Tekst af: Louise Korsgaard, leder af huleforskningsekspedition til den Malayiske del af Borneo.
Billeder af: Torben Redder, Syria Lejau & Carol Smith
Efter flere års planlægning af ekspeditionen og med en omfattende forskningstilladelse i hånden, er jeg nu endelig på vej – og jeg har lokket mine to teenage piger, Karen (14 år) og Marie (13 år), med på ekspeditionen.
Jeg skal lede en huleforsknings-ekspedition til bjerget Buda i Gunung Buda National Park, Malaysia og har samlet et hold på 9 huleforskere. Det er første gang i 20 år, at nogen udforsker de over 80 km hulepassager i Buda’s hvide kalkstensbjerg, som strækker sig næsten 1.000 meter op over flodlejet. Jeg var der for 30 års siden og har altid drømt om at komme tilbage. Området blev i år 2000 beskyttet og udgør nu Gunung Buda Nationalpark.
Krokodiller? I Buda floden?
Nej, det håber jeg ikke er sandt… Tankerne flyver gennem mit hoved, da en lokal fortæller mig, at nogen har set en krokodille i Buda floden.
Buda floden skal være vores badeværelse de næste 14 dage! En svalende oase i Bornoes varme fugtige regnskov. Jeg kan ikke overskue konsekvenserne af at dele den med en krokodille. Slet ikke når jeg har lokket vores to teenage piger, Karen (14 år) og Marie (13 år), med på ekspeditionen.
Min gode ven Syria forsikrer mig om, at det nok skal gå. Syria er fra den lokale Berawan stamme, og hun er vokset op i regnskoven. Jeg har kendt hende i 30 år og stoler på hende. Hun er som en moster for Karen og Marie, og jeg ved, at hun vil passe godt på dem.
Buda Basecamp – alias Muddy Marriott
Vi siger farvel til civilisation og alt, hvad den indeholder – mobildækning, internet og toiletter for nu at nævne noget, som teenagere sætter pris på. Halvdelen af holdet sejler afsted med langbåd op ad floden. Vi tager turen i 4 x 4 biler på gamle tømmerhugstveje. Den sidste del af turen til vores ekspeditionslejr, Buda Basecamp, foregår til fods gennem regnskoven. Det er heldigvis ret tørt, så igler er der ikke alt for mange af.
Vores første møde med Buda Basecamp er en mudret fornøjelse, og vi omdøber hurtigt lejren til Muddy Marriott – for der er mudder overalt. Vi har – i modsætning til de andre på holdet – gummistøvler med. Det viser sig at være det helt rigtigt valg af fodtøj til lejren. Men man skal lige huske at tjekke dem for uønskede beboere såsom skorpioner, inden man tager dem på.
Lejren består af fire store orange presenninger, der er spændt op mellem træerne og dækker over vores to små soveområder, vores temmelig skæve spise- og arbejdsbord og vores primitive køkken. Hver af os har en hængekøje og lidt plads til rygsækken, ellers er alt fælles. Der er mindre end 40 cm mellem hængekøjerne og kun et myggenet som adskillelse. Alligevel føles det relativt privat og trygt at ligge der omgivet af sit myggenet og lytte til regnskovens ustoppelige orkester. Ulempen er, at ikke en vind rør sig inden i nettet. Så selvom man ligger helt stille, betyder de 30 grader og 100 procents luftfugtighed, at sveden pibler frem. Pånær i de tidlige morgentimer, hvor temperaturen faktisk er ganske behagelig.
Toilettet er et hul i jorden.
Det ligger tæt på lejren, så vi ikke skal gå alt for langt i mudder og mørke. Ulempen ved placeringen er, at vi kan lugte det i lejren. Efter et par dage beslutter vi at flytte toilettet længere væk. Det er godt for ”indeklimaet”, men betyder at ethvert toiletbesøg kræver overskud til en længere færd, hvor man om natten kan møde både slanger, hær-myrer og edderkopper på jagt. De store hvepse, som flytter ind i toilettet, er heldigvis ikke aktive om natten. Men om dagen gælder det om ikke at ramme dem, for deres stik er meget smertefuldt især i de områder, man nu engang eksponerer under et toiletbesøg.
Heldigvis ser ingen af os tegn på, at vores badeværelse, Buda-floden, er indtaget af krokodiller. Det er helt afgørende for, at hverdagen i lejren er til at holde ud.
Hverdagen på en huleekspedition
Formålet med ekspeditionen er at finde og kortlægge ukendte hulepassager. Jeg har forberedt en liste af steder, hvor de tidligere ekspeditioner vendte om. De første par dage går med at finde huleindgangene, som viser sig at ligge 1-2 timers gang fra lejren.
Hulerne er svære at bevæge sig i. Knivskarpe klippespidser (pinnacles), falske gulve, løse klippeblokke og dybe skakte prøver ustandseligt at stoppe os. Vi får hurtigt brugt de 400 meter reb, vi har med til at sikre os.
