Uld er et af de mest udbredte materialer til undertøj og mellemlag til friluftsbrug. De senere år har uld spredt sig til også at blive brugt i mere performance-orienterede sportsgrene som løb og cykling, hvor man ellers typisk har brugt syntetiske lag. Men uld er ikke bare uld! Uld findes i et væld af typer og kvaliteter, og bruges til at lave en række forskellige materialer med forskellige egenskaber. Derfor findes uld selvfølgelig også i en række forskellige prisklasser. 

Uld har en række egenskaber, der gør det velegnet til brug under skiftende vejrforhold og forskellige intensitetsniveauer. Det naturlige materiale ånder godt, transporterer sved væk fra kroppen og hjælper med at regulere temperaturen – også selv om det bliver fugtigt. Desuden er uld flammehæmmende, kommer ikke til at lugte og er naturligt bakteriehæmmende.

Vi kender nok bedst uld fra får, men også visse geder, kameler, kaniner og andre dyr leverer uld, der bliver brugt i beklædningsindustrien.

I det følgende vil vi forsøge at give en form for overblik over nogle af de mange forskellige uldtyper. Der kan nemlig være store forskelle på uldprodukter, ligesom prisen ofte har betydning for kvalitet og måden ulden er produceret på.

Hvorfor uld? Hvad kan det?

Uld har – som nævnt – en række dyder, der gør det til et meget funktionelt materiale til nærmest alle former for beklædning.

For det første har uld en fantastisk evne til at hjælpe kroppen med at regulere temperaturen: Uld kan både holde på den varme, kroppen producerer, men kan også beskytte mod overophedning i varmt vejr. Uld transporterer desuden fugt væk fra kroppen, tørrer hurtigt og kommer ikke så let til at lugte, når man sveder i det.

Nøglen til uldens imponerende egenskaber skal findes i uldfibrenes struktur. Uldfibrenes yderside har en skællignende struktur med en voksagtig hinde der er vandafvisende, men som vanddamp kan trænge igennem. Det er blandt andet denne overfladestruktur der gør, at uld kan absorbere fugt og stadig føles tørt på ydersiden. Uldfibrenes indvendige struktur består af en kompleks blanding af celler og membraner med forskellige egenskaber. En af de egenskaber er, at sulfurprotein i uldfibrenes kerne absorberer vand, der derved bindes inde i selve fibrene. Det giver uld den imponerende evne til at absorbere fugt, samtidig med at det føles tørt.

Se en detaljeret gennemgang af uldfibrenes opbygning og egenskaber

Læs om vask og pleje af uld

Uld vs. bomuld – vandtesten

Uld kan desuden absorbere op til 30 % af sin egen vægt i vand, uden at føles vådt. Sulfurproteinerne gør også ulden naturligt flammehæmmende – derfor er uld også udbredt som brandhæmmende materiale i f.eks. beklædning til brandfolk, gulvtæpper i fly, og andre steder, hvor brandsikkerhed er en prioritet. Uldfibrenes indevendige struktur er  også afgørende for materialets blødhed, styrke og isolerende egenskaber.

De mange gode egenskaber gør uld velegnet til nærmest al slags brug, og uld har også været brugt til nærmest alle typer beklædning op igennem historien. Om det gælder ekstra varme i hverdagen og på vinterfjeldturen, et kølende lag på sommervandreturen, løbetøj, sokker i alskens tykkelser eller et lækkert jakkesæt – der vil næsten altid findes et uldprodukt, der løser opgaven.

Forskellige uldtyper vil have lidt forskellige styrker og svagheder, men langt de fleste af de overordnede, gode egenskaber ved uld vil være fælles for de mange uldtyper.

