Af Rasmus Normann Levin Larsen

Så er jeg tilbage i Skjåk i Jotunheimen-området som rafting guide, planen for denne sommer er igen at jeg skal padle så meget foskajak som muligt, og forhåbentlig flytte mine tekniske færdigheder, og ikke mindste de mentale grænser som er en mindst lige så stor del af foskajak. Da jeg kom herop havde jeg en drøm om, at jeg ville padle min første klasse 5-elv. Sidste år padlede jeg et par klasse 5-rapids, men ikke hele elve med klasse 5. Det havde jeg regnet med skulle gøres på vores lokal elv Skjøli, som er en ret kendt elv i Norge, og som folk kommer fra hele verden for at prøve kræfter med. Jeg havde håbet at padle en lille smule af den ca. 7 km lange klasse 5-strækning en gang i slutningen af sæsonen, da jeg forhåbentlig ville være på mit bedste der.

Jeg skulle dog ikke vente så længe, for i mandags fandt jeg mig selv på toppen af elven sammen med min gode ven og kollega David som lever af at padle foskajak og er en verdensklasse-padler. Vi havde før det set lidt på 2 af de hårdeste rapids, som allerede er indenfor de første 500 meter af den 10 km lange elv, og var blevet enige om at det nok var bedst at jeg bar min kajak rundt om den allersværeste, og derefter skulle padle et par hundrede meter mere, for at se om jeg ville fortsætte, eller køre med ned igen med vore anden ven, som kørte os derop, da det ville være sidste mulighed for at komme ud af elven de næste 6 km, da den bevæger sig væk fra vejen og ind i en lang og dyb kløft.

Da vi padler ud fra eddyen på toppen kan jeg mærke nervøsiteten stige og mit hjerte begynde at banke hurtigere, selv om der er et par hundrede meter til det rigtig starter. Jeg kender reglerne for at padle elven, man skal helst holde hovedet over vandet og at svømme er ikke en mulighed, man må bare ikke svømme, da elven ikke er særlig dyb, fyldt med sten og bevæger sig sindssygt hurtigt. Alt det går gennem mit hoved mens vi nærmer os de første rapids, med David i fronten, så han kan vise mig den bedst vej ned over elven. Starten går fint, vi ruller begge en enkelt gang inden den store rapid, som jeg skal bær rundt om, da David lige havde glemte en rapid med et stort hul (ups), men det er går ellers fint.

Da vi kommer til den meget lille eddy hvor vi skal stoppe for at jeg kan komme ud og bære min kajak rundt, er jeg lidt ude af linjen, i forhold til hvor jeg burde være, og selv om jeg padler det bedste, jeg har lært, må jeg 1 meter fra eddyen indse, at jeg ikke kommer ind i sikkerhed i eddyen, og bliver nød til at padle den største rapid, som er kendt for at skræmme selv nogen af profferne, der kommer for at prøve kræfter med elven. Jeg gør alt hvad jeg kan for at prøve at huske hvad David forklarede om den, da vi stod på land og så på den 20 min tidligere, i de 2 sekunder, jeg har, før det går løs – det sidste jeg hører, før jeg rammer første bølge, er David bag mig, der råber: “GO LEFT, GO LEFT!” Det lykkes! Jeg tager den først del af rapiden næsten perfekt, og prøver igen at huske, hvad der kommer længere fremme, i de par sekunder, jeg har, før det går løs igen. Igen går det fint, lige indtil jeg skal igennem et af de sidste huller og jeg vælter. Jeg kan mærke strømmen trække i mig fra alle sider og jeg slår mit hoved mod op til flere sten. Heldigvis havde jeg min nye Sweet full face-hjelm på, som tog slagene (TAK FOR DET, FRILUFTSLAND!). Jeg kommer igennem resten af rapiden, stadig med hovedet nedad, mens jeg bare minder mig selv om at man ikke må svømme, mens jeg holder vejret i hvad der føltes som en evighed.

Da jeg endelig rullede op var jeg helt forpustet og mit hjerte slog med noget der føltes som 500 slag i minuttet!! Det første jeg hørte var David bag mig, der råbte: “Yo dude! You just fired up the biggest rapid on the whole river!” Men jeg var sådan set rimelig ligeglad på det tidspunkt, jeg skulle bare ind i den første eddy og have vejret og fatte hvad det egentlig var, der lige var sket! Da jeg endelig kom ind i en eddy og fik vejret igen, snakkede mig og David om, om jeg skulle forsætte med ham eller droppe det for den her omgang. Det endte med at, David kiggede på mig og sagde; “you got this man!” De næste 6 km ned af elven var næsten lige så svære som den første del og vi var ikke ud af kajakken en eneste gang for at kigge på det længere fremme, jeg fulgte bare efter David og padlede det bedste jeg kunne.

Det gik, og efter ca. 1 time og 20 min havde jeg padlet hele elven, og var kommet ud i et helt stykke på den anden side. Det var et kæmpe step up fra hvad jeg har padlet før! Jeg har aldrig været så bange i mit liv før, men nok heller ikke så fokuseret – det kræver fuldt fokus hele tiden, da der ikke er nogen pauser, det er fuld drøn hele vejen ned! Skjøli er ca 10 km lang og falder ca 360 meter i alt, hvilket svarer til 2,5 gange højden af Himmelbjerget, og så padle det ned, over 10 km i en kajak, for at sætte det lidt i perspektiv… Det var første gang jeg padlede en hel klasse 5 elv, men bestemt ikke sidste gang og heller ikke i den her sommer!