Nanna og Ole fra Friluftsland København har været på togt på Svalbard i den barske, betagende natur. Læs om deres oplevelser og se de fantastiske billeder af Svalbards golde landskaber, den endeløse is og dyre- og plantelivet der klamrer sig til tilværelsen deroppe langt mod nord.

Svalbard – på togt rundt om Spitsbergen

Tekst og billeder af Nanna Elkjær og Ole Sand

Himlen er høj og blå, luften krystalklar og horisonten så langt borte, at man kan se jordens krængning. Det knaser og knager, når isflagerne støder mod hinanden og skrues op i sære formationer. Indimellem kan man se det dybtblå hav. Luften er iskold og prikker i næsen, men solen skinner kraftigt og klart. I det fjerne kan man se en isbjørn på udkig efter noget godt at æde. Den lunter afsted, stopper og vejrer i den stille luft, kigger i vores retning og lunter videre.

Vi befinder os i ishavet med kurs mod nordpolen. Skrøner og beretninger om nordpolsekspeditioner og hvalfangerfærd snurrer rundt i hovedet, mens solen bare cirkulerer rundt omkring zenit. Mod syd kan vi se en kæmpe ø tårne sig op over disen og kuldeflimmeret. At dømme efter størrelsen må fjeldene være mindst nogle kilometer høje, men det er rent bedrag. Fatamorgana Island er en optisk illusion, der har ledt mangen en sømand i fare. Den er sågar søgt fundet med fly, men uden held. Det er kun i visse slags vejr, at den pludselig træder frem over horisonten og sejler man tilstrækkeligt langt hen imod den, forsvinder den ganske enkelt!

Det fortæller Laura Somerville fra besætningens forskerteam under eftermiddagens briefing. Det er dag 4 på vores Svalbard-togt Spitsbergen rundt og denne dag har havis som tema. Bagefter fortæller Barbara Post, der har en master i isens økologi, begejstret og medrivende om havis. Vi er lutter øren, da hun tager os med gennem forskellen på ny og gammel havis, de særlige mikrober der lever i havisen, den fødekæde der er forbundet med den og hvordan afsmeltningen påvirker klimaet i bl.a. Europa. Iskappen er markant mindre end normalt. På dagens ishavsekspedition nåede vi helt op til 81^o27’ nordlig bredde, førend det lille forskningsskib Ortelius måtte stoppe op og vende om.

Naturen heroppe i de arktiske egne er på én gang barsk og bjergtagende, og beretningerne er mange om dem, der drog herop draget af eventyrlyst og drevet af heltemod. På togtets anden dag går vi i land ved bosættelsen Ny London på Blomstrandhalvoya i Kongsfjorden lige nord for Ny Ålesund. Her forsøgte englænderen Ernst Mansfield for 100 år siden at etablere en marmormine. Maskinerne, marmorbruddet om Mansfields egen hytte er der endnu, nærmest fuldkomment intakt. Men marmoret var af dårlig kvalitet, ødelagt af frosten. Mansfield blev imidlertid så betaget af landskabet, at han løj den bedre for at kunne forlænge opholdet.

Vi bliver delt op i tre grupper, der hver har to bevæbnede guider. Risikoen for at møde en isbjørn er altid nærværende på Svalbard og besætningen tager det ekstremt seriøst. Hvis sigtbarheden er for lav eller hvis der er spottet en isbjørn i området, tages turplanen op til grundig revision. Isbjørne er totalfredede på Svalbard og skyder man en isbjørn, fx i selvforsvar, tages det lige så seriøst, som havde man skudt et menneske. Udgangspunktet er, at vi skal forstyrre naturen mindst muligt. Man må ikke flytte på noget, ikke fjerne noget og man skal helst undgå at træde på den sparsomme vegetation. Her råder naturen og vi er kun på besøg.

Nedenfor Mansfields hytte nusser et par svalbardrensdyr rundt og spiser blomsterne af svalbardvalmuer og arktisk dryas. Blomsterne er særligt næringsrige, fortæller vores guide, og det lavstammede rensdyr skal spise sig et godt fedtlag til for at komme igennem vinteren. En kjove ligger på rede. Kjoven har et lidt mere vovet overlevelsestrick. Den chikanerer slet og ret riderne, til de gylper deres føde op! Havternen og odinshanen har småbitte unger, der tripper omkring i fuld camouflage. Overalt fornemmer man en stædig kamp for overlevelse.

Om eftermiddagen samme dag lægger vi til ved Ny Ålesund. Her er et forskningscenter og verdens nordligst beliggende posthus. Ny Ålesund var udgangspunkt for adskillige arktiske ekspeditioner, bl.a. Roald Amundsens berømte overflyvning af nordpolen i luftskibet Norge i 1926. Den metalmast, som hans luftskib var fæstnet til, står der stadig. Ved siden af står et mindemonument for nogle af dem, der omkom i de polare egne, bl.a. Roald Amundsen selv, der styrtede ned med et fly i en redningsaktion.

Afstandene er enorme på Svalbard, så hvis man vil danne sig et godt indtryk af hele øgruppen, er sejlads det mest optimale. Ortelius sejler primært om natten, så hver morgen vågner vi op til et nyt landskab. Hver dag har sit tema og sine fantastiske oplevelser, hver dag sine foredrag om eftermiddagen, hvor vi bliver draget ind i områdets særlige økologi, dets fugle, flora og fauna, historiske begivenheder og fascinerende beretninger. Og efterhånden som vi kommer længere nordpå, bliver klimaet endnu mere barskt og naturen endnu mere øde og gold.

