I august 2015 udgav Greenpeace en rapport, der satte fokus på ophobningen af fluorocarbon-stoffer, også kaldet PFAS eller PFC, i naturen. Med rapporten lancerede Greenpeace en kampagne rettet mod især friluftsindustrien, der krævede fluorocarbon-stofferne udfaset af al tøjproduktion hurtigst muligt. Denne artikel giver et overblik over de indledende indsatser der blev gjort mod PFC i friluftsindustrien tilbage i 2015, som reaktion på rapporten fra Greenpeace. PFAS og PFC er begge samlebetegnelser der anvendes om den samme gruppe af organiske flourstoffer. I denne artikel omtales stofgruppen med betegnelsen PFC. 

Greenpeace vs. PFAS i friluftsindustrien

Greenpeaces rapport og anklage er langt hen ad vejen ganske reel, da PFC er problematisk for friluftsindustrien. Det er heldigvis samtidig et problem, industrien er klar over, og er indstillet på at løse. Der er allerede taget initiativer for at begrænse udledningen af PFC-stoffer, ligesom der forskes i alternativer, med henblik på at udfase dem helt. Derudover er nogle af de påstande, der florerer i medierne – især dem, der angår PFC-gruppens sundhedsskadelige potentiale – i bedste fald upræcise. Der er enkelte kemiske varianter i den meget store gruppe af kemikalier, der benævnes PFC, der i dyreforsøg er kædet sammen med helbredsproblemer, men brugen af disse er også allerede så godt som udfaset i outdoor-industrien, og de stoffer, der bruges i dag, er ikke under mistanke for at have skadelig effekt på mennesker og dyr.

Bæredygtighed i produktionen er et relevant tema for alle de store outdoor-firmaer, og PFC-stofferne er et vigtigt aspekt. Men bæredygtighed er en kompleks størrelse, og handler for outdoor-industrien om meget andet end PFC. I praksis vil det for de store firmaer være en ganske delikat balancegang, at forsøge at gøre sig gældende på et kompetitivt marked, og leve op til de høje forventninger, forbrugerne har til deres produkter og samtidig forsøge at begrænse den skadelige effekt på naturen, næsten al større industriel produktion har.

I Friluftsland følger vi udviklingen med interesse. Vi vil gerne være med til at skabe en konstruktiv debat, og selvfølgelig bidrage til at bæredygtighedsproblemerne løses bedst muligt. I det følgende forsøger vi at give et overblik over brugen af PFC-stoffer i outdoor-branchen, konflikten mellem Greenpeace og outdoor-inudstrien, samt lidt vejledning til hvad man som forbruger kan gøre for at passe på naturen.

Greenpeace har i august 2015 offentliggjort et studie, der viser hvordan menneskeskabte og svært nedbrydelige fluorstoffer ophober sig i økosystemer, selv i meget øde og afsidesliggende naturområder. Det har fået Greenpeace til at lancere en kampagne, der går målrettet efter at få outdoor-industrien til at udfase al brug af fluorocarbon-stoffer i produktionen. Det er ikke første gang Greenpeace krydser klinger med outdoor-branchen over fluorcarbon-stofferne. I 2012 og 2013 udgav Greenpeace studier, der påviste forekomsten af skadelige fluorocarbon-sammensætninger i outdoor-udstyr. Den problematiske forekomst af visse potentielt skadelige fluorocarbon-sammensætninger har allerede ført til reguleringer og justeringer, både lovgivningsmæssigt og internt i outdoor-industrien, men Greenpeace mener med de nye studier at have belæg for at kræve al brug af PFC (perfluorinated compounds – fællesbetegnelsen for hele gruppen af fluorocarbon-stoffer) i outdoor-industrien standset hurtigst muligt.

Hvornår og hvorfor bruger man fluorstoffer?

