Efteråret er over os, og snart brænder skovene i gyldne farver af orange, gul og brun. Nogle gange er det om at være hurtig, hvis man skal nå at se skovens efterårspalette, inden blæsevejret efterlader træerne nøgne. Vi har derfor samlet inspiration til, hvor det er muligt at se nogle af Danmarks flotteste efterårsfarver. Så er det bare om at komme afsted!

Flotte efterårsfarver finder man gerne der, hvor der er et større område med løvskov. Hvis der samtidig er overdrev, kuperet terræn med udsigtspunkter, søer eller lysninger, er der gode forhold for at få glæde af efterårets gyldne farver. Vi har samlet steder i både Jylland, på Fyn og på Sjælland, hvor det er muligt at se nogle af Danmarks flotteste efterårsfarver.

De flotteste efterårsfarver i Jylland

1. Marselisborgskovene

For Aarhusianerne er Marselisborg Skovene et oplagt sted at nyde efterårets orangebrune farvepalette. Terrænet er endvidere kuperet flere steder og med kig til havet. Langs strandene kan du også nyde godt af skovens farver. I Marselisborgskovene er der flere sammenhængende skovområder med bøgetræer, som er kendt for deres flotte efterårsfarver.

2. Hald Sø og Dollerup Bakker

Både søer og udsigter kan noget helt særligt, når det gælder muligheden for at få et flot udsyn. Det gør Hald Sø og Dollerup Bakker syd for Viborg til et oplagt udflugtssted i efteråret. Nyd skovens farver omkring Hald Sø og se trækronerne spejle sig i søens overflade. Bevæger du dig videre mod Dollerup Bakker får du efterårsudsigt for alle pengene i det kuperede landskab.

3. Rold Skov

Som den andenstørste skov i Danmark, kan Rold Skov naturligvis prale af lidt af hvert. Det gælder også, når efteråret står for døren. Her kan du tage på adskillige vandreture under skovens gyldne trækroner, der forvandler skoven til et sandt efterårsparadis. I området finder du også Rebild Bakker, hvor du både kan nyde det åbne lynglandskab og de omkringliggende skove med gyldne farver.

4. Lille Vildmose

Uberørt natur og unikt dyreliv er, hvad der kendetegner det store naturområde Lille Vildmose i Nordjylland. Du kan passe kombinere jagten på efterårsfarver med at kigge efter både elge, kronvildt, ræve og fugle. Læg fx turen forbi Høstemarktårnet, som ligger i det nordøstlige hjørne af Lille Vildmose. Tårnet giver frit udsyn over både Høstemark Skov og Høstemark Mose, så det både er muligt at spotte efterårsfarver og dyr.

5. Skamlingsbanken

Sydøst for Kolding finder du Skamlingsbanken, som er et historisk område. Men foruden historie, gemmer Skamlingsbanken også på smuk natur. Fra Højskamling er der smuk udsigt over det kuperede landskab samt udsyn over Lillbælt og Sønderjylland. De gyldne efterårsfarver finder du i naturområdets bøgeskove.

6. Silkeborgskovene

I 2006 overtog Silkeborgskovene pladsen som Danmarks største skov. Silkeborgskovene består af flere forskellige skovarealer, som med tiden er vokset sammen. Det store skovområde indbyder til at gå på opdagelse i efterårets måneder. Skovene ligger også omkring Silkeborgsøerne, så der er rig mulighed for at få nogle smukke udsyn over søerne med de omgivende efterårsfarver. Ved Almind Sø ligger der et søbad, og går du rundt om søen kommer du forbi flere udsigtspunkter, hvor du kan beskue de gyldne trækroner.

7. Gråstenskovene

Med er areal på 700 hektar, er der nok at gå på opdagelse i, når du lægger vejen forbi Gråstenskovene ved Gråsten i Sønderjylland. Det er oplagt at se Gråsten Slot, hvis hvide skikkelse toner frem blandt de gyldne trækroner. Slotssøen ligger smukt omgivet af slottet og skoven.

8. Trelde Næs

Trelde Næs ved Lillebælt og Vejle Fjord byder på både skov, strand og høje klinter. Fra strandene er det muligt at kigge ind på skovens efterårsfarver, men du kan også nyde en gåtur i Trelde Skov med kig ud over vandet. De 30 meter høje skrænter gør området både dramatisk og indbydende.

9. Klosterhede Plantage

Mellem Struer, Lemvig og Holstebro ligger Klosterhede Plantage, der er et af Danmarks største skovområder. Udover at det er muligt at se og finde bæver, grævling, odder og sjældne planter, er skoven et oplagt sted at suge til sig af de fine efterårsfarver. Der ligger også nogle fine shelters, hvis du har mod på en kølig efterårsnat i det fri.

