Tekst: Kenneth Jensen. Fotos: Henrik Palshøj
Isklatresæsonen er startet!
Første isklatretur i 2017 er veloverstået, efter fire gode klatredage i Rjukan. Isforholdene har set bedre dage, men der er alligevel rigtig gode forhold i både Krokan og ved Gaustatoppfossene. Med lidt held kan der klatres på det meste i de andre områder i Rjukan inden for et par uger.
Jeg var selv ekstra spændt på at se hvor min isklatreform var på denne tur, eftersom jeg har trænet mere målrettet end nogensinde før frem mod denne isklatresæson. Efter små ti år i forsvaret, satte jeg i sommers arbejdslivet på pause de næste fire år. Der skulle bl.a. afspadseres og afvikles ferie, så muligheden for at dedikere sig til klatringen kunne ikke være mere ligetil.
De sidste fire måneder har jeg trænet målrettet mod isklatringen og det alpine. Et detaljeret program blev lagt, med mellem seks og ti træningspas om ugen. Kosten blev tilrettelagt og julefrokoster, nytårsaften mm. blev nedprioriteret hvad angår alkoholprocenterne.
Nu skulle formen prøves af!
Som sædvanlig skulle isen lige mærkes efter de første par dage. Vi var tre dage i Krokan og fik derfor klatret stort set alle isruter i denne dal. Men der var alligevel to specielle ruter, som jeg har drømt mig tilbage til et par gange siden hjemkomsten. Her kommer beskrivelsen af den ene:
Min første frithængende issøjle. ”Topp”, WI5 – Krokan
Denne fantastisk flotte og spændende linje havde jeg kigget på et par dage før. På tredjedagen stod den lige så fint som på førstedagen, og jeg havde en god fornemmelse af, at den ville kunne bære min vægt. Når jeg analyserede på ruten kunne jeg se, at jeg skulle klatre ca. syv meter op, før jeg ville kunne sætte den første isskrue, som jeg ville turde stole på. Under dette punkt ville jeg højst sandsynligt rive søjlen med ned ved et evt. fald – eller værre, hvis den nederste del af søjlen kollapsede, mens jeg var højere på ruten, kunne søjlen rive mig med ned, hvis der sad en isskrue i den, med reb igennem op til mig. Konklusion var derfor, at det sikreste, hvis jeg ville klatre ruten, ville være at klatre uden sikringer op til syv-meter-punktet, køre en isskrue i, og fortsætte i fred og fordragelighed.
Jeg må indrømme, at det er en dejlig fornemmelse, når man får clippet rebet ind i isskruen efter syv meters klatring uden sikringer på en søjle, som potentielt kunne kollapse. Man bestræber sig på at hugge isøkse og steigeisen ind på en så skånsom måde som overhovedet muligt, for ikke at belaste issøjlen unødvendigt.
Issøjlen blev selvfølgelig klatret og jeg var godt tilfreds med formen, så jeg er klar til mere is i Hemsedal om et par uger, samt Cogne og Chamonix om en måneds tid. Jeg kan tilføje, at der ikke var nogen spor fra tidligere klatrere på ruten, så der var ikke noget med at bruge tidligere huller til at ”hooke”.
Jeg var så heldig at have en af mine kammerater – Henrik Palshøj – med mig, og det er ham, der har taget alle de fede billeder fra turen.
Du kan se flere af disse enten på min instagram: kennethjensenclimbing
eller på min hjemmeside: www.morethanclimbing.com
