Påsken står for døren, og det betyder en kombination af både ferie og forårsfornemmelser ude i det danske land. Heldigvis er der rigeligt med udeaktiviteter at tage fat på, som giver både frisk luft, indre ro, høj puls eller fornyet energi. Hvad enten det er på ski, mountainbike, klippeklatring eller rolig sanke-tur i skoven, er der helt sikkert en aktivitet, der kan lokke både store og små ud i den danske natur.

Se de gode idéer til friluftsaktiviteter i påsken herunder.

1. Ski på Copenhill

Ski og Danmark er traditionelt ikke noget, der klinger så godt grundet manglen på bjerge her i landet. Nuvel, det kan blive til lidt langrend i løbet af vinteren, hvis vejret vil det. Men det er faktisk også muligt at spænde alpinskiene fast og tage turen ned ad Copenhill – også kaldet Amager Bakke. Taget på Københavns forbrændingsanlæg er nemlig bygget som en bakke, hvor det er muligt at stå på ski eller vandre op ad bakken. En perfekt aktivitet i påskeferien for både store og små, garvede og nybegyndere. Der findes nemlig både en rød/sort pist, en blå/grøn pist og et børneområde samt freestyle park og slalombane. Det er også muligt at leje skiudstyr, hvis ikke du selv ligger inde med det.

Find mere info om leje af udstyr samt åbningstider på Copenhills officielle hjemmeside. Og husk det varme tøj, hvis påskevejret skulle gå hen og blive køligt.

2. Overnatning i shelter

Uanset om du er en garvet shelter-bruger eller stadig har til gode at sove i shelter for første gang, så er påsken et oplagt tidspunkt til at tage ud og sove i et af Danmarks mange shelters. Hvis du altid plejer at overnatte i det samme shelter, så er det måske nu, at du skal ud af komfort-zonen og opleve noget nyt. Vi hjælper også gerne, hvis du er nervøs for din første overnatning ude, eller bare gerne vil have lidt mere nyttig viden om udstyr til shelterturen eller gode tips til at holde varmen.

Overnatning i shelter er også noget, der er oplagt at gøre som familie. Nogle shelterpladser er endda udstyret med flere shelters, som gør det muligt at være flere familier afsted samtidig.

Læs også artiklen om 10 unikke shelters i Danmark, hvis du savner inspiration til nye shelterovernatninger.

3. Klippeklatring på Bornholm

Klippeøen er det eneste sted i Danmark, der byder på rigtig klippeklatring. Klatringen på Bornholm lever sædvanligvis lidt i skyggen af de mange formidable klatremuligheder i det sydlige Sverige, men netop nu er det oplagt at pakke klatregrejet og sætte kursen mod Bornholm.

rockclimbing.dk kan du finde rutebeskrivelser og oversigtskort, hvis du ikke har mulighed for at skaffe et eksemplar af guidebogen “Bornholm on the Rocks”. Der er både muligheder for traditionel klatring på egne sikringer, sportsklatring på boltede ruter og bouldering, og graderne spænder fra lette begynderruter til ruter i den høje ende af gradskalaen, så der er udfordringer til de fleste.

4. Sanke-tur i skoven

Gode oplevelser behøver hverken koste noget eller kræve det store. En tur i skoven eller i det nærmeste naturområde kan byde på mangt og meget. Især i forbindelse med årstidernes skiften – og foråret er ingen undtagelse. Det er nemlig oplagt at bruge påsken på at tage ud og sanke planter og urter, som netop nu skyder op. Ramsløg og brændenælder er især populære, og de er i sæson i foråret. Men der findes rigtigt mange spiselige planter derude, som kan gøre madlavningen lidt sjovere. Og for børnefamilierne kan det være en god måde at inddrage børnene i både naturen og madlavningen og lære dem lidt om naturens eget spisekammer.

Se her, hvilke urter, planter og blomster, du kan sanke i foråret.

5. Hop på din mountain-bike

Måske hopper du hyppigt på din mountainbike, måske står den og samler støv i skuret. Uanset hvad, er der altid nye mountainbikeruter at tage fat på, og påsken er et oplagt tidspunkt til at bruge lidt længere tid på at køre til nogle nye ruter. I hele Danmark byder skovene på mountainbike-spor, så det er bare at hoppe i sadlen eller sætte cyklen på bilen og komme afsted. På siden her finder du et kort over de mange MTB-spor rundt omkring i landet. En tur på mountainbiken er en fremragende måde at klare tankerne og få noget frisk luft på, men det er også en aktivitet, der er sjov at gøre sammen med en god ven eller et familiemedlem.