Perfluorinated compounds, der i “folkemunde” også ofte omtales som, “fluorocarbon”, “fluorstoffer” eller bare “PFC”, bruges i outdoor-branchen primært til at imprægnere overfladen på nylon- og polyestermaterialer. Både softshell– og hardshell-materialer i alt fra jakker til handsker, imprægneres for at gøre overfladen fugt- og smudsafvisende. Hvis et vandtæt materiale bliver gennemblødt på ydersiden, vil det gennemblødte ydermateriale blive tungere, suge varme væk fra kroppen og miste en del af sin åndbarhed. På engelsk kalder man fænomenet “wetting out”, og det er det, man prøver at undgå, ved at imprægnere materialerne. Helt kort kan man sige, at så længe man kan holde ydermaterialet nogenlunde tørt, vil man have et langt mere funktionelt produkt, hvad angår åndbarhed og temperaturregulering. For de fleste friluftsfolk er det primært med til at give en bedre og mere behagelig oplevelse, især i barsk vejr, mens det for ekstreme udøvere kan være et helt reelt sikkerheds- eller overlevelsesspørgsmål at have let, varmt, tørt og åndbart tøj. Udviklingen på materiale-fronten har sin del af æren for mange af nyere tids banebrydende outdoor-præstationer, og skalbeklædning er et af mange områder, hvor der er sket en markant udvikling mod lavere vægt og bedre performance.

PFC-stofferne er ekstremt velegnede som imprægnering, fordi de er stærkt smuds- og vandafvisende, holder ganske længe og ikke nedsætter åndbarheden på materialet – som f.eks. silikonebaserede løsninger gør det. En god imprægnering forbedrer tøjets performance, men er også med til at forlænge produktets levetid. Når man i outdoor-industrien stadig bruger PFC-stoffer til at imprægnere med, er det ganske enkelt fordi det er det, der fungerer bedst.

Hvad er problemet med fluorstoffer i outdoor-beklædning?

PFC-stofferne har desværre en alvorlig ulempe: De er meget langsomt nedbrydelige, og vil derfor ophobes i naturen. Den seneste rapport fra Greenpeace har netop påvist forekomsten af PFC-stoffer, der ikke opstår naturligt, selv i helt øde og afsidesliggende egne. Det er denne ophobning i naturen, der ligger til grund for Greenpeaces seneste krav om udfasning af fluorocarbon-holdige stoffer i produktionen af beklædning til friluftsliv.

En typisk måde at indeksere hvor skadeligt et kemikalie er, vurderer kemikaliet på tre parametre:

1. For det første taler man om et stofs “fate” – dets skæbne. Det handler om hvordan det pågældende kemikalie bevæger sig i miljøet, når det først er “sat i verden”. Det er netop denne “fate” Greenpeace tager op med den seneste undersøgelse, der viser at PFC kan transporteres i f.eks. vand, og ophobe sig selv i afsidesliggende egne af verden.
2. Det næste, man taler om, er “exposure”, der beskriver hvordan og i hvilken grad dyr og mennesker udsættes for det pågældende kemikalie og måske indtager det. I PFC-tilfældet har man fundet ophobninger i f.eks. isbjørnes lever, samt fisk, og i det hele taget tyder det på at PFC-stofferne starter i vand og derefter bevæger sig opad gennem fødekæden.
3. Endelig snakker man om “effect” – hvad der sker med mennesker, dyr og økosystemer, når det pågældende kemikalie ophobes. Det undersøger man typisk ved at lave forsøg på laboratoriedyr – f.eks. mus og rotter. I tilfældet PFC er nogle af de lange, komplekse sammensætninger kædet sammen med infertilitet og under mistanke for at være kræftfremkaldende. Det drejer sig om de kemiske varianter PFOA og PFOS. Disse er allerede udfaset i outdoor-industrien og mange andre steder, og forbudt i f.eks. Norge. De PFC-sammensætninger, der bruges i imprægnering i dag, er kortere og mindre komplekse, og har ikke nogen påviseligt skadelige virkninger, hvilket også er en af grundene til, at der ikke er lovgivet mod brugen af dem, og til, at de stadig bruges.

