Jakob Urth flyttede for nogle år siden til Stavanger i det sydvestlige Norge – bl.a. for at være tættere på fjeldene og have bedre muligheder for at træne og holde sig i form mellem ekspeditioner. I det følgende guider Jakob til isklatring i området omkring Stavanger.

Isklatring i Rogaland

Tekst og billeder: Jakob Urth

Med Sandnes og Stavanger som udgangspunkt åbner der sig et fantastisk og stort område for isklatring i Rogaland. Ruterne findes i alle sværhedsgrader og op til små 450-500 meters længde.

Områderne ligger fordelt fra bynær og relativt lav højde til decideret højfjeld.

Uanset om man er nybegynder eller erfaren i den ædle kunst at isklatre, vil områderne i Rogaland bestemt give udfordring og skønne naturoplevelser. Rogaland er et oplagt alternativ til de mere kendte og ofte meget besøgte områder, som også findes i Norge. Her kan man få det hele for sig selv

Ud over de udvalgte ruter/beskrivelser som findes i den engelsksprogede isklatreguide (Selected Ice Climbs in Rogaland & Sirdal) findes og dannes der hvert år mange nye og flere ruter end her angivet. Det betyder, at der er mange muligheder for selv at finde og klatre/åbne evt. nye ruter.

Tilgang

En stor del af alle ruterne kan nås med bil og spottes direkte fra vejen, hvorefter der blot er en kort tilgang. Snesko eller ski kan være en fordel, men langt de fleste ruter kan udmærket nås uden. Husk at være opmærksom på evt. lavinefare.

Områder

I denne lille beskrivelse vil jeg præsentere et par af områderne på højfjeldet. Der findes mere information i den omtalte guidebogen.

 

Hunnedalen Low and Upper  (Jf. guidebog område 4 og 5)

Områderne ligger i forlængelse af hinanden og kan nås på 2-3 timers kørsel direkte fra Stavanger centrum, alt efter forhold (sne på vejrene i fjeldet). Hunnedalen er højfjeld og oplever ofte meget snefald i løbet af sæsonen, hvorefter nogle af ruterne kan være delvist dækket af sne. Tilgangen fra vejen kan også blive lidt vanskelig hvis dette er tilfældet.

Ruterne ligger godt fordelt i de meste af dalen og det er meget nemt at komme frem og tilbage imellem områderne langs vejen. (der parkeres nemt langs vejen). Ofte/normalt starter sæsonen i Hunnedalen i starten af december hvor der typisk er koldt og mindre sne.

Hunnedalen er en langstrakt dal som deler højfjeldet i to. I bunden af dalen ligger Hunnedalsvejen langs elven og det er langs disse, stejle fjeldvægge på begge sider at vejen  isruterne ligger. Langt de fleste kan ses fra vejen.

Hunnedalen – nederste del. Kort fra guidebogen
Hunnedalen – øverste del. Kort fra guidebogen

Et helt klassisk område og med ruter fra WI3-5 findes ved Hunnevandet (Hunnevatnet jf. kort). Det er semi-højfjeld (600-800 moh) og her vil der være is/frost, typisk fra start december til langt ud på vinteren. Her findes en god vifte af ruter i forskellige sværhedsgrader og længde. Tilgangen er nem, da der parkeres fint på Hunnedalsvejen og de fleste af ruterne kan ses fra vejen. 10 – 30 min gang til start ruter.

I den lave ende findes Turistisen. WI3 (30-70 meter). Jeg vil beskrive den som 30 meter, fordi det ofte kun er den første reblængde som giver mening og resten ofte holder meget sne og ikke er så stejl. Et fint sted at starte/øve teknikker fra bund til top. Nedgang i skov eller rappel af ruten.

Som nabo til Turistisen findes M-isen WI4-5 20-50 meter. Det er ikke blot en rute, men en lille række af formationer som varierer meget. Hertil vil der ofte være klipper som må omgås eller klatres. Rappel af i skov eller på ruterne. Disse ruter kan også ses fra vejen.

M-Isen Januar 2024. Rød: Klatring op. Grøn: Rappel af/nedgang

På den anden side af Hunnedalsvejen og vandet ligger en stribe af også let tilgængelige ruter, hvor de fleste også ses fra vejen. De er højtbeliggende og kræver 15-35 min. tilgang. 10-15 ruter fra WI4 (jf. guide bog) til WI 5-6, men lavere gradering kan også findes da der her dannes mange forskellige linjer hvert år. Et super flot sted med relativt mange ruter samlet og gode muligheder for at kombinere is og klippe på flere af ruterne.

Rappel af, eller nedgang via skov.

OBS. Tilgangen er stejl fra vejen.

"Ice Cream Man", ca. halvvejs på ruten. Januar 2024.

Sandnes og Gjesdal

Isklatring tæt på byen: Område 1 i den lokale klatrefører (Engelsk udgave). Disse klatrefelter/ruter ligger i umiddelbar nærhed af Sandnes og Stavanger. Fx kan området/ruterne ved ”Dansen” nås på ca. 30-45 min i bil fra Sandnes til start rute.

