– Hvor længe har du klatret? Hvor klatrer du i København?

Jeg startede med at klatre i 1993. I starten var det mest traditionel klatring og alpinklatring, men de sidste 7-8 år har jeg primært klatret sportsklatring.

Herhjemme klatrer jeg primært i Blocs & Walls, når det skal være reb. Ellers træner jeg bouldering i Nørrebro Klatreklub, på DTU og hjemme på loftet, hvor jeg har en lille bouldervæg.

– Hvad er det, der er fedt ved sportsklatring? Hvordan adskiller det sig fra andre typer klatring?

Sportsklatring handler meget om hvor hårdt, man kan klatre, hvor alpin- og traditionel klatring mere handler om psyke og sikkerhed. Sportsklatring er den type (reb)klatring, hvor der er mest fokus på den fysiske og tekniske del af klatringen. Det handler meget om, hvor meget, man kan presse sig selv, og hvor små greb, man kan holde på.

Det fede ved det, er udviklingen i klatringen og det fokus, det kræver, når man pludselig laver bevægelser, der er helt på grænsen af hvad man kan. I den forstand minder det mere om bouldering end om traditionel klatring og alpinklatring. Bouldering er også god træning til hård sportsklatring. Når man kommer op på et tilpas højt niveau, er man nødt til at træne bouldering for at opbygge styrken og teknikken til at blive en bedre sportsklatrer.

– Hvor i verden har du klatret sport?

En masse steder i Spanien, Grækenland, Frankrig, Italien, Tyskland, Norge og Sverige, f.eks. Siurana, Tenerife, Arco, Cëuse, Orpierre, Kalymnos, Frankenjura, Gøteborg, Västervik… Jeg har også klatret lidt i USA, i Red Rocks, Arizona, og nogle steder i Utah.

– Hvor klatrede du klippe for første gang?

Jeg tror det har været sportsklatring i Chamonix, i forbindelse med en alpintur.

Chamonix---2004-(37)_web
Sportsklatring i Chamonix. Foto: Martin Nordmark.

– Hvordan er de forskellige sportsklatresteder? Kan de sammenlignes?

Lidt generelt og lidt forsimplet, kan man måske sige at mange steder i Italien og Frankrig er præget af meget teknisk klatring, og kræver rigtig godt fodarbejde, mens f.eks. Kalymnos og mange steder i Spanien er lidt mere overhængende power og endurance-ruter, og med masser af pockets, hvilket jeg personligt godt kan lide.

Gøteborg og de fleste andre steder i Sverige og Norge er granit, så det er mere små kanter, lister og crimps. Men det er også superfedt. Jeg synes generelt Sverige og Norge er undervurderet.

Tenerife er lidt specielt, fordi det er meget vulkansk, så der er rigtig meget basalt.

– Har du et favoritsted til sportsklatring?

Den er svær… Nej, ikke rigtig. Generelt kan jeg nok bedst lide Spanien, men ikke ét bestemt sted. Jeg synes der er rigtig mange gode steder i Costa Brava-området. Hvis jeg skal nævne en specifik sektor, vil jeg sige El Hoyo på Tenerife. Der er noget virkelig sjov klatring.

– Har du et favoritsted til dag- eller weekendture?

Gøteborg på en forårsdag! Men det er nok mere en weekendtur end en dagtur… Områderne omkring Västervik er også rigtig fine.

Soffabacken i Skåne kan man fint tage til på en dagstur fra Københavnsområdet, og det er ok, hvis man bare lige skal ud og klatre lidt klippe. Der er også kommet lidt mere sportsklatring på Kullens nordkyst, men det er mest i de lidt højere grader. Men har man en weekend, vil jeg klart anbefale Gøteborg eller Västervik. Kommer man fra Jylland er der også masser af muligheder i det sydlige Norge.

– Hvad er den bedste sportsklatreoplevelse, du har haft?

Jeg har haft mange rigtig gode ture til Costa Brava-området, og første gang i El Hoyo på Tenerife var også virkelig sjov, men jeg kan ikke nævne en enkelt tur eller oplevelse. Men generelt har de bedste ture været til Spanien.

– Hvad er den værste?

Jeg har desværre engang oplevet at miste en kammerat i en sportsklatreulykke. Det er selvfølgelig suverænt den værste klatreoplevelse, jeg har haft.

– Har du et favorit-crag i Sydsverige?

Hylteberget i Gøteborg. Den er nok også i min top tre over sektorer på verdensplan. Men man skal klatre 6c og opefter, før det er sjovt.

– Hvor vil du anbefale at tage hen, hvis man skal prøve kræfter med sportsklatring for første gang

Gøteborg er oplagt, hvis det skal være en weekend. Der er også kommet lidt mere i de lavere grader de sidste par år… Västervik er måske i virkeligheden endnu mere begyndervenligt. Der er også et sted, der hedder Trelleby Strand Camping, ved Lysekil, lidt nord for Gøteborg, der er meget begyndervenligt og er rigtig fint, hvis man er helt nybegynder.

Hvis man vil på en lidt længere tur, er området omkring Gap i Frankrig oplagt. Der er rigtig mange begyndervenlige klatresteder i området, f.eks. Orpierre. Kalymnos i Grækenland er også ret let at gå til, og det er især godt, hvis man er en lidt blandet gruppe, niveaumæssigt.

– Hvad indeholder dit ”rack” til sportsklatring i f.eks. Sydsverige? Er der andre steder, der kræver andet/mere udstyr?

Altså, der er jo de helt oplagte ting som sko, sele, bremse og låsekarabin. En hjelm er også et must de fleste steder. Og så har jeg typisk 60 m reb, 12 quickdraws og en kohale eller et par slynger, og et par låsekarabiner. Der er gode ankre med karabiner de fleste steder i Sydsverige, så mere behøver man sjældent. Hvis man vil klatre topreb, er det god stil at sætte egne slynger/karabiner på ankrene, så man ikke slider unødigt på de faste nedfiringskarabiner.

I Sydeuropa er der mange længere ruter, så 70-80m reb og lidt flere quickdraws er en god idé. Og så er det lidt mere blandet, hvordan ankrene ser ud. Mange steder er det bare to ringe, så der skal man selv tråde rebet igennem for at komme ned, så der er det et must med lidt slynger og låsekarabiner til at sikre sig selv imens.

Thor_TIFF-2_web
Foto: Martin Nordmark.

– Er der andet, du vil anbefale folk at tage med på sportsklatretur? Dag-/weekendtur? Længere tur?

En rebpose er en god idé, hvis man vil skåne sit reb for snavs og skidt. Og skal man arbejde meget på hårde ruter, kan en mekanisk bremse, f.eks. Petzl GriGri eller Camp Matic, være en god idé. Nogle steder er det rart at have en clipstick (en lang pind, til at klippe rebet i den nederste bolt fra jorden) fordi den første bolt sidder meget højt.

Ellers har jeg nærmest altid en let, varm dun- eller fiberjakke med til at stå og sikre, og til kølige aftener. Og et par gode solbriller. Klippen er ofte ret lys i Sydeuropa, og det kan virkelig være hårdt for øjnene i længden.

En god rygsæk og et par gode vandresko, er også en god idé. Der er ofte et stykke vej hen til ruterne, og terrænet kan sagtens være lidt vanskeligt, og så er det rart med ordentligt fodtøj og en god rygsæk.