Skaljakken er et uundværligt stykke beklædning i de fleste danskeres garderobe. Hvis man samtidig dyrker aktivt friluftsliv, er det endnu vigtigere at kunne holde sig tør, når himlen åbner sine sluser. Men det kan godt nogle gange føles som om skaljakken ikke gør det, den er skabt til – at holde dig varm og tør. Det kan der være flere årsager til. Først og fremmest kan det selvfølgelig handle om kvaliteten af produktet. Men langt hen ad vejen handler det også om, at skalbeklædning kræver pleje og vedligehold for at bevare den vandtætte og åndbare effekt. 

En pålidelig vandtæt jakke med god åndbarhed er helt essentielt til det skandinaviske og ustadige vejr. Netop derfor, er der også mange mennesker, som er villige til at betale mange penge for en god, vandtæt jakke, som de med rette forventer vil tjene dem godt i mange år.

Egentligt er det meget simpelt at få den vandtætte beklædning til at holde længe, og fungere optimalt gennem hele sin levetid. Det handler primært om:

  1. Vask
  2. Imprægnering

For at få din skalbeklædning til at holde vand ude i mange år fremover, er det nemlig vigtigt, at den vaskes regelmæssigt. Det er der flere årsager til. Den primære er, at vi mennesker udskiller en masse salt, fedtstoffer og snavs fra kroppen. Det gør vi især, når vi sveder. Men uanset hvor lidt vi synes, vi anstrenger os, vil vi afgive fedtstoffer og snavs, der vil sætte sig i tøjet. Det stopper de mikroskopiske porer i membranen til, hvilket nedsætter åndbarheden. Man kan også risikere, at kropsfedt og salt fra sved med tiden vil opløse den lim, der fastholder den vandtætte tape henover syningerne.

.

Vask er lig med pleje

Vask derfor skalbeklædning jævnligt og hellere lidt for ofte end for sjældent. Det gælder både GORE-TEX og andre vandtætte/åndbare membraner. Vi anbefaler at vaske vandtæt beklædning efter alle længere ture, hvor det er blevet brugt og svedt i, eller hver måned/hver anden måned ved let brug eller hverdagsbrug. Det meste skalbeklædning kan maskinvaskes ved 40° C, men FØLG ALTID VASKEANVISNINGEN I TØJET. Brug et mildt, flydende vaskemiddel uden enzymer. Det er ikke nok, at vaskemidlet er uden parfume og farvestoffer. Vælg derfor et vaskemiddel, der egner sig specielt til sportstøj og vandtæt beklædning. Det finder man i friluftsbutikker eller i større supermarkeder.

Se vores udvalg af produkter til vask og imprægnering.

Huskeregler, når du vasker skalbeklædning:

  1. Brug et flydende vaskemiddel uden enzymer
  2. Løs alle indstramninger og elastikjusteringer
  3. Luk alle lynlåse (undtagen lommer)
  4. Åbn alle lommer
  5. Følg altid tøjets vaskeanvisning

Hvorfor skal man vaske skalbeklædning?

