Har du nogensinde vandret i bjergene, og studset over, hvor gode og sikre stier, man ofte går på – selv gennem uvejsomt og udsat terræn? Og har du nogensinde undret dig over, hvordan de stier er blevet til? I langt de fleste tilfælde, er svaret, at der er blevet lagt tusindvis af frivillige arbejdstimer i at anlægge de stier, de fleste af os tager for givet, når vi vandrer i naturen.

Aline_Norge

Hollandske Aline Boer, der har boet, studeret og arbejdet i Danmark de sidste par år, er en af de frivillige. Hun blev grebet af arbejdet som frivillig stibygger i sommeren 2013, hvor hun gerne ville have en lidt anderledes ferie. Hun valgte derfor at tage til Island i 2 uger, for at lave frivilligt arbejde i nationalparken Vatnajökull sammen med andre frivillige fra bl.a. Storbritannien, USA og Tyskland. I de uger fandt hun ud af, hvor sjovt det er at arbejde ude i naturen hele dagen – at føle at man giver noget tilbage til naturen, og få masser af positiv feedback fra de vandrere, som går på ens nyanlagte sti. Arbejdet var fysisk udfordrende, men også meget socialt og hyggeligt, da hun arbejdede sammen med andre mennesker med samme passion for friluftsliv som hende selv. Aftenerne blev brugt på at lave fællesmad, gå på vandreture eller slappe af i hottubben. Det var en fantastisk oplevelse, og da Aline rejste hjem til Danmark igen, vidste hun, at det ikke var sidste gang, hun havde arbejdet som frivillig stibygger. Hun har siden da arbejdet sammen med Trailbuilders Copenhagen, som bygger MTB-spor i skovene i Sjælland, og arbejdet en del som frivillig i en naturpark i Skotland.

Aline vil nu udforske arbejdet som stibygger endnu mere, og har derfor valgt at tilbringe sommeren i Island, hvor hun skal arbejde for The Icelandic Conservation Volunteers (ICV). ICV er en organisation af frivillige, der arbejder på at vedligeholde og udbygge nettet af vandrestier i Island. Rejsen stopper dog ikke der. Til efteråret planlægger Aline at fortsætte til New Zealand for at rejse rundt og lave frivilligt arbejde, inden hun til næste sommer vender tilbage til Island for at tage endnu en tørn som frivillig arbejder for ICV, og give endnu flere mennesker mulighed for at færdes frit og sikkert i den fantastiske islandske natur.

 

 

For at give vandrere og andre interesserede et indblik I, hvordan sådanne stisystemer bliver til, og dele glæden ved det frivillige arbejde som stibygger, har Aline oprettet en blog, hvor du kan følge hendes oplevelser i Island og New Zealand de næste 18 måneder. Aline taler og skriver dansk, men har valgt at skrive sin blog på engelsk.

 

Du kan læse hendes beretninger på: http://northsouthnorth.tumblr.com/