Vores gamle kollega, gode ven og nære samarbejdspartner Jakob Urth er draget til Nepal for at forsøge at bestige Mount Everest uden brug af kunstig ilt. Jakob er en af Danmarks mest erfarne og succesfulde bjergbestigere, og har tilbragt store dele af sit liv i bjergene – enten på egne klatreekspeditioner eller som guide og turleder, først for Topas Travel og siden med sit eget firma, Urth Adventures. Efter at have leget med tanken i mange år, og efter at have besteget tre af verdens fjorten 8000 meter-toppe uden kunstig ilt, har Jakob besluttet sig for at 2018 skal være året, hvor han forsøger at nå toppen af Mount Everest. Friluftsland er med som udstyrssponsor og vi glæder os til at følge Jakobs vej mod toppen. I det følgende kan du læse mere om Everest, Jakob Urth og den megen virak og postyr, der altid er omkring klatringen på verdens højeste bjerg.


Everest, klatrestil og etik

Ud over at være verdens højeste bjerg, er Mount Everest også en solid kandidat til at være  det mest kontroversielle. Siden Edmund Hillary og Tenzing Norgay d. 29. maj 1953 stod på toppen som de første, har der været rigtig meget trafik op og ned ad det gigantiske bjerg – og rigtig mange dødsfald, tragedier og skandaler. Meget af forklaringen på al den postyr, der altid synes at være, når Everest-sæsonen løber af stablen i april og maj måned, skal findes i selve det simple faktum at Mount Everest er verdens højeste bjerg. For rigtig mange er det at nå toppen af verdens højeste bjerg selve symbolet på bjergbestigning, og højden er suverænt den primære grund til Everests enorme popularitet. Og fordi  Mount Everest er så populært, er bjerget også rigtig god forretning. Bjerget tiltrækker hvert år tusindvis af håbefulde bjergbestigere på alle niveauer. Langt de fleste af disse ville ganske enkelt ikke have en chance for at bestige Everest uden hjælp, og derfor etablerer utallige kommercielle ekspeditionsudbydere en “infrastruktur” på bjerget, der gør det muligt for “almindelige dødelige” at nå toppen – mod betaling, selvfølgelig. Den store og efterhånden imponerende veludstyrede base camp og hele det logistiske apparat, der hvert år etableres på bjerget, gør Everest til et meget anderledes bjerg end de fleste andre af verdens højeste bjerge.

“The Death Zone”

Der er 14 bjerge i verden, der er mere end 8000 meter høje. Det, der for alvor gør de 14 “8000 meter-toppe” til noget særligt i bjergbestigningsøjemed, er den effekt højden og den tynde luft har på kroppen. 8000 meter over havoverfladen er der så lidt ilt tilbage i luften at kroppen ikke kan restituere, og derfor gradvis nedbryder sig selv. Stykket fra 8000 m.o.h og opefter kaldes “the death zone”, fordi menneskekroppen ganske enkelt ikke kan opretholde livet særligt længe i den højde. Den tynde luft gør selv små bevægelser til en enorm anstrengelse og belastning for kroppen, så det kræver en imponerende god kondition overhovedet at kunne bevæge sig i “dødszonen”. Med sine 8.848 meter, byder Everest på næsten 900 højdemeter i dødzonen, hvilket gør det til en enorm udfordring at komme især det sidste stykke op på toppen og ned igen. Desuden er det enormt risikabelt. Højdesyge, forfrysninger og udmattelse er meget reelle risici, og mulighederne for hjælp og undsætning er minimale i dødszonen, så det er bogstavelig talt med livet som indsats man begiver sig mod toppen af Mount Everest.

Brug af kunstig ilt

Da Edmund Hillary og Tenzing Norgay besteg Everest i 1953, skete det ved hjælp af iltmasker, der gjorde det muligt for de to bjergbestigere at trække vejret mere normalt i den tynde luft. Brugen af iltmasker gjorde det muligt for dem at bevæge sig det sidste stykke op til toppen og ned igen, og på den tid blev kunstig ilt betragtet som en nødvendighed på et bjerg af Mount Everests enorme størrelse.

Edmund Hillary og Tenzing Norgay – med iltflasker og -masker. Foto: Jamling Tenzing Norgay (Wikimedia Commons).