10. Løvenholm Skovene

Løvenholm Skovene på Djursland er et stort skovområde med oprindelig urskov. I skoven er der mange alléer, som især er flotte at slentre ned ad, når efterårsløvet står i fuldt flor.

11. Jels skovene

Jels Skovene nordvest for Haderselv er et fredet skovområde, der omkranser Jels Søerne. Det er derfor oplagt at kombinere et besøg i den smukke bøgeskov med en tur rundt om søerne, som giver godt udsyn over skovens efterårsfarver. Flere steder ved søbredderne er der bord- og bænkesæt samt bålplads, der indbyder til hyggelige frokostpauser. Der er mange etablerede stier i området, som gør det nemt at få nogle kilometer i benene samtidig med at beundre skovens farver.

12. Fussingø og Læsten Bakker

Vest for Randers finder man Fussingø og Læsten Bakker, der tilsammen udgør et fremragende udflugtsmål. Terrænet er kuperet, skoven er gammel og samtidig ligger der også en af Danmarks dybeste søer her. Der er gode afmærkede vandrestier, bådpladser og lejrpladser i området. Alt sammen noget, der gør det nemt at nyde efteråret i de smukke omgivelser.

De flotteste efterårsfarver på Fyn

1. Svanninge Bakker

Det er ikke uden grund, at Svanninge Bakker på Sydfyn er et velbesøgt sted, når man befinder sig på Fyn. Det kuperede terræn rummer både åbne vidder, overdrev og skov, hvilket giver gode muligheder for at beskue de fynske efterårsfarver. Fra bakketoppene er der skøn udsigt ud over efterårslandskabet med havet i horisonten.

2. Hindsgavl

Tæt på Middelfart ligger Hindsgavl, hvor du finder en varieret natur. På hele Hindsgavl halvøen ligger der omkring 225 hektar skov, så der er rigeligt med efterårsfarver. Du kan krydre efterårsturen med et besøg i Hindsgavl Dyrehave, hvor der også findes skov og hjortevildt. Og så er kystområdet ved Hindsgavl ikke mindst et besøg værd i sig selv.

3. Langesøskoven

Langesø ved Morud er måske ikke det største naturområde på Fyn, men til gengæld er det intet mindre end idyllisk. Det er muligt at gå tur rundt om Langesø og beundre de smukke udsigter og den flotte skov. I nærområdet er Langesø og Langesøskoven kendt for de flotte efterårsfarver, der får skoven til at stå i brand. Flot er det også, når trækronerne spejler sig i det blanke søvand.

[bravepop id=”25358″ align=”center”]

4. Flyvesandet

Ved Flyvesandet på Nordfyn kan man tale om kystnær skov. De høje træer i Storskoven – Fyns nordligste skov – rejser sig tæt på kysten og indbyder til en gåtur langs stranden, hvorfra de gyldne efterårsfarver kan nydes. Men også en gåtur i skoven er obligatorisk. Herfra kan du mellem træstammerne skimte havet.

5. Teglværksskoven

Lige nord for Nyborg og beliggende ud til Storebælt, finder man Teglværksskoven, som med sine store, flotte bøgetræer leverer fine efterårsfarver. Skoven grænser op til Strandhøj, hvor der både er bådpladser, strand, legeplads og smuk udsigt over Storebælt.

De flotteste efterårsfarver på Sjælland og Møn

1. Jægersborg Dyrehave

En sand klassiker for både københavnerne og dem der bor nord for hovedstaden. Og med god grund. Jægersborg Dyrehave kan noget helt særligt hele året rundt, men specielt i efteråret står haven i al sin pragt med den smukke farvepalette, der maler landskabet gyldent. Terrænet er kuperet, skovene gamle og udsigten til havet gør det ikke mindre smukt at spadsere gennem Dyrehaven. Det er oplagt at kombinere efterårsbesøget med en kop varm kakao på en af de restauranter og caféer, der ligger i haven. Dertil er det næsten umuligt ikke at støde på imponerende flokke af kronvildt.

2. Gribskov

Danmarks fjerdestørste skov ligger på Nordsjælland, og rummer enormt mange muligheder for både vandreture, ture på mountainbiken og om vinteren er det sågar også muligt at finde langrendsskiene frem. Men også i efteråret er Gribskov med et areal på 5.600 hektar et slaraffenland for naturelskere, der er på jagt efter efterårets farvepalette. Læg også vejen forbi Esrum Sø, Danmarks næststørste sø efter Arresø.

