne højde, men alligevel mærker jeg en ny styrke. Mit ur fortæller mig, at vi har den 21. maj. Vi nærmer os topdagen. Og i dag skal vi endelig op til Camp 3 (C3) i 7.100 meter, der ligger lige under midten på Lhotse Face.

Lhotse er verdens 4. højeste bjerg på 8.516 meter, nabo til Everest, og de to bjerge deler camps til og med C3. Jeg er høj over, at vi i langt om længe skal klatre den barske væg, Lhotse Face. Væggen er utrolig stejl og indeholder sektioner med sten, is og 70 graders hældning, der gør det mere teknisk. For mig er Lhotse Face ikonisk og et milepunkt. Det her er eddermanme bjergbestigning, og udfordringen er stor.

Opstigningen af Lhotse Face starter nu. Vi sætter os og finder alle iltmaskerne frem. Et par skruetag på iltflaskens regulator, og for første gang bruger jeg kunstig ilt på et bjerg. Jeg prøver med en dybere indånding: ilten føles tør og kold. På trods af det lave iltflow, mærker jeg tydeligt, hvordan mine musklerne taknemmeligt tager imod det ekstra ilt til at yde. Hold fast, det er rart. Energien vokser, spændingen er intens, og for mig er C3 milepunktet for det ekstreme. Her starter vi for alvor på det gigantiske bjergs prøvelser. Jeg er klar.

I overhalingsbanen på Lhotse Face

Natten er kort, og sneen fyrer ind i teltet. Jeg sover bedre end forventet.
Her i de tidlige morgentimer gør vi os klar. Der er afgang til C4 nu. Planen er at bruge omkring 6 timer til C4, så vi ankommer kl. 12 og har flere timers hvile, før vi samme aften går afsted på summitpush til toppen.

Det er en plan resten af C3 også følger, og før vi nærmest har forladt campen på den stejle Lhotse Face, står vi i en kø. ”Tja, det skulle vel komme”, tænker jeg. Vi bevæger os i sneglefart med et skridt ad gangen, før vi igen lave fuld stop. Jeg står bag Dawa, der danner fortrop for vores team. Mine fødder er i ballerina position med hælene vendt mod hinanden, og mine muskler skriger efter bevægelse.

På de mest stejle sektioner, der byder på 70 graders is eller sten som underlag, klatrer vi kun en ad gangen op ad rebet. Det er disse sektioner, der danner kø. For nok er bjerget gigantisk, men vi er mange klatrer, der på én gang vil klatre de samme sektioner, og så opstår flaskehalsen. Det er langt hårdere at stå i kø, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Jeg føler min krop nedbrydes, og den mangler bevægelses flow. Andre klatrer er tydeligvis heller ikke tilfredse med situationen, og jeg hører sure råb ”Go go go”. Jeg forstår deres udbrud. Kødannelse kan gøre ende på vores ekspedition og i værste tilfælde være fatal. Jeg kigger op. Klatreren lidt højere oppe kæmper, og bevægelsen er ukoordineret. Endnu en klatrer, hvor erfaringsgrundlaget ikke matcher udfordringen, tænker jeg.

Dawa og jeg har fast i hinanden. Jeg klikker mig ud af rebet. Min eneste sikring er nu Dawa, og jeg er hans. Vi rykker. Adrenalinen kicker, pulsen stiger prompte og indåndingen føles, som om jeg er undervejs i en spurt. Vi overhaler, og jeg kæmper mig efter Dawa. Den utrådte sne ved siden af sporet, er vores overhalingsbane, og hvert skridt er ekspotentielt hårdt. Den løse sne skrider under mig, mine knæ smerter af den belastende ballerina fodstilling, og mit mentale game er i fuld koncentration; overhal de fire klatrere og klik så i rebet igen. Jakob og Anish følger efter i overhalingen.

Hvad er hårdest? Kødannelse efter overhalingerne? Jeg siger kødannelse. For den pulserende smerte i kroppen, manglen på energi og tankernes overtagen er stor i den stillestående kø. Overhalingerne er barske og drænende, men jeg rykker mig. Den største tilfredsstillelse er i flow, når teamet og jeg klatrer i vores tempo.