Da italienske Reinhold Messner og østrigske Peter Habeler som de første besteg Mount Everest uden kunstig ilt i 1978 var der stadig stor videnskabelig usikkerhed om hvorvidt det overhovedet kunne lade sig gøre – i det mindste hvorvidt det kunne lade sig gøre uden permanent hjerneskade eller andre varige fysiske mén – og det var kun Messners stædighed og manipulerende insisteren, der i sidste ende fik Habeler til at overhovedet at gøre forsøget med ham. To år efter den skelsættende bestigning vendte Reinhold Messner tilbage og besteg Everest uden ilt igen. Denne gang alene og fra nordsiden.

Se Leo Dickinsons klassiske  dokumentar fra 1978 om Messner og Habelers første bestigning af Everest uden kunstig ilt

De to bedrifter, og især Messners solobestigning fra nordsiden i 1980, viste at det var muligt at bestige Mount Everest uden ilt, og begge bestigninger er milepæle i klatrehistorien. Alligevel foregår langt de fleste bestigninger af Everest i dag med kunstig ilt. Der har i alt været 4.833 mennesker på toppen af Everest (det totale antal bestigninger er 8.306 – betydende at nogle har været på toppen flere gange) og af disse har kun 208 besteget bjerget uden brug af kunstig ilt. Det er kun godt 4 % af det samlede antal Everest-bestigere, og det er der en god forklaring på. Lang de fleste af dem, der har besteget Everest med brug af kunstig ilt, ville have forsvindende små chancer for at gøre det uden brug af kunstig ilt. Hvis man vil op på verdens højeste bjerg, og ikke er villig til at investere mange år af sit liv på at opbygge den nødvendige erfaring og fysik til at kunne bestige den slags bjerg på egen hånd, må man have hjælp. Og den hjælp er der mange firmaer der tilbyder – på de fleste kommercielle ekspeditioner bruges der kunstig ilt fra ca. 7500 m og resten af vejen op. Brugen af kunstig ilt i dag er således uløseligt knyttet sammen med Everests kommercielle status, og er en stor del af hele den “infrastruktur” omkring bestigningen af Everest, og den “turisme” der efterhånden er blevet en del af bjergets særpræg.

Det italienske bjergbestigningsikon Reinhold Messner i Pamir-bjergene i 1985. Foto: Jaan Künnap (Wikimedia Commons).

Klatrestil og logistik

Da Everest blev besteget første gang foregik det som det dengang foregik, når man besteg verdens højeste bjerge. Med udgangspunkt i en basislejr – base camp – for foden af bjerget, bevæger man sig opad i etaper. Man etablerer gradvist teltlejre længere og længere oppe ad bjerget, og ved hver ny lejr efterlader man udstyr og proviant. Når lejren er etableret, bevæger man sig nedad igen for at restituere i lavere højde, hvor der er mere ilt og kroppen bedre kan fungere. Man efterlader faste reb – “fixreb” – hver gang man klatrer en teknisk vanskelig passage, og tager disse reb til hjælp når man senere skal op og ned mellem lejrene. På den måde skal man ikke “klatre ruten forfra” næste gang, man bevæger sig opad for at presse et stykke videre op ad bjerget, men kan i stedet “trække sig op” vha. de reb, man har efterladt. Denne insisterende “belejring” af bjerget, hvor man langsomt men sikkert bevæger sig tættere og tættere på toppen, er tidskrævende, udmattende og kræver store mængder reb og udstyr. Man bruger typisk flere måneder på en ekspedition, og der bliver også ofte efterladt en masse udstyr på bjerget – bl.a. i form af de mange hundrede meter fixreb, der har været brugt til at gøre de mange ture op og ned mellem lejrene til en mindre krævende og risikabel affære.

Stiger over en gigantisk gletsjersprække i Khumbu-isfaldet. Foto: Olaf Rieck (Wikimedia Commons).

