Emma Østergaard har en drøm om at stå på toppen Mt. Everest. Og den drøm har hun tænkt sig at udleve! Derfor har Emma allieret sig med Danmarks mest erfarne bjergbestiger og guide – vores gode ven og tidligere kollega, Jakob Urth. Sammen har de lagt en plan, der skal give Emma den nødvendige erfaring til at komme helt til tops på verdens højeste bjerg. I det følgende kan du læse mere om ”Emma’s Everest” og komme med Emma ud i bjergene, hvor luften er tynd og der er plads til at drømme stort.

Emma’s Everest. Et projekt, der handler om at forfølge sine drømme – også de helt store!

Af Emma Østergaard

Vi er opslugt af mørket. Opslugt af uvisheden for, hvad der venter forude. Alligevel kan jeg ikke lade være med at spejde ud gennem det ovale, tykglasset vindue i flyvemaskinen på vej til Kathmandu. Passagerne omkring mig har enten lagt sig til at sove eller er på deres 4. film. Men det kan jeg ikke. Jeg er for spændt og sidder med et lille håb om at få første glimt af de hvide giganter. Desværre er det eneste, jeg kan se, lidt sporadisk lys under flyet. Og her slår det mig. Jeg har aldrig set Everest. Jeg har endda aldrig været i Nepal og har af gode grunde aldrig set et eneste af de unikke bjerge i Himalaya. Det gyser i mig, for hvad har jeg dog tænkt mig? Hvad er det egentlig, jeg bygger mit livs mål på? Hvad er det, der venter forude?

Læs mere om Emma og projektet på emmaseverest.dk

Følg Emmas rejse mod Everest på Instagram

Himalayan Double: Lobuche East, 6.119 moh.

Jeg tager en dyb indånding. Det er som om, nogen holder en hånd for min mund, og det giver et ryk i skulderne, når indåndingen stopper øverst i brystkassen. Jeg tager endnu en indånding. Jeg skal have mere ilt.

Helt rolig nu, Emma. Tag så dyb en indånding du kan, og pust nu alt ud. Helt ud. Det siger jeg til mig selv, mens jeg står på den stejle gletsjerside af Lobuche East under vores topforsøg. Jeg gentager denne proces, og til sidst kan jeg mærke, hvordan min indånding udspiler hele min brystkasse og kommer godt ned i maven. Puha, det var rart. Jeg er igen i kontrol, og jeg får ilt til mine ben og mærker, hvordan hjertet ikke pumper nær så hårdt som før.

Nu er det bare at vende blikket opad og tage seks skridt mere, før den halvskræmmende fornemmelse af iltmangel melder sig igen. Jeg har det for fedt. Det lyder måske tosset, men aldrig har jeg prøvet noget, der er så skræmmende og lykkegivende på samme tid. Jeg føler mig stærk og er ikke i tvivl om, at jeg fysisk er godt trænet. Mentalt er jeg der også, og den eneste tanke jeg har i hovedet er: jeg ved, jeg når toppen.

For her, på den stejle gletsjerside, udlever jeg min passion. Jeg hakker isøksen ind i væggen, hiver min jumar længere op ad fixrebet, og så er det bare at tage to skridt mere. Det er så simpelt, men så enormt givende. I fuld fokus, med kun tanke på at tage et skridt mere, bevæger jeg mig langsomt og sikkert op ad bjerget. Og før jeg ved af det, står Jakob og kigger på mig. Jeg kigger tilbage på ham, kigger ned på bedeflagene ved hans fødder, og da går det op for mig: ”Vi har nået toppen, har vi ikke?”. Jeg griner, da jeg spørger Jakob, for hvordan kan jeg overhovedet være i tvivl. Men omkranset og gemt væk blandt store 7.000 og 8.000 meter-toppe, syner Lobuche East med sine 6.119 m måske ikke af meget. Ikke desto mindre giver bjerget mig og resten teamet en ægte og enestående udfordring.

Juhuu, råber jeg. Lige efter Jakob, når jeg toppen som den første og samtidig den eneste kvinde i vores team. Jakob og jeg jubler sammen. Jeg har lige besteget min første +6.000 meter-top, og jeg er overvældet af lykke. Udmattelsen, frygten og refleksionerne om ”hvorfor” er væk, glemt på stedet, og jeg fyldes med tanker som, ”jeg gjorde det”, ”jeg nåede toppen”, ”derfor gør jeg det her”. 