Da vi kommer til Nordaustlandet, er der stort set ingen vegetation længere. Luften er fuldkomment tør og stenene frostsprængte. Ikke desto mindre er der stadig liv! Småbitte planter specialiserede i det kolde klima og den korte vækstsæson. Bladene er dækkede af småbitte fimrehård for at beskytte planten mod frost. Kuppelformede puder af stenbræk i forskellige farver. Svalbardvalmuerne skyder stædigt og fulde af forhåbning blomster op i et par centimeters højde. I en lille dam futter en sortgrå ryle rundt og snupper, hvad der skulle være af insekter. Her højt mod nord er sommeren lige startet. Om nogle uger er det forbi.

Fra Nordaustlandet sejler vi sydpå ned mod Svalbards sydspids. Næste morgen da vi sejler gennem det smalle Freemanssundet mellem Barentsøya og Edgeøya, ser vi 16 isbjørne! Besætningsmedlemmerne kalder området her for isbjørneengen. Vi ser hvalroskolonier ligge på stranden og møve sig mellem hinanden eller boltre sig i vandet. Vi ser den meget sjældne sabinemåge, som kun yngler her oppe langt mod nord. Vi ser et alkefjeld med en sand vrimmel af alkefugle i luften og på de mange små basalthylder på fjeldet. Vi ser en gråmåge æde en ride til morgenmad og en fjeldræv spise af et ådsel. Vi ser pukkelhvaler boltre sig i vandet og sæler hvile ud på isflager. Hvalfangerstationer og pomorruiner ser vi også.

Pomorerne var russiske fiskere og fangere, der levede ved Hvidehavet og sandsynligvis har været aktive på Svalbard i århundreder. Måske, det vides ikke, ankom de endda før 1596, hvor hollænderen William Barentz opdagede de spidse bjerge nord for Norge. Hollænderne selv rejste til Svalbard på jagt efter hvaler og deres fede spæk. Spækket kogte man tran af og solgte videre. Man kunne skaffe sig en god fortjeneste – og det tiltrak nok en del lykkejægere, eventyrere og andre barske mænd. Man kunne også bukke under, hvilket en del gjorde. På strandene ligger både hvalskelletter og gravpladser.

Vinterbaderne havde plaget længe og endelig fik vi lov. I den lille vig Gåshamna med udsigt direkte til en gletscher kunne vi bade. Permafrosten befinder sig ikke mange centimetre under ens fødder, når man stiger ud af støvlerne, og vandet er bogstaveligt talt iskoldt. Under hujen og hvinen smider vi alt tøjet og løber ud i vandet. Enkelte tager et par svømmetag og så er det retur igen til stranden. Bagefter er stemningen lettere animeret. Lungerne har fået ilt og kinderne er røde. Den arktiske dåb har gjort godt for sjæl og legeme.

Tilbage i Longyearbyen skal man lige vænne sig til den store civilisation efter en god uge i ødemarken. Longyearbyen er en spændende lille kulmineby med en lille kirke, forskellige museer og en udpræget arktisk laidback-stemning. Selve byområdet er frit farbart, men skal man udenfor byen, skal man medbringe et gevær eller en bevæbnet guide. For isbjørne kan man møde overalt. Rensdyr græsser omkring inde i byen, en fjeldræv har sin hule oppe på fjeldet og svalbardfjeldryper boltrer sig på sletterne, så også her er der spændende natur at se!

Udstyr

Et krydstogt rundt om Spitsbergen kræver bemærkelsesværdigt lidt udstyr! Varmt tøj, så man kan stå i timevis ude på dækket og nyde udsigten er en selvfølge. Vi valgte at have forskellige lag uld på – lange uldne underbukser, uldne bluser og trøjer – og udenpå det Fjällräven Vidda Pro-bukser og Fjällräven anorakker, begge dele af G1000-stof. Fordelen ved kombinationen af uld og G1000 er, at man holder sig godt tempereret. G1000-stoffet er stort set vindtæt og dertil åndbart, så man ikke bliver fugtig af sved. Med et godt lag uld indenunder er det dertil let at holde varmen. Ydertøjet må ikke sidde for stramt, for så mister man mobilitet og bliver kold. Al isolation går nemlig ud på at få luft til at stå stille, så god isolation kræver plads til luft.

Dertil hue, hassedisse og vindtætte handsker samt uldne sokker og godt fodtøj, så man kan holde fødderne varme de mange timer ude på dækket. Gummistøvler til ilandsætning kan man typisk låne ombord. De er af god kvalitet og velegnede til vandreturene i land. Til ilandsætningen er det vigtigt med et par skalbukser, når man skal igennem brændingen. Dertil solbriller, solcreme og en hat med skygge. Den arktiske sol kan godt være stærk. Og så naturligvis en god kikkert!

Hvordan

Der er flere selskaber, der tilbyder Svalbard-togter. Vi overvejede grundigt, hvor stort et skib, vi ville sejle med og valgte OceanWides forskningsskib Ortelius. Det er et relativt lille skib, hvilket gør det muligt at komme tættere ind på kysten. Fordi skibet kun kan tage godt 100 gæster med, lærte man hurtigt hinanden og besætningsmedlemmerne at kende. Og på togtet var der både udflugter til lands og til vands med zodiacs samt en besætning af Svalbardkendere med hver deres speciale indenfor flora, fauna, fugleliv, klima, geologiske forhold og områdets historie. Fordi vi rejste med en dansk rejseudbyder, der har fugle som omdrejningspunkt, var vi i en større gruppe med interesse for ornitologi. Men man kan sagtens selv arrangere turen. Det kan anbefales at tage et par overnatninger i Longyearbyen både før og efter togtet.