Se vores udvalg af undertøj i merino-uld i webshoppen til herrer og damer

Se vores udvalg af mellemlag i merino-uld i webshoppen til herrer og damer

Uld-typer

Det meste uld kommer fra får, hvor den største forskel på uldfibrene er, hvor lange og hvor fine, snoede eller “krøllede” de er. Det sidste kaldes på engelsk ”crimp” – jo finere og jo mere ”crimpede” uldfibre, jo lettere vil man kunne spinde det til en helt tynd tråd. En finere uldfiber vil give et blødere og mindre kradsende uldprodukt. Uldfibrenes finhed angives som fiberens diameter, målt i microns der svarer til en mikrometer (dvs. 0,000001 m). Uld med en fiberdiameter på under 25 microns er velegnet til undertøj og beklædning, man har direkte på kroppen. De grovere uldtyper bruges typisk til tæpper, frakker og lignende. Den allerfineste merinould er helt nede på 10 microns i diameter. Til sammenligning er silkefibre 15 microns, mens menneskehår ligger mellem ca. 17 og 180 microns.

Uld fra får:

• Merino
  

  Merinould er en betegnelse for uld fra merino-får. Der findes en række forskellige racer af merino-fåret, og der vil være forskel på hvor fine uldfibre, de producerer. Den fineste merinould kommer fra bestemte typer merinofår, der lever frit i skiftende vejrforhold – f.eks. i de sydlige new zealandske alper. De fineste merinouldtyper har en diameter på helt ned til 10 microns. Merino udmærker sig i det hele taget ved at have tyndere fibre end de fleste andre typer fåreuld, hvilket er en af de primære grunde til at det ikke kradser og er velegnet til brug i undertøj. Desuden er merinofibrene typisk meget ”crimpede”, hvilket giver mulighed for at lave en meget let, luftig og stærk tråd. Det giver mulighed for at lave nogle meget åndbare og ganske slidstærke metervarer. Blødheden, slidstyrken og åndbarheden er blandt de primære grunde til at merino er særligt velegnet til brug i friluftsbeklædning.

• Shetland
  

  Shetland-får stammer fra den skotske nordkyst. Uld fra shetland-får er ikke lige så fint som merino, men er stadig kendt for at kunne fås i ganske bløde og behagelige varianter. Shetland-fårene har ry for at levere uld af høj kvalitet – og til en lavere pris end merino-uld. Men fordi fibrene er grovere, vil Shetland-uld have tendens til at kradse mere end merino, og vil derfor egne sig bedre som mellemlag end som inderste lag.

• Lambswool
  

  Lambswool er en betegnelse for uld fra den første klipning af et får. De helt unge lam har en meget fin uld, og generelt regnes ”lambswool” for at være den fineste uld. ”Lambswool” kan i princippet fås fra alle typer får, så der vil selvfølgelig være forskel på ”merino lambswool” og ”shetland lambswool”. Betegnelsen ”lambswool” er således en betegnelse for en særlig høj kvalitet af uld fra en given fåretype, snarere end en bestemt type uld.

• Virgin wool
  

  ”Virgin wool” er kort sagt en betegnelse for ny uld, dvs. uld, der ikke har været brugt i beklædning før. Betegnelsen kommer fra en tid, hvor der var knaphed på uld. Her lavede mange producenter nye produkter i dårlig kvalitet, ud af f.eks. gamle uldtæpper – typisk til frakker og lignende. I dag vil de fleste uldprodukter på markedet være ”virgin” med undtagelse af de produkter, der decideret skilter med at være “recycled”. Uld er nemlig et naturligt nedbrydeligt materiale, så der er ikke samme akutte behov for at genanvende materialet, som der f.eks. er med ikke-nedbrydelige materialer som polyester, der ellers vil ophobe sig i naturen.

  Når det er sagt, er der dog stadig god grund til at aflevere gammelt uldtøj i en genbrugscontainer, så det kan blive givet videre eller genanvendt til nye uldprodukter. Genanvendt uld er med til at spare ressourcer, og vi oplever en voksende tendens til at genanvende uld. Der findes genanvendt uld i meget fine kvaliteter, men det altid vil være lidt grovere end “virgin wool”.

