Det kan føles lidt malplaceret at vandre gennem København iført vandrestøvler og en stor rygsæk med telt og vandrestave spændt udenpå, men jeg er på vej mod lufthavnen og fuld af forventninger, for om lidt starter 14 dages vandreeventyr i De Dinariske Alper. Dette er min første solorejse til udlandet, og jeg er lidt skræmt men mest af alt spændt. Har jeg alt det rigtige med, og kan jeg mon klare det hele alene?

På solotur til Peaks of the Balkans

Tekst og billeder: Cornelia van Vliet

Mit navn er Cornelia, jeg er 27 år gammel, og til daglig arbejder jeg i Friluftsland i København, hvor jeg har været ansat siden sommeren 2022. Her kan jeg som regel findes i færd med at vejlede om rygsække, klatreudstyr, soveposer, gasbrændere eller andet grej. Når jeg ikke er i butikken, bruger jeg gerne tid på at klatre, padle en tur eller tage på vandreture. I dette blogindlæg kan du få et indblik i, hvordan min første vandretur i udlandet forløb – en tur, som jeg tog afsted på alene, for at finde ro og tryghed i bare at være mig.

Om Peaks of the Balkans

Peaks of the Balkans er en transnational vandrerute på 192 km, som leder dig gennem landene Montenegro, Albanien og Kosovo. Undervejs føres du over De Dinariske Alpers enestående bjergkæder, gennem passager, forbi bjergsøer, vandfald og vandløb, gennem frodige dale og forbi små hyrdebyer, hvoraf nogle kun er bosatte i sommerhalvåret. Turen tager 10-12 dage at gennemføre, og hver dagsetape er mellem 13 og 27 km lang med en hel del højdemeter, så selv en kort etape kan tage mange timer at gennemføre. Undervejs kan du overnatte i en af de mange gæstehytter, hvor du typisk får aftensmad, morgenmad og en simpel madpakke til frokost med i prisen. Jeg valgte dog at give mig selv mere fleksibilitet og frihed ved at medbringe et telt, og havde desuden forsynet mig med mad til ca. 7 dage. Gæstehytterne benyttede jeg mig derfor ikke særlig meget af, da der er mange smukke steder langs ruten at slå lejr for natten.

Naturen

Naturen er i høj grad vild og uberørt, og vandreruten er stadig ret affolket i slutningen af juni/starten af juli, hvor jeg besøger den. Til gengæld har stien fået besøg af utallige sommerfugle, brummende bier og farverige insekter, som tiltrækkes af de mange blomster, der står i fuldt flor og spreder en duft af sommer. Salamandere bader i solen på de store klippesten eller i vejkanten, og fuglene synger fra morgen til aften. Sneen er stadig ved at smelte fra de sidste bjergtoppe, så der er ofte et rislende vandløb i nærheden, hvor vandflasken passende kan fyldes op med iskoldt, krystalklart vand. Det medbragte vandfilter bliver der vist ikke brug for her.

Terrænet

Ruten er generelt ret godt markeret med rød/hvid maling og små skilte på sten eller træer, men på visse strækninger er det nødvendigt at medbringe et kort og en GPS-enhed til navigation. Terrænet er ret krævende, og består af en kombination af gangstier, muldyrspor, grusveje og nogle strækninger med asfalterede veje. Nogle sektioner er meget stejle, og derfor kan det være en rigtig god idé at medbringe vandrestave til at aflaste dig lidt, især hvis du har en tung rygsæk på. De kan også være en god støtte, hvis du skal krydse et større vandløb balancerende på trædesten eller vandrende gennem vandet. Begge dele kan du komme ud for i varierende omfang på denne rute afhængig af årstiden, mængden af smeltevand og regnvejr.

Læs mere på Peaks of the Balkans hjemmeside

Praktisk information

Eftersom Peaks of the Balkans er en cirkulær vandrerute, kan man starte og slutte sin rejse forskellige steder. For mit vedkommende gav det bedst mening at starte i Plav i Montenegro. Hvis man rejser fra København, kan man tage en direkte flyafgang til Podgorica i Montenegro på 2,5 timer, og derfra tage en 4 timers bustur til den mindre by Plav. Dette er et godt sted at starte hvis man ønsker at købe forsyninger til vandreturen, da der her er adskillige supermarkeder, som ellers er en sjældenhed på resten af turen.

