Den 18. maj 2025 nåede Emma Østergaard, der er Friluftsland Ambassadør, toppen af Kangchenjunga, verdens tredje højeste bjerg. Som den første dansker nogensinde. Læs hendes vilde beretning om ekspeditionen her.
Billeder og tekst af: Emma Østergaard
Alle kender Everest, verdens højeste bjerg, som jeg besteg i 2023 som den yngste danske kvinde. Mange har hørt om K2, The Savage Mountain, der er det næsthøjeste bjerg i verden. Men hvor mange har hørt om Kangchenjunga, verdens tredjehøjeste bjerg på 8.586 meter?
Et bjerg, der selv i bjergbestiger-miljøet anses som mytisk og fjernt. Et bjerg, der anskues som et af de sværeste af de 14 8.000’ere i verden, eftersom bjergets sværeste klatring foregår på det sidste stykke til toppen, oppe i dødszonen, på et teknisk, mixed underlag af klippe, sne og is. Dertil var bjerget endnu ikke dansk besteget – eller forsøgt besteget af en dansker – før jeg nåede toppen den 18. maj 2025 efter et push på blot 8 timer fra sidste Camp, Camp 4, der befinder sig mere end 1.200 højdemeter under toppen.
Da jeg tager afsted hjemmefra er jeg besluttet på at jeg er afsted som selvstændig klatrer, til trods for at jeg deltager på et internationalt ekspeditionsteam. Jeg vil tage mine egne beslutninger, jeg vil have indflydelse på det, jeg laver, og jeg vil vurdere min færden på bjerget ud fra information om vejrforhold, ruten, logistik på bjerget og lignende. Og jeg må indrømme, at jeg blev chokeret over hvordan en stor del af de andre klatrere – både fra mit team og andre ekspeditionsteams – lyttede blindt til teamlederen, uden sætte spørgsmålstegn ved hvilke forhold de baserede deres beslutninger på – og ligeså dem, de ikke tog.
På 8.000 meter-bjerge som Kangchenjunga er der en Base Camp og fire camps på selve bjerget, på vejen mod toppen. Jeg forbereder mig på at nå toppen ved at lave såkaldte rotationer, hvor jeg klatrer op og etablerer camps, der befinder sig højere på bjerget. På Kangchenjunga er Base Camp i næsten 5.400 meters højde.
Under en rotation lægger jeg depoter i Camp 2 og Camp 3 – ting jeg får brug for under topforsøget, bl.a. sovepose, mad, iltflasker og snacks. Samtidig er rotationen min vigtigste højdetilvænning, såkaldt akklimatisering. Ved at jeg går højere på bjerget, starter min krop helt naturligt en proces med at producere flere af de røde blodceller, der transporterer ilt rundt i kroppen. Dem vil jeg gerne have flest muligt af, for jo højere jeg går, jo lavere iltmætning er der – oppe i 8.000 m er der kun 30 % af den ilt i luften, vi er vant til på havniveau. Derfor er 8.000 m også den nedre grænse for det, vi kalder “dødszonen”. I denne højde kan vi mennesker ikke eksistere ret længe. Navnet er makabert, men som antydet begynder vores kroppe heroppe at lukke ned; nærmest at spise af sig selv. Over længere tid i en sådan højde vil blodet blive tykkere, væske vil kunne samle sig i lunger eller hjerne, organer svulmer op, trætheden være ufattelig – og listen kan fortsætte. Dødszonen er derfor et sted, jeg meget gerne vil hurtigst muligt “op og ned fra”.
Selv gik jeg to rotationer, og ville derefter lave topforsøg når vejrvinduet var rigtigt. Min 1. rotation til Camp 1 i 6.225 m lavede jeg sammen med det internationale team. Min sherpa (lokal bjergguide) var på det tidspunkt endnu ikke ankommet – han når mig først halvvejs igennem min 2. rotation, 30 min. før jeg når Camp 3 i 6.750 m. Jeg oplever vores Base Camp Manager for det internationale team som værende enormt dårlig til at lede. Vi får ingen information, der er ingen planlægning, og han er umulig at hive viden ud af. Dertil har han lavet en løs plan, der hedder at vi som team blot skal gå til Camp 2 og bruge to nætter her, hvor vi på andendagen kun skal gå halvvejs rotation, hvilket jeg er uenig i.