Reinhold Messner revolutionerede klatringen i Himalaya ved at tage elementer fra den simplere stil, man i et stykke tid havde praktiseret i alperne, med til Himalaya. Den mere minimalistiske “alpine stil” går i al sin enkelthed ud på at man i stedet for at “belejre” bjerget i flere uger eller måneder forsøger at bestige bjerget fra base camp i et push, og medbringer alt det, man får brug for undervejs i sin rygsæk. Jo mindre sikringsudstyr og overlevelsesudstyr, man tager med, jo hurtigere kan man være – og jo hurtigere man kan klatre, jo mindre mad og udstyr kan man klare sig med. Alpin stil har den fordel, at man efterlader langt mindre udstyr på bjerget – i bedste fald slet ikke noget – og purister vil hævde at det er en mere “ren” eller “ærlig” måde at bestige et bjerg på. Alpin stil stiller dog enorme krav til både klatrefærdigheder, erfaring og risikovillighed, da man ofte går på kompromis med sikkerheden omkring selve klatringen, for at spare tid (og vægt i form af sikringsudstyr), og heller ikke har ret meget udstyr med til at overleve en nødsituation. I den rene alpinstil er klatrerne meget nøgne og alene på bjerget, og fuldstændig overladt til sig selv. Og især på de høje bjerge, hvor luften er tynd, det er bidende koldt og vejret kan skifte hurtigt, er alpin stil en risikabel affære og i de fleste tilfælde forbeholdt den absolutte verdenselite. Der er til gengæld ikke nogen tvivl om at den minimalistiske og risikable alpine stil giver helt nye muligheder for klatringen på verdens højeste bjerge, og siden Messners solobestigning af Everest i 1980 har verdens bedste klatrere gang på gang rykket grænserne for hvad det er muligt at klatre i alpin stil. Og selvom det stadig er et relativt sjældent syn at se bestigninger af 8000 meter-toppe i ren alpin stil, bliver det stadig mindre usædvanligt i takt med at udstyret bliver bedre og lettere og de professionelle klatrere bliver mere målrettede og fokuserede i deres træning.

På Everest foregår klatringen for stort set alles vedkommende på “den gamle måde”. Man klatrer bjerget lejr for lejr ad en af de to ”normalruter”: enten “North Col”-ruten fra den kinesisk kontrollerede nordside, eller “South Col”-ruten fra den nepalesisk kontrollerede sydside. Nordsiden er koldere, og man er afhængig af at få en tilladelse til at klatre bjerget  af kineserne, så den er ikke helt lige så populær som sydsiden. Til gengæld kan man på nordsiden køre i bil stort set hele vejen ind til base camp, mens man på sydsiden vandrer den lange, men smukke, vej ind til base camp – med mindre man har penge nok til at betale sig til at blive fløjet ind i helikopter! Nordsiden har lidt flere eksponerede passager med klatring højt oppe på bjerget, men alle er udstyret med fixreb og på det vanskeligste stykke er der endda en permanent metalstige – sat op af en kinesisk ekspedition i 1975. Til gengæld slipper man på nordsiden for at skulle op gennem det risikable “Khumbu Icefall” – en gigantisk gletsjer, der vælter ned ad sydsiden, og er en sand labyrint af dybe sprækker og gigantiske istårne –  serac’er – der kan kollapse og skabe dødbringende laviner og skred. Man undgår også den udmattende “Lhotse Face”, der er en lang, jævn stigning med klatring på hård sne og is, der selvfølgelig også udstyret med fixreb.

“South Col”-ruten, som er den rute, Jakob Urth har tænkt sig at benytte. Foto: Jakob Urth

Se Everest-eksperten Alan Arnettes sammenligning af North Col og South Col ruterne

Sherpaer, big business og forurening

Klatringen på Everest er så at sige af den gamle skole. Dog med det markante kommercielle twist at det meste af arbejdet med at etablere lejre, sætte fixreb op og “forberede bjerget” bliver udført af betalte arbejdere, i stedet for at ekspeditionens medlemmer, som det eller ville være tilfældet. Arbejderne er lokale, der i generationer har boet i de højtliggende dale omkring Everest og hvis kroppe tolererer højden og den tynde luft godt. Sherpa-folket, der er en etnisk gruppe fra Khumbu-dalen for foden af Everest, udgør størstedelen af arbejderne på bjerget, der af samme grund for det meste omtales som “sherpaer”, selvom der også er folk af anden afstamning end sherpa blandt arbejderne på Everest. Forholdet mellem de fattige sherpaer og de rige klatreturister er genstand for diskussion nærmest hvert år. Problematikken har mange aspekter, men de to vigtigste kan måske opsummeres således:

  1. Sherpaerne udfører et enormt og meget risikabelt arbejde, som gør det muligt for de store mængder besøgende bjergbestigere at bestige bjerget. De finder hvert år en nogenlunde sikker vej gennem det farlige Khumbu Icefall og lægger stiger over de gletsjersprækker, der skal passeres. De klatrer ruten til toppen og etablerer de fixreb, der gør det muligt for andre at klatre ruten, og de etablerer de lejre, der benyttes undervejs på bjerget. Men til trods for at de løber langt de fleste og største risici og udfører et uundværligt stykke arbejde, får sherpaerne kun andel i en meget lille del af den store sum penge Everest-turismen hvert år genererer (en plads på en Everest-ekspedition løber let op i omkring 3-500.000 danske kroner), da de fleste fleste af de firmaer, der udbyder turene og tjener pengene, er vestligt ejede. Derfor mener mange kritikere, at Everest-turismen er et klassisk eksempel på imperialistisk vestlig udnyttelse af en forarmet lokalbefolkning for profittens skyld.
  2. På den anden side udgør indtægterne fra Everest-turismen en stor del af Nepals økonomiske eksistensgrundlag, og arbejdet på Everest har gjort sherpaerne til en af de rigeste befolkningsgrupper i det fattige land. Nepaleserne er på sin vis afhængige af en stabil turiststrøm til Everest, hvilket gør regeringen mindre tilbøjelig til at indføre retningslinjer og regulativer, der potentielt reducerer antallet af håbefulde Everest-pilgrimme. Og de “fattige” sherpaer er sådan set slet ikke fattige efter nepalesiske standarder, og er meget stolte af deres arbejde og status på bjerget, hvilket også er med til at komplicere forholdene. Everest-turismen har gjort Khumbu-dalen til et af de mest velhavende områder i Nepal, og forbedret levestandarden for rigtig mange familier, men det er altså en lidt tvivlsom  “solstrålehistorie”, der er formørket af utallige personlige tragedier.

Læs mere om problematikken angående sherpaernes forhold på Everest

Læs også National Geographics interview med Simone Moro om bataljen mellem ham, Ueli Steck, Jon Grifftith og en gruppe sherpaer i april 2013, der trak store overskrifter og for alvor satte sherpa-problematikken på de internationale avisforsider

Et andet aspekt af den store trafik på bjerget er forurening. Årtiers turisme har ført til massevis af efterladt klatreudstyr og affald – og endda lig af afdøde klatrere – på bjerget, og især området omkring den store base camp på sydsiden har lidt under den tiltagende trafik. Det har ført til indførsel af regler, der dikterer at enhver, der ønsker at klatre Everest, forpligter sig til at slæbe 8 kg skrald med sig ud fra base camp. Der har også været flere større oprydningsoperationer i gang. Der er dog stadig rigtig meget affald på Everest, og meget af det er vanskeligt at slippe af med. For det første er det enormt vanskeligt at bugsere noget som helst ned fra den øverste del af bjerget, på grund af den tynde luft. Man kan ikke køre bil ind til base camp, så al transport foregår til fods ved hjælp af yak-okser, eller med helikopter. Den tynde luft gør det desuden umuligt (eller i hvert fald ekstremt risikabelt) at flyve helikopter højere end 7000 m, så al oprydning og evakuering højere oppe skal gøres ved håndkraft. Det kræver en enorm indsats og indebærer ganske stor risiko at bugsere noget som helst ned fra bjergets sider i den tynde luft og de kolde temperaturer, og det er også en af grundene til at man stadig passerer flere lig af afdøde klatrere på vej op ad bjerget.

Læs mere om forureningsproblemerne på Everest

Hvorfor bestige Everest?

