Enhver der kender til det islandske landskab ved, at imponerende klippevægge er en del af Islands storslåede natur. Og hvis du er klatrer, har du måske har du allerede tænkt tanken; Er der mon god klatring i Island? Sparsomme informationer og ofte ustabilt vejr, har gjort Island til en af de mindre oplagte klatredestination for de fleste. Men det bliver der nu lavet om på! Sigurður (Siggi) Richter er islænding, uddannet geolog og erfaren klatrer, og han har her sammensat en guide til klatring i Island – for der er i dén grad noget, at komme efter! I det følgende kan du læse om den islandske klatrings historie og om Stardalur; Islands første crag.

Stardalur: Islands første crag 

Tekst: Sigurður Richter
Billeder: Sigurður Richter m.fl.

Lad os spole 46 år tilbage i tiden: Året er 1978. Reinhold Messner og Peter Habeler er de første til at bestige Everest uden supplerende ilt. 900 medlemmer af “Peoples Temple” begår selvmord i Guyana. LGBT-bevægelsens regnbueflag dukker op for første gang, ved en parade i San Francisco. Midt i alt dette, tager nogle medlemmer af den nystiftede Islandske Alpinklub (ÍSALP), som kun blev etableret året før, ud til nogle imponerende klipper i udkanten af Reykjavík, hvor de klatrer en håndfuld nye ruter. Dette markerer de første registrerede klatreruter i Stardalur.

Disse klipper var ikke helt nye for den lille gruppe af islandske klatrere, da de står over vejen til Þingvellir hvor folk, i et par år, havde øvet klatring på basaltklipperne, nær Islands oprindelige parlament. Men 1978 var året, hvor ruter begyndte at blive afmærket, graderet, navngivet og registreret, hvilket tjente som en guide for andre klatrere til fremtiden. 

Det første crag 

I løbet af de næste ti år blev Stardalur hurtigt det bedste sted for klatrere at teste deres klatrefærdigheder og udforske nye, spændende og udfordrende trad-ruter. Det blev en bølge, der virkelig fremmede klatrescenen. I 1986, kun otte år efter de første ruter blev klatret, sammensatte Snævar Guðmundsson og Björn Vilhjálmsson en 12-siders guidebog til alpinklubbens årlige tidsskrift, med 67 klatreruter, der spændte fra 5.1 til 5.10+, kun på naturlige sikringer. Det var tydeligt, at islandske klatrere havde fundet deres første ordentlige crag og begyndte at presse grænserne. 

Boltenes æra og Stardalurs anden fase  

Tre år senere blev et nyt klatreområde opdaget. Og selvom det var en del længere væk fra hovedstaden, gjorde det brede bånd af klipper, det hårde havpiskede basalt og den stigende popularitet af den nye type boltet klatring; sportsklatring—med motiverende legender som Wolfgang Gullich og Ben Moon—området til den nye store ting. Islandsk sportsklatring tog virkelig fart her, med den første sportsklatrerute boltet i 1992 (hvilket gør den jævnaldrende med undertegnede). Dette område er Hnappavellir på sydøstkysten, cirka 4-5 timer fra Reykjavík, og jeg vil sørge for at dele mere information om området i et andet skrift. 

Med Hnappavellir forrest på scenen i begyndelsen af 90’erne var det klart, at Stardalurs “guldalder” var ved at være slut. Hnappavellir blev det seje nye sted med banebrydende ruter, inklusive (hvis jeg ikke tager fejl) Nordens første 5.13d (8b), Ópus, først besteget af Björn Baldursson i 1996. Alligevel forblev Stardalur dog Islands største område for traditionel klatring, og nye ruter fortsatte med at dukke op, op gennem 90’erne. Da de fleste af de lette klatreruter allerede var taget, blev de nye ruter generelt hårdere og dristigere, og nåede op til 5.11c (6c+) med Snævarrs bestigning af Sónata, Islands hårdeste trad-rute i næsten tyve år. Disse nye ruter blev beskrevet i Sigurður Tómas Þórissons opdaterede guidebog fra 2007. 

Det stille årti 

Efter årtusindskiftet blev klatrescenen i Stardalur ret begivenhedsløs. De fleste klatrere med smag for nye ruter søgte til andre områder, såsom Hnappavellir. I mellemtiden blev hylderne i Stardalur igen beboet af mallemukker, våde sprækker blev genindtaget af mos, og faste kiler og pitoner blev langsomt en del af klippen. Jeg mindes de dage; mens mindre sportsklatreområder tit var propfyldte, havde vi næsten hele Stardalur for os selv—fire nybegyndere fra SAR redningsholdet med kun et gammelt sæt slidte cams, ombundet med lige så gamle prusiksnore. Mens vi udforskede klippen, kunne vi kun forestille os en summen af tidligere klatredage, fra årtier gamle billeder i sort-hvide alpinklubårskrifter. Vi stødte tit på de samme mallemukker på de samme hylder og spekulerede på, om de huskede scenerne fra dengang—mallemukker kan åbenbart leve op til 50 år og bygger rede de samme steder hvert år.  

