Forsøg på Cholatse (6440 m) i Nepal

Vores gode ven Kenneth Jensen er for tiden bosat  i Pokhara, Nepal, med sin lille familie, som tæller hustruen Sisse, Lila på 6 år og Isla på 6 måneder. Ud over familielivet i Pokhara, har Kenneth (selvfølgelig, fristes man til at sige), fået klemt noget bjergbestigning ind i programmet. Sammen med kammeraten Thomas, har Kenneth sat sig for at forsøge en bestigning af det ikoniske bjerg Ama Dablam (6813 m) i alpin stil - dvs. 100 % selvforsynende og uden brug af fixreb og sherpa-support. For at vænne sig til højden og alpinklatringen i Nepal, havde Kenneth og Thomas udset sig en anden klassisk 6000 m-top, Cholatse, som akklimatiseringsbjerg. I det følgende kan du læse Kenneths beretning fra forsøget på Cholatse:

Cholatse

Tekst og billeder: Kenneth Jensen

Det sner ret kraftigt og sigtbarheden er begrænset til nærområdet, hvor den flade slette går i ét med den hvide tåge af skyer og sne. Omgivelserne - omkranset af bjergtoppe, som senere skulle vise sig som den mest fantastiske arena - var ikke til at se for nuværende. Vi kunne ligeså godt have været i Norge. Men det er vi ikke…

På vej mod base camp.

Vi betaler de fire portere en sum drikkepenge og de futter hurtigt af under deres hjemmelavede regnslag - det som vi i Danmark ville have kaldt resterne fra en affaldspose. Efter et minut er der kun os tilbage at se. To danskere alene på en hvid, flad slette i 4730 meters højde. Vi kigger på hinanden, kigger på de 170 kg bagage, som er fordelt på 8 tasker, og smiler. Der er vindstille og ikke en lyd. Jeg havde troet der ville være bunker af mennesker. Men de sidste to dage har vi kun set to andre trekkere. Vi er mutters alene med telte, gas, kaffe, te og masser af frysetørret mad. Vi bliver hurtigt enige om, at nu er eventyret for alvor begyndt!

Det er ikke mange kopper kaffe vi får nydt uden for teltet med udsigt til bjergene. De næste par dage sner det hver dag. Morgen og formiddag er der skyfrit, men hen imod middagstid begynder skydækket at samle sig, og så daler sneen. Det positive er, at vi nemt kan samle sne uden for teltet til vores brænder - en MSR Windburner, som hænger i loftet mellem Thomas og mig. Tiden går med at ligge i posen og lave suppe og te, således at vi begge får masser af væske til kroppen, noget man nærmest mere end noget andet, har brug for i højden. Utroligt, at man kan drikke seks liter vand om dagen, selvom man bare ligger i sin sovepose og læser en bog.

Vores ti-dages vejrudsigt fra internettet, som vi får over satellittelefonen, byder ikke ligefrem på gode nyheder. Der er én eneste dag hvor den ikke lover sne. Alle andre dage vil der falde sne og mange af dagene er det +10 cm. Heldigvis byder ruten, efter vores vurdering, ikke på nogen lavinefare. Ruten består hovedsageligt af stejlere is eller klippe, hvoraf det meste foregår langs bjergryggen. En sikker rute, hvad angår objektive farer som laviner og stenfald, så sneen er på den konto ikke et problem. Men det betyder også, at hvis vi vil give toppen et forsøg, så kommer vi højst sandsynligt til at klatre en del i dyb, frisk sne med til tider dårlig sigtbarhed. Vi har GPS’er med, så vi vil altid kunne finde tilbage, hvorfor vi beslutter os for det bedste vejrvindue, hvilket betyder afgang fra base camp allerede tidligt den 9 april. Vi ankom d. 6 april ved middagstid... Vi er begge lidt betænkelige med den tidlige afgang, men alternativet er, at vi ender ud i den næste vejrudsigt som udover sne, også byder på meget blæst.

Dagen efter ankomst havde vi en tur til 5200 m. Jeg ville gerne have været lidt længere oppe, gerne med en overnatning, men terrænet er ikke rigtigt til det. Jeg håber at den langsomme og behagelige femdages tur med ultralet rygsæk til base camp i en vis grad kompenserer for dette. Vi har det begge godt i 4700 m og har, udover den sædvanlige stakåndethed i højderne, ikke mærket noget til hverken hovedpine eller andet ubehag forårsaget af højden. Appetitten har været i top og vi har begge fundet vores livretter i udvalget af frysetørret mad, vildtgryde og laks med pasta glider ned som var det en dessert, og en god kop kaffe er heller ikke værst. Tre ting som de nepalesiske ”guesthouses” vi benyttede på vejen ind, ikke er eksperter i...

Afsked med Base Camp

Base Camp for foden af Cholatse.

9 april. Afgang 04:00 – ca. 20 kg i rygsækken hver, som bl.a. inkluderer mad og gas til fire dage. Isskruer, klippegrej, to isøkser, steigeisen og to reb. To liter vand og to kilo chokolade. Telt, sovepose etc.