I forhold til den PFC-imprægnering, der bruges i outdoor-industrien, er det altså kun de første to af de tre ovennævnte parametre (fate og exposure), der giver anledning til at råbe vagt i gevær, mens der altså ikke er nogen påviselig effect. Forskningen har, som nævnt, påvist at PFOA og PFOS, som er varianter af de lange, komplekse PFC-sammensætninger, kan føre til en række helbredsproblemer i forsøgsdyr, og de mistænkes for at kunne være skadelige for mennesker også. Men der er endnu ikke påvist nogen skadelig effekt af de kortere, hurtigere nedbrydelige fluorocarbon-sammensætninger, der bruges i dag, der altså ikke kædes direkte sammen med sundhedsrisici. Når der i nyhedsartiklerne skrives, at der bruges sundhedsskadelige stoffer i outdoor-beklædning, er det altså ikke korrekt. Der er stoffer i PFC-gruppen, der mistænkes for at være sundhedsskadelige, og i Greenpeaces undersøgelser er der også fundet koncentrationer af disse skadelige stoffer (PFOA og PFOS), men det er ikke de stoffer, der bruges til imprægnering af outdoorbeklædning.

Det betyder selvfølgelig ikke, at det ikke er problematisk at bruge PFC-stoffer, og det betyder heller ikke, at stofferne er uskadelige. Selvom der ikke på nuværende tidspunkt er evidens for, at de nye PFC-stoffer er skadelige, er der selvfølgelig al mulig grund til at være på vagt overfor dem, og forsøge at klarlægge hvorvidt de måske kan være skadelige.

Du kan læse mere om PFC-stoffer på følgende sider:

• United States Environmental Protection Agency
• National Institute of Environmental and Health Sciences (USA)

Det faktum at PFC-stofferne ophober sig i naturen kan, og bør, betragtes som problematisk i sig selv, men når de stadig bruges og er lovlige, er det altså fordi der ikke er konsensus omkring hvor problematiske de er – eller rettere; om de er så problematiske at der skal akut indgriben til. Og indtil videre forsøger outdoor-branchen altså at begrænse brugen af PFC-stoffer, og holde sig fra de varianter, der er mistænkt for at være skadelige for dyr og mennesker, i stedet for at udfase dem fuldstændig. 

Hvad er Greenpeaces anklage?

Greenpeaces anklage mod outdoor-firmaerne er først og fremmest, at de bruger stoffer, der ophober sig i naturen – snarere end at de bruger stoffer, der er påviseligt skadelige for dyr og mennesker. Greenpeace er desuden bekymrede for at vi ikke har god nok forståelse for størstedelen af PFC-stoffernes påvirkning af dyr og mennesker, og at det måske kan vise sig, at de kan være skadelige. Det vil kræve mere forskning på området at have overblik over de mange kemiske variationer i PFC-gruppen og deres virkning på dyr og mennesker. Indtil videre er skadeligheden af fluorstofferne spekulation og bekymring, hvorimod ophobningen er veldokumenteret.

Blandt andet på grund af den manglende forskning på området, er det, ifølge Greenpeace, ikke godt nok, at outdoor-industrien allerede har udfaset brugen af de skadelige PFOA og PFOS-stoffer. De stoffer, der bruges i stedet, og som ikke mistænkes for at være direkte sundhedsskadelige, skal ifølge Greenpeace bruges i større mængder, for at opnå samme imprægnerende effekt, og fordi deres kemiske struktur desuden er mindre stabil, vil de også blive udledt i naturen i højere grad. Så i stedet for at udlede en vis mængde af skadelige fluorstoffer, udleder vi nu en større mængde af fluorstoffer, som ikke er beviseligt skadelige, men hvis effekt ikke er ordentligt undersøgt, og som påviseligt ophober sig i naturen. Det er Greenpeaces primære bekymring og anklage, og den er meget rimelig.