  1. Den tape på indersiden af jakken, der gør syningerne vandtætte: Tapede sømme er nødvendige for at en jakke er fuldstændig vandtæt. Søm-tapen er limet fast på indersiden af jakken. Den lim, der bliver brugt, kan med tiden blive opløst af fedtstoffer og skidt fra kroppen, hvis jakken aldrig vaskes. På de dyre GORE-TEX-jakker er det en af de hyppigste årsager til reklamationer og reparationer. Vasker og plejer man sin jakke, er det langt mindre sandsynligt, at tapen falder af.
  2. Den vandtætte membrans levetid: Rigtig mange vandtætte jakker – især i den “billigere” ende og “mellemklassen” – har en membran i polyurethan (PU). PU-membraner kan blive nedbrudt over tid af bl.a. UV-stråling, men også fedtstoffer og skidt vil tære på membranen. På helt lette jakker, hvor membranen ikke er beskyttet på indersiden af et selvstændigt materiale, vil man ofte kunne se, at membranen simpelthen krakelerer og falder af i flager på indersiden af jakken. Det sker f.eks. hvis jakken enten er meget gammel, eller ikke er ordentligt vedligeholdt. PU-membranen kan sagtens holde til vask. GORE-TEX og andre membraner i ekspanderet polytetrafluorethylen (ePTFE) kan bedre tåle ikke at blive vasket, men bør vaskes lige så jævnligt, af hensyn til en række andre ting.
  3. Den vandtætte membrans åndbarhed: De fleste vandtætte membraner ånder ved hjælp af nogle mikroskopiske porer. Porerne er for små til, at vanddråber kan trænge ind, men store nok til at vandmolekyler i dampform kan komme ud. På den måde kan kroppen ånde gennem jakken, selvom den er vandtæt. Der følger dog en masse fedtstoffer og snavs med denne ”udånding”. Det vil sætte sig i membranens porer og hæmme åndbarheden betragteligt. Hvis man har betalt mange penge for en jakke, der gerne skulle ånde godt, er den bedste måde at få noget for pengene, at vaske jakken jævnligt. Dermed opretholder man den gode åndbarhed.

Det er en myte, at man kan ødelægge membranen ved at vaske skalbeklædning. Nogle af de allerbilligste regnjakker, fra f.eks. et supermarked, vil muligvis ikke kunne holde til ret meget vask. Men de vil med stor sandsynlig gå lige så hurtigt eller hurtigere i stykker, hvis man slet ikke vasker dem. Alle regnjakker og skaljakker fra seriøse outdoor-firmaer, med en vandtæt/åndbar membran, kan tåle at blive vasket. De vil have langt bedre af at blive vasket, end ikke at blive vasket. Man skal selvfølgelig være opmærksom på at vaske sit tøj korrekt, men man skal ikke være bange for at ødelægge jakken ved at vaske den. Tværtimod!

Hvor ofte skal man vaske skalbekædning?

Det afhænger selvfølgelig af, hvordan og hvor meget, man bruger det. Som vejledning kan man sige, at skaltøj bør vaskes hver 10.-14. dag, hvis man bruger det hårdt – f.eks. hvis man er på vandre- eller skitur og virkelig sveder i det. Har man været på tur en uges tid og brugt sin skalbeklædning meget, bør man vaske den, når man kommer hjem – især hvis der er lidt tid, til den skal i brug igen. Bruger man bare sit skaltøj til hverdag, bør det vaskes hver eller hver anden måned, alt efter hvor meget og hvordan man bruger det. Igen: Vask det hellere lidt for ofte end for sjældent.

Imprægnering af skalbeklædning

Imprægnering er et af de mest misforståede aspekter af vandtæt beklædning. Helt kort kan man sige, at man ikke imprægnerer for at holde tøjet vandtæt, men for at holde det åndbart. Imprægneringen er en behandling, der holder ydersiden af materialet vand- og smudsafvisende. Jo længere tid, man kan holde ydersiden tør og nogenlunde ren, jo bedre vil tøjet ånde. Den vandtætte membran, der sidder på bagsiden af ydermaterialet, vil ikke blive påvirket af imprægneringen, så en vandtæt jakke vil være lige vandtæt, om den er imprægneret eller ej. Er den ikke imprægneret, vil man dog hurtigere blive klam eller våd indefra, fordi man ikke kan komme af med fugt gennem det gennemblødte ydermateriale.

Skaljakker og anden vandtæt beklædning skal derfor imprægneres med jævne mellemrum. Den oprindelige imprægnering fra fabrikken vaskes ud/slides af ved brug, og yderstoffet mister dermed sin vandafvisende evne. Det får yderstoffet til at suge vandet til sig, frem for at det lægger sig uden på jakken som små perler.

Hvor ofte skal jakken imprægneres?

Ved nyere jakker kan man reaktivere fabrikantens imprægnering med en vask og efterfølgende tur i tørretumbleren ved medium varme – hvis tøjet kan tåle tørretumbling, vel at mærke. Det kan det meste skalbeklædning, men FØLG ALTID VASKEANVISNINGEN I TØJET. Det er vigtigt, at beklædningen er helt tør, når den tages ud af tørretumbleren. Er den stadig fugtig, har varmen ikke nået at reaktivere imprægneringen.

