Klatrereb

Guide til valg af klatrereb

Klatring foregår på det, der med en bred betegnelsen kaldes ”dynamiske reb”. Dynamiske reb er elastiske og vil strække sig under belastning, og absorbere meget af den kraft, der genereres ved et fald. Det mindsker kraftpåvirkningen af både den faldende klatrer og den sikring, der skal holde faldet. Klatrereb er altså synonymt med dynamiske reb. Statiske reb kan bruges til at rappelle på, til svævebaner og til andre formål, hvor rebet ikke chok-belastes, men til klatring bruger man altid dynamiske reb.

Dynamiske reb fås i mange forskellige typer, tykkelser og prisniveauer. Det kan, især som relativt ny klatrer, være svært at overskue, hvad man skal vælge, og hvad der egentlig er forskellen på de mange forskellige reb. I det følgende forsøger vi at give en oversigt over et dynamisk rebs opbygning, de forskellige typer dynamisk reb, og en kort vejledning til, hvad man bør overveje at vælge til hvilket klatreformål.

Hvordan er et klatrereb opbygget?

Dynamiske reb til klatring er lavet af nylon, og er det, der på tysk hedder ”kernmantel”. Navnet angiver, at rebet består af en kerne (kern) og en ”jakke” (mantel). På dansk kalder vi det hhv. rebets kerne og sok (på engelsk bruger man ”core” og ”sheath”). Kernen giver rebet dets dynamiske egenskaber, og er groft sagt den del, der griber dig, når du tager et fald i rebet. I et dynamisk reb til klatring skal kernen udgøre mindst 50 % af rebets samlede vægt. Sokken er selvfølgelig også med til at give styrke til rebet, men dens primære opgave er at beskytte kernen mod slid og skader. Det er godt at have in mente, at rebet på den måde er ”todelt”, for både kernen og sokken vil have indflydelse på rebets slidstyrke, levetid og performance.

Hvilke typer klatrereb findes der?

Man inddeler dynamisk reb til klatring  i tre typer: Helreb, halvreb og tvillingereb. Det er kun helreb, der er lavet til at klatre på alene, mens de to andre typer klatres på parvis. De fleste herhjemme bruger helreb til langt det meste, men der er masser af situationer, hvor de to andre typer vil være værd at overveje. Mange reb vil være godkendt som flere typer – f.eks. er de fleste tynde halvreb også godkendt som tvillingereb, mens nogle af de tynde helreb også er godkendt som både halvreb og tvillingereb.

  • Helreb: Helreb bruges som nævnt alene. Helreb fås i varierende tykkelser – fra 8,5 mm op til omkring 11 mm. De tykkeste reb er typisk mere slidstærke, men vil til gengæld også være tungere og stivere at arbejde med. Til vægklatring, sportsklatring og ”simpel” traditionel klatring, vil et helreb være oplagt. De mest benyttede tykkelser er ca. mellem 9,5 og 10,5 mm. Kommer man ned omkring 9 mm, kræver det lidt mere af sikringspersonen, og det vil typisk kun være egnet til erfarne og meget performance-orienterede sportsklatrere. Tykkere end 10,5 mm vil være overkill for de fleste, og vil være et unødvendig tungt og stift reb at klatre med.
  • Halvreb: Halvreb bruges i par. Rebene sættes i sikringspunkterne enkeltvis, så det er det ene af de to reb, der tager størstedelen af belastningen i tilfælde af et fald. Et par halvreb, brugt rigtigt, vil give noget mindre belastning på de enkelte sikringer, fordi rebet er mere dynamisk og vil give et ”blødere” fald, og vil også kunne bruges til at minimere rebtræk på ruter, der zig-zag'er meget. Det er derfor udbredt til isklatring, hvor man gerne vil undgå stor belastning på isskruerne, og komplekse, snoede trad-ruter, hvor man hurtigt kan få meget rebtræk med et enkelt reb. Halvreb giver desuden den store fordel, at man kan binde rebene sammen og abseile/rappelle en fuld reblængde, hvor man på helreb kun kan rappelle halvdelen af den længde, man kan klatre på rebet. Det er ofte et must på lange ruter af mange reblængder, hvor man skal abseile ned ad ruten igen. Ulempen er, at to halvreb vejer mere end et helreb, og gør rebarbejdet mere besværligt. Halvreb er typisk mellem 8 og 9,5 mm, og der vil være de samme fordele og ulemper ved tynde hhv. tykke halvreb som med tynde hhv. tykke helreb.
  • Tvillingereb: Tvillingereb er de tyndeste og letteste reb. Tvillingereb bruges, ligesom halvreb, i par, men hvor halvreb sættes i sikringerne enkeltvis, bruges tvillingereb altid parvis. Tvillingereb er nok den mindst udbredte af de tre typer reb, men har sine fordele. Tvillingereb giver, ligesom halvreb, mulighed for at abseile/rappelle en fuld reblængde, og giver også bedre sikring mod overskæring af rebet, enten af skarpe kanter eller stenfald, da det er usandsynligt at begge rebene bliver skåret over ved et eventuelt uheld. Tvillingereb fås helt ned til knap 7 mm og er typisk ikke tykkere end 8-9 mm.

