Tobias og Tobias fra Friluftsland København brugte slutningen af januar 2018 på at krydse det norske fjeldplateau Hardangervidda på fjeldski med pulk. I det følgende kan du læse deres vejledning til området, overvejelser om mad og udstyr, samt lidt om hvordan deres tur forløb.

Hardangervidda på langs – januar 2018

Af Tobias Gamrath og Tobias Tybjerg, Friluftsland København

I slutningen af januar 2018 gik vi Hardangervidda på langs på ski med telt og pulk. I det følgende vil vi skrive lidt om, hvordan vores tur gik, og hvad andre, som går og tænker på at gøre noget lignende, skal have med i sine tanker.

Kort om området

Hardangervidda er Norges og Nordeuropas største højfjeldsplateau, hvoraf det meste er nationalpark. Parkens areal er knap 3500 km2. Det er med andre ord et areal på ca. halvdelen af Sjællands størrelse, med store langstrakte vidder, masser af sne og kulde og storslået natur. What’s not to like?!
Hardangervidda er virkelig oplagt til en tur af denne type, da området er noget fladere end det gennemsnitlige fjeldområde i Norge. Når man trækker pulk er dette en fordel, da det er relativt tungt at trække pulk op ad stejle skråninger, og det er heller ikke super let at køre ned med mange kilo efter sig.

Hvor ligger området? Hvordan kommer man dertil?

Hardangervidda ligger i Sydnorge ca midt mellem Oslo og Bergen. Man kan komme til Hardangervidda fra Oslo både i bil, og afhængig af, hvor man vil starte/slutte findes der både muligheder for bus og tog. Hvis man vil gå hele Hardangervidda på langs som vi gjorde er det ret upraktisk med bil, da man slutter ca. 100 km fra, hvor man starter og derfor skal fikse transport tilbage til bilen. I stedet kan det anbefales at tage bus til Oslo, og derfra enten tog eller bus til Hardangervidda. Bussen til Oslo er ret billig, hvorimod transport inde i Norge, som det meste andet, er ret dyrt. Man kan dog, hvis man er ude i god tid, få billige togbilletter via NSB, som er den norske pendant til DSB.

Hvilken type terræn/Hvilke udfordringer skal man være opmærksom på?

Siden Hardangervidda er et stort og relativt åbent plateau, er det kendt for at være udsat for vind og vejr. Det betyder også, at de udfordringer en tur på Hardangervidda vil byde på, vil være at håndtere høj vind og dårlig sigt. I tillæg kan det blive rigtig koldt. Temperaturer ned mod -30 ser man hver vinter. Det er dog sjældent så koldt over lange perioder. Man må altså have udstyr der kan holde til vinden – her tænker vi primært på telt – og så beklædning og sovesystem, der kan holde dig varm, når kulden for alvor bider. I tillæg er det en nødvendighed at eje – og kunne betjene – en GPS. Vi havde to dage, hvor vi udelukkende gik på GPS grundet Whiteout og ingen sigt. Det kan i og for sig godt løses med kort og kompas, men tager markant længere tid og kræver ekstremt gode færdigheder med at bruge disse.

Kort, fører, guidebog eller lignende?

Der findes gode kort over Hardangervidda, hvilket egentlig er det eneste man behøver.
Disse kommer fra Nordecas turkart serie. Dette er i målestokken 1:100.000, som er en lidt grov målestok at arbejde med. Desværre findes der ikke ét kort i 1:50.000, som dækker hele området, men det er muligt at købe kort i 1:50.000, som dækker hele turen, men så er man nødt til at købe flere, som både er dyrere og lidt sværere at holde styr på, da man er nødt til at skifte kort et par gange.

Hvornår kan man tage afsted?

Sæsonen for Hardangervidda er ret lang. Det er et ret snesikkert område, og siden det får en del sne, kan man, på dele af Hardangervidda, ofte gå på ski fra december helt til slutningen af maj.
Sæsonen er dog bedst når den værste kulde og sæsonen for de værste storme er overstået. Det vil ofte betyde fra starten af marts til midt april. Her vil der være mere dagslys, vejret er ofte bedre, men samtidig er det som regel ikke blevet varmt nok til at sneen begynder at blive dårlig endnu. I snefattige vintre kan man med fordel søge lidt længere mod vest end vi gjorde, da der stort set altid er mere sne her end på den østlige del af Hardangervidda.