Med tiden vil denne løsning ikke længere være mulig. Så hjælper en ny imprægnering naturligvis til, at overfladen igen bliver vandafvisende – og dermed, at jakken forbliver åndbar. Som tommelfingerregel kan man sige, at når tøjet suger vand med det samme, vil det have godt af at blive imprægneret. Det er som regel ikke nødvendigt at imprægnere jakken efter hver vask.

Sørg for kun at bruge imprægnering, der er tiltænkt skalbeklædning med membraner som f.eks. GORE-TEX.

bl_wetting_out
Hvis ydermaterialet er godt imprægneret, vil man undgå at det suger vand. De områder, der er gennemblødte, vil ånde markant dårligere.

Hvordan imprægnerer man skalbeklædning?

Kort sagt kan man imprægnere skalbeklædning på to måder: Enten ved at vaske imprægnering ind i tøjet, eller ved at spraye den på. I Friluftsland sælger vi desuden en variant, der både vasker og imprægnerer på samme tid. De fleste af vores imprægneringsprodukter er produceret af engelske Grangers, der er specialister i vask og imprægnering af friluftsudstyr. Der findes andre producenter på markedet, og bruger man deres produkter, bør man selvfølgelig sikre sig at deres anvisninger er de samme, som der gives her. Det vil de højst sandsynligt være. Der er grundlæggende tre måder at imprægnere skalbeklædning:

  1. 2-i-1-løsningen. Vask og imprægnering samlet: 2-i-1-versionen er den letteste at bruge. Hvis man vasker sin skaljakke jævnligt, er denne løsning fin, da jakken i så fald ofte er mindre beskidt, og ikke trænger så voldsomt til imprægnering. 2-i-1-produktet hældes ganske enkelt i maskinens sæbeskuffe, og jakken vaskes almindeligt. Efterfølgende anbefales det at tørretumble jakken, for at få imprægneringen til at virke bedst muligt. Det er ikke et krav, men varme får imprægneringen til at binde lidt bedre. Vil man have det bedste resultat, er det vigtigt at jakken er helt tør, når den kommer ud af tørretumbleren. Ved løsningen her, bliver tøjet både vasket og imprægneret på samme tid. Det kan være en stor fordel, men der er ikke helt så effektivt som at vaske først og imprægnere bagefter.
  2. “Wash-in”-løsningen: Er det længe siden man har vasket sit skaltøj, anbefales det at vaske først og imprægnere bagefter, for at få tøjet ordentligt rent inden imprægneringen. Husk at brug et vaskemiddel, der egner sig til skalbeklæding. Når tøjet er vasket, lægges det i maskinen igen, denne gang med imprægnering i sæbeskuffen. Det anbefales igen at tørretumble tøjet efterfølgende for at opnå det bedste resultat. Vasker og imprægnerer du i to omgange, har du også mulighed for at vaske tøjet hyppigere og kun imprægnere når det er nødvendigt.
  3. Spray-imprægnering: Den sidste løsning er at bruge en sprayimprægnering. Også her er det vigtigt, at tøjet er rent inden man påfører imprægneringem. Mens tøjet stadig er fugtigt, sprayes imprægneringen på. Sørg for, at imprægneringen ikke løber ned ad tøjet. Tør evt. overskydende imprægnering af med en fugtig klud, eller brug f.eks. jakkens ærme eller buksebenet, så imprægneringen bliver jævnt fordelt. Overskydende imprægnering, der sidder i store klatter eller løber ned ad tøjet, kan give skjolder, der er lang tid om at forsvinde, så sørg for at fordele imprægneringen jævnt. Sprayimprægnering fungerer typisk bedre uden tørretumbling end “wash-in”-løsningerne, så har du ikke adgang til tørretumbler, anbefaler vi sprayimprægnering.

Vi fører kun imprægnering, der er fuldstændig fri for fluorocarbonstoffer – fra Grangers og Fjällräven.

.