Sportsklatring i Ceüse

Af Michelle Kim Theisen

1. Kort præsentation af området.

Ceüse er en af de mest kendte klatredestinationer i Sydfrankrig. Ceüse-klippen er blandt andet kendt for linjer som Biographie (9a+), der blev boltet og klatret af Chris Sharma.

Ceüse er beliggende langt fra storbyer og man kan nyde en fredelig natur med marker og bakker i området omkring. Selve klippen ligger ca. 1800 m over havoverfladen og byder på en utrolig smuk panoramaudsigt fra foden af klippen.
Hvis man besøger Ceüse, må man ikke glemme at klatre til toppen af klippen via en “via feratta”, som findes mellem de to sektorer “X” og “Bibendum”. Herfra kan man nyde den imponerende udsigt til fulde.

Foto: Oliver Thorpe
Foto: Oliver Thorpe

2. Hvor ligger området? Hvordan kommer man dertil? Hvor lang tid tager det?

Ceüse-klippen ligger nær en lille by ved navn Sigoyer. Nærmeste større by hedder Gap, som ligger 2-3 timers kørsel fra Marseille eller Nice. Man kan vælge at flyve til én af disse byer og kører derfra i bil.

Fra både Nice og Marseille er det også muligt at komme relativt let til Gap med offentlig transport (GoogleMaps kan hjælpe med tog eller busser), men fra Gap skal man bruge en bil for at komme det sidste stykke til klippen, hvilket er omkring 30 minutters kørsel.

OBS: Der er mulighed for at købe helt basale fødevarer som pasta og tomatsovs på campingpladsen, men hvis man vil spare lidt penge og have grøntsager og lignende, skal man handle i Gap, f.eks. i det store supermarked Géant Casino.

3. Hvilken type terræn/hvilke udfordringer skal man være forberedt på?

Ud over klatringen er Ceüse også kendt for sin lange approach til klippen.
Turen fra campingpladsen er ca. 3 km og tager omkring 45 min til 1 time at gå. Det er let at finde vejen op ad en fint velbevaret sti. Trods at turen op er lang, går det hurtigt med lidt musik i ørerne – og man kan mange gange stoppe op med mulighed for at nyde udsigt over klippe- og bjergdomineret natur så langt øjet rækker.

ceuse6
Foto: Oliver Thorpe

Ceüse byder på sportsklatring i alle grader fra 5a/b til 9a+/b. Selvom Cëuse er mest kendt for let overhængende vægge med pumpende klatring, findes der er stor variation af stilarter i alt fra det tunge overhængende til meget teknisk slab-klatring. Ruterne byder på både lækre crimps, små og store pockets, jugs og endda enkelte ruter med tufaer. Graderingen er præget af den ældre franske stil, hvor man ikke får noget foræret. Det er ikke overraskende at støde på en mono på en 6b-rute. Der er dog blevet boltet nyere ruter på sektorerne yderst til højre på klippen, forbi “Grand Face”, som efter sigende skulle være lidt lettere i graderne.

Kvaliteten af klatringen er høj i alle graderne og klatringen er teknisk udfordrende – hvis man ikke er god på fødderne bliver man det her! ;o)

ceuse3
Foto: Oliver Thorpe

På hviledagene er der fine muligheder for at vandre i området omkring Ceüse. Der er flere ruter at vælge imellem, som starter ved en parkeringsplads for enden af vejen.
Nær Campingpladsen kan det også anbefales at også besøge ”le Cheverie”, hvor de sælger lokale vine, hjemmelavet æblesaft og honning, samt god gedeost i flere smagsvarianter.

ceuse4
Foto: Oliver Thorpe

4. Kort, fører, guidebog eller lignende?

Der er lavet en lille guidebog for hele Ceüse-klippen og alle dens sektorer kaldet ”Ceüse”. Guidebogen er simpel med en overskuelig oversigt over de forskellige linjer på klippen. Bogen kan købes både i klatreshops i Gap eller på campingpladsen til 25 Euro.

De mest kendte og interessante sektorer kan også findes i Rockfax-guidebogen France Haute Provence, som dækker flere af de flotte klatreområder i området nær Ceüse, bl.a. St. Leger og Verdon.

5. Hvornår kan man tage af sted?

Ceüse er mest besøgt i sommermånederne juni-august, men der er mindst lige så gode – og ofte bedre – forhold i forårs- og efterårsmånederne fra april til slut oktober, hvor temperaturerne er lavere og der er færre mennesker ved klippen, hvilket i sommermånederne resulterer i ventetid for at komme på sin rute. Dog er forårs- og efterårsdagene en del kortere, så man må enten stå meget tidligt op eller bare være effektiv i aftentimerne, hvis man ikke vil klatre i solen, som stadigt kan være meget varm på disse tider af året.