Uld fra andre dyr:

• Kashmir
  

  Kashmir-uld kommer fra forskellige racer af kashmir-geden, der oprindeligt kommer fra den gamle Kashmir-provins i grænseområdet mellem Indien, Pakistan, Kina og Afghanistan. Kashmir-uld er kendt for at være ekstremt fint og blødt, og er noget af det dyreste uld – blandt andet fordi kashmir-gederne slet ikke giver lige så meget uld som f.eks. får. Kashmir-uldfibre er næsten altid tyndere end 19 microns, og vil, ligesom merino, ikke kradse. Kashmir er til gengæld ganske skrøbeligt, og blandt andet derfor dårligt egnet til friluftsbrug. Kashmir-uld findes typisk i mere udprægede luksus-produkter end merino, og vil ikke holde så længe som merino til f.eks. hverdagsbrug. De fineste merinotyper er faktisk finere end den fineste kashmir, men hvor merino kan betegne mange forskellige finheder, er kashmir-uld altid meget fint og blødt – og derfor altid ganske dyrt!

• Mohair
  

  Mohair kommer fra angora-geden (ikke at forveksle med angora-kaninen!). Det har typisk mindre fylde end fåreuld, og fiberen minder på nogle punkter mere om silke end om uld. Mohair-fibrene er ikke lige så fine som merino og kashmir, og vil ikke være lige så bløde og behagelige. Mohair har, ligesom de andre uldtyper, rigtig gode temperaturregulerende egenskaber, og er desuden strækbart og slidstærkt. Mohair er ligesom kashmir ganske dyrt, og bruges primært i luksusprodukter og blandingsmaterialer.

• Angora
  

  Angora-uld kommer fra angora-kaniner. Fibrene er lette, bløde og hule, og angora-uld er noget af det letteste og varmeste, der findes. Til gengæld er angora-uld ekstremt skrøbeligt, så man ser det oftest blandet med andre uldtyper. Det findes typisk i luksusprodukter, der ikke skal udsættes for hård brug.

• Alpaca
  

  Alpacaen er et tamt dyr i kamelfamilien, der lever i Sydamerika og avles for deres uld. Alpaca-uld er lettere end fåreuld og mere slidstærkt end kashmir-uld. Ulden bruges, ligesom kashmir og angora, typisk i luksusprodukter.

• Kameluld
  

  Kamelhår kan også laves til uld. Kameluld er, ligesom mange af de andre luksusuldtyper, blødt og varmt, men også ganske slidstærk. Fordi kameluld ”høstes” af en bestemt type kameler, og kun når kamelen naturligt fælder, er kameluld ekstremt dyrt og eksklusivt. Derfor er det også relativt sjældent i sin rene form. Ofte blandes kameluld med fåreuld, og bruges typisk i dyre beklædningsprodukter i luksusklassen.

Når man primært bruger merinould til friluftsbrug, er det altså fordi merinould har en suveræn blanding af blødhed, åndbarhed og slidstyrke. Samtidig er det væsentligt billigere end de rigtig dyre uldtyper – selvom det har ry for at være ganske dyrt. Merinould er på mange måder den mest alsidige uldtype til beklædning, og bruges også flittigt i alt fra løbetøj til jakkesæt! I det følgende vil vi derfor vende tilbage til merinoulden, og fokusere på nogle af de faktorer, der kan have indflydelse på slutproduktets pris, kvalitet og egenskaber.

Uldblandinger:

Merinould findes både i ren form og i forskellige blandinger med andre materialer. Alt efter hvilken type produkt, man forsøger at lave, vil der være forskellige materialer, det er oplagt at blande ulden med.

