Dun- og fiberisolering bruges i mange af de samme typer produkter, og kan langt hen ad vejen det samme. Dog er der nogle vigtige forskelle, det er værd at være opmærksom på, når man skal vælge enten det ene eller det andet. Vi guider til, hvornår du skal vælge dun eller fiber til jakker og soveposer.

Dun- og fibermaterialer bruges som isolerende materiale i en række forskellige typer udstyr – primært jakker, bukser, soveposer og handsker (og til dels sko). Dun har traditionelt set været det foretrukne materiale på grund af dunenes lave vægt, høje isoleringsevne og komprimérbarhed. Der findes dog også gode, syntetiske alternativer til dun: fiberisolering. I det følgende gennemgår vi dun og fiberisolerings fordele og ulemper, samt deres optimale anvendelsesområder, så du kan blive klogere på, hvornår du skal vælge hvad.

Læs også: 5 gode grunde til at vælge dun

Læs også: 5 gode grunde til at vælge fiber

Dun

Dun. De fine “tråde” gør isoleringen let, luftig og komprimerbar.

Ser man på vægt, varme, komfort og komprimérbarhed, er dun et uovertruffent materiale: det vejer nærmest ingenting i forhold til hvor meget det varmer, kan komprimeres utrolig meget og ånder rigtig godt. Hvis du passer lidt på dunene, holder de i øvrigt nærmest evigt! Dunfyld af høj kvalitet kan – hvis det bliver vasket jævnligt og behandlet ordentligt– holde loftet i over 30 år! Dette gør dun til det oplagte valg i situationer hvor man skal bruge virkelig meget varme, og samtidig spare på vægten.

Vintersoveposer og varme jakker til ekspeditionsbrug er gode eksempler. En dunsovepose med en komforttemperatur på -40 grader kan f.eks. veje helt ned til omkring 2 kg. En tilsvarende varm fibersovepose ville hurtigt veje 4-6 kg!

Dun har dog én svaghed: vand. De seneste år er det blevet mere udbredt med imprægnerede dun (læs mere længere nede i artiklen). De imprægnerede dun er mere vandresistente, og har sværere ved at blive rigtigt gennemblødte, men vand er stadig en seriøs akilleshæl for dun. Hvis en dunjakke eller dunsovepose bliver meget våd på tur, skal du ikke regne med at få den tør igen, før du finder en tørretumbler eller et opvarmet tørrerum. Og så længe dun er gennemblødte, er de ubrugelige. En anden ulempe ved dun er, at det er væsentligt dyrere end fiberisolering – især de finere dunkvaliteter.

Læs også: 5 gode grunde til at vælge dun

Læs mere om pleje og vedligehold af dun

Dunkvaliteter

Dun akkompagneres af et tal, der angiver ”kvaliteten” på dunene. Tallet er en angivelse for, hvor meget dunene fylder pr. vægtenhed (cubic inches per ounce), og kaldes ofte ”Fill power”, hvilket ofte oversættes til “fyldkraft” på dansk. En fill power på 850 betyder altså, at 1 en ounce (oz) (ca. 28 g) dun fylder 850 cubic inches, hvilket svarer til knap 14 liter! 

Kvalitetsdun ligger mellem 500 og 1000 i fill power –  500-600 er ganske fint, 600-700 er god, 7-800 er rigtig godt og over 800 er det ypperste. Be,mlrk, at fill power ikke angiver hvor varm en jakken eller sovepose er. En jakke med “550-dun” kan sagtens være ligeså varm som, eller varmere end, en jakke med “850-dun” – men den vil i så fald være en hel del tungere. men jo mere 1 gram dun fylder, jo færre gram dun skal der til for, at lave en tyk jakke eller sovepose – og et dunprodukt er groft sagt lige så varmt som det er tykt. Jo højere ”fill power”, jo lettere jakke eller sovepose kan man altså lave. 

Sammenligning af dun med forskellig fill power. Vægten af dunene i glassene er den samme, men de finere dun fylder væsentlig mere. Photo: Adobe Stock

Imprægnerede dun

Imprægnerede dun er mere vandresistente end almindelige dun, og man kan nogle gange opnå en endnu højere fill power med imprægnerede dun. Der er dog også nogle ulemper ved imprægnerede dun.