Når Everest stadig tiltrækker så mange mennesker til trods for de mange negative ting, der kan siges om den måde bjerget er blevet kommercialiseret på, og også stadig tiltrækker nogle af verdens dygtige klatrere, er det fordi Everest ganske enkelt er unikt. Everest er med sine 8.848 m hele 237 m højere end verdens næsthøjeste bjerg, K2, der rejser sig 8.611 m over havet. Og selv om  250 m ikke lyder af meget, når man taler om bjerge, der er næsten 9 km høje, gør det alligevel en væsentlig forskel. Hvis man kigger på antallet af højdemeter i “dødszonen”, skal man lægge næsten 40 % oven i K2s 611 højdemeter for at nå op på Everests 848, og 40 % ekstra dødszone er en meget relevant forskel. En af de allerstørste udfordringer ved verdens højeste bjerge er netop det sidste stykke mod toppen, hvor luften er ekstremt iltfattig, og her skiller Everest sig ud. Der er bjerge, der er klatreteknisk vanskeligere, koldere eller mere risikable end Mount Everest, men Everest er suverænt det højeste, og den enorme belastning af kroppen, den ekstra højde udgør, finder man ikke tilsvarende på andre bjerge.

Jakob Urth og Everest

Jakob Urth i Kathmandu. Foto: Jakob Urth

Jakob Urth er født i 1976 og er en af Danmarks mest erfarne og succesfulde bjergbestigere. Han har klatret, besteget bjerge og guidet i Himalaya, Andesbjergene, Alperne, Grønland og mange andre steder i verden, og har et hav af bjergtoppe på CV’et. Og så har han en helt speciel kærlighed til de rigtig høje bjerge. I 2008 stod han for første gang på toppen af et bjerg over 8000 m, Gasherbrum II (8035 m). Bjerget blev besteget uden brug af kunstig ilt på en ren dansk ekspedition, der kulminerede da Jakob Urth og Jacob Klaris-Jensen nåede toppen d. 9. august. To år senere besteg Jakob Urth Cho Oyu (8201 m) alene, igen uden brug af kunstig ilt. Det var en hård bestigning i en svær sæson, hvor der ikke var mange der nåede toppen, og Jakob kom også tilbage fra Cho Oyu med en forfrysning i højre storetå.

I 2012 måtte Jakob vende om under et forsøg på at bestige Lhotse (8501 m), da han og hans polske makker valgte at opgive deres topforsøg for at hjælpe nogle nødstedte klatrere. Året efter var Jakob endnu en gang tilbage i Himalaya og udførte i foråret 2013 en flot bestigning af Shishapangma (8046 m), der blev hans tredje 8000 m-top uden brug af kunstig ilt.

Jakob Urth på den enorme Lhotse Face. Foto: Jakob Urth

Ud over de Gasherbrum II, Cho Oyu og Shishapangma har Jakob stået på toppen af et utal af høje bjerge verden over både på egne ekspeditioner og som guide eller turleder. Han har været hele 14 gange på toppen af Sydamerikas højeste bjerg Aconcagua (6959 m), mere end 15 gange på Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro (5895 m) og 12 gange på Europas højeste bjerg Elbrus (5641 m). Deruder har han stået på toppen af bl.a. Pik Lenin (7134 m), Ama Dablam ( 6858 m), Mera Peak (6461 m), Island Peak( 6189 m), Mont Blanc (4810 m), samt Puncak Jaya (4892 m), der er det højeste bjerg på den Australske kontinentalplade og regnes som en af “the seven summits” (de højeste bjerge på hvert af de 7 kontinenter – Jakob Urth har stået på toppen af de 4).

Udsigt fra teltet i Camp 1 på Am Dablam (6.812 m), Nepal. Foto: Jakob Urth.

Se Jakobs profil og hans mange bestigninger uden for Europa på www.mountains.dk

Hvorfor vil Jakob Urth på Everest?

Jakob Urth har været på utallige ekspeditioner i Nepal, og Mount Everest har altid spøgt i baghovedet. I 2012 forsøgte han at bestige Lhotse, der er nabotop til Everest, og deler Base Camp, Camp 1, Camp 2 og Camp 3 med ekspeditionerne på sydsiden af Everest, og året efter var han endnu en gang i Himalaya for at klatre Shishapangma i Tibet, ca. 100 km nordvest for Mount Everest. Jakob har desuden været utallige gange i Everest Base Camp som trekkingguide, og han har flere venner og bekendte blandt sherpaerne i Khumbu-dalen. Så det kan i virkeligheden nærmest undre, at Jakob først vælger at forsøge Everest i år – 10 år efter han stod på toppen af sin første “8000’er”, Gasherbrum II.

Vi har haft mange samtaler med Jakob gennem årene – om hans egne projekter og ekspeditioner, om hans arbejde som guide og hans arbejde med at få stablet sit eget firma, Urth Adventures, på benene – og en af de ting, der kendetegner Jakob Urths forhold til bjergene, er hans store passion for bjergbestigning og hans grundighed omkring sine projekter. Og lige præcis passionen og grundigheden er de primære grunde til, at det netop er nu, Jakob vælger at forsøge Everest. Jakob har de sidste par år dedikeret sin tid til at få sin virksomhed op at køre og arrangere ture for mindre grupper til bl.a. Aconcagua, Mont Blanc og Elbrus, samt til at opbygge formen mod det næste store projekt. Nu er han nået til et punkt, hvor han føler at formen er på plads og der er tilstrækkelig ro i hans liv til at han kan fokusere på en så seriøs udfordring som det er at bestige Everest uden ilt.

Jakob Urth på toppen af Elbrsu med en lille gruppe. Foto: Jakob Urth.

Når Jakob ikke tidligere har forsøgt at bestige Everest uden ilt, er det altså fordi han på et eller andet plan ikke har følt sig klar. Fysikken har måske nok været der, erfaringen har været på plads længe og drømmen har altid været der, men Jakob har ikke følt sig fuldstændig mentalt klar – ikke for alvor haft lysten til at forsøge Everest – før nu.

Hvordan vil Jakob bestige Everest

Jakob har valgt at bestige Everest ad South Col-ruten. Ruten går fra den store Everest Base Camp vest for bjerget, i ca. 5.300 meters højde, op gennem det enorme Khumbu Icefall, videre op gennem den store bowle, the Western Cwm, op ad den stejle Lhotse Face til skaret mellem Everest og Lhotse, the South Col, og derfra ad sydryggen forbi The Hillary Step til toppen, 8.848 m over havoverfladen.

“South Col”-ruten, som er den rute, Jakob Urth har tænkt sig at benytte. Foto: Jakob Urth

Jakob klatrer alene og uden kunstig ilt, men han kommer selvfølgelig langt fra til at være alene på bjerget. Der er ofte kun et par vinduer på et par dage, hvor vejret er godt nok til et topforsøg, så der kommer til at være mange andre på vej mod toppen uanset om Jakob vælger at forsøge at nå toppen sammen med den første “bølge”, der går efter det første stabile vejrvindue, eller vælger at vente på et andet vindue og håbe på lidt færre folk (og måske lidt varmere temperaturer). Selvom Jakob altså ikke kommer til at være alene på bjerget i fysisk forstand, kommer han i høj grad til at være det i mental forstand. Når man kommer over 7-7.500 meter er alle så pressede, at man ikke kan forvente at der er nogen der har overskud til at hjælpe, og en eventuel redningsaktion bliver en enormt risikabel affære. Det er heller ikke muligt at helikopterevakuere på grund at det lave atmosfæriske tryk, så man er i mange henseender fuldstændig på egen hånd, selvom der er mange andre på bjerget.

Jakob kommer til at benytte sig af den logistisk, der er etableret på ruten – f.eks. fixreb og stigerne over gletsjersprækkerne i Khumbu-isfaldet. Det har han været helt ærlig og åben omkring, selvom sofakritikere vil indvende, at det er en mindre “ren” måde at bestige Everest på. Men for Jakob er realiteten således, at hvis han skal bestige et bjerg af Everests  enorme dimensioner, skal det gøres i etaper – med lejre op ad bjerget og fixreb mellem lejrene. Med andre ord – hvis han selv skulle planlægge en ekspedition og bestige bjerget, ville han vælge det samme setup som det, der hvert år bliver etableret på bjerget af de mange turarrangører og de sherpaer, der udfører arbejdet.