Planen er at vi skal gå til Camp 2, overnatte der, gå halvvejs til Camp 3 i ca. 6.500 m, sidde der i 30 minutters tid, for så at vende om til Camp 2, og gå hele vejen ned til Base Camp dagen efter. En plan jeg slet ikke er enig i. Jeg synes, det er alt for lav en højde, samt alt for kort tid at tilbringe der for at akklimatisere – der er alt for langt fra 6.500 m. og til toppen i 8.586 m. Jeg og (heldigvis) én anden ekspeditionsdeltager, Adrian fra UK på 65 år, vil have en længere 2. rotation, og vi knokler hvad vi kan for at få det gennemført og planlagt.
Da min sherpa, Pasang Tenji Sherpa, endelig kommer – han har netop været på Annapurna (8091 m, verdens 10. højeste bjerg) og er derfor fuldt akklimatiseret – kan han gå med på bjerget med det samme, og når mig derfor lige inden jeg rammer Camp 3. Sammen med Pasang etablerer jeg campen, og nogle timer senere ankommer Adrian også. Vi sover alle tre deroppe, og dagen efter går vi hele vejen ned til Base Camp. Det er nu megavigtigt med hvile og restitution, efter vi har sovet i så stor højde, så vi kan samle kræfter til topforsøget.
Jeg vågner på min hviledag og har det super fedt!
Næste tur på bjerget bliver mod toppen, wow. Men allerede til frokost med teamet på min første hviledag kommer Base Camp Manageren ind og siger, at vi skal gå afsted på topforsøg i morgen; vi skal nå vejrvinduet, der tillader os at nå toppen den 10. maj. Det var præcis det jeg havde sagt til ham ikke måtte ske. Efter blot én hviledag har min krop umuligt fået nok hvile – og jeg tror heller ikke på, at de andre har. Samtidig synes jeg ikke vi får nok at vide om vejrvinduet.
Min oplevelse er kaos og krise. Ingen andre fra teamet vil vente, for hvornår kommer næste vejrvindue? Kan jeg klare at gå imod mit team? Kan jeg klare at se dem gå afsted og selv blive tilbage? At vide at jeg kommer senere hjem til min familie, hvis jeg ikke går med? Når jeg kigger op på bjerget, kan jeg mærke at det er forkert. Alt i min krop skriger, at jeg ikke skal gå afsted endnu. Som den eneste fra mit team bliver jeg tilbage.
Trofast følger jeg med i deres topforsøg gennem walkie talkien. Udover mit team, der nu består af syv personer, er to andre ekspeditionsteams gået afsted for at nå samme vindue. Allerede på andendagen vender to fra mit team om, mens de de resterende fem personer og deres sherpaer fortsætter mod Camp 4, hvorfra de starter deres summit push til toppen. Deres summit push går langsomt, alt for langsomt. Dertil mangler der stadig at blive fixet 250 meter reb til toppen, hvilket kun forværrer deres tempo. De når alle sammen toppen efter et push på 20 timer – udmattede og allerede med lang tid i dødszonen. Selv havde jeg sat et max på 16 timer fra Camp 4 til toppen – ellers ville jeg vende om.
Da de begynder nedstigningen fra toppen, begynder konsekvenserne af deres valg at melde sig. Efter mere end 33 timer nærmer fire af dem sig endelig Camp 4. To af mændene er ved at udvikle hjerneødem (ophobning af væske i selve hjernevævet), og den tredje vælger at fortsætte alene ned fra Camp 4 for at nå Base Camp (også uden sherpa). Det ender med en redningsaktion, da vi “finder” ham liggende på det stejleste stykke under Camp 1– her ligger han som en livløs krop i 5 timer. Vi ved ikke om han er i live, men heldigvis bliver han fundet og et team af sherpaer får redet ham ned. Hvor ville jeg have ønsket, at han var blevet for at hvile på bjerget, så vi kunne have undgået de mange bekymringer –og ikke mindst sparet de mange ressourcer, der skal til at lave en redning i den højde.
Samtidig er en anden redningsaktion på vej. Den femte mand på teamet, min britiske telt-makker Adrian, er stadig oppe i 8.400 meters højde med sin sherpa, da de andre når Camp 4. Det er fuldstændig vanvittigt. I løbet af natten får Adrians sherpa ham ned i 7.800 m, men må efterlade ham og selv gå til Camp 4 for at overleve. Han kollapser fuldstændig af udmattelse. Heldigvis har han efterladt alt ilt hos Adrian, så han har så gode muligheder for at overleve som muligt. Et redningsteam på tre sherpaer sætter afsted for at hjælpe Adrian, men det ender med at der kun er én som har overskud til at fortsætte. Først kan sherpaen ikke finde Adrian og vender om. Men på vejen retur mod Camp 4, hører han Adrian kalde. Adrian befinder sig 100 m fra fixrebet, og sherpaen må sætte et nyt reb op for at nå ud til ham, hvorefter de over de næste par dage får reddet Adrian ned til Camp 2, hvorfra han bliver reddet med helikopter. Alle hans fingerspidser og tæer er sorte af frostskader, men han og sherpaen er live. Desværre omkommer en af kvinderne fra det franske team i dødszonen.
Tilbage i Base Camp er jeg selv i gang med at forberede mit eget summit push – trods de mange tanker, de skrækkelige scenarier har forårsaget. Et andet team fra Mexico, en leder og tre klienter på min alder, lader mig gå med dem. Vi har brug for “manpower” (girlpower!) på et summit push, hvis toppen skal være inden for rækkevidde. Sammen nærstuderer vi vejrforholdene og finder frem til et vejrvindue den 18. maj. Vi ønsker så lidt vind som muligt, max 30-35 km/t, helst ingen sne. Desuden går vi fra Camp 4 mod toppen om natten, så vi har tid nok til at komme tur/retur før vejret ændrer sig. Om natten burde vejret være mest stabilt – og rigtigt nok; vi har ingen vind eller sne på vores summit push. Så fantastisk!
Klatringen fra 8.300 meter på det teknisk svære underlag går godt, jeg har fart på og er imponeret over mit eget tempo. Efter at min eget team brugte over 20 timer til toppen, havde jeg selv sat et mål om at nå toppen på13 timer fra Camp 4. Jeg ender med kun at bruge 8 timer, inklusive 1 times ventetid på grund af kødannelse foran mig, og når hele vejen retur til Camp 4 før den 13. time. På toppen er jeg til stede – jeg er så lettet, så vanvittig glad, så taknemmelig for at turen herop er “overstået”. Men jeg er kun halvvejs – det er altid obligatorisk at komme sikkert ned igen! Forløsningen er euforisk, men samtidig en påmindelse om at jeg skal ned i sikkerhed. Uden iltmaske nyder jeg toppen i 30 minutter. Det føles som 5 min.
Tilbage i Camp 4 tager Pasang og jeg et hvil, pakker vores ting og fortsætter. Først i Camp 2 stopper vi og etablerer os for natten. Dagen efter fortsætter vi helt ned til Base Camp til sikkerhed og succes: Jeg har nu besteget verdens tredje højeste bjerg, Kangchenjunga på 8.586 m, som den første dansker.
Et bjerg, der markerer starten af mit nye projekt: Beyond the Clouds: One Woman’s Climb to the World’s Five Highest Summits.
Næste år håber jeg på at jeg med stærke samarbejdspartnere i ryggen kan stable en ekspedition til verdens næsthøjeste bjerg på benene: K2 i Pakistan på 8.611 meter.