Greenpeaces anklage går desuden på, at de mener det er et paradoks, eller en selvmodsigelse, i outdoor-branchen, at firmaer, der har kærlighed til friluftsliv, og til naturen i almindelighed, som levebrød, er med til at forurene selvsamme natur. Her bliver retorikken lidt mere suggestiv, og der antydes at outdoor-industrien “bilder os ind” at de holder af naturen, for at sælge produkter, mens de “i virkeligheden” bare er ude på at tjene penge og er ligeglade med planeten. Det er ikke et billede , vi i Friluftsland kan genkende, og den slags må stå for Greenpeaces egen regning. Hvorom alting er, vil Greenpeace have outdoor-industrien til at sætte et godt eksempel, ved at udfase brugen af PFC-stoffer fuldstændig, og i stedet bruge nogle af de alternativer, der allerede findes på markedet, og mener at netop outdoorindustrien burde gå forrest, fordi de burde føle ansvar overfor naturen.

• Læs Greenpeaces rapport “Footprints in the snow”

Hvad er outdoor-industriens position?

Outdoor-industrien er, som allerede nævnt, udmærket klar over problemet med PFC i produktionen, og der er allerede taget initiativer til at eliminere de varianter, der mistænkes for at være sundhedsskadelige, samt begrænse brugen af PFC i det hele taget. Desuden bruges der i hele outdoor-branchen store mængder penge og ressourcer på at udvikle funktionelle, PFC-fri imprægneringsmidler. Det er til gengæld ikke korrekt, at der findes lige så gode, PFC-fri alternativer – som det ellers flittigt siges i de nyhedsartikler, der er skrevet om emnet.

Når der stadig bruges PFC, er det ikke fordi outdoor-branchen er “ligeglad” med naturen, men snarere fordi der indtil videre ikke er politisk eller forskningsmæssig enighed om hvor problematisk, det er, og især selvfølgelig fordi PFC-produkterne fungerer bedre end de alternativer, der findes indtil videre. Outdoor-branchen er, som så mange andre brancher, ganske kompetitiv, og det er meget lidt der adskiller top-producenternes produkter. At give sig til at producere et “dårligere” produkt end konkurrenterne vil derfor i mange tilfælde være en dårlig strategi i et marked, hvor det i forvejen er svært at skille sig ud.

Langt de fleste af de store outdoor-producenter er som sagt opmærksomme på problemet og bruger en masse ressourcer på at forsøge at udvikle lige så gode, eller endda bare marginalt dårligere alternativer, til at erstatte PFC-stofferne. Men indtil der enten findes en acceptabel løsning, ud fra et performance-synspunkt, kommer hård evidens for, at de stoffer, der bruges virkelig er skadelige, eller opstår en reel efterspørgsel på PFC-fri produkter, kommer vi næppe til at se en total udfasning af PFC-stoffer i outdoor-branchen.

Læs mere om hvordan et par af de store mærker forholder sig til PFC-problematikken:

• Arc’teryx
• The North Face
• Patagonia
• Fjällräven

OPDATERING: GORE-TEX udfaser brugen af PFC-stoffer

Friluftsliv, natur og bæredygtighed

Bæredygtighed er et stort og utrolig komplekst område. Greenpeace har til dels ret, når de siger at det er et paradoks at outdoor-branchen er med til at forurene den selvsamme natur, de hævder at holde af, men det er et paradoks, der angår al menneskelig færdsel i naturen, og derfor alle, der holder af friluftsliv. “Leave no trace”-filosofien, der handler om at man ikke skal forurene naturen, har aldrig givet mening, hvis man forstod den bogstaveligt. Den eneste måde slet ikke at efterlade aftryk i naturen, er at holde sig fuldstændig væk fra den. “Leave no trace” handler derfor også om ikke at efterlade unødvendige aftryk, og i det hele taget forsøge at omgås naturen med respekt og omtanke.

