Der er ingen grund til at være nervøs ved at vaske sin skalbeklædning – hverken GORE-TEX eller andre typer vandtæt beklædning. Tøjets levetid og funktion bliver kun bedre, hvis det bliver vasket når det trænger.

.

Vask

Det allerbedste, du kan gøre for din skalbeklædnings funktion og levetid, er at vaske det jævnligt.

Hvorfor skal regntøj og skalbeklædning vaskes?

Det er vigtigt at GORE-TEX og andre vandtætte, åndbare materialer vaskes regelmæssigt. Fedtstoffer, snavs og skidt fra kroppen vil med tiden sætte sig i membranen og stoppe dens mikroskopiske porer til. Derved nedsættes åndbarheden, og du får ikke det maksimale ud af din skalbeklædning. Hvis du aldrig vasker din skalbeklædning, kan du desuden risikere, at kropsfedt og salt fra sved med tiden opløser den lim, der fastholder den vandtætte tape henover syninger. Jævnlig vask har altså både en positiv virkning på den vandtætte, åndbare membrans funktion og din jakkes eller dine buksers levetid.

Hvor hyppigt skal det vaskes?

Jo mere du bruger din GORE-TEX-beklædning, og jo mere du sveder i den, jo hurtigere bliver den snavset. Vask derfor jævnligt og hellere lidt for ofte end for sjældent. Vi anbefaler at du vasker GORE-TEX og lignende vandtætte, åndbare membraner efter alle længere ture, hvor du har brugt det meget og svedt i det. Ved almindelig, let hverdags- og fritidsbrug, anbefaler vi at du vasker hver eller hver anden måned.

Hvordan skal jeg vaske min skalbeklædning?

De fleste GORE-TEX-produkter og mange andre vandtætte, åndbare konstruktioner kan maskinvaskes ved 40° C, men FØLG ALTID VASKEANVISNINGEN I TØJET! Brug et skånsomt, flydende specialvaskemiddel uden enzymer, og undlad at bruge skyllemiddel eller blegemiddel. Du er ikke ude på at fjerne genstridige pletter fra en lys bomuldstrøje, du skal bare have skyllet snavs og fedstof ud af den vandtætte, åndbare konstruktion.

Imprægnering

Udover jævnlig vask, vil det også være nødvendigt at imprægnere din skalbeklædning en gang imellem, hvis du vil have det optimale ud af den.

Hvad er imprægnering

Imprægnering er en hinde, der lægges uden på ydermaterialet, så vand, skidt og snavs preller af. Den imprægnering, der er lagt på skalbeklædningen under produktionen, kaldes for det meste en DWR-behandling, hvor “DWR” står for “Durable Water Repellant” Imprægneringen/DWR-behandlingen er med til at holde ydermaterialet tørt og forhindre skidt og snavs i at trænge ind til membranen udefra .Når man imprægnerer GORE-TEX og andre vandtætte, åndbare membraner, vedligeholder man den vand- og smudsafvisende yderside.

Hvorfor skal skalbeklædning imprægneres?

Imprægneringen spiller ikke som sådan nogen rolle for vandtætheden. Vandtætheden sikres af det vandtætte lag – f.eks. GORE-TEX-membranen – der sidder på indersiden af ydermaterialet, hvor det er bedre beskyttet mod slid. Til gengæld spiller imprægneringen en vigtig rolle i forhold til åndbarheden. Den oprindelige imprægnering fra fabrikken vaskes ud/slides af ved brug, og ydermaterialet mister dermed sin vandafvisende evne. Når det sker, vil yderstoffet hurtigt suge vand til sig, når det regner. Dette mindsker åndbarheden markant, idet fugt indefra ikke kan trænge igennem den åndbare membran, hvis ydermaterialet er helt gennemblødt.

Hvor ofte skal skalbeklædning imprægneres?

Når vanddråber ikke længere perler på overfladen, men istedet bare gennemvæder ydermaterialet, er det på tide at tænke på genimprægnering. Hvis jakken ikke er realtivt ny og ikke specielt slidt, kan man ofte genoplive den oprindelige DWR-behandling med en vask og efterfølgende tur i tørretumbleren ved medium varme. Hvis tøjet kan tåle tørretumbling, vel at mærke. Det kan det meste skalbeklædning, men FØLG ALTID VASKEANVISNINGEN I TØJET! Vasken fjerner snavs og varmen fra tørretumbleren reaktiver DWR-behandlingen. Det er vigtigt at jakken/bukserne er helt tørre, når de tages ud af tørretumbleren. Er det stadig fugtigt, har varmen ikke nået at reaktivere DWR-behandlingen.

Hvordan skal skalbeklædning imprægneres?

Er jakken godt brugt og vasket et par gange, er der god sandsynlighede for at den oprindelige DWR-behandling er slidt af, og så er det tid til at genimprægnere. Det kan enten gøres ved at spraye imprægneringen på eller ved at vaske imprægnering ind i skalbeklædningen. Der findes også en “2-in-1”-løsning, der både vasker og imprægnerer.

Vi anbefaler generelt sprayimprægnering, fremfor “wash in”-løsningerne. Sprayimprægnering har den fordel, at man har bedre kontrol over processen og f.eks. kan sørge for at give jakken godt med imprægnering på udsatte steder. I det hele taget giver sprayimprægnering et bedre resultat end “wash-in”-produkterne.

Vasker man sin jakke jævnligt og er den relativt ny, kan det fint at bruge “2-in-1”-løsningen. Er det længe siden tøjet er blevet vasket, får man det bedste resultat ved at vaske først og imprægnere bagefter. Vil du have det bedste resultat, anbefaler vi efterfølgende tørretumbling, hvis vaskeanvisningen tillader det, selvom de fleste imprægneringsprodukter også fungerer uden tørretumbling.

Plejeprodukter

I vores webshop finder du de produkter du skal bruge til at vaske og imprægnere GORE-TEX og andre vandtætte, åndbare membraner.

.
Se alle vaske- og imprægneringsprodukter i webshoppen

Se også denne lille video fra Arc’teryx om vask af GORE-TEX beklædning:

GORE-TEX: Wash Tutorial from ARC’TERYX on Vimeo.

Læs også i udstyrguiden: