Kolde fingre på ski er næsten lige så slemt som kolde tæer, men heldigvis lettere at undgå. I det følgende guider vi til hvordan du finder de rigtige handsker til skiferien – uanset om det er pisten, offpisten eller måske en toptur på randonnée- eller telemarkski, der trækker mest i dig.

Handsker til alpint skiløb

Handsker til alpint skiløb skal først og fremmest være relativt robuste – og i de flestes øjne nok også varme. Det er koldt at sidde i en lift, og bindinger, skistøvler og skienes stålkanter slider på handskerne. Varme og slidstyrke er der for typiske kendetegn ved en god skihandske. Det kan også nogle gange være en fordel, hvis de er vandtætte, men vandtætte handsker kan også sagtens være en ulempe. Derudover er der en række detaljer, der for det meste vil være en smagssag, men i nogle tilfælde kan gøre en stor forskel.

Det følgende tager udgangspunkt i en almindelig dag på pisten. Til sidst kommer vi ind på de små detaljer, man kan overveje, hvis det primært er off-pist eller randonnée, der er på programmet.

Se hele vores store udvalg af handsker og luffer i webshoppen

Den perfekte skihandske

… findes ikke, da næsten alle de detaljer, der kan være en fordel i nogle situationer, vil være en ulempe i andre! Og det er måske netop det, der gør det svært (eller sjovt!) at vælge skihandske at det mere handler om personlige behov og præferencer end deciderede “dos & don’ts”.

Tre meget forskellige bud på en skihandske: Enhelt tynd, en kraftig læderhandske med udtagelig inderhandske og en foret, vandtæt 3-fingerhandske.

Tyk eller tynd

De fleste associerer nok skihandsker med masser af varme, men der er faktisk rigtig mange der foretrækker at stå på ski i relativt tynde handsker. Den store fordel med tyndere handsker er, at du kan få en handske med meget bedre føling, så du kan bruge fingrene mere almindeligt og sjældnere behøver at tage handskerne af. Ulempen er selvfølgelig, at tynde handsker ikke er særligt varme. Tykke handsker er varmere, men vil også være mere klodsede at have på. Er du i tvivl, vil vi anbefale at gå efter en handske der er varm nok. Hvis du så finder ud af, at du er en af dem, der foretrækker en tynd handske, kan den varmere handske blive din backup-handske til de helt kolde dage.

Tynd og tyk: Et par robuste, let isolerede softshellhandsker og en kraftig, varm trefingerhandske

Vandtæt eller vandafvisende?

Vandtætte handsker er typisk bygget op således, at der er indsat en vandtæt membran (formet som en handske) mellem handskens yderside og foringen. Det er en lidt anderledes konstruktion end man er vant til fra f.eks. vandtætte jakker, og derfor vil vandtætte handsker også opføre sig lidt anderledes: Ydersiden af handsken, som ikke er vandtæt, kan godt blive gennemblødt, og så vil handsken for det første blive væsentlig koldere og derudover ånde væsentlig dårligere. Selvom handsken ikke bliver gennemblødt udefra, kan man altså godt få våde, kolde fingre i en vandtæt handske, fordi åndbarheden bliver nedsat markant og handsken bliver væsentlig koldere.

En handske uden membran vil ånde væsentlig bedre, og vil bedre kunne “tørre sig selv” løbende, hvis ydersiden bliver lidt våd. En handske ude membran kan sagtens holde dine hændere tørre på lang dag i sneen, og vil være væsentlig mere komfortabel hvis du har tendens til at svede om fingrene. Desuden vil den være lettere at tørre, hvis den er blevet våd.

Hvis du står på snowboard vil en vandtæt handske ofte være en god idé, da hænderne er meget mere nede i sneen, og det er svært at holde handskerne tørre. Det samme kan siges, hvis du er ny på ski og ligger meget i sneen! På dage hvor det sner og temperaturen er tæt på frysepunktet, vil en vandtæt handske selvfølgelig også komme endnu mere til sin ret især i offpisten.

Læder i håndfladen?

De store fordele ved at have læder i håndfladen på din skihandske er, at det er slidstærkt, kraftigt vandafvisende, blødt og smidigt og giver god godt greb på de fleste materialer. Læder er langt hen ad vejen genialt til kraftige, robuste handsker, og bliver også brugt i næsten alle high end-handsker til alpint skiløb. Den eneste ulempe ved læder er, at det kan suge en del vand, og er ganske lang tid om at tørre, når først det bliver rigtig vådt. En våd handske vil hurtigt blive en kold handske, så det kan betale sig at at forsøge at holde sin læderhandske nogenlunde tør og sørge for at få den tørret igen. Det anbefales også at pleje læderet jævnligt, for at holde det så stærkt, smidigt og vandafvisende som muligt.