Strømper er et godt eksempel: De er udsat for ret hård belastning og en masse slid. Ren uld vil typisk blive for formløst og blive slidt for hurtigt. Derfor er næsten alle uldsokker blandet med nylon, elastan eller andre syntetiske materialer, der er med til at give det bedre slidstyrke og holde på faconen. Nogle blandinger har til formål at tilføre nogle bestemte egenskaber til ulden og vil bestå af over 80 % uld – f.eks. de fleste uld/nylon-blandinger, hvor der tilføres lidt nylon for at øge slidstyrken. Disse blandinger regnes typisk som uldbeklædning, fordi de vil have stort set alle uldens normale egenskaber. Andre blandinger vil forsøge at kombinere de gode egenskaber fra forskellige materialer, og vil være tættere på 50-50. De regnes typisk som deciderede blandingsprodukter, og egenskaberne vil være en blanding af de forskellige materialers egenskaber.

• Uld og nylon
  

  Nylon er primært kendt for lav vægt og høj slidstyrke. Når man blander nylon i uld, er det typisk for at forbedre slidstyrken. F.eks. har Icebreaker i deres helt tynde uld-t-shirts (120g/m2) blandet 10 % nylon og 90 % uld for at få lav vægt og høj slidstyrke på metervaren. Nylon kan også være med til at give struktur til de helt lette, luftige uldmaterialer, som f.eks. Icebreakers ”Realfleece”, der er uld spundet omkring en nylonkerne, og har den højeste vægt/varme-ratio af Icebreakers uld-metervarer.

  Mange tynde uldprodukter anvender efterhånden en tilsvarende “corespun”-teknologi, hvor uldfibrene spindes om en tynd nylonkerne. Det giver en stærkere tråd, der stadig føles og opfører sig som ren uld. Nylon blandes typisk i uld for at øge slidstyrken, og det er ofte kun omkring 10-15 % nylon, der er tale om. Der vil det ikke have nogen særlig indflydelse på, hvordan ulden føles. Denne type blandinger vil opføre sig stort set som ren uld.

• Uld og elastan/spandex/lycra
  

  Elastan, spandex og lycra er forskellige navne for den samme type elastisk polyester, der bruges i en række materialer for at give større strækbarhed. Når elastan bruges i uld, er det også typisk for at give mere strækbarhed og slidstyrke til de helt tynde uldmaterialer. Elastan er desuden hyppigt anvendt i uldsokker. Uldblandinger med elastan indeholder typisk over 90 % uld, og vil opføre sig stort set som ren uld – bortset fra at de vil være mere strækbare og elastiske.

• Uld og silke
  

  Silke er let, blødt, slidstærkt og hurtigtørrende. Silke og uld blandes typisk til helt tynde materialer, der har mange af de gode egenskaber fra begge materialer. Silke/uldblandinger vil ikke være helt så varme som ren uld, og ikke helt så tynde som ren silke. Til gengæld vil det være lidt mere temperaturregulerende end ren silke, og lidt lettere, stærkere og mere hurtigtørrende end ren uld. Uld/silkeblandinger er typisk omkring 50/50, og er velegnede både til hverdags- og rejsebrug og som tynde, hurtigtørrende base layers.

• Uld og bomuld
  

  Bomuld er relativt billigt, behageligt mod huden og meget slidstærkt. Til gengæld suger det ganske meget vand, og er ikke særligt temperaturregulerende. Når uld og bomuld blandes, er det typisk for at få et billigere og mere slidstærkt produkt end ren uld, der samtidig er lidt mere funktionelt end ren bomuld. Uld og bomuld blandes typisk nogenlunde 50/50. En sådan uld/bomuldsblanding vil være et godt og behageligt hverdagsprodukt, men vil ikke være så velegnet til tur. Tænk på f.eks. en uld/bomuld-trøje som en luksus-bomuldstrøje snarere end en uldtrøje.