Eneste relle alternativ til at bruge fixrebene, hvis man vil klatre ad North- eller South Col-ruterne, ville være at solo-klatre, dvs. klatre helt uden at sikre sig undervejs. Og selv om det måske nok kunne lade sig gøre, ville konsekvenserne ved at miste balancen mange steder på ruten være døden, og det er ganske enkelt ikke en risiko der er værd at tage, for at leve op til en “renhed”, der alligevel er en illusion på de to ruter på Everest. Skal man bestige Everest uden ilt i alpin stil, skal man vælge en helt anden rute på bjerget, og selv da vil purister kunne finde på at hævde, at det ikke er “ren” alpinstil, fordi man har mulighed for at bruge de etablerede fixreb på vej ned fra toppen.

For Jakob Urth er udfordringen at bestige Everest uden brug af kunstig ilt, under de vilkår og forhold som bjerget tilbyder, og ad den rute, han selv foretrækker. Det er en udfordring han på sin vis har brugt hele sit voksne liv på at samle erfaring til og forberede sig til, gennem utallige ekspeditioner til afsidesliggende bjerge i hele verden. Og efter som Jakob allerede har foretaget det lange trek ind til Everest Base Camp utallige gange, og har været gennem Khumbu-isfaldet og klatret til lejr 3, da han forsøgte at bestige Lhotse, har han et personligt forhold til den side af bjerget og til South Col-ruten, der har gjort den til det oplagte valg for ham.

Første dansker på toppen af Everest uden ilt?

Det er endnu ikke lykkedes en dansker at bestige Everest uden ilt, selvom der har været gode og seriøse forsøg.

I 1996 nåede Bo Belvedere Christensen en højde på ca. 8.400 m på den danske Everest-ekspedition, men måtte vende om. Ekspeditionen forsøgte at bestige bjerget ad Jerzy Kukuczkas rute på sydpillaren fra 1982 (“The Polish Route”), i flot stil og uden brug kunstig ilt. I 2000 var der endnu en dansk ekspedition afsted, og igen forsøgte man “The Polish Route”. Her nåede Allan Christensen sydtoppen (8749 m) uden brug af kunstig ilt, inden han blev tvunget til at vende om. Asmus Nørreslet og Mads Granlien nåede på samme ekspedition toppen med brug af kunstig ilt. Bo Belvedere har siden måtte opgive forsøg ad North Col-ruten i 2013 og 2015 pga. uheldige ydre omstændigheder. Sidste år nåede Rasmus Kragh op til knap 8.600 m i sit forsøg uden ilt ad North Col-ruten.

Rasmus Kragh forsøger igen i år, så der er altså to danske kandidater til at nå toppen uden ilt afsted i 2018: Jakob Urth fra sydsiden og Rasmus Kragh fra nordsiden. Begge klatrer ad en af de to “normalruter”, og begge har realistiske chancer for at nå toppen, så med lidt held får vi altså en dansker på toppen af Everest fra begge sider i 2018.

Se TV2 Sportslabs test af Jakob Urth og Rasmus Kraghs fysiske form i højdesimulations-kammer

For Jakob Urth har det hele tiden været enormt vigtigt, at hans forsøg på at nå toppen af Mount Everest ikke skulle være en del af et kapløb om at blive den første dansker på toppen. Selvom det selvfølgelig altid er en ære at være første dansker til at præstere det ene eller det andet, er det selve udfordringen ved at bestige verdens højeste bjerg uden ilt, der trækker. Der har igennem tiden været både hollændere, mexicanere, brasilianere og en enkelt svensker på toppen af Everest uden ilt, og der har som nævnt været flere seriøse danske forsøg, så der er ingen tvivl om at det kan lade sig gøre. I sidste ende spiller held og timing en afgørende rolle, og det kommer det også til for Jakob Urth. Af samme grund har Jakob også overvejet at “sidde over” det første vejrvindue, hvor der kommer til at være flest folk på ruten, og vente på et andet vejrvindue, hvor sandsynligheden for optimale forhold på ruten er større – også selv om det betyder, at han forsøger toppen senere og måske må nøjes med at blive anden dansker på toppen af Everest. Det, der tæller for Jakob, er at planlægge og eksekvere sit forsøg så godt som muligt, og bruge al sin erfaring til at realisere en af sine store drømme – at komme sikkert på toppen Mount Everest og ned igen uden brug af kunstig ilt.

Du kan følge Jakob på hans Facebook-side, hvor han løbende opdaterer med billeder og små historier, alt efter mulighederne for netopforbindelser.

Indholdsoversigt