Ærligt talt blev det her ret normalt for os. Det føltes som et eventyr at genopdage glemte klatreruter gennem gamle guidebøger og hårdføre fortællinger. Uden tvivl tændte dette vores interesse for tradklatring, og der er intet bedre sted at komme i gang med dette end Stardalur. Som den legendariske bjergbestiger Doug Scott engang sagde på en af sine ture til Island: 

”De søjleformede klippevægge giver mulighed for ren klatring i et
fantastisk miljø, og den ru klippe tilbyder god friktion. Let trafik
sikrer fredelige og gode klatrestunder.” 

– Doug Scott 

Genopstandelsen 

Jeg er ikke helt sikker på, hvad der ændrede sig. Tilbage i begyndelsen af 2010’erne var det en sjældenhed at støde på andre i Stardalur end din faste klatrekammerat. At spotte en anden klatrer nærme sig klipperne på afstand fik dig til at føle sympati for Tom Hanks’ karakter i Castaway. Men fra slutningen af 2010’erne og frem er det blevet almindeligt, næsten forventet, at støde på andre hold derude, en dejlig sommerweekend. Dette betyder, at gamle klassikere bliver genbesøgt, og nye ruter er begyndt at dukke op igen, med hele 27 ruter tilføjet, bare i de sidste seks år.  

Da den berygtede virus ramte i 2020, med alle dens nedlukninger og sociale distancering, blev Stardalur en slags tilflugtssted for mig. Nogle måneder var jeg deroppe flere dage om ugen for at klatre, rense de gamle ruter og lede efter udfordrende nye ruter. Selv har jeg nu klatret over 70% af ruterne i området, været førstebestiger på 16 ruter, hjulpet med at “genåbne” den lille sektor Stiftamt ved siden af, og formået at klatre Vikivaki, Stardalurs nye sværeste tradrute, 5.11d (7a), i 2020.  

Forhåbentlig vil denne tilstrømning af nye klatrere, nye ruter og fornyet interesse holde dette glimrende klatreområde i live. 

Om området: Stardalur 

Dette ældste crag i Island er en olivin-tholeiitisk doleritklippe, en basaltintrusion, der skød sig op i den omgivende bløde tuf for ca. en million år siden. Den langsomme afkøling af magmaen skabte store, ujævne basalsøjler og rene sprækker imellem. Klippen her ligner meget doleritklipperne i Norðradalur på Færøerne og de berømte Fair Head klipper i Nord-Irland. Den tilbyder meget fornøjelig klatring på ru flader, de afrundede greb minder om den skrånende type af klatring på gritstone i England, og den upåklagelige friktion betyder, at stort set alt kan være et fodfæste, hvis du tror nok på det. 

Området er opdelt i syv sektorer med 122 klatreruter, der spænder fra 5.1 til 5.11d (7a). Klippen vender hovedsageligt mod syd, så det er badet i solen hele dagen, vel at mærke når solen er fremme. I Island vil du hurtigt lære at sætte pris på den ekstra varme, og du skal ikke bekymre dig om, at det bliver for varmt; det gør det aldrig. I stedet skal du jagte de solrige dage, pakke solcreme og nyde at klatre i solen. En god bonus ved solen er, at på solrige dage kommer vinden ofte fra nord, og de sydvendte vægge skaber fremragende læ for den nordlige vind. De østlige sektorer får mere af morgensolen, men kan være blæsende, mens de vestlige fanger aftensolen, hvilket gør efterårsaftener særligt hyggelige. 

Hvornår skal man klatre her? 

Når du er på vej til en ø i det nordlige Atlanterhav, bliver det aldrig rigtig for varmt. Det bedste bud er at sigte mod høj-sommer, mellem juni og august, da det er der, det er varmest. Tidlig sommer kan være lidt tørrere, og med midnatssolen har du mere tid til lange klatredage. Du kan stadig få nogle gode klatredage i foråret (april og maj) og efteråret (september og oktober), men husk på, at der er en chance for, at du rammer nogle lange, kolde og våde perioder, hvis du er uheldig. Vinteren kan også overraske, med smukke klatredage under den lave sol (se foto fra Qivittoqs førstebestigning i januar 2021), men de er sjældne perler man ikke skal regne med, men blot nyde når de dukker op. 

Hvordan kommer man derhen? 