• Uld og tencel/rayon/bambus
  

  Uld kan også blandes med andre plantefibre end bomuld, f.eks. Tencel, rayon og bambus. Det gøres også typisk i et mere eller mindre 50/50-forhold. Typisk er det for at få en lidt lettere, køligere metervare, der føles behagelig mod huden og stadig har mange af uldens gode egenskaber. Blandinger med disse typer “regenererede plantefibre” vil desuden håndtere fugt lidt anderledes end ren uld. F.eks. vil Tencel absorbere fugt fra huden væsentligt hurtigere end ren uld, hvilket vil give en bedre svedtransport. Blandinger med Tencel, bambus og lignende vil typisk være helt tynde og vil være velegnede til brug i varmt vejr – både aktiv brug og afslappet hverdags- og rejsebrug.

Strik

Udover materialet vil strik eller vævning spille en rolle for, hvordan metervaren opfører sig. Almindeligt uldundertøj og tynde mellemlag er typisk enten rib- eller jerseystrikket. Ribstrik er meget strækbart, men kan have tendens til at miste faconen under brug. Ribstrikket uldundertøj kan f.eks. have tendens til at pose lidt omkring knæ og albuer efter et par dages aktiv brug. Det vil dog genfinde formen efter vask. Jerseystrik er tættere og lidt mindre strækbart, men holder faconen bedre. Icebreakers uldundertøj er f.eks. jerseystrikket, bortset fra den lidt billigere version af ”Bodyfit”-serien, ”Everyday”, der er ribstrikket.

I lidt tykkere uldundertrøjer og mellemlag forsøger man nogle gange at få en luftigere struktur, for at efterligne fleecens høje varme/vægt-ratio. Det kan enten gøres ved at spinde uldfibrene om en tynd nylonkerne, som f.eks. Icebreakers ”Realfleece”. Eller ved at strikke ulden med små løkker på indersiden – ofte kaldet  ”terry loops” – som man f.eks. ser det i Aclimas HotWool-serie og mange af Hestras uldinderhandsker.

Måden metervaren er strikket på vil også spille en rolle i forhold til, hvad produktet koster. Typisk vil de dyrere produkter enten holde faconen bedre eller være lettere, end de billigere.

Dyrevelfærd

Endelig er der spørgsmålet om dyrevelfærd, der altid er relevant, når man har at gøre med et produkt, der kommer fra dyr. I forhold til især merino-fårene, har der været en del fokus på en procedure, der kaldes ”mulesing”. Den har især været udbredt i Australien, der er verdens største producent af merino-uld. Mulesing er en procedure, hvor et stykke foldet hud skæres væk fra fårenes bagdel for at forhindre flue og larve-angreb. Proceduren udføres ofte uden bedøvelse, og er blevet hårdt kritiseret af dyrevelfærdsorganisationer. I øvrigt er det også blevet betvivlet, om det overhovedet er den mest effektive måde at undgå at fårene får infektioner i de udsatte hudfolder.

New Zealand, der leverer noget af verdens fineste merinould, er tæt på at have udfaset mulesing fuldstændig. Det er dog stadig en udbredt procedure i Australien. De producenter, vi forhandler, har alle sammen en streng politik om kun at bruge uld fra får, der ikke har været udsat for mulesing.

Læs mere om Icebreakers dyrevelfærdspolitik

Læs mere om SmartWools dyrevelfærdspolitik

Læs mere om Fjällrävens dyrevelfærdspolitik

De dyr, der udvikler den bedste uld (både får, geder, kameler osv.) er fritgående og lever i egne, med udfordrende og varierende vejrforhold. Merinofår er derfor typisk fritgående dyr, der bliver klippet en gang om året. Merino-får skal klippes årligt, for at undgå at deres pels vokser til decideret sundhedsskadelige størrelser. I 2004 fik et new zealandsk merino-får, der blev døbt ”Shrek the Sheep”, en del opmærksomhed efter at have undgået klipning i seks år, formodentlig ved at have gemt sig i grotter.