De fleste af os dyrker i første omgang friluftsliv for vores egen skyld, og ikke for naturens. Når vi har ambitioner om at komme på toppen af et bjerg, eller se et afsidesliggende sted i verden, er det for vores egen skyld, snarere end det er fordi vi føler at naturen har brug for, eller er tjent med, vores tilstedeværelse. Omvendt kommer ønsket om at opleve naturen oftest fra en kærlighed til naturen, og de fleste af de folk, der aktivt dyrker friluftsliv er også interesserede i at bevare og beskytte naturen – til trods for deres rekreative omgang med naturen, der nærmest aldrig er til gavn for naturen selv. Det samme gør sig gældende for outdoor-industrien: De fleste af de mærker, der er store i dag, er startet af friluftsfolk, og grundlagt på et ønske om at lave godt udstyr til friluftsbrug. De fleste af de store mærker er stadig præget af den arv, og forsøger aktivt at bidrage til at beskytte og bevare naturen. Men ligesom for den almindelige friluftsentusiast, er outdoor-firmaernes ambition ikke primært at redde naturen. Det er derimod at lave funktionelt udstyr, der giver os mulighed for at komme ud og opleve naturen på egen hånd.

Når Greenpeace mener det er paradoksalt eller direkte hyklerisk at outdoor-industrien er med til at forurene den natur, de markedsfører sig på at elske, er det en lille smule retorisk hysterisk. Greenpeace har en radikal agenda om at beskytte naturen, og for at skabe den opmærksomhed omkring deres sager, der skal til for at verdenssamfundet eller industrien reagerer, vælger de ofte en overdreven retorik – og til tider også nogle overilede aktioner. Det er en noget grov forsimpling at påstå at outdoor-industrien ikke tager hensyn til naturen.

Et eksempel er Patagonia, der er et af de firmaer, Greenpeace hænger ud i deres seneste rapport: Patagonia har den seneste tid kørt en rigtig interessant kampagne, de kalder “worn wear”, der handler om hvordan vi passer, plejer og bruger vores outdoorprodukter. I et generelt bæredygtighedsperspektiv er produktionen af produktet langt den mest problematiske fase i et produkts levetid, så hvis man kan have sine produkter i længere tid, og i stedet for at kassere dem, sørger for at de “lever videre” hos en anden bruger, eller bliver genbrugt, har man taget et stort skridt, rent bæredygtighedsmæssigt. Her bliver sådan noget som pleje og vedligehold helt centrale bæredygtighedsperspektiver. Firmaer som The North Face og Arc’teryx, markedsfører sig ikke lige så målrettet på bæredygtighedsaspektet som f.eks. firmaer som Fjällräven, Houdini og Patagonia, men begge firmaer har klare strategier og retningslinjer, og gør en reel indsats, på en række corporate social responsibility-områder, heriblandt initiativer, der skal sikre en mere bæredygtig produktionsproces. Det er i denne henseende også værd at bemærke at firmaer i mange tilfælde vælger at fokusere på bæredygtighed fordi det også er økonomisk rentabelt for dem, og bruger det som en klar markedsføringsstrategi. Enhver større industriel produktion er belastende for miljøet – PFC-stoffer eller ej – og PFC er blot et aspekt i det store bæredygtighedsperspektiv. Både produktion af uld, bambus-tekstiler, bomuld, polyester og nylon har bæredygtighedsmæssige slagsider, når produktionen når industri-størrelse. Desuden vil en enhver større produktion bidrage til den CO²-udledning, der efterhånden er et veldokumenteret problem ved nærmest al menneskelig aktivitet. Det er selvfølgelig ikke nogen undskyldning for at udlede PFC-stoffer i naturen, at man i mange andre tilfælde heller ikke gør det godt nok, men det kan tjene til at illustrere hvor komplekst bæredygtigheds-feltet er.

De store outdoor-firmaer er lige netop store firmaer, og store firmaer går op i at tjene penge. Men det er samtidig firmaer, der udspringer af en passion for natur og friluftsliv, og det er ganske enkelt misvisende at fremstille dem som skruppelløse kemikaliesyndere. PFC-stofferne er et problem for outdoor-industrien, men det er også et problem, outdoor-industrien er opmærksom på, og forsøger at løse, selvom deres forsøg ikke lever op til Greenpeaces forventninger.