6. Tag på vandretur

Overalt i landet findes der smukke vandreruter af både længere og kortere karakter. Hvad enten du er til de korte dagsture eller har mod på fleredages vandreture med overnatning i naturen, vil der helt sikkert være noget at tage fat på. Til de kortere ture er Kløverstierne et godt sted at starte, da de findes over hele landet. Der er desuden både de helt korte ruter og de længere, mere krævende af slagsen. Find inspiration til at gå på opdagelse blandt landets Kløverstier her.

Af de længere ruter, er der også rigeligt at tage fat på. Hvad med en tur på den 60 kilometer lange Mols Bjerge Sti, der tager dig gennem områdets smukke, kuperede landskab? Du kan også prøve kræfter med Sjællandsleden, der består af over 1.000 kilometer vandresti fordelt over hele Sjælland. Find flere idéer i vores guide til 10 af Danmarks smukkeste vandrestier.

7. Lav vafler eller pandekager på bål

De fleste kan blive enige om, at bålhygge er noget af den bedste slags hygge. Et bål samler familien, skaber nærvær og ro og så er det en super måde at få noget frisk luft på, uden at det kræver det store. Kombinerer du samtidig bålhyggen med pandekager eller vafler lavet over bål, er hyggen fuldendt.

Hvis du er heldig, har du en bålplads i haven, men ellers findes der også et væld af bådpladser rundt omkring i de danske skove. Find et interaktivt kort over bådpladser på udinaturen.dk.

Læs også vores guide til at lave lækre vafler over bål.

8. Prøv kræfter med surfing

Det lyder måske som en kold fornøjelse, men surfing hører sig ikke kun til på Californiens solbeskinnede kyst. Her i Danmark er der også gode muligheder for at hoppe på et surfbræt eller et paddle board iført en våddragt. Sidstnævnte er nok det nemmeste for de fleste, men har du lyst til at prøve kræfter med bølgerne, er påsken et oplagt tidspunkt til at komme ud og udnytte fridagene på nye udfordringer.

Det er især i Nordjylland omkring Thy at nogle af Danmarks bedste surfsports findes, og området ved Klitmøller går da også under kaldenavnet “Cold Hawaii”. Her kan du både melde dig på surfcamp eller leje udstyr og kaste dig ud i bølgen blå på egen hånd. Som nybegynder anbefaler vi at starte med en surfskole eller en guidet lektion.

Nordsjælland byder også på gode steder at surfe for dem, der ikke lige befinder sig i nærheden af Thy.

9. Find skatte med Geocaching

Geocaching er en aktivitet for hele familien. Det går i al sin enkelhed ud på at, at man ved hjælp af GPS-koordinator på din GPS-modtager eller telefon finder frem til såkaldte geocacher, der findes overalt i landet – ja faktisk overalt i verden. Det er en smart måde at få nogle gode oplevelser i naturen. hvor der samtidig er et mål, der også kan lokke familiens mindste med ud. Men Geocaching er ikke kun for de små størrelser. Alle kan være med – store som små.

Læs mere om Geocaching og kom i gang med at finde “skatte” rundt omkring i naturen via linket her.

10. Ryk påskefrokosten udenfor

Udendørs aktiviteter og sociale arrangementer udenfor er snart blevet reglen snarere end undtagelsen. Og hvorfor ikke gøre det samme med påskefrokosten? Omend det ikke kan blive i så stor skala, så kan en udendørs påskefrokost med den tætteste familie måske være lige præcis det, I trængte til. Brug haven, find en shelterplads eller en bålhytte og tænd et bål. Medbring mad hjemmefra eller lav mad på bålet i fællesskab. Lammekøllen kan eksempelvis tilberedes på bålet frem for i ovnen – kun fantasien sætter grænser.

Du finder alt vores båludstyr lige her. Og mangler du inspiration til bålmad, har vi også et udvalg af bøger med opskrifter og inspiration til mad over bål.

 

 

Indholdsoversigt