Der findes syntetiske alternativer til læder, der suger mindre vand og tørrer hurtigere, men det er svært at matche læder på især slidstyrke, så man ser oftere syntetiske håndflader i lidt billigere modeller, der typisk heller ikke holder helt så længe.

Kort eller lang manchet?

Her er vi ude i noget, der nok først og fremmest er en smagssag. Fordelene og ulemperne minder lidt om tilfældet tykke/tynde handsker: Fordelen ved den korte manchet, der sidder under jakken, vil primært være, at du får en handske der ikke føles helt så stor og klodset at have på. Fordelen ved den lange manchet, der slutter tæt rundt om ærmet, vil være, at den lukker helt af for både kulde og sne. Det følges i øvrigt også for det meste ad – således at de kraftige, varme handsker for det meste har lang machet, mens de tyndere handsker oftest har kort manchet.

Hvis du enten er snowboarder, er ny på ski eller kører dyb sne i offpisten, vil det helt klart være værd at overveje en handske med lang machet, så du ikke får sne ind i ærmerne. Står du nok på ski, ender du helt sikkert med at finde ud af hvad din præference er – for det i sidste ende en smagssag, mere end noget andet.

Kort eller lang manchet?

Udtagelig inderhandske?

En sidste ting, man kan overveje, er om man skal gå efter en handske med fast foring, eller en med udtagelig inderhandske. Igen vil det i rigtig mange tilfælde være en smagssag, eller irrelevant, men der er nogle fordele og ulemper. De to store fordel ved en udtagelig inderhandske: For det første er det lettere og hurtigere at tørre en handske, hvis du kan tage inderhandsken ud. Det er især en fordel, hvis handsken er blevet rigtig våd. den anden fordel er, at du kan brugen handsken lidt mere “lag-på-lag”-agtigt med en udtagelig inderhandske: Du kan vælge bruge yderhandsken alene eller med en tynd liner, når det ikke er særligt koldt, og du vil omvendt have muligheden for at tage inderhandsken med over i en luffe, hvis det er rigtig koldt. Det også tit muligt at købe en ekstra inderhandske, så du har mulighed for at skifte i løbet af dagen.

Ulempen ved en udtagelig inderhandske er primært, at du har en inderhandske, der kan blive væk. Derudover er handsker med udtagelige inderhandsker sjældent vandtætte, da måden de fleste vandtætte handsker er konstrueret forudsætter både yderhandske og fast foring (som beskrevet ovenfor).

Kraftig læderhandske med udtagelig inderhandske i tyk uld.

Ekstra handsker?

Ud over din “go to”-skihandske, kan det være værd at tilføje et par tynde liners og evt. en skalluffe, så du kan justere varmen omkring fingrene, hvis du har brug for det.

Tynde inderhandsker – “glove liners”

Et par tynde inderhandsker er en oplagt tilføjelse til ethvert handskevalg – gerne så tynde, at du f.eks. kan betjene din telefon uden at blotte fingrene fuldstændig (eller med “touch”-funktion).

Et par tynde inderhandsker i merinould vil være perfekte til at regulere temperaturen og komforten i et par kraftige handsker. Det vil især gøre en forskel, hvis du har tendens til at svede om fingrene i et par tykke handsker med syntetisk for. Fordi uld kan absorbere en masse fugt uden at føles vådt eller klamt, vil en inderhandske i uld kunne gøre en stor komfort-forskel i f.eks. en varm, vandtæt handske. Omvendt kan en tynd inderhandske også give et varmeboost, hvis du har valgt en lidt tyndere handske som din primære skihandske. Huska t tænke inderhandsken med, når du prøver dine handsker. Hvis en handske sidder for stramt vil den for det første være mindre varm, og hvis den bliver for stram med en inderhandske i, vil det også hæmme bevægelsesfriheden i fingrene, fordi handsken bliver for tæt pakket.

Tre forskellige liners: Den helt tynde i merinould, en lidt tykkere i loop-strikket merinould med grip i håndfladen og en fleeceliner.