Karen og Marie må ikke komme med i hulerne, ikke endnu. Det forudsætter mange års erfaring med huleklatring (caving) at deltage i udforskningen. Men jeg er glad for, at de er med i lejren. Jeg kan slet ikke forestille mig at være her uden dem.
Og hvad laver de så, to teenagepiger midt i Borneos frodige regnskov uden kontakt til omverdenen og med forældre, der bruger dagene i jordens indre?
De keder sig. En sjælden ”aktivitet” blandt nutidens unge. De læser i deres medbragte bøger. To bøger per pige er slet ikke nok, og efter et par dage udgår den aktivitet. De spiller kort. Men en af dem er en meget dårlig taber, og kortene går mere eller mindre i opløsning i fugtigheden.
Som dagene går, bruger de mere og mere tid sammen med Syria i Buda’s regnskov og i floden, som vi vedtager, er fri for krokodiller. De bygger en tømmerflåde af bambus og lærer at flyde med strømmen. De forsøger at fange fisk, svinger sig i snoede lianer og lærer om dyrelivet.
”Vandrende pinde kan svømme, mor, kom og se!”
Pigerne udvikler helt klart også den bedste evne til at komme fra floden til hængekøjen uden at blive mudrede. Vi andre lærer aldrig at mestre det, så selvom vi vasker os rene i floden, bærer vi nyt mudder med i seng.
Midtvejskrisen
Frustrationerne kommer snigende og cirka midtvejs i ekspeditionen kulminerer krisen. Karen og Marie kan ikke holde det primitive, besværlige, klamme og kedelige liv i lejren ud. De skændes højlydt, de græder. Og så kan jeg heller ikke holde det ud mere. Pludselig forekommer det mig, at det var verdens dårligste beslutning at prøve at kombinere rollen som ekspeditionsleder og mor (og kvinde i overgangsalderen, men det er en helt anden historie).
Det hjælper ikke på situationen, at Karen får en smertefuld øreinfektion, og at vi på skift bliver ramt af en maveinfektion med opkast og diarré. Nogle får sågar ”Mulu foot” – en slags skyttegravsfødder, som betyder, at små betændte sår på fødderne gør det alt for smertefuldt at gå.
Som jeg ligger der med hedeture i hængekøjen, fristes jeg til at forlade ekspeditionen og tage pigerne med på sådan en helt klassisk trope ferie med hotel, strand og lækker mad.
Men så hører jeg det…
Det lyder som om et lyntog er på vej mod lejren. Alle vågner. Det er helt vindstille, præcis som det plejer. Men Syria og jeg ved, at lyden stammer fra en kraftig storm. Vi ved også, at en sådan storm er noget af det farligste i en regnskov. Det stormer sjældent, så når det sker, vælter mange træer, og grene falder ned som guillotiner. Selvom vi bevidst har placeret lejren et sted uden for mange store træer, er vi sårbare. En presenning og et myggenet beskytter ganske dårligt mod den slags nedfaldene farer.
Stormen kommer nærmere sammen med lyden af gigantiske træer, der vælter. Og pludselig rusker den i vores lejr. Med kraftige lygter holder vi øje med trækronerne og gør os klar til at undvige. Efter et kvarter bliver det vindstille igen, og vi ånder lettede op.
Næste morgen er det som om, noget har ændret som.
Som om vinden har båret frustrationerne og tvivlen med sig. Jeg beslutter, at vi bliver på ekspeditionen. Og teenagepigerne begynder at betragte resten af tiden i lejren som ”karakteropbyggende”. Vi kortlægger flere nye hulepassager og finde endda en helt ukendt huleformation. Aldrig før har nogen set de meter dybe ringformede opløsningshuller, hvis oprindelse stadig er en gåde/et mysterium.
Tilbage til civilisationen
Efter 14 oplevelsesrige dage siger vi farvel til Buda. Fraværet af distraktionsmuligheder (såsom internettet) har betydet, af vi alle, mere eller mindre bevidst, mærker et befriende nærvær med nuet. Mødet med civilisationen sker heldigvis gradvist. Først i et langhus med rigtige toiletter og gulve. En luksus, som vi virkelig værdsætter de første par dage, men som vi alt for hurtigt tager for givet. Dernæst i byen Limbang, hvor larm og lugt bombarderer vores skærpede sanser, som desværre langsomt må justeres ned for at undgå overbelastning. Valgmulighederne er mange, næsten for mange.
Allerede i flyet på vej hjem begynder jeg at planlægge den næste ekspedition. For Buda gemmer stadig på uudforskede huler og ukendte arter. Der er planer om, at Buda Nationalpark skal udvikles til turisme – ligesom Mulu Nationalpark, der ligger lige ved siden af. Vores ekspeditioner bidrager med vigtig viden om de sårbare hule-økosystemer.
Forsigtigt og næsten uden forventning i stemmen spørger jeg Karen og Marie, om de vil tilbringe endnu en sommerferie i Buda. Uden tøven svarer de begge ja. Og således slutter et eventyr og et nyt begynder…