I sommermånederne er det som regel alt for varmt at klatre i solen. Hvis man er et morgenmenneske, er der mulighed for at stå tidligt op og tage ud på venstre side af klippen til sektoren “Cascade”, hvor der er skygge indtil kl. 11:30 eller 13:00, afhængigt af årstiden. De primære sektorer midt på klippen er som regel i skygge fra ved 16-tiden. Alt afhængig af hvad tid på året man besøger Ceüse, kan man nyde sollys indtil et sted mellem kl. 20 og 22.

Foto: Oliver Thorpe
Foto: Oliver Thorpe

6. Hvordan kan man overnatte?

Der er overnatningsmuligheder på campingpladsen ”Camping les Guérins”, som ligger for foden af klippen. Campingpladsen byder på:

  • Fine bade
  • Toiletter (uden toiletpapir!)
  • Plads til opvask
  • Vandposter
  • Køleskabe til fri afbenyttelse
  • Vaskemaskine (ikke inkluderet i opholdsprisen)
  • Stort område til at sætte telte op
  • Plads til at parkere biler og campere
  • Mulighed for strøm til autocampere (ikke inkluderet i opholdsprisen)
  • Udlejning af mindre eller større “caravans” inklusive to gasblus og gas
  • Lille butik med helt basale fødevarer og campinggrej (ris, pasta og dåsekonserves, gas, ild mm.)
  • Wi-Fi (ikke inkluderet)

Der er også et bordtennisbord og en mindre klatrevæg til regnvejrsdagene eller de træningsfanatiske (greb og hældning er dog ikke specielt inspirerende!).
Hvis man kommer i egen campervan, kan man parkere et stykke længere oppe ad vejen fra campingpladsen. Der skulle være en lille gratis parkeringsplads (har jeg fået fortalt fra andre ved klippen – jeg kender ikke selv til denne).

I den lidt dyrere ende, kan man leje et værelse i et lille hus (igen lidt længere oppe ad vejen på venstre hånd) kaldet ”La Grange aux loup”. Her er der også bad og toiletfaciliteter samt køkken og køleskabe til egen madlavning (maden skal købes i Gap) eller mulighed for at spise lokal aftensmad lavet af ejerne. Fri Wi-Fi.

7. Hvilket udstyr er nødvendigt at have med?

  • Mad (kan købes i Gap)
  • Toiletpapir
  • Varmt tøj
  • Varm sovepose
  • Pandelampe!

Hvis man camperer på enten parkeringspladsen eller campingpladsen skal man ud over indkøbt mad huske at medbringe toiletpapir, da dette ikke tilbydes på toiletterne!

Husk også det varme tøj og en god varm sovepose! Selv hvis I tager dertil i sommermånederne, kan aftenvinden være overraskende kold og man bliver glad for at have slæbt den tykke dunjakke med sig til op klippen når solen går ned!

VIGTIGT: Medbring altid din gode pandelampe til klippen – det er ikke fedt at skulle gå den lange vej ned i mørke!

ceuse2
Foto: Oliver Thorpe

8. Hvilket udstyr kan det derudover anbefales, at man har med?

Det er en god, lang approach til klippen, så tag et par gode vandresko med og evt. skiftetøj til klippen, så du ikke bliver kold i det svedige tøj, du har gået i!

Ruterne er mellem 20 til 40+ meter lange og der er brug for mellem 9-16 quickdraws på de enkelte ruter. Hvis du både vil have nok til projektet og opvarmningsruten, så husk at medbringe en god mænge quickdraws. Og tag dit 80 m reb med, så du er sikker på, at kunne komme helt ned til jorden på alle ruterne. (Ruternes længde er ikke noteret i guidebogen – kun de der er 50+ m, resten kan klatres på et 80 m reb).

Det kan være rart at have lidt tupperware med også, hvilket giver mulighed for at tage evt. aftensmadsrester med som madpakke til en lang dag ved klippen.

  • Tørt skiftetøj og varmt tøj til dagen ved klippen
  • Gode vandresko
  • Masser af quickdraws
  • Anbefalet 80m reb, da de fleste linjer er 35+ meter lange
  • Evt. tupperware
  • Guidebog

Andre sportsklatresteder:

Læs også:

Indholdsoversigt