Kort sagt, er de imprægnerede dun lidt stivere, hvilket gør, at de opfører sig en lille smule anderledes end ikke-imprægnerede dun. Desuden er det ikke sikkert, at imprægneringen af dunene vil holde helt så længe som dunene selv, så imprægnerede dunprodukter risikerer at ændre egenskaber med årene. Der er lidt delte vande i branchen, når det kommer til imprægnerede dun. Nogle af de store producenter –f.eks. The North Face og Rab – bruger det i vid udstrækning, mens andre – f.eks. Arc’teryx og Western Mountaineering – slet ikke bruger det.

Find dunjakker til kvinder i webshoppen

Find dunjakker til mænd i webshoppen

Fiber

Primaloft-fiberisolering.

Fiberisolering blev udviklet som et syntetisk alternativ til dun. Fiberisolering består typisk af nogle hule polyestertråde, der er spundet eller viklet i en løs, vatteret struktur, for at give høj fylde og god isoleringsevne. Det mest kendte og udbredte varemærke er Primaloft. Men mange producenter laver deres egne fibermaterialer – enten som billigere alternativ, eller fordi de ganske enkelt mener, de kan gøre det bedre. Eksempler på dette er Coreloft fra Arc’teryx, G-Loft fra Fjällräven, Plumafill fra Patagonia og ThermoBall fra The North Face (ThermoBall er dog er udviklet i samarbejde med Primaloft).

Fiber er ikke helt så let og komprimerbart som dun, og ånder ikke lige så godt, men de bedste fibermaterialer kommer tæt på de mellemgode dunkvaliteter. Fiberisolering vil heller ikke holde helt så længe som dun. Efter mange års brug vil fiberfyldet miste en del af ”loftet” og dermed ikke være ligeså varmt. I løbet af 5-10 år vil en fiberjakke eller sovepose falde sammen og blive noget mindre varm. 

Kan tåle vand

Fibermaterialer kan til gengæld tåle vand! Fordi polyesterfibrene stort set ikke absorberer vand, vil vandet sætte sig mellem fibrene, og derfor have meget lettere ved at vrides eller fordampe ud – hvilket også gør fiberisolering let at vaske og tørre. Desuden vil fiberisolering ikke falde lige så meget sammen når det bliver vådt. Det kan derfor bevare en del af isoleringsevnen, selv i våd tilstand. Endeligt koster fibermaterialer noget mindre at producere end dun.

Fibermaterialer egner sig særdeles godt til mellemkolde forhold, hvor man risikerer vand og fugt, og ikke har brug for helt så meget isolering. Vægtforskellen på en helt tynd dunjakke og en tynd fiberjakke er ikke ret stor, fordi der trods alt ikke er så meget fyld i de tyndere jakker – og fiberjakken er meget mindre sart. I en tyk vinterjakke eller en vintersovepose, hvor der er brug for rigtig meget fyld, vil der omvendt hurtigt være rigtig stor forskel på vægten af et dun- og et fiberprodukt.

Læs også: 5 gode grunde til at vælge fiber

Find fiberjakker til kvinder i webshoppen

Find fiberjakker til mænd i webshoppen

Hvad skal du vælge?

Der er en del faktorer, der spiller ind, når du skal vælge om det skal være dun eller fiber. Grundlæggende kan de to materialer nogenlunde det samme, så det er sjældent katastrofalt at vælge det ene frem for det andet, men der er nogle relevante overvejelser, man kan gøre sig:

Jakker

Dunjakke fra Patagonia (M’s Down Sweater) og fiberjakke fra Arc’teryx (Nuclei FL Hoody).

Med jakker er det lidt kompliceret…

Hvis du er på udkig efter en tynd, let jakke og f.eks. har tænkt dig at klatre eller stå på ski i den, risikerer du at slide den op. Det gælder i det hele taget, hvis du ofte bruger jakken som yderste lag på tur. Det er ikke nødvendigvis til megen nytte, at en dunjakke kan holde isoleringsevnen i 30 år, hvis resten af jakken slides op på 5 eller 10 år. Desuden vil en jakke, der bliver brugt meget og hårdt typisk blive udsat for en del fugt. Hvis jakken ikke er voldsomt tyk, vil vægtforskellen mellem dun- og fibervarianterne i øvrigt ikke være alverden. Hvis du planlægger at bruge din varme jakke meget, bruge den aktivt, og måske endda lidt hensynsløst, vil fiber være det oplagte valg.

Hvis du primært vil bruge jakken som mellemlag, f.eks. på skiture, eller som varmjakke til pauser på tur, eller i lejren, er der meget mindre slid på selve jakken. I sådanne tilfælde kan det ofte give mere mening at vælge en dunjakke: den er lettere, mere komfortabel og kan holde samme isoleringsevne i en evighed. Skal du bruge en stor, tyk jakke som varmejakke på vintertur, vil der desuden være markant vægtforskel på dun- og fiberjakker. I rigtig koldt vejr, vil sandsynligheden for at få jakken gennemblødt desuden være meget lille. Hvis du vil have optimal varme, vægt og komfort – og ikke regner med at slide så hårdt på jakken, vil dun være oplagt.

Soveposer

Fibersovepose fra Marmot (Trestles Elite Eco 15) og dunsovepose fra Western Mountaineering (Ultralite)

Hvis du oftest sover i et telt eller på anden måde beskyttet, er fugt ikke et stort problem, og så er dunsoveposen oplagt: Den er lettere, blødere og mere åndbar, og i det hele taget mere behagelig at sove i end fiberposen.

Hvis du sover meget i bivuak eller under åben himmel, er det en lidt anden sag. Her vil fiberposen være noget mindre sart, og giver stadig fornuftig varme selvom den skulle blive våd, så der vil fiber være oplagt.

Endelig er der prisen, der for mange er en vigtig faktor. En fibersovepose er billigere på den korte bane, så for mange vil en fiberpose være et godt sted at starte: Den er ikke så sart og ikke så dyr. Hvis man kan finde ud af at passe på sit udstyr, bruger det ofte og kender sit behov, kan det imidlertid godt betale sig at investere i en god dunsovepose. En dunsovepose af høj kvalitet vil kunne følge dig trofast det meste af dit liv. Den kan altså sagtens ende med at være en “billig” løsning at købe en dyr dunsovepose.

Samme soveposer som ovenstående, begge med en komfortgrænse på -10 grader. Fibersoveposen fra Marmot til venstre, dunsoveposen fra Western Mountaineering til højre.

Bæredygtighed og etik

Du og fiber er fuldstændig klassiske eksempler på et naturmateriale, der stammer fra dyr, og et syntetisk materiale, der essentielt set er plastik. Begge dele kommer med nogle fordele og ulemper fra et etisk perspektiv:

Dyrevelfærd 

Dun kommer fra gæs og ænder, så hvis man er modstander af at bruge produkter, der stammer fra dyr, er dun et “no go”. De fleste større mærker er dog meget bevidste om dyrevelfærdsaspektet og gør en seriøs, struktureret indsats for at sikre, at dunene kun kommer fra dyr, der ikke har lidt overlast. Alle de producenter, vi forhandler, har en dunpolitik, der sikrer, at de dyrene ikke er blevet plukket levende, tvangsfodret til foie gras-produktion eller på anden måde mishandlet.

Dun og bæredygtighed

I det store bæredygtighedsperspektiv er der til gengæld mange gode grunde til at vælge dun. Dun er nemlig ganske miljøvenligt på nogle væsentlige punkter: De dun, der bruges i beklædning og soveposer, er for det første restprodukter fra fødevareproduktion. Dun er derfor et biprodukt af eksisterende industri.  Dun er desuden naturligt nedbrydeligt. Endelig er dun et ekstremt langtidsholdbart isoleringsmateriale, og dunene er lige til at genanvende. Hvis en jakke eller soveposer er slidt op, skal dunene i de fleste tilfælde bare vaskes, tørres og sorteres, så er de klar til at blive brugt igen.

Fiber og bæredygtighed

Fiberisolering er i de fleste tilfælde lavet af polyester – altså plastik. Fiberisolering er derfor et godt, vegansk alternativ til dun. Til gengæld kan fiberisolering være en stor miljøbelastning, hvis materialerne ikke produceres forsvarligt eller genanvendes. Mange producenter er allerede gået over til 100 % genanvendt polyester i fiberisoleringen, hvilket hjælper på fiberisolerings klimaaftryk. Fiberisolering kan desuden genanvendes, når din jakke eller sovepose er udtjent. Det er en mere ressourcekrævende proces end det er tilfældet med dun, da polyestermaterialerne skal nedbrydes før de kan laves til nye materialer. Men det er stadig markant mere bæredygtigt end at fremstille nye polyestermaterialer fra bunden. Hvis du køber produkter med genanvendt fiberisolering og sørger for at materialerne bliver genanvendt, når jakken eller soveposen en dag er slidt op, har du gjort meget, ud fra et bæredygtighedsperspektiv.

Læs mere om forskellige materialer i udstyrsguiden

Indholdsoversigt