Stardalur er relativt tæt på hovedstaden og dermed også tæt på lufthavnen. Fra byen er der omkring 20 minutters kørsel til området, og det betyder, at hvis du flyver til Island og ikke kan forestille dig at udforske øen, før du har jammed en dolerit-riss-klassiker eller to, kan du køre direkte fra lufthavnen til Stardalur på omkring 1 time. Det er bedst at køre langs hovedvej 1, nordpå fra Reykjavík, og gennem Mosfellsbær. Kør nord for byen og drej til højre mod Þingvellir. Kør i cirka 10 minutter, indtil du ser en grusvej til venstre markeret Stardalur, lige efter du har krydset floden Leirvogsá. Kør til enden af denne vej, kryds den lille bro, og parker på det store grusområde nær nogle fyrretræer. Klipperne er tydelige på toppen af bakken mod vest, og det er cirka 15-20 minutters approach. 

Hvad skal man medbringe? 

Puffy (dunjakke) 

Uanset hvor stærkt solen skinner, eller hvor varm klippen føles, ved du aldrig hvornår vinden vender sig. Og pludselig, hvor du før stod og sikrede i en t-shirt på en solrig hylde, er du nu pludselig kulderystende i vinden og tågen og venter på, at klatreren er endelig på toppen. Og de er knap halvvejs oppe… Så uanset hvor optimistisk vejrudsigten ser ud, eller om den aktuelle måned starter med et J eller A, er det aldrig en dårlig idé at medbringe en god puffy, bare for en sikkerheds skyld. 

Kaffe 

Den islandske kaffekultur er stort set identisk med resten af Skandinavien, og det betragtes næsten som et kulturelt krav at medbringe den store termokande fyldt med varmt brændstof til at nyde på den kolde hylde nedenfor, mens din kammerat leder efter en sikringssten i vinden på toppen. Den eneste acceptable erstatning er te (uden mælk selvfølgelig) og Red Bull. 

“Man går ikke til kaffe efter klatring, kaffedrikning
er en integreret del af klatring.” 

– Wolfgang Güllich 

De komfortable klatresko 

Der er ingen grund til at medbringe de ekstra spidse super-360-gummi xtreme compclimb klatresko, som forvandler dine fødder til en smertefuld kød-og-ben mursten for enden af dine kyllingeben. Medbring de komfortable multipitch sko, tag endda sokker med til de kolde klatredage, og lad bare friktionen og sprækkerne tage sig af resten. 

Kiler og cams 

De fleste klatreruter følger tydelige lodrette sprækker, som tager enhver størrelse cams og kiler. Kams er på hjemmebane her, men da sprækkerne varierer så meget i størrelse, kan man også nemt klatre mange af ruterne her med et enkelt sæt kiler. For en dejlig, bekymringsfri dag ude, er du godt dækket ind på de fleste ruter med følgende udstyr: 1x sæt cams, størrelser #0.3-3 (C4) og et stort sæt kiler (f.eks. DMM 1-11). For de tyndere sprækker og nogle af de sværere ruter kan det være en god idé at medbringe nogle brassies, ballnuts eller microcams. 

Reb og slynger 

De fleste ruter følger en relativt lige linje, så det er sjældent nødvendigt at medbringe halvreb, de fleste gange er et enkelt reb fint. I modsætning til kalksten, er der ikke mange muligheder for at threads på ruterne. Dog er slynger fremragende til ankersikringer i form af store sten og toppene af basaltsøjlerne over ruterne, så sørg for at klippe en eller to lange ankerslynger/cordelettes på bagsiden af selen, før du begynder at klatre. 

En guidebog 

Okay, her kommer salgstalen. Det er svært at få mest muligt ud af en klatredag, hvis du altid skal opdage hver rute helt fra bunden af. Derfor kan det virkelig forenkle tingene at have en guidebog over området. Og jeg kender faktisk tilfældigvis lige en fyr, der netop har udgivet en opdateret guidebog for området, denne sommer! Så inden du tager til Stardalur, så find en kopi af guidebogen.

Bogen inkluderer forklaringer på engelsk, til dem der stadig ikke har fuld styr på sit islandsk, og du kan finde den i klatrehallen i Reykjavík (Klifurhúsið) eller send mig en besked direkte, og jeg vil gøre mit bedste for at finde en til dig hurtigst muligt. Og et lille tip til jyderne: Hvis du er medlem af en af Danmarks to bedste klatreklubber, Aarhus Klatreklub eller Aalborg Klatreklub, så har deres guidebogsbiblioteker nemlig kopier til rådighed som medlemmer kan låne.  

Stardalurs bedste 

Som afslutning, er her et par must-do lister, hvis du vil sikre dig at prøve de bedste klatreruter i området. 

Siggis liste over områdets bedst ruter per grade