13 timer og 15 minutter senere ankommer vi til camp 1 i 5.750 meters højde. Dagen tog en lidt uventet drejning da vi lige før ”headwallen” (info tilgår) ikke kan finde en overgang ved en stor gletsjersprække. Vi står og kan trods snevejr og dårlig sigtbarhed engang imellem se finalen igennem sporadiske huller i skyerne. Headwallen! Men inden denne fornøjelse venter os, får vi lige fornøjelsen af at gå en kæmpe omvej på et par timer i dyb sne og gennem en ufremkommelig og tidskrævende gletsjersprække. Normalt tager denne tur en 6-7 timer (har jeg læst) - med brug af fixreb og sikkert en stige over denne nærliggende gletsjer. Det sner kraftigt nu. De sidste 150 m op af headwallen til camp 1 består af en opstart på ca. 65 grader is/sne som bliver stejlere og stejlere, og i toppen ender ud i vel nok 75 grader. Det er besværligt at skulle rense 30-40 cm nyfalden løssne væk for at komme ind til den blålige is, hvilket betyder, at jeg bruger rigtig meget tid med at stå på mine frontpoints/tåspidser. På den sidste reblængde må jeg da også ty til gammeldags teknik med at hugge små platforme ud til mine steigeisen, så jeg kan komme ind og aflaste læggene ved at hvile på hælen. Det tager sin tid, men der er ikke så meget andet at gøre.

Camp 1 er en helt fantastisk, lille, flad platform - fuldstændig sikker for laviner og stenfald, samt i forholdsvis læ i forhold til to ud af fire verdenshjørner. Vi sover begge godt den nat. Men inden vi når dertil får vi den bedst tænkelige godnathistorie. En vejrudsigt som giver os en ekstra dag. Vi beslutter at bruge dagen i morgen som hviledag.

Topforsøget

Fra camp 1 i 5750 m til toppen i 6440 m. 700 højdemeter. En afstand, Thomas og jeg, trods det tekniske terræn, har klatret på under fire timer både i Norge og Alperne. Det lyder jo ikke af meget og set i bagklogskabens klare lys undervurderede vi nok denne del ift. den påkrævede akklimatisering.

Vi er lette nu. Vi har kun det tekniske udstyr med samt et lille telt på et kg, en gas og så MSR-brænderen. Under to kilo ”ekstra grej”. Planen er at toppe ud samme dag, og sidde den første nat over i teltet på reb og rygsække på vejen ned. Vi når dog aldrig dertil. I præcis 6000 meters højde, efter ca. 9 timers klatring, er der alt for langt til toppen til, at det giver mening at fortsætte. Vi er langsomme. Terrænet har været teknisk fra start til nu og det har ikke været muligt bare ”at gå” på graten/bjergryggen, som jeg havde troet vi kunne. Den er knivskarp – så vi må klatre sidevejs med tæer og isøkser ind mod isen. Sneen her kan ikke holde til noget, den er løs og ustabil, så det er ikke muligt at ”gå på denne”. Uden at komme op ad, bruger vi flere timer på at komme hen ad noget som normalt ville tage 30 miutter at gå – hvis sneen havde været stabil.

Ca. 5950 m. Ummidelbart inden Kenneth og Thomas valgte at vende om.

Da vi endelig igen skal til at klatre opad, på ca. 65-70 graders is/sne, går det simpelthen bare for langsomt. Mine lunger er ved at eksplodere af den mindste bevægelse og jeg føler mig ærlig talt ikke særlig stærk. Jeg fortæller Thomas hvordan jeg har det; at jeg havde mere overskud på toppen af Peak Communism i 7.495 m for nogle år siden og at jeg syntes vi skal vende om. Ifølge vores tidsberegninger, er vi et godt stykke bagud. Jeg kan se og mærke, at han har mere overskud end jeg har, og fortæller ham de hårde facts; at hvis han mener han kan ”føre” alt herfra og til toppen, så er jeg frisk på at klatre som andenmand. Han billiger – men efter den næste reblængde på 50 meter, som tager ham en time at føre, trækker jeg stikket helt og aldeles. Vi ér for langsomme! Følelsen er, at vi sagtens kan fortsætte i dette langsomme tempo, men vi kommer ikke til at nå toppen i dagslys. Vi når til gengæld tilbage til camp 1 en time inden mørket sænker sig.

Af logistiske årsager i forhold til porterne og vores plan om at forsøge Ama Dablam kan vi ikke vente en uge på at vejret evt. bliver godt igen. Vi rykker ned til base camp dagen efter. Min egen efterrationalisering på vores alt for langsomme tempo, er mangel på akklimatisering. Det positive er, at nu har vi været i 6000 m og har haft tre overnatninger i 5.750 m. Ama Dablam er 6.812 m. så NU burde vi i hvert fald være ordentligt akklimatiseret til hovedmålet; nemlig Ama Dablam.

Kenneth og Thomas' rute op ad Cholatse, med Camp 1 og "high point" indtegnet.