Hvis man vælger at tage afsted tidligt på sæsonen er der nogle ting man skal være opmærksom på; Isen på nogle af de store søer kan være usikker tidligt på sæsonen. Her er det vigtigt at undersøge forholdene på forhånd. Desuden er det ofte dårligere vejr med mere vind og der vil være mindre dagslys. Begge forhold gør turen en del mere udfordrende.

Hvordan kan man overnatte?

Der ligger hytter spredt ud over det meste af Hardangervidda, som man kan bruge. Disse er dog kun åbne i ret begrænsede perioder om vinteren. Åbningstiderne kan ses på ut.no
Hvis man ønsker at bruge hytterne er det en god idé at være medlem af den Norske Turistforening, DNT. Dette giver rigtig gode rabatter på hytteovernatninger og bliver dermed hurtigt en god forretning. Desuden kan man med medlemskab få en nøgle til de hytter som er låste. Man betaler et lille beløb og får tilsendt en standardnøgle, som kan bruge til alle selvbetjenings/ubetjente hytter.
Alternativt kan man sove i telt. Dette kræver jo lidt mere udstyr, men det er også super sjovt og giver turen et andet og mere vildt præg. Vi sov i telt de fleste nætter, men brugte hytterne nogle nætter. Dette gjorde vi dels grundet rigtig dårligt vejr, hvor vi vurderede, at det ville være meget mere behageligt med en hytte når det blæste 20 m/s, og dels for at spare tid om morgenen en enkelt dag. Det tager, alt andet lige, længere tid at pakke en lejr ned, end det gør at pakke sammen inde i en hytte.

Hvilket udstyr skal man have med?

Hvis man skal gå over længere tid og være selvkørende uden hjælp fra hytter, skal man have udstyr nok med til at klare det meste fjeldet kan smide i hovedet på én. Udstyret som er nødvendigt er beskrevet ovre i Friluftslands aktivitetsguide for vinterfjeldsture.

Turdagbog

Vores rutiner på en normal dag på tur

Vinteren er kendt som den mørke årstid og det er den også i fjeldet. Gør man som os og tager afsted på Hardangervidda i januar vil dagslys være en dyrebar ting, der styrer alt. Vi vågnede alle dage i mørket kl 6 for at nå morgenens snesmeltning og morgenmad i soveposen, herefter gik nedpakningen af lejren i gang så vi kunne være klar til solopgang kl 9. Herfra gik vi ca 50 minutter og så 10 minutters pause, for igen at gå 50 min. For at minimere pauser der både er kolde og tager lang tid valgte vi primært at tage pauser når behovet var der enten på grund af træthed, sult/tørst, en stigning der krævede påsætning af feller eller en passage der skulle undersøges på kortet. Frokosten blev typisk holdt lidt over middag når sult ikke kunne holdes tilbage med snacks. Med hensyn til frokost er vores erfaring, at frokost er bedst hurtig og med mulighed for et mindre varmt element f.eks. en suppe, kakao eller et frysetørret måltid. Her blev pausen typisk 30-45 min hvor vi fandt et sted i ly for vinden. Efter frokost fortsatte vi til kl. 16 – ca. 30 minutter før solnedgang. Dette gjorde vi for at kunne slå lejr i det sidste dagslys. Vi lå i soveposen ca kl 18 hvorfra snesmeltning og forberedelse af aftensmad kunne klares. Herefter var der tid til hygge, spil og en god bog før vi sov ved 21 tiden.

Dag 1 + 2

Turen startede for vores del med en bustur fra København til Oslo, hvorefter vi tog videre med tog til Ustaoset på nordsiden af Hardangervidda. Da vi kom frem blev vi mødt af ok vejr og ca. -5 grader.