Vi har en plan, indtil vi har en ny

Jeg ser dem. De breder sig på plateauet og lyser op i den hvide sne. De gule telte er markeringen på South Col, C4 i 7.950 meter lige under dødszonen, der starter i 8.000 meter. Jeg hiver dundragtens ærme til side. Mit ur fortæller mig, at tiden er omkring kl. 14, og vi har brugt 7,5 time herop. Vi er forsinket.

Langsomt pakker jeg min sovepose ud. Jeg har lagt ilten fra mig, for at kunne bevæge mig bedre rundt inde teltet, som jeg deler med Jakob. Det er ekstremt, og mellem opgaverne sætter jeg mig, for at hive iltmasken på. Jeg lader kun ilten få et lavt flow, men det er rart. Planen er, at vi starter vores summitpush fra C4 til toppen kl. 20 samme aften. Vi har altså kun nogle timer til at etablere os i teltet, smelte is og lave mad, for så at skynde os i posen for et hvil.

Den velkendte melodi lyder fra min telefons alarm. Klokken er 19, og jeg spærrer øjnene op. Posen er varm, og jeg ligger med hele min dundragt på plus inderstøvlerne til mine store klatrestøvler. Hurtigt får vi tændt brænderen for at smelte mere is. Det hele foregår rutinemæssigt, og Jakob og jeg er effektive. Det er tydeligt at høre, hvordan sneen falder på teltdugen. Vi lyner op for teltet og kigger ud. Det løgn, tænker jeg og mit hjerte ryger op i halsen. Det fandme løgn. Alt for meget sne er faldet, og resten er C4 er mørklagt.

Vi råber over til Dawa og Anish i teltet overfor os. Snakken er kort, men vi er alle enige. Det her er for farligt. Vi tør ikke gå afsted, som de eneste i C4. Vi fire er ikke klar til at træde spor hele vejen, og de andre i C4 må vurdere, at det også er for farligt at gå, siden de bliver i teltene. Hurtigt får vi aftalt med Dawa, at ny afgangstid er kl. 22, og vi lyner teltet til igen. Vinden og sneen gør os ikke i stand til at høre, hvad der foregår udenfor. Jakob og jeg kigger hinanden i øjnene, ”pis”. Hvad hvis vi ikke kommer afsted om 2 timer? Er vi så i stand til at blive en nat i C4? Vi har ikke ilt nok til at sove på det hele natten, men vi er heller ikke akklimatiseret til at være i så ekstrem højde uden brug af kunstig ilt. Kan det her være grunden til at være om?

Summitpush den 22. maj 2023

Klokken er 22. Jeg står ude foran teltet med Jakob, Dawa og Anish. Det sner stadig, men hvad der føles som det hårdeste slag er, hvordan den lange slange af pandelamper allerede er langt oppe ad bjerget, og de sidste klatrere fra C4 forlader så småt campen.

Klokken er 22.30, og vi er de absolut sidste der går afsted. Det rammer mig hårdt mentalt. ”Jeg er bagerst, før jeg overhovedet er kommet afsted. Og skulle der opstå kø, ulykke eller andet, der forsinker, er teamet og jeg nederst i rækken. Idet vi lukker vores telt og aftaler ny tid, må resten af C4 have sat sig i bevægelse,” tænker jeg.

Vi går afsted på række med Dawa som fortrop, derefter kommer jeg, så Jakob, Anish og vores nyeste teammedlem Dawa Tempa. Dawa Tempa er en utrolig stærk, ung Sherpa. Han har aldrig været på toppen af Everest før, men får lov til at gå med os fra C4, så han kan begynde sin uddannelse i at blive guide. Det er stærk, og vi fem danner teamet, da vi samlet starter vores summitpush.

Jeg har det utrolig varmt i dundragten og må lyne ned. Vi bevæger os i rytmisk tempo og nærmer os slangen af pandelamper. Vi begynder at overhale. Det er tilfredsstillende, og jeg mærker den blussende ild i min trætte krop. Mit sind og følelserne i min krop er i konstant limbo mellem en euforisk ”hold-kæft-hvor-er-det-vildt-følelse”, og en udmattende tomheds-fokus-følelse.