De fleste ruter ligger i forholdsvis lav højde og kræver en længere periode med frost for at etablere sig. Typisk fra start december og de første hårde vintermåneder vil der være is de fleste steder i dette område. Undersøg dog altid forhold inden afgang (se links nedenfor).

Nyttige links til Isklatring i Rogaland

Engelsk guidebog

En flot klatrefører fra 2021 med udvalgte ruter/områder. Engelsk tekst. EN KLAR ANBEFALING FOR DOWNLOAD ELLER UDPRINT:

https://brv.no/wp-content/uploads/2021/01/202101_Rogaland_Select_Ice_R16.pdf

Norsk guidebog

En ældre men stadig brugbar klatrefører fra 2002. Norsk tekst:

https://brv.no/wp-content/uploads/2015/01/Isfører-for-Rogaland.pdf

Facebook-gruppe

Klatreklubben Bratte Rogalands Venner (BRV) finder du også på Facebook, hvor deres forum ofte er aktivt og yderlige information om fx lokale forhold kan søges:

https://www.facebook.com/Bratterogalandsvenner

Vind og vejr

Vejrinformation findes på Yr.no. Link er her vist fra Sirdalen, som er centralt i klatreområdet Rogaland:

https://www.yr.no/nb/værvarsel/daglig-tabell/1-2891040/Norge/Rogaland/Suldal/Sirdal

Spørg en lokal

Udstyrsbutikken Platou Sport har en afdeling på Madla (Stavanger) og i Sandnes centrum. Især på Madla har de lokale helte ofte den sidste nye information på forhold/isen, og der kan ligeledes suppleres, hvis man har glemt/mangler isklatreudstyr mm.

Dertil vil jeg (Jakob Urth) selvfølgelig gerne hjælpe, eller finde frem til nogle som kan. Skriv eller ring – info på min FB eller Instagram.

Brug for hjælp ved ulykke

I Norge bruges disse til akut hjælp.

113 Medicinsk Nødtelefon (denne kontaktes ved ulykke)

112 Politi

110 Brand

En rigtig god ide er at downloade 113-appen (Hjelp 113), som bl.a. viser ens lokation via GPS, da det ofte kan være svært at beskrive/oplyse ens nøjagtige position.

Transport og overnatning

Transport fra Danmark

Kommer man i bil, kan tage færgen Hirtshals-Kristiansand (3 timer og tre kvarter) og køre til Sandnes/Stavanger (3-4 timer) eller Hirtshals-Stavanger direkte (ca. 12 timer). Fjordline og Colorline har ruter her. OBS: Kør inden for fartgrænsen – bødetakster for ulovligheder er høje i Norge!

I store dele af Rogaland betales der vejafgift (bompenge). De opkræves automatisk via nummerpladen. Især i og omkring Stavanger/Sandnes og når/hvis man ønsker at kører igennem de store tunneller, må der betales. Denne side giver et fint overblik: https://ferde.no/bomanlegg-og-priser

Med fly har bl.a. SAS mange direkte flyvninger hver dag til Stavanger ( 1t 10m ).

Overnatning i Hytter

Der findes i Norge et stort antal hytter på og ved fjeldet. Ligeledes i Rogaland. Nogle af disse er betjente (har personale), nogle er selvbetjente og andre er ubetjente, hvor man selv medbringer mad og/eller tilkøber udvalgte produkter på den enkelte hytte. Er man medlem af Den Norske Turist forening (DNT) kan hytteovernatning og mad ofte købes til reduceret pris.

Hytter, bestilling og information hertil findes her: https://www.dnt.no/hytter/om-dnt-hyttene/hyttebesoket/

Specifikt i Rogaland Fylke findes 69 hytter som stort set alle kan bruges om vinteren. Information og kort findes her: https://ut.no/utforsker/fylke/1616/rogaland/hytter

Flot og brugbar site til hytterne i de enkelte områder. OBS: Kun få af disse har direkte bilvej, så ski fra parkering vil ofte være nødvendigt.

Campingplads

Der findes mange gode campingpladser i og omkring Stavanger og Sandnes, samt godt fordelt over hele det beskrevne klatreområde. Heraf har mange små campinghytter som med fordel kan benyttes. https://campingportalen.no/campingplasser/stavanger

Fx. denne campingplads med faciliteter på Jørpeland, tæt på mange af områderne, og denne campingplads uden faciliteter, centralt i et af områderne, Hunnedalen (område 4 og 5).

Camp i det fri – “Allemannsretten”

I Norge kan man gå, opholde sig og sove hvor man ønsker. Dvs. man kan med fordel medbringe eget telt, udstyr og bil som overnatning før/efter endt klatring. Dog gælder der visse regler. Læs med her: https://www.visitnorway.dk/planlag-din-tur/rejsetips/allemandsretten/

Overnatning i Stavanger og Sandnes

I begge byer findes et utal af overnatningsmuligheder på hotel, Airbnb, hostel, vandrehjem mm. Oplysninger findes nemmest ved en Google-søgning.

Da der kun er nogle få timers kørsel fra Sandnes og Stavanger til de fleste af områderne, er især Stavanger værd at tænke ind som overnatningssted (hvis man da ikke hellere vil bo i telt eller hytte direkte i naturen). Stavanger er en flot, gammel by og bestemt et besøg værd.

God klatring!

 

Indholdsoversigt