3. Tisvilde Hegn

Vi bliver i det Nordsjællandske og bevæger os mod Tisvilde Hegn, der ligger mellem Tisvildeleje og Liseleje. Og selvom Tisvilde Hegn er ret så kendt for det store område med hede, så er der stadigt rige muligheder for at suge til sig af efterårets farver. Ved Tibirke Bakker er der gode muligheder for at få en fantastisk udsigt over det gyldne efterårslandskab, og i Enebærdalen kan du også beskue skovens orangebrune nuancer.

4. Hareskoven

Hareskoven nordvest for København består af en række sammenhængende skovarealer. Den bynære skov er en naturperle, som ofte bliver lidt overset til fordel for skovene mere nord for hovedstaden. Ikke desto mindre byder Hareskoven på masser af muligheder for lange gåture og smukke efterårsfarver. Der ligger desuden flere søer i Hareskoven, som stråler i efterårssolen, når de gyldne trækroner spejler sig i vandet.

5. Bidstrup Skovene

På Midtsjælland syd for Hvalsø Bidstrup Skovene, som er en del af Nationalpark Skjoldungernes Land. Skovlandskabet er både bakket og varieret med enge, overdrev, moser og søer. Det gør skoven idéel til at spotte efterårets farver. Ved Avnsø får du desuden smukt udsyn over de omgivende løvtræer, men du kan også tage til Sjællands højeste punkt, Gyldenløves Høj. Højen ligger i skoven, indesluttet af træer, så det er ikke fordi, turen byder på panoramaudsigter. Til gengæld er du indhyllet i efterårsfarver på turen til “toppen”.

6. Jægerspris Nordskov

Mellem Roskilde Fjord og Isefjorden ligger halvøen Hornsherred, hvor Jægerspris Nordskov udgør en stor del af det nordligste område. Det er oplagt at parkere bilen ved Jægerspris Slot, som i sig selv er et besøg værd. I efteråret står den smukke slotspark i flotte gyldne farver, og en gåtur ned ad slottets allé med de gyldne allétræer er en god måde at starte eller slutte en efterårstur i Jægerspris Nordskov på. Skoven er ligeledes fyldt med gamle alléer, hvor efterårsfarverne for alvor kommer til sin ret.

7. Røsnæs

Det kan godt være, at Røsnæs-halvøen mellem Kalundborg Fjord og Sejerøbugten ikke huser kæmpe store skovområder. Til gengæld byder halvøen på varieret natur, hvor der mellem de mindre skovarealer er åbne vidder, overdrev og naturligvis mange gode spots med udsigt over havet og de efterårsfarvede småskove. Det er oplagt at gå Røsnæs rundt – en tur på godt og vel 25 km. Her får du glæde af hele det varierede landskab, som Røsnæs gemmer på.

8. Slagelseskovene

Egentlig består Slagelseskovene blot af flere skovarealer, der tilsammen udgør fællesbetegnelsen Slagelseskovene. Slagelse Lystskov, Charlottedal Skov, Nykobbel, Valbygård Skov, Treskelskov, Sønder Overdrev og Falkensten Skov er alle sammenhængende skove, der er en del af Slagelseskovene. Det store skovareal, der indtager 9. pladsen på listen over Danmarks største skove, giver mulighed for at nyde lange gåture og nyde synet af efterårets kommen.

9. Hesede Skov

Mellem Haslev og Næstved ligger den privatejede Hesede Skov, som både gemmer på flotte kuperede skovområder og interessant historie. I skoven findes nemlig Svenskekløften, som er kendt fra Gøngehøvdingen. Svenskekløften er et specielt og dramatisk sted, som i den grad afspejler istidens kræfter. Hesede Skov består i det store og hele af løvskov, som i efteråret forvandler trækronerne til et gyldent tag. Skoven rummer også mange søer, og restauranten Villa Gallina holder også til her.

10. Klinteskoven på Møn

Møn er ikke kun en oplagt destination i efteråret. Hele året rundt tiltrækker den populære Møns Klint både danske og udenlandske turister, der forståeligt nok vil se den hvide klint trone i kystlandskabet. Klinten er også spektakulær og er især i et dansk perspektiv særdeles dramatisk. Der er dog også al mulig grundt til at gå på opdagelse i Klinteskoven, der som navnet antyder, ligger lige ud til Møns Klint. Her finder du fantastisk bøgeskov, der som bekendt leverer et farveeksplosivt løv i efteråret. Der findes mange vandreruter i skoven, og flere steder er der betagende udsigter til den hvide kalkholdige klint, der står i smuk kontrast til efterårets gyldne nuancer.

Der er naturligvis en masse andre steder end dem, vi har med her. Vi har blot udvalgt nogle af de perler vi mener, fortjener en plads her på listen.

Indholdsoversigt