Interview med Ida og Maria, Friluftsland København:

– Hvor klatrer I til hverdag? Har I et favoritsted til bouldering i København?

Ida: Jeg klatrer mest i Blocs & Walls (B&W). Men også i Copenhagen Boulders (CB) og Nørrebro Klatreklub. Jeg klatrer mest reb, men træner bouldering for at blive stærkere. Hvis det er ren bouldering, kan jeg godt lide CB. Der er generelt et højt niveau på problemerne, og der er også mange komplekse problemer, der ikke kun kræver styrke. Jeg synes de skruer rigtig gode problemer derude.

Maria: Jeg klatrer primært i CB, men også lidt i B&W. Jeg klatrer mest bouldering. Jeg foretrækker CB til bouldering. Af samme grund som Ida: Jeg synes de skruer rigtig gode problemer. Og så synes jeg også der er en lidt mere intim stemning end i B&W, men det er måske bare fordi jeg kommer der mere og kender flere derude.

– Hvad er det, der er fedt ved bouldering? Hvordan adskiller bouldering sig fra f.eks. sportsklatring?

Ida: Det fede ved bouldering er, at man kan arbejde så meget med detaljerne i hver enkelt bevægelse. Man kan virkelig nørde, og et par millimeter på en fodplacering kan nogle gange redde eller ødelægge alt. Og så giver bouldering en anden frihed i forhold til udstyr – også udendørs. Man behøver ikke have ret meget med for at tage ud og bouldre.

Maria: Jeg er enig med Ida. Det er også fedt, hvis man skal ud at rejse, at man bare skal have sine klatresko med, for at kunne komme ud og klatre. Man er også lidt mere fælles om at løse problemerne i bouldering, synes jeg. Det er kortere og mere komprimerede problemer, og man kan tit stå et par stykker sammen og arbejde på det samme problem på skift.

– Hvor i verden har I bouldret?

Ida: Targasonne i Frankrig, Kjugekull (Kjuge) i Sverige, Fontainebleau (Font eller Bleau) i Frankrig og på Bornholm.

Maria: Kjugekull, Bornholm, Fontainebleau og Albarracin i Spanien.

– Hvordan er de forskellige boulderingsteder? Kan de sammenlignes?

Maria: Fontainebleau og Albarracin kan sammenlignes fordi begge dele er sandsten. Men klatringen er mere overhængende i Albarracin, mens Font er mere slab, slopere, kompression og franske ”umf-umf”-bevægelser.

Ida: Fontainebleau er superteknisk! Man får tæv af en masse 60-årige mænd, som overhovedet ikke ser stærke ud, men som til gengæld er superdygtige teknisk.

Maria: Kjugekull adskiller sig fra de andre, fordi det er granit. Kjuge gør ondt!

Ida: Man skal være rigtig stærk på Kjuge. Man kan også godt klatre hårdt, hvis man er god til at klatre slab. Men det er svært at sammenligne med de andre fordi klippen er så anderledes… Der er nu også en del begynderproblemer på Kjuge, så man kan sagtens klatre der, selvom man ikke er superstærk.

Maria: Der er i det hele taget lettilgængelige begynderproblemer alle stederne…

Ida: Bornholm er rigtig smukt, men der er ikke så meget bouldering. Men det er helt klart et besøg værd, hvis man er på Bornholm for at klatre.

Maria: Boulderingen på Bornholm er ikke så udviklet, så man skal nok være lidt mere open minded i forhold til selv at finde nogle problemer. Men helt klart et besøg værd.

– Hvor gik jeres første udendørs klatretur hen?

Maria: Jeg var i Fontainebleau første gang.

Ida: Jeg var på Kjuge. Og så i Targasonne bagefter.

– Har I et yndlingssted til udendørs bouldering?

Ida: Font! Settingen er virkelig overvældende og megafed, og der er en masse lækre tekniske slabproblemer.

Maria: Albaraccin. Jeg synes det er mindre ”slidt” end Font, og så er det er en klatrestil, der tiltaler mig lidt mere, med lidt mere overhængende problemer.

– Hvad er jeres bedste bouldering-oplevelse?

Ida: Skal det være bouldering? Hmm. Det var nok da jeg lukkede ”Mödomsrovet” (6a+) en af de første gange jeg var på Kjuge. Det var simpelthen så fedt!

Maria: Sidste påske i Albaraccin. Jeg var meget positivt overrasket over stedet, og jeg fik lukket nogle svære ting i forhold til mit niveau, så det var en virkelig fed tur.

– Hvad er den værste?

Maria: En gang i Font kom vi til at bo ret sydligt i området. Det kan ikke anbefales… Det tog en krig at køre op til det hus, vi boede i, og det lå rigtig langt fra hovedparten af sektorerne.

Ida: En kold, våd og blæsende dag på Kjuge. Alle udtopningerne var våde og slikbutikken var lukket! Dårlig dag.

– Hvor ville I anbefale en begynder at tage hen, hvis han/hun vil prøve kræfter med udendørs bouldering for første gang?

Maria: Fontainebleau. Det er et rigtig lettilgængeligt område. Der er rigtig meget, der er altid en masse franskmænd at spørge til råds, hvis man har mod på det, det er let at finde rundt, der er gode landinger de fleste steder, og der er mange guidebøger.

Ida: Enig. Men Kjugekulls opvarmningsvæg er også rigtig fin. Og der er ikke ret langt til Kjuge (2 timer i bil fra København), så det er oplagt til en dagstur. Men man skal være forberedt på at det gør ondt i fingrene…

Maria: Husk chokolade!

– Har I nogen gode råd til hvad man skal tage med til bouldering udendørs? Er der noget I altid selv har med?

Ida: Chokolade, sko, crashpad, kalk. I den rækkefølge! Og en lille børste til klippen.

Maria: Sko, crashpad, kalk, chokolade. Det er det vigtigste. Og nogle lommeletter og lidt håndsprit, hvis man skal træde af på naturens vegne. Og noget til at grave papiret ned. Der er f.eks. mange steder i Font, hvor der ligger toiletpapir i skoven. Det er lidt ulækkert…

Jeg glemmer også altid at tage en måtte med til at børste fødder og sko af, så de ikke bliver alt for fedtede.

Ida: Jeg husker altid måtten! Især i Bleau er den vigtig, fordi man har brug for maksimal friktion og føling med klippen.

Maria: Og tape til fingrene og ”climb on” (creme til huden på fingrene), hvis det er mere end en dagstur. Tape, børste, og hvis man så lige finder en pind, har man også hurtigt en lang børste så man kan nå de fleste steder på klippen.

Ida: Jeg har også altid lidt sandpapir med til at slibe død hud at fingrene. Især hvis du f.eks. er i Bleau over en uge, er det vigtigt!