Visse reb er godkendt som både helreb, halvreb og tvillingereb. Disse reb er de tyndeste og mindst slidstærke helreb på markedet, og vil omvendt være blandt de tykkeste og tungeste tvillingereb. Til de fleste formål, vil disse reb være bedst egnet som kraftige halvreb.

_MG_3281_web

Hvad betyder de mange tal og test på klatrereb?

Der står en masse tal og testresultater på et nyt reb, og det kan være svært at gennemskue, hvad de forskellige ting betyder, hvis man ikke har klatret så meget, og ikke har brugt så meget tid på teknikaliteterne omkring udstyret. Her er en kort gennemgang af de vigtigste test og tal.

  • No. Of Falls: Antallet af hårde fald, rebet kan tage i træk, før det knækker. Test-scenariets standardfald er et faktor 1,7-fald med en vægt på 80 kg, hvor rebet er fikseret i bunden. Det er i praksis nærmest umuligt at generere så hårdt et fald, da der altid vil blive absorberet noget kraft i selerne på både klatrer og sikringsperson, samt i bremsen og i sikringspersonen selv, der typisk rykker sig, når han/hun bremser faldet. Mindstekravet for helreb er 5 fald af denne type. For tvillingereb, der testes parvis og ligeledes med 80 kg, er kravet 12 fald, mens det for halvreb, der testes enkeltvis og med 55 kg, er 5 fald. Jo flere fald, et reb kan tage, jo stærkere er rebet typisk.
  • Impact Force: Kaldes ”fangryk” på dansk (efter det tyske ”Fangstoss”) og angiver, hvor meget kraft, der overføres til den faldende, ved et standardfald som beskrevet ovenfor (faktor 1,7, 80kg). Det måles i kilonewton (kN). Jo lavere fangryk, jo blødere fald, dvs. jo mere af faldet vil absorberes i rebet, og jo mindre vil den sikring, der holder faldet og den faldende klatrer, belastes. For helreb og for tvillingereb (testet parvis), må fangrykket ikke overstige 12 kN, for halvreb (testet enkeltvis og med 55 kg) må det ikke overstige 8 kN.
  • Dynamic elongation: Angiver hvor meget rebet forlænges ved et standardfald som beskrevet ovenfor. Det måles typisk på det nye rebs første fald. Den dynamiske forlængelse hænger tæt sammen med fangrykket, og et lavere fangryk vil typisk betyde, at rebet også forlænger sig mere ved et fald – og omvendt. Den dynamiske forlængelse af rebet må ikke overstige 40 %.
  • Static Elongation: Rebets statiske forlængelse testes med en statisk vægt på 80 kg i rebet. Den statiske forlængelse må ikke overstige 10 % for helreb og tvillingereb (testet parvis) og 12 % for halvreb. I praksis har den statiske forlængelse noget mindre betydning end den dynamiske forlængelse.
  • Sheath Slippage: Angiver hvor meget kernen og sokken kan flytte sig fra hinanden, og testes i en særlig maskine, hvor et lille del af rebet føres igennem og vrides og trækkes på forskellige måder. Kernen må ikke rykke sig mere end 20 mm fra sokken under testen, og jo mindre, jo bedre. Hvis sok og kerne flytter sig for meget fra hinanden, kan rebet få nogle grimme buler og fortykninger, og det vil have en negativ effekt på hvor godt rebet er at arbejde med, og vil heller ikke gøre noget godt for rebets styrke.
Thor_TIFF-2_web

Et tyndere helreb er oplagt til hårde sportsklatreruter. Foto: Martin Nordmark.

Hvor længe holder et reb?

Rebets levetid er fuldstændig afhængig af hvor ofte man bruger det. Reb er den del af sikringskæden, der slides mest, og bruger man sine reb jævnligt, vil de stort set altid blive slidt op før man skal kassere dem på grund af alder, hvorimod f.eks. quickdraws og seler oftere kasseres på grund af alder end slid. Klatrer man på reb indendørs 2-3 gange om ugen, vil et reb typisk holde et års tid. Har man et reb, man bruger sjældent (måske et par gange om året), og som bliver opbevaret korrekt (tørt og væk fra sollys og andre ting, der kan beskadige rebet), bør man stadig overveje at kassere rebet efter 5-7 og maksimalt 10 år, da nylon vil blive svagere over tid. Et helt ubrugt reb, der er opbevaret korrekt, bør under alle omstændigheder kasseres efter 10 år.