Historien om Shrek the Sheep

På med de kritiske briller

Når fårene når en vis alder, holder de op med at producere lige så fin uld, så merino-får har en ”pensionsalder”. Når fårene ikke længere producerer fin nok uld, bliver de typisk slagtet og deres kød solgt som fødevarer. Ligesom det er tilfældet med mulesing, har der været en del fokus på kritisable forhold omkring eksport af levende dyr til slagtning rundt omkring i verden. Igen er det med Australien i en uheldig hovedrolle. New Zealand, hvor f.eks. Icebreaker og Smartwool får størstedelen af deres uld fra, har strenge krav til eksport af levende dyr. I praksis eksporteres der ikke længere levende får fra New Zealand til slagtning andetsteds.

Der er, som med al anden animalsk produktion, al mulig grund til at se kritisk på produktionsforholdene og dyrenes vilkår. Merino-får fra New Zealand er i denne henseende en ganske god historie i en ellers kritisabel industri. Men der er stadig masser af problematiske bæredygtigheds- og velfærdsspørgsmål at tage fat på – også for den new zealandske uldindustri. Til gengæld er uld et naturmateriale, der nedbrydes fuldstændig uproblematisk. Det giver uld en række bæredygtighedsmæssige fordele frem for f.eks. syntetiske materialer.

Hvad får man typisk, når man betaler mere?

De fleste uldtyper vil have mange af de samme gode egenskaber i forhold til temperaturregulering, fugthåndtering og bakterieresistens. De vil derfor være velegnede til outdoorbrug, men der vil stadig være forskel på uldprodukter. Det dyreste ved et uldprodukt er selve ulden, og typisk vil man få en højere uldkvalitet, når man betaler mere for et uldprodukt.

Uldkvalitet

I tilfældet med merinould, vil der først og fremmest være forskel på, hvor fin ulden er. Jo finere uld, jo højere pris. Med dyrere merinoprodukter får man oftest finere og mere behagelig uld. Dernæst kan der være forskel på strikke-/væveteknikken og selvfølgelig de sædvanlige parametre som pasform og sy-håndværk. Forskellen på Icebreakers Bodyfit 200 og Bodyfit Basics 200 er et godt eksempel: Ulden er den samme, tykkelsen er den samme, producenten er den samme, men den jerseystrikkede version, der har en mere ”teknisk” pasform og er syet med flade sømme, er dyrere end den ribstrikkede version med mindre avanceret pasform og ”almindelige” syninger.

Dyrevelfærd

Endelig er der selvfølgelig spørgsmålet om, hvilke forhold dyrene har levet under og hvor god kontrol, der er med produktionen. Her kan det anbefales, at man undersøger, hvilken politik de enkelte producenter har i forhold til deres uld, hvis man er bekymret for dyrenes ve og vel. Igen kan Icebreaker femhæves som en producent, der virkelig tager deres ansvar seriøst.

Brugsområde

Som altid, skal man huske at tænke på, hvilket formål produktet er tiltænkt, inden man går ud og investerer i en dyr uldtrøje. En Kashmir-bluse til 2000 kr. vil højst sandsynligt være et dårligt valg som mellemlag på en fjeldtur, hvor en teknisk merino-trøje til 1000-1400 kr. til gengæld vil være oplagt. Samme merinotrøje er dog ikke nødvendigvis et godt valg som arbejdssweater til f.eks. havearbejde, hvor en grovere uldtrøje til 5-600 kr. ofte kan gøre det lige så godt eller bedre. Som temperaturregulerende undertøj eller mellemlag, vil merinould dog have nogle kvaliteter, der er svære at konkurrere med. For de fleste og til langt det meste, vil et base layer eller mellemlag i merinould være et rigtig godt valg.

I sidste ende betaler man stort set altid for kvaliteten, både af ulden og håndværket. Man får mere eller mindre hvad man betaler for – hvis man altså har fundet et produkt, der passer til ens behov!