Hvad er Friluftslands anbefalinger?

I Friluftsland følger vi udviklingen med interesse. Vi fører produkter, der er imprægneret med PFC-stoffer, men der er ikke tale om nogen af de stoffer, der mistænkes for at kunne være skadelige. I produktionen af f.eks. GORE-TEX-materialerne bruges der en lille mængde PFOA, som er et af de suspekte PFC-stoffer, men der er ikke tale om at GORE-TEX-membranen udskiller PFOA. GORE-TEX-membranen er netop ekstremt kemisk stabil, og udskiller ikke skadelige stoffer. Man skal altså ikke være bange for at udsætte sig selv eller sine børn for helbredsrisici, fordi man køber og bruger en GORE-TEX-jakke. Der er ikke belæg for at påstå, at nogen af de jakker, vi sælger, er skadelige, og det er derfor vi sælger dem.

MEN – det er et reelt problem, at der i produktionen udskilles skadelige stoffer, der ophobes i naturen, ligesom det er et problem at der overhovedet udskilles stoffer, der ikke forsvinder! Derfor er vi meget positivt stemt overfor initiativer, der forsøger at begrænse, kontrollere og i sidste ende udfase brugen af potentielt skadelige PFC-materialer. Greenpeaces rapport er interessant og relevant, fordi den er med til at belyse et problem, der måske skal sættes akut ind overfor. F.eks. påpeger Greenpeace, hvordan mange af de produkter, der er produceret og markedsført til ekstrembrug ender som hverdagsjakker til byboer, der dyrker friluftsliv på hobbyplan, og derfor ikke har samme behov for ekstrem performance. Det kan f.eks. være et argument for at genimprægnere sit friluftsudstyr med et mindre effektivt, men mindre skadeligt PFC-frit alternativ, og således være med til at begrænse udledningen af PFC.

Vi har tiltro til, at de firmaer, vi handler med, er indstillede på at bidrage til at løse det problem, PFC i naturen udgør, og derfor er vi også forhåbningsfulde omkring, at der kan findes en løsning på problemet. Om det så bliver et forbud mod PFC-stoffer fra f.eks. fra EU-side, en fælles aftale om at udfase dem fra outdoor-industriens side eller et spørgsmål om, at der udvikles et fuldt funktionelt alternativ

OPDATERING: GORE-TEX udfaser brugen af PFC-stoffer

Vi sælger allerede fuldstændig PFC-fri skaljakker fra Fjällräven og Houdini, ligesom vi sælger PFC-fri imprægneringsprodukter fra Grangers til genimprægnering af skaljakker. Og vi vil meget gerne informere og vejlede om, hvordan man passer, plejer og vedligeholder sit outdoor-udstyr, så det holder længst muligt og fungerer bedst muligt.

Der er næsten ingen produkter eller materialer, der er fuldstændig uproblematiske, så vi mener den bedste strategi er at forsøge at sætte sig ind i problemerne og sørge for at holde sit forbrug på et niveau, hvor man påvirker naturen så lidt som muligt. Og det kan man f.eks. gøre ved at genimprægnere sit skaltøj med ikke-PFC-produkter og passe på sit udstyr, så det holder længere. Derudover kan man give sit gamle tøj til nødhjælp eller anden genbrug, bestræbe sig på at spise mindre kød, købe økologiske grøntsager, tage cyklen på arbejde, rejse med bus og tog i stedet for at flyve, undgå unødige kemikalier i hudplejeprodukter, og en masse andre ting.

Endelig kan man underskrive Greenpeacess “Detox Outdoor”-manifest, hvis man vil være med til at lægge det pres på politikerne og outdoor-industrien, der nok skal til, hvis brugen af PFC-stoffer skal udfases i et tempo, Greenpeace vil være tilfredse med: http://detox-outdoor.org/