Da vandreruten krydser tre landegrænser, skal man søge en tilladelse til at passere grænsen senest 15 dage forud. Dette kan være en smule forvirrende, men kan gøres meget nemt. Alt man skal gøre er at udfylde en formular på Zbulo.org og betale et mindre beløb på knap 200 kr., så sørger de for at kontakte de rette politidistrikter. Der gik kun få dage før der landede tre tilladelser i min e-mail-indbakke. Det kræver lidt forudgående planlægning da du skal angive hvilken dato du ønsker at krydse hvilken grænse. Der er dog ingen grænsekontrol oppe i bjergene, og jeg blev ikke mødt af nogen betjente, der bad om at se mine tilladelser, men det var betryggende at vide, at der var styr på det.

Min pakkeliste

Favoritter og mangler

Af alt mit medbragte udstyr var der intet, der ikke blev brugt, men efter et par dage indså jeg, at et vandfilter nok var overflødigt. Derimod fortrød jeg, at jeg ikke havde medbragt myggespray og en rulle Leukoplast – en type tape, som jeg førhen har haft stor glæde af til at forebygge vabler.

Der var mange favoritter med på denne tur, heriblandt min rygsæk (Osprey Eja 48), mit skaltøj og et par vandrestave. Jeg havde ikke benyttet mig af vandrestave før denne tur, men fandt hurtigt ud af, hvor stor en hjælp de kan være i kuperet terræn med en rygsæk der vejer ca. 15 kg. De gav stor aflastning på de stejle op- og nedstigninger samt en god rytme på de flade strækninger. Jeg nåede at sende mange taknemmelige tanker til min kollega, der havde lånt mig hans stave til turen. Rygsækken havde med sine 48 liter præcis plads til alt det, jeg gerne ville have med, og sad hele tiden godt takket være de mange justeringsmuligheder.

Vejret i bjergene kan være meget omskifteligt, så jeg fik adskillige gange brug for at hive skaljakke og -bukser frem for at kunne holde mig varm og tør, når en regnbyge eller et større uvejr brød løs. Særligt materialets åndbarhed og jakkens ventilationslynlåse under armene var jeg glad for, da det kan være meget varmt at vandre op ad et bjerg, selv når det regner og tordner imens.

Min oplevelse af at vandre Peaks of the Balkans alene

En svær start

Al begyndelse er svær, og sådan var det også på denne rejse. Den bus, der skulle transportere mig fra Podgorica til Plav, kørte af uforklarlige årsager ikke hele vejen – i hvert fald kunne årsagen ikke forklares på engelsk, for det er et sprog, de lokale ikke er særlig gode til. Så jeg måtte finde min bedste mennesketillid frem og sætte mig ind i en personbil med fire fremmede, hvoraf kun den ene pige talte lidt engelsk. Da hun ikke skulle køre med hele vejen, tilbød hun mig sit telefonnummer så jeg kunne ringe til hende, hvis jeg ikke følte mig tryg ved situationen, og det tog jeg taknemmeligt imod. En times tavs køretur senere blev jeg sat af foran det første hotel i Plav, modtog min rygsæk og så bilen køre bort. Klokken var 00.30, hotellets reception var lukket og der var buldrende mørkt i byen, så jeg tog en hurtig beslutning om at finde den nærmeste grusvej, følge den et par hundrede meter væk fra hovedvejen og sætte mit telt op i pandelampens lys. I morgen kunne ikke komme hurtigt nok!

Gode udsigter

Efter den besværlige start var jeg ivrig efter at komme ud af byen og ud på vandrestien. Allerede den første dagsetape bød på 27 km, mere end 1100 meters elevation og et moderat udfordrende terræn, men da jeg nåede turens første bjergtop, Bor Peak på 2106 meter hvorfra man kunne nyde udsigten til Plav, som pludselig så meget lille og ufarlig ud, var alle bekymringer allerede lagt bag mig. Hvad end der måtte komme af udfordringer, så skulle jeg nok klare dem!