Timerne går. Her er så ufatteligt stejlt, og det fortsætter for evigt. Shit.

Jeg har ingen fornemmelse af, hvor længe vi har gået. Jeg beder bare til, at solen snart vil stå op. Jeg har brug for lyset, varmen og magien, der opstår, når solens varme farver forvandler himlen til et dynamisk maleri. Jeg ved, at der er længe til endnu, og bliver slået ud af mine drømmende soltrance. Dawa går foran mig. Han roder med sin iltmaske.

En bekymring rammer mig, og kort efter sætter han sig ned. Vi samles om ham på den stejle bjergside i omkring 8.200 meter. Hans maske virker ikke optimalt. Efter flere forsøg på at fikse den, erkender han nederlaget. Men anstrengelserne er ikke ovre, og han fisker en ny iltmaske op fra rygsækken. Mere tid går. Vinden er tiltagende og kulden sniger sig ind under min dundragt: den er smertende. Endelig får han iltflow i den nye iltmaske, svinger rygsækken på og fortsætter op ad.

Den er helt gal. På de tre-fire skridt, Dawa tager, står det klart for Jakob og mig, at han ikke er sig selv. Igen sætter Dawa sig ned. Denne gang ryster han over hele kroppen. ”I need to go down”, siger han. Ekspedition er, at man har en plan, indtil man har en ny. Men det her er barsk, og bekymringen for Dawa er enorm stor. Han siger ”I go down. You continue”.

Det her er en ubehagelig beslutning. Vi snakker, og tiden går. Kulden er ondskabsfuld, og min krop smerter, men jeg mærker en følelsesløshed i mine tære og hænder. Febrilsk sparker jeg min støvle ind i isvæggen og svinger mine arme, for at sætte gang i blodomløbet og tvinge varmen tilbage. Kuldesmerten er min ven her, for så ved jeg, at min krop forsøger at få varme ud lemmerne. Følelsesløsheden er fjenden.

Vi kan ikke blive stående meget længere. Beslutningen må tages, og Dawa er sikker. Han vil og kan gå ned selv. Og det gør han, alene. Vi fire fortsætter, nu med Anish forrest.

South Summit

Her er så sindssygt stejlt. Jeg har følelsen af, at hvis jeg læner mig lidt frem, rører min næse bjergvæggen. Underlaget er svært, og jeg står helt ad helvedes til i kødannelsen op over de svære klippe sektioner. På klipperne hyler mine crampons, som var det lange negle på en tavle. Og hvor den nyfaldne sne ligger, bidder mine crampons ikke fast. Jeg træder et skridt op, men min bagerste fod skrider i den løse sne. Det gisper i mig. Min sikring i rebet strammer hårdt til, og instinktivt stemmer jeg af med hænderne på væggen. Adrenalinchokket er vanvittigt, og jeg hiver efter vejret uden nytte. Her er ingen ilt.

Gang på gang udfordrer den løse sne mig. Det er tærende, og min krop er så forbandet udmattet. Spindriften rammer mig. Den skubber og bidder med isende krystaller. Vinden spiller med musklerne og rammer en windchill på omkring -30 grader. Vi er på South Summit i 8.749, og jeg sætter mig udmattet ned på rygkammen af Everest. Eksponering er ekstrem, og på hver vores side kan der nemt være +/- 3 km. ned.

Har du læst beretningen fra South Summit i del 1 af mit Mount Everest blogindlæg, ved ud, hvorfor vi sidder her. Har du ikke læst det endnu, er det nu du skal gøre det. For historien fortsætter her:

… Jeg ved, Anish gør alt, hvad han kan. Men mine egne tanker gør mig angst. Svimmelheden gør mig bange, og i forsøget på at nå igennem vindens styrke, råber jeg ”Anish hvad gør vi, jeg har brug for ilt?”.

Anish viser igen sin styrke og mentale overskud. Han klikker sin egen iltmaske af, og rækker den til mig. Jeg tager en indånding. Luften er tør og kold, men den indeholder ilt. Jeg tager en mere og sænker skulderne lidt. Ilten hjælper. Efter flere indåndinger rækker jeg masken tilbage til Anish, og sådan sidder vi og deler hans ilt, mens han stadig kæmper med min regulator.

Hans anstrengelser med lommekniven virker. Endelig bider regulatoren fast på iltflasken uden et angstprovokerende brøl. Den holder tæt. Jeg tager min egen maske på igen, drejer iltflasken, finder barometeret og kontrollerer, hvor meget ilt, jeg har tilbage i flasken. Det løgn. Pilen står på 0 bar. Er der virkelig ingen ilt tilbage i flasken? Hvordan kan alt være sluppet ud? Mit hjerte slår et slag over, og den omklamrende fornemmelse vender tilbage x100. Det er panikken, og den er altødelæggende.

”Anish, hvad gør vi? Der er ikke mere ilt i flasken?”, forsøger jeg at råbe. Mine tanker svimler, og vinden er strid. Jeg stoler på Anish, der fortæller mig, at det kommer. Men jeg ser også, at panikken i hans øjne stadig er der. ”Komme? Den viser 0 bar, der kan ikke bare komme mere ilt”, forsøger jeg. Han løfter iltflasken til øret, lytter om der slipper ilt ud. Den er god nok, den holder tæt. Mine øjne er klistret til barometret. Dér. Nu sker det. Pilen sætter sig i bevægelse, og jeg følger den; 50 bar, 100 bar, 200 bar. Pilen stopper. Det er ikke fyldt tank, men det er nok. Ilt flowet i min iltmaske starter, og en ufattelig lettelse spreder sig i min krop.

Fascinationen i højden

Måske det er iltmanglen. Måske det er de ekstreme forhold. Men realiteten er, at jeg har et stort, mørkt hul i min hukommelse efter South Summit. Jeg husker, vi alle fire rejser os op og fortsætter mod toppen. Men jeg husker intet af ruten, af min adfærd og hvordan jeg ender med at gå forrest, før min hukommelse igen vender tilbage.

For her går jeg; forrest og med Anish efter mig. Jakob og Dawa Tempa er ikke længere hos os. De er længere bagud, og vi kan ikke se dem. Jeg kæmper. Min krop er så forfærdeligt udmattet. Aldrig har jeg været så kvæstet før. Alligevel fortsætter jeg. Jeg er ikke færdig med at kæmpe, og med begge hænder hiver jeg mig nærmest op ad rebet. Mine ben har ikke længere de samme kræfter til at træde af og skubbe kroppen op ad.

Jeg tør ikke spørge Anish, hvor langt vi er. Jeg er bange for svaret. I stedet graver jeg dybt og fokuserer på min mentalitet. Jeg finder en glad tanke frem. En tanke om min familie derhjemme, og jeg knuger mig ihærdigt til den. Den er simpel, for mit overskud rækker ikke længere, men den er lykkelig, og det er alt. Jeg lader den kører på repeat. Samtidig sætter jeg mig selv for, at hver gang jeg kigger op, så vil jeg være nysgerrig på, hvad der gemmer sig der. For højden er svimlende, og det føles umådeligt hårdt at kæmpe sig videre op ad, hvor hvert skridt virker uoverskueligt.

Jeg bukker hovedet for spindriften, der kaster en kold sne sky mod mig. Med blikket vendt ned, drejer jeg hovedet væk fra vinden og ser ud over den stejle bjergvæg. Himalaya ligger for fødderne af mig, og her er så ufatteligt smuk. Det er så unikt et syn, så unik en oplevelse, og jeg erkender, at jeg er langt fra færdig med at kæmpe. Min nysgerrighed på, hvad der venter efter næste skridt må og skal tage over; drive mig opad. Min nysgerrighed er stor, og endnu større er min fascination af, hvad vi mennesker er i stand til.

Som ved følelsen af at se en velkendt, men gammel ven, spotter jeg sektionen med Hillary steppet i omkring 8.790 meter. En sektion, der er kendt fra medierne, fra fortællingerne og fra min egen research om bjerget. Jeg ved, hvor vi er. Jeg genkender det, og ilden blusser i mig. Det her sted er så ikonisk, så storslået og jeg står overfor endnu en af mine milepæle. Selvom jeg ved, at Hillary Steppet ikke længere er der, som man kender det fra de ældre beretninger, så ved jeg, at vi nærmer os toppen.

Jeg smiler under min iltmaske og vender mig mod Anish. Han går et skridt ad gangen med blikket rettet stift foran sig, og kæmper sig frem. Det slår mig, at Anish jo ikke kan se mig bag masken og de store goggles. Jeg vender mig tilbage, retter blikket frem i et forsøg på at scanne sektionen, der venter. Klatrerne ser bittesmå ud, og de bevæger sig nærmest ikke. Men en fornyet energi har ramt mig, og jeg er klar.

Toppen af Mount Everest, 8.848 meter den 23. maj 2023

En eksplosion af lykke fylder mig. Jeg ser toppen. Dér, 30-40 meter foran mig, måske mindre, måske mere er toppen af verdens højeste bjerg, Mount Everest. Jeg er ikke et sekund i tvivl. Bedeflagene er her, menneskerne er her, billeder bliver taget, og der er ikke mere bjerg.

Eufori og magi pumper rundt i min krop. Jeg ved nu, at jeg når toppen. Mine tanker berører enhver mulig følelse. Jeg ser mig selv sætte i løb. Toppen er lige dér. Men realiteten er, at min krop skriger efter ilt, og jeg kan vitterligt ikke flytte mine ben mere end et skridt af gangen. Foroverbøjet og udmattet tager jeg ét skridt, kigger op og forsøger at kontrollere min vejrtrækning. De sidste meter føles ulidelige og så virkelige på en gang, og vi bruger omkring 20 minutter til det.

Anish og jeg når sammen toppen omkring kl. 07 dansk tid efter 12 timer og 14 minutter. Lykken er utrolig, og her er så ubeskriveligt smukt. Alle følelser overmander mig med glæde, succes, stolthed, udmattelse, sejr og frygt for kun at være halvvejs. En tåre triller, og Anish og jeg giver hinanden verdens største krammer. Jeg klatrer op ved siden af bedeflagene på toppen, og sætter mig med det ene ben i Nepal og det andet i Tibet. Jeg tager mig et øjeblik til at kigge rundt. Mine tanker er alt og intet, og jeg har, trods mine tre års intensiv forberedelse til Everest, ingen plan for, hvad jeg vil gøre af mig selv på toppen. Jeg rejser mig op, og i dette moment er jeg den person, der står på det højeste punkt i verden. Jeg står på verdens tag, og her kulminerer 3 års ufatteligt hårdt arbejde.

Jeg ser Jakob og Dawa Tempa kæmper sig de sidste meter til toppen, og med Anishs walkie talkie kalder jeg Base Camp og bekræfter, at vi alle er på toppen. Jakob og Dawa Tempa når toppen 20 minutter efter os, og sammen står vi på toppen. Det er fuldstændig magisk for mig.

I min rygsæk finder jeg mine bedeflag, som jeg har båret med mig herop. Jeg tager dem mellem hænderne og lader dem røre min pande i en bøn. Den gode karma har været med os hele vejen, og jeg vil vise min respekt overfor bjerget og Sherpa kulturen. Kontrolleret binder jeg mine bedeflag blandt de nuværende. De blafrer smukt i vinden, og jeg ved, at de værdifulde bønner bæres afsted med vinden fra verdens tag. Anish og jeg har i alt 42 minutter på toppen, men tiden føles som et splitsekund heroppe. Alting er så forbandet hårdt og tager utrolig lang tid.

Emma’s Everest er succesfuld hertil, men vi er stadig kun halvvejs og vejen ned er lang.

…

Del 2 af 2. Mount Everest: 8.848 meter

Du har nu læst del 2 af 2 af Emmas Mount Everest-blog. Du kan også se mere i dokumentaren “Emmas Everest” på TV2 Play, der havde premiere den 13. juli 2023.

Der er selvfølgelig meget mere til Emma’s bestigning, end hvad der kan nedfældes i to blogindlæg eller en dokumentar på 35 minutter – f.eks. nedstigningen fra toppen! Hvis du er interesseret i mere, kan vi anbefale at følge Emma på Instagram – både på ekspeditioner og i en hverdag, der er langt fra eventyr og smukke bjerge. En hverdag, hvor Emma knokler for at skabe en karriere, der bestemt er utraditionel dansk for en ung kvinde!