Vejrudsigten for næste dag og formiddagen, dagen efter det igen, viste dog decideret snestorm med op mod 25-27 m/s i middelvind på fjeldet. I skoven – under trægrænsen – hvor vi lå, var der ‘blot’ meldt ca. 20 m/s på det højeste så beslutningen, om at blive liggende i skoven for at vente på bedre vejr, var ikke super svær.

Vinden ville blive stærkest i løbet af aftenen/natten til dag 3, så efter en nat i teltet gik vi en lille tur op på fjeldet for at se, hvordan det så ud deroppe. Da vi var der, blæste det ikke ret meget, men på vej ned blæste det op. Vi byggede en solid læmur til vores telt om eftermiddagen og så lagde vi os ellers til at vente.

Dag 3

Om natten og morgenen den næste dag (dag 3) blæste det rigtig meget, og derfor besluttede vi os for at vente lidt med at gå. Vi startede fra lejren i skoven/teltet ca. kl 13 med en solid stigning og lagde lejr efter 2 ½ times gang. Solen går ned kl 16 – 16:30 på denne tid af året så man har ikke så meget dagslys at arbejde med.

Nu var vi kommet til enden af dag 3 og havde bevæget os ca. 8 km fra starten. Det begyndte at se ud som om vores mål om at nå til Rjukan ville blive svært at nå. Specielt, hvis vi skulle blive ramt af mere dårligt vejr.

Dag 4 + 5

De næste par dage gik støt fremad i rigtig godt vejr, omend en smule koldt den ene morgen med -18 C. Vi ankom til Rauhelleren – en DNT hytte – om eftermiddagen på den femte dag, lørdag d. 27/1. Rauhelleren ligger tæt på midten af Hardangervidda og var et fikspunkt for os, i forhold til at se, om det var realistisk at nå helt frem til Rjukan på sydsiden af Hardangervidda som planen var.

Vi fik en vejrudsigt på denne dag, og dagen efter (søndag d. 28) skulle det blæse 20 m/s det meste af dagen, så vi var igen nødt til at ligge stille en hel dag. Hytten vi kom til kunne vi komme ind i med vores DNT-nøgle, så vi besluttede os for at udnytte dette, netop pga. vejret.

Dag 6

Vejret den næste dag var, præcis som vejrudsigten havde meldt, utrolig dårligt, og vi følte ikke det var forsvarligt at gå den dag.

Det begyndte med andre ord at se lidt sort ud for vores planer om at nå hele vejen fra nord til syd på Hardangervidda inden for vores tidsgrænse, som lå på 10 dage. Vi var på sjettedagen kommet ca. en tredjedel af vejen og vores tempo de andre dage havde ikke været højt nok til at vi kunne nå frem, hvis vi fortsatte på samme vis. Der måtte med andre ord ske noget, hvis vi gerne ville gennemføre turen som planlagt.

Et frisk, norsk pust

Sent på eftermiddagen sad vi inde i hytten og var tæt på at kaste håndklædet i ringen og bare gå tilbage igen, men så kom der en nordmand og bankede på hyttedøren. Han havde været ude i stormen helt alene og var glad for at komme ind i varmen. Han kørte sin tur på en lidt mere minimalistisk måde end vi gjorde, havde mindre med og gik lidt længere tid hver dag. Efter at have snakket med ham, og set, hvordan han bar sig ad, satte vi os ned og tænkte lidt over tingene. Vi blev hurtigt enige om, at vi havde alt for meget med. Især mad havde vi for meget af, og det sænkede farten en del med den ekstra vægt. Vi havde heller ikke været effektive nok med pauser og gangtempo. Vi gik også i lejr for tidligt til rigtigt at kunne gå langt. Vi havde med andre ord gået turen uden at presse os selv særlig meget, og det besluttede vi os for at gøre noget ved.