Luffer

Luffer er først og fremmest et oplagt valg, hvis du har tendens til kolde hænder. Fordi fingrene er samlet bag den samme barriere mod kulden, kan de varme hinanden, derfor vil luffer være et varmere valg end handsker. Hvis du kæmper med kolde fingre på ski, vil luffer være et godt valg. Mange snowboardere foretrækker i øvrigt luffer, fordi de har hænderne mere nede i sneen, og typisk har mindre brug for at bruge fingrene. Der findes også mellemting mellem luffer og handsker, hvor tommel- og pegefinger er alene, mens de tre resterende fingre er samlet. Det giver enten det bedste eller det værste af begge dele, alt efter hvordan man ser på det.

Ud over at være et alternativ til handsker, kan et par skalluffer være et godt supplement til dine handsker. Det giver en masse ekstra varme at trække et par skalluffer ud over dine handsker, så det er en let måde at give dig selv mulighed for at tilpasse dit handske-setup til forskelligt vejr. Et par ikke-vandtætte handsker med udtagelig inderhandske, vil især fungere godt sammen med et par vandtætte skalluffer. Hvis du har brug for et varmt, eller vandtæt setup, kan du bruge inderhandskerne som for i skallufferne, og så er du godt udstyret til næsten hvad som helst – især hvis du også har et par tynde glove liners i merinould med!

Fuldstændig vandtæt skalluffe med tapede syninger.

Off-piste

Setup på og udenfor pisten er mere eller mindre det samme, men der er nogle ting, det kan være værd at overveje, hvis du kører meget udenfor pisten:

  1. Du får varmen af at køre off-piste, og det er på mange måder mere krævende end pisten. Det kan derfor være værd at overveje en tyndere handske, hvor du ikke kommer til at koge, og bedre kan bruge fingrene – f.eks. til at børste sne ud af hætten og rette på dine goggles, hvis du har været i lidt for tæt kontakt med den dybe sne. 😉
  2. Det er vådere at køre offpiste. Kombinationen af at du får pulsen op og der er mere sne over det hele, gør at alting bliver lidt mere vådt. Det kan derfor være værd at overveje et par vandtætte handsker med høj manchet, så du bedre kan lukke sneen ude.

Vandtætte handsker med høj manchet vil i de fleste tilfælde være både varme og lidt klodsede, så de to ovenstående råd stikker desværre i hver sin retning! Det illustrerer til gengæld meget godt, at det rigtige par handsker mere er et spørgsmål om præference end rigtigt/forkert.

1: Tynd, kort handske med masser af føling. 2: Vandtæt handske, der kan lukke af omkring ærmet.

Randonnée, toptur og bootpacking

Hvis du skal ud at gå, inden du begynder at køre nedad, ændrer gamet sig. Uanset om det bare er en afstikker til en lille top i nærheden af liftanlægget med skiene på ryggen, eller en fuld toptur nede fra dalen, stiller det nogle andre krav til temperaturregulering, når du skal gå opad. Her vil det være en stor fordel at kunne kombinere forskellige lag, så du kan justere varmen og beskyttelsen. De samme overvejelser som ovenfor kan i det store hele bruges, men med nogle få justeringer:

  1. Overvej at vælge et par lidt tykkere liners som du kan bruge alene på vejen op – alternativt en tynd, ikke-foret handske. Det er ofte alt for varmt at gå opad med tykke skihandsker, så det er oplagt at bruge et par liners til at gå opad. Når du skal bruge dine liners alene,  vil det være en god idé at vælge et lidt kraftigere par (f.eks. i fleece), der ikke er lige så skrøbelige som de tynde uldliners.
  2. Overvej en kombination af en handske med udtagelig inderhandske og en vandtæt skalluffe, så du har maksimal fleksibilitet. Især på lange rando-dage vil det være en god idé at have mange justeringsmuligheder. Det er svært at forudsige hvor varmt det bliver – vejret kan skifte og du kan blive træt og udmattet, hvilket hurtigt fører til kolde fingre! Med en fleeceliner, en  mellemvarm, ikke-vandtæt handske med udtagelig inderhandske, og en vandtæt skalluffe, er du godt dækket ind til de fleste forhold.
Et godt, alsidigt rando-setup: En rimeligt robust fleeceliner, en kraftig læderhandske med udtagelig inderhandske og en skalluffe.

Se hele vores store udvalg af handsker og luffer i webshoppen

Indholdsoversigt