Toprebsklatring er generelt hårdere for et reb end førstemandsklatring, og toprebsklatring slider i mange henseender reb allerhurtigst. På topreb er det primært er friktionen og den statiske belastning, der vil slide på rebet, mens det under førstemandsklatring i højere grad vil være store fald, der vil slide på rebets dynamiske egenskaber. Tager man mange fald i rebet, vil det især blive slidt i enderne, omkring indbindingspunktet, mens resten af rebet kan være i ganske fin stand. I så fald kan man vælge at korte lidt af rebet i enderne, og dermed forlænge dets levetid lidt.

Det anbefales at bruge en rebpose til at beskytte rebet mod snavs og skidt. Små skarpe partikler som sandkorn og jordstumper kan sætte sig i rebets sok og være med til at slide den hurtigere. Især udendørs er det en god idé, men det kan også anbefales indendørs. Er rebet meget snavset, kan man med fordel vaske det, for at få snavs, skarpe småsten og sandkorn ud af sokken og kernen. Det kan også være med til at forlænge rebets levetid

Læs mere om vask af klatrereb

Der er nogle ting, man altid skal være opmærksom på – uanset rebets alder. Har man taget flere store, hårde fald på et reb (faktor >1), bør man altid overveje at kassere det. Kan man f.eks. klemme rebet helt sammen, når man bøjer det, kan det være et tegn på, at kernen er slidt, og rebet bør udskiftes. Hvis der er synlige skader på sokken, bør rebet også kasseres. Sokken vil altid blive lidt ”pelset” i det, efterhånden som nogle enkelte nylonfibre bliver skåret over. Et ”pelset” reb er ikke nødvendigvis noget problem. Det vil gøre rebet lidt mindre lækkert at arbejde med, men det er først et problem, hvis det er meget grelt, og sokken er tilnærmelsesvis eller fuldstændig skåret igennem.

Som med alt andet sikkerhedsudstyr til klatring, bør man kassere sit reb så snart man har grund til at tvivle på, om det stadig holder.

DSC01429-2_web

Rebet (og sikringspersonen) er din sikkerhed i tilfælde af et fald, så sørg for at det er i god stand. Her er klatres på topreb, hvilket forklarer de manglende sikringer undervejs på rebet. Foto: Jesper Helbo Knudsen.

Hvad skal man vælge?

  • Hel-, halv- eller tvillingereb? Det første, man skal gøre sig klart, er om man skal bruge et helreb eller et sæt halv- eller tvillingereb. På klatrevæg og til sportsklatring vil man altid vælge helreb, mens man til isklatring næsten altid bruger halvreb. Halvreb og tvillingereb bruges typisk til klippeklatring, hvis man enten skal abseile/rappelle ned ad en lang rute (mange reblængder), for at undgå rebtræk på ”snørklede” ruter (i så fald bør halvreb overvejes) eller hvis man er bekymret for skarpe kanter og faldende sten, der i en uheldig situation kan skære rebet over (her vil tvillingereb give mere sikkerhed). Eller en kombination af ovenstående. Som nævnt er mange halvreb også godkendt som tvillingereb, og enkelte helreb har alle tre godkendelser.
  • Hvor tykt reb skal man vælge? De tyndere reb bør primært overvejes for at spare vægt, for at minimere rebtræk, og fordi de er lækre at arbejde med. Et tykt reb vil næsten altid være mere slidstærkt, og er et godt valg som ”arbejdshest” i klatrehallen. For de fleste vil et reb mellem 9,5 mm og 10,5 mm være et godt bud til langt det meste. Et tyndere reb vil, udover at blive slidt hurtigere, glide hurtigere gennem en bremse, og de helt tynde helreb er typisk for erfarne klatrere og sikringsfolk. I forhold til slidstyrke, vil rebets tykkelse sammen med antallet af fald, det er testet til, være de vigtigste faktorer. Forskellige reb med samme diameter kan dog sagtens være testet til et forskelligt antal fald. Hvis rebene er lige tykke, men antallet af fald er forskelligt, vil det typisk være fordi sokken udgør en større procentdel af rebet på det ene reb, end på det andet, der så til gengæld vil have kraftigere kerne. Lidt groft kan man sige det således: Jo mere sok, jo mere slidstyrke på ydersiden af rebet – jo mere kerne, jo flere fald kan rebet taget. