Af Rasmus Normann Levin Larsen

Tiden siden jul er gået med lynets hastighed for mig. Jeg tror aldrig jeg har haft så travlt før i mit liv – jeg har været på 9 forskellige ture på mellem 4 dage og 3 uger.

Jeg startede året med at holde nytår i en lille hytte i oppe i fjeldet, som man kun kan gå på ski til på den tid af året, sammen med 6 venner fra mit studie. Den 1. januar havde jeg mit livs hårdeste randonnée-tur med tømmermænd så det batter, og jeg troede at jeg skulle brække mig for hver skridt jeg tog, men sneen var god, så der skulle mere en det til at stoppe os.

I januar var jeg vejleder for 6 elever, som går på første år på friluftslivstudiet, på deres første ski-overnatningsture, som er 5 dage under trægrænsen i et område ikke så langt fra Bø. Det var en superfin tur med masser af hygge, udfordringer og god læring, både for eleverne, men også for mig og min klassekammerat, som jeg var vejleder sammen med. Gennem turen sov vi i bivuak, under åben himmel og i quincy som er en type snehule.

I februar, efter at have overstået min pædagogikeksamen i et helt stykke, havde jeg praktik med en norsk højskole, hvor vi gik 120 km på ski over Hardangervidda nationalpark. Det var en helt fantastisk tur som bød på meget fint vejr, særligt for det område, som jo ellers er kendt for dårligt vejr, og masser af timer på ski sammen med de superdygtige højskoleelever, som overraskede mig flere gange gennem turen, men også nogle kølige aftener med temperaturer omkring de -25. Det var en uge hvor jeg lærte meget om at være friluftsvejleder på sådanne typer ture.

Efter at have været hjemme i 1½ uge, tog jeg 4 dage på randonnée-ski i Hemsedal og Voss, som en del af skifaget ”bratt”, som betyder stejl på norsk. Det var desværre en uge hvor der var varmt i Norge, helt op mod 15 grader (vi havde dage hvor vi bare gik i underbukser, ellers var det simpelthen for varmt at gå), hvilket gjorde at sneen blev tung, våd og til tider næsten umulig at køre nedad i. Men det var dog stadig nogle supergode dage, hvor jeg også smagte den traditionelle norske ret smalahove, som er et halvt fårehoved, der først er blevet røget og derefter kogt.

Efter 10 dage hjemme var det på tide at komme af sted igen, denne gang til Sogndal, som jo er en af de norske skiperler og særligt kendt for gode randonnée-muligheder. Først 5 dage på egenfærd, som er en tur uden lærer, vi skal have som en del af uddannelsen, sammen med 3 venner som jeg havde ”bratt” sammen med. Da de tog hjem efter 4 dage, blev jeg der og dagen efter kom min gode ven fra England, som jeg havde stået på ski med i Canada. Vi blev der så i 6 dage mere og gik randonnee. Vi tog nattoget tilbage og kom hjem kl. 2 om natten, sov i 5 timer og stod så op og tog til Gaustatoppen, som er den højeste top i Telemark, sammen med 2 af mine venner, da jeg havde fået 4 fribilletter til Gaustabanen (Tak Tobias!), som er en gammel militær togbane, som går midt inde i bjerget op til toppen. Vi tog toget op og kørte ned og gik op 2 gange yderligere efter det, så efter endnu en lang dag på ski, kørte vi hjem. Hjemme havde jeg 12 timer til at pakke alt ud, vaske lidt og pakke igen, da jeg dagen efter skulle flyve til Indonesien og være sammen med min far og bror i 3 uger.

I Indonesien så vi templer, kørte roadtrip i 8 dage, surfede, besteg en 3750 meter vulkan, sejlede, dykkede og så komodovaraner. Det var 3 megagode og spændende uger, og lidt af en omvæltning at komme fra at stå på ski i Norge og 36 timer sener være i 35 graders varme.

Da jeg var hjemme igen efter 36 timer og 4 fly, havde jeg 24 timer til at se min kæreste, pakke ud, vaske og pakke igen til 7 dage med “fjellsport” i Hurrungane, hvilket mere eller mindre er bjergbestigning på norsk, og direkte derfra 4 dage med randonnée-ski i Jotunheimen.

I Hurrungane, havde vi fint vejr de første dage, men sneen var desværre stadig for ustabil i forhold til lavinefare, hvilket er unormalt for maj måned. Vi fik dog stadig nogle gode ture, men vi så flere laviner gå, både store og små, så 2 personer, der var ved at blive taget i et stort skred, og samme dag som vi ankom, var der 10 personer som blev taget i en lavine bare få kilometer fra hvor vi var. Alt det gjorde selvfølgelig, at vi tog ekstra hensyn til hvor vi bevægede os. Sidste dag måtte vi flytte til et andet tidspunkt, da den tur vi skulle tage ville være for farlig den dag, da lavinefaren skulle gå yderligere op. Men det var stadig nogle superfine og lærerige dage, særligt den ene dag, hvor vi gik på Store Dyrhaugstinden, som er nabo til den berømte Store Skagastølstind, normalt bare kaldet ”Storen”. Dog var jeg så uheldig at inderstøvlerne i mine skistøvler, som vi brugte på hele turen, gik i stykker på andendagen, så jeg fik en skarp plastikkant oven på min højre fod, som hurtig lavede et sår, som gjorde ondt hver gang jeg tog et skridt. Så de sidste 9 dage af de to ture var med en del smerter.

På grund af den høje lavinefare i hele Jotunheimen-området, måtte vi flytte randonneé-turen ned sydpå, og vi fandt super gode slush-forhold nede omkring Haukeli, hvor der er masser af gode ture at gå, og god slush at køre i.

Hjemme fik jeg velfortjent slappet af, hvilket jeg virkelig trængte til! Efter 1½ uge kaldte naturen dog igen, denne gang til 6 dages kanotur på Femundselva, hvor vi padlede kano i helt fantastiske omgivelser, og med masser af gode udfordringer på den del af elven hvor der også er firmaer der guider raftingture, hvilket siger lidt om hvor store nogle af bølgerne var. Det var endnu en fantastisk tur, og helt sikkert en, jeg vil tage igen!

Til at slutte semesteret havde jeg 3 eksamener i henholdsvis, brattski, fjellsport og kano. Det er helt underligt at sige, at man har eksamen i sådan nogle ting, men det har man nu engang, når man studerer friluftsliv.

Nu er jeg så tilbage i Skjåk som raftingguide på 3. sommer, hvor den står på masser af kajak og ture i de norske fjelde når jeg har fri, og forhåbentlig en tur på Storen i løbet af sommeren, hvilket der kommer mere om når jeg forhåbentlig har været på toppen.