Alene, men ikke ensom!

Herfra var vandreturen fyldt med den ene dejlige oplevelse efter den anden samt et par uvejr, som er både skræmmende men samtidig fascinerende og kraftfulde, når man befinder sig i bjergene. Jeg fandt hurtigt ud af, at det er meget nemt at falde i snak med andre når man er på solo-vandretur. Ikke nok med at man selv er mere tilbøjelig til at starte en samtale, så oplevede jeg også, at andre havde lettere ved at opsøge mig og spørge ind til min rejse, fordi jeg foretog den alene. Mange sammenstød med andre vandrere endte derfor med en hyggelig snak mens man gik side om side, og flere af dem ville man støde på adskillige gange i løbet af en dag eller endda flere dage i træk.

Tip fra en tysker

Én aften faldt jeg i snak med en tysk mand, som med sin autocamper var ved at rejse rundt i Montenegro og Albanien. Han viste sig senere at være en god kontakt, da jeg søgte inspiration til en dagstur op til nogle af de højeste bjergtoppe i området.

En anden aften mødte jeg et vældig sødt par fra Dubai, som hvert år stikker af hjemmefra når ørkenvarmen bliver for uudholdelig. Dette år havde de valgt at besøge bjergene i Montenegro. De havde indlogeret sig i en lille gæstehytte med eget badeværelse, hvor de tilbød mig et brusebad og en opladning af min powerbank over natten – to ting, man værdsætter meget højt, når man camperer med telt.

Nye venner, i regn og sol

En dag, da et pludseligt uvejr åbnede himlen og lod et skybrud vælte ned over os, søgte jeg tilflugt ved et lille tagoverdækket mindesmærke, i selskab med en jævnaldrende kvinde fra Tyskland. Her sad vi og fik en lang snak om, hvordan vi begge var endt her i bjergene, mens tordenvejret buldrende passerede hen over os. Mens vi ventede på at regnen stilnede af, var der god tid til at finde gasbrænderen frem og koge vand til en lille kop kaffe at varme os på. Her fik vi også besøg af en herreløs, men meget venlig hund, som valgte at holde mig med selskab den næste dags tid.

I Doberdol mødte jeg nogle søde, jævnaldrende tyskere, et kærestepar og en anden solovandrer, som jeg kom særligt godt ud af det med. Vi fortsatte vandreturen sammen de næste par dage, og nød alle godt af selskabet og den gode stemning. Her blev jeg mindet om, hvor dejligt det kan være at dele oplevelser og indtryk med andre, men også at jeg virkelig sætter pris på at vandre i mit eget tempo, når jeg er alene. Først da de gerne ville fortsætte ad én vej og jeg ad en anden, skiltes vores veje sig igen med håbet om at mødes engang i fremtiden.

Med naturen som scene

En aften mødte jeg en far og søn fra England. De havde slået lejr for natten på en bjergside med en fantastisk udsigt over de nærliggende bjerge, da et tordenvejr hang truende i luften og bremsede dem fra at fortsætte længere op mod toppen. Jeg sluttede mig til dem, da et tordenvejr i telt trods alt føles lidt mindre farligt med andre mennesker i nærheden. Dette uvejr valgte dog at holde sig på afstand, og til gengæld fik vi lov til at opleve et fascinerende panoramashow med det ene lynnedslag efter det andet.

Dette var blot et lille udpluk af de mange skønne oplevelser, jeg havde på min tur. Smukke bjergtoppe, gletsjersøer, vandfald, skarpe klippevægge og bløde dale fyldt med blomster var der mange af, og den afvekslende natur var en sand fornøjelse. Jeg håber, at du har fået lyst til at tage ud på en lignende rejse, og hvis du overvejer at tage afsted alene, kan jeg kun opfordre dig til at gøre det. Der er masser af søde mennesker at møde derude!

God tur, og tak for at læse med.