Vi lagde en lidt ændret turplan for resten af turen for at få det hele til at gå lidt hurtigere. Den nye rute betød groft sagt, at vi gik lidt længere mod øst for at gå på nogle store søer, hvor der ikke er nogen stigninger. Det gjorde at vi kunne holde et højere tempo end hvis vi hele tiden skulle lidt op og ned, som vi skulle have gjort, hvis vi skulle have fulgt vores oprindelige rute. Vi bestemte os derfor for at gå mod Mårbu den følgende dag, og se hvor langt vi ville komme. Det er en dagsmarch på ca. 20 km, med ca. 200 højdemeter opad og lidt mere nedad. Vi vidste, at vi kunne baile fra Mårbu og komme ned fra fjeldet på ca. halvanden dag, så vi prøvede for at se hvordan det ville gå.

Dag 7

Det endte med at vi måtte gå på GPS stort set hele dagen, da det var whiteout og ingen sigt. Vi kom alligevel frem til Mårbu mandag d. 29 januar på turens 7 dag i god tid inden mørkets frembrud, og det gav os virkelig troen på, at turen alligevel kunne gennemføres inden for tidsrammen. De tiltag vi havde gjort, gjorde stor forskel denne dag. Særligt vægten, i form af mad, som vi havde efterladt i hytten, havde stor betydning.

Dag 8 + 9

De næste 2 dage gik vi langt begge dage og pressede os selv en del. Tobias T. blev syg og havde dermed ikke så meget overskud. Det blev nogle hårde dage hvor tirsdag d. 30/1 blev på knap 25 km og onsdag d. 31/1 blev gennemført i rigtig dårligt vejr med ca. 10-12 m/sek. modvind og whiteout. Det blev endnu en dag på GPS, og vi fik gået 16 km, hvilket var mere end godkendt i de forhold. På de to dage gik vi mod syd over Mårvatn og videre over Kalhovdfjorden og Gøystavatnet til en lille ø, hvor vi lå i lejr natten mellem d. 30 & d. 31. Herefter gik vi længere mod syd over Langesjå og videre mod sydøst til lejr ved Store Sandvatn ca. 8 km fra Rjukan Fjellstue, hvor vi skulle ankomme d. 1/2 på turens tiende og sidste dag.

Dag 10

Den sidste dag vågnede vi op til fantastisk vejr med sol og 10 cm puddersne, som var faldet over natten. Vi havde ret god tid siden bussen først gik kl. 15, så vi stoppede undervejs for at gå en lille tur op på en top og øve lidt på telemarksvingene på vej ned igen.

Det sidste stykke ned i Hjerdalen hvor Fjellstuen ligger bød på en ret stejl side med tæt birkeskov. Det var mildest talt ikke let at få bakset 2 pulke ned igennem, og det tog os nok 1 ½ time at komme de 200 højdemeter ned til dalen.

Tip:

Til andre som tænker at gå denne tur vil vi anbefale at gå længere mod vest, før man søger ned i Hjerdalen. På kortet ser det mindre stejlt ud. Alternativt kan man også slutte sin tur længere mod øst ved Gvepseborg, hvor der går en lift ned i Vestfjorddalen, hvor Rjukan ligger i. Der er ca 1 kilometer ind til Rjukan fra bunden af liften, så det kan klares på gåben. Den vej vi gik kan godt lade sig gøre, men man må have lidt tålmodighed og være forberedt på, at det godt kan blive lidt stejlt iblandt. Vi tog pulkene af en del gange for at vi lettere kunne få dem ned gennem skoven. Når man først er nede i Hjerdalen er det en spadseretur i et langrendsspor et par kilometer ned til Rjukan Fjellstue, hvorfra der er et par hundrede meter ned til den store vej, hvor bussen går fra.

Tanker efter turen

Totalt endte vores tur på ca 110 km og tog 10 dage. Dette er inklusiv første dag, hvor vi kom frem, og så de dage, hvor vi enten ikke bevægede os specielt meget eller lå helt stille pga. vejret. Vores vurdering er derfor, at man godt kan gennemføre turen noget hurtigere, men da må man have lidt held med vejret eller evt. tage afsted lidt senere på sæsonen, hvor der er mere dagslys. Totalt bevægede vi os 6 hele dage og så 2 dage, hvor vi kun gik et par timer pga. vejret.

Læs også: Blog | Vinterfjeld med telt

Læs også: Guide | Mad på vinterfjeld