Omkring kl. 07.25 står vores lille team på 5 og krammer hinanden. Vi er alle på toppen efter 6,5 time. Succes. Shit, en fantastisk udfordring, og vildt hvordan nat bliver til dag. Jeg glemmer aldrig da solens varme, gyldne stråler forvandlede den sorte nattehimmel til et dynamisk maleri: først fra lilla og lyserød, så til gul og orange, for til sidst at blive helt blå. Men nu skal jeg ned fra toppen, og her hjælper solens varme ikke på min udmattelse, eller den tidligere knasende, hårde is under mig. Omkring 4-5 timer senere kan jeg endelig smide mig i teltet, der forresten også er drønvarmt.

Træt, men glad ligger jeg i mit telt og reflekterer lidt. Min tidligere uvished om Himalayas giganter er brudt. Jeg er godt i gang med at skabe mine egne erfaringer, og nå ja, så er jeg forelsket i synet af Everest, som jeg ikke kunne tage mine øjne fra under trekket ind i Everest-dalen.

Læs mere om Lobuche East, samt Island Peak, der udgjorde anden halvdel af Emmas ”Himalayan Double”

Emma’s Everest

“Emma’s Everest” er mit projekt, hvor drømme, passion og ambitioner får frit spil. Jeg har sat mig for det ultimative. Emma’s Everest er projektet, hvor jeg når toppen af Mt. Everest i 2023. Og jeg gør det, som Danmarks yngste kvinde. Jeg presser mig selv som aldrig før, flytter grænser og opnår enorm styrke. Hårdt slid og store omkostninger er en del af projektet, men jeg elsker hvert øjeblik af det. For min passion er at bevæge og udfordre mig selv i bjergene og livet generelt.

Men hvordan lader det sig gøre, at en ung kvinde i start 20’erne, der ingen tidligere bjergbestigererfaring har, når toppen af verden? En ung kvinde, der hverken er vokset op blandt outdoor-entusiaster eller har bare tilnærmelsesvis den økonomi det kræver, for at indfri så stort et projekt.

Emma’s Everest er et professionelt tilrettelagt projekt, der viser, at drømme kan blive til virkelighed. Med mit stærke samarbejde med Jakob Urth, Danmarks mest succesfulde bjergbestiger og guide, der har Urth-Adventures, muliggør vi min vildeste drøm. Nu skal du høre:

Projektet består af minimum 7 ekspeditioner på 3 år. Hver ekspedition giver mig ny erfaring inden for bjergbestigning og er afgørende træning for et succesfuldt topforsøg på Mount Everest. Vi er nu halvvejs igennem forløbet.

Træning i Alperne – de første spæde skridt på vejen mod Everest

Samlet om spisebordet i en hyggelig lille lejlighed i Chamonix, sidder vi og snakker. Bag os flyder gulvet med gear, madrationer, tøj, rygsække. Ja, i bund og grund flyder det med alt det, vi netop sidder og snakker om. For samtaleemnerne er utallige. For det første må vi have på plads, hvad ugen i Chamonix kommer til at byde på. Jakob briefer om, hvad vi skal træne, hvordan vi skal træne det, og hvilke bjergtoppe i de franske Alper, vi drager mod. En rigtig nørdet snak. Jeg elsker det.

Her i Alperne, skal vi skal træne teknisk alpinklatring, og træningsturen bliver første step i mit Emma’s Everest projekt. Det er nu, jeg tager første spadestik og erfarer, hvad ”the alpine way” egentlig vil sige.

Vejret i Chamonix er dårlig. Og ikke bare regnvejrs-dårligt. Nej, sådan rigtig torden-lyn-heavy-regn-for-tredje-uge-i-streg dårligt. Planen er derfor, at vi de to-tre første dage tager på en mini-ekspedition, og derefter dedikerer de resterende dage til endagsture med basecamp i lejligheden.

Vi har pakket vores rygsæk. Jeg har +21 kg. i min rygsæk. Aldrig har jeg båret så meget vægt før, vel og mærket hvor jeg samtidig træner højdemeter og vandrer mange kilometer. Vores mini-ekspedition går til Glacier du Tour. En utrolig smuk og scenarisk vandretur fører os op langs grønne bjergsider, hvor hver eneste indånding føles så ren og frisk. Omkring os rejser bjergene sig, og vi fylder vores drikkedunke fra rindende gletsjervand. Det kalder jeg et taknemmeligt landskab, og før vi ved af det, har vi panoramaudsigt over Chamonix by.

Scenariet skifter fra grønt til sporadisk hvidt. Vi nærmer os gletsjerens tunge og hytten Albert Premier i 2.702 meters højde. Dog er dette ikke endemålet. Vi har pakket en tung rygsæk for at være selvforsynende, og vi forsætter vores vandring, indtil vi ikke kan komme nærmere Glacier du Tour uden at hive crampons, hjelm og isøksen frem. Og her sætter vi camp op. Jeg får kriller i maven af at se ned på gletsjeren, som jeg meget snart skal træne på.

I alt har vi to overnatninger i vores lille camp, og knap når vi at falde til ro i campen, før Jakob tager os med ud på gletsjeren. Vi skal træne rebteknik, brugen af crampons og isøkse. Og han tester os. For under den nok så smukke gletsjeroverflade, kan der gemme sig dybe spalter. Vi er bundet sammen i samme reb, og derfor er det essentielt, at vi forstår og lærer, hvordan vi med ret simple teknikker kan redde og hjælpe hinanden.

”Alpine start”

Tidligt morgenen efter er der afgang. Nu skal vi endelig på tur. Vi er i gang, og jeg får endelig lov til at tage mit splinternye gear i brug. Den dag bestiger vi Petite Fourche på 3.512 m, og jeg erfarer, hvorfor man starter sin ekspedition, mens mørket endnu hersker. Det er det, vi kalder ”alpine start”. Allerede under vores tur op ad bjerget flasher solen sine kræfter. Sneen under os tør langsomt op, og frem for at vandre let oven på sneen, er der sektioner, hvor vi træder så dybe spor, at det ene ben ryger igennem sneen til hofte- eller knæhøjde. Det er træning, der får pulsen til at stige. Og frem for dejlig hård sne, som piggene under støvlerne griber fast i, er turen ned fra toppen i stedet præget af slush-ice. Det giver et lidt glattere underlag, kan jeg hilse og sige. 

Vores lille mini ekspedition er en succes. For selvom vi kun har to overnatninger frem for tre, eftersom Thor fortsætter med at svinge sin hammer, så vores teltsider rusker i hagl og regn, er det også en lærerig oplevelse. Og med vores program for resten af ugen, venter endnu mere træning forude. Træning, der byder på drønhammerende fantastiske endagsture.

Læs mere om Emmas oplevelser på træningsturen til Alperne

Kvinder kan sagtens være med i bjergene – også dig!

Emma’s Everest handler om mere end dét at stå på toppen af verdens højeste bjerg. Mere end bjergbestigning. Jeg vil vise, at jeg som kvinde har enorm styrke. Og jeg vil vise, at vi kvinder er stærke og har vilje både blandt bjergene og i hverdagens gøremål. Derfor er Emma’s Everest mit girlpower-projekt. For nok har jeg ikke tilrettelagt en 3-årig plan til punkt og prikke, men jeg har et enormt drive. Jeg er all-in og har bl.a. sat min kandidatuddannelse på hold. Jeg er klar til at gå hele vejen og imødekomme udfordringerne såvel som oplevelserne.

Kan mit projekt starte en ild i dig? Kan mit setup give dig mod på at tage næste skridt, for at du når dit eget mål? Det håber jeg. Jeg tror på mulighederne, og hvis mit girlpower-projekt kan inspirere dig til at række ud efter de muligheder, du skaber for dig selv, er det fantastisk. Og for dig, der er klar til at udfordre dig selv blandt bjergene og mærke lykken sprede sig, så kan du komme med på mine Girlpower-ture – kun for kvinder.

Læs mere om hvordan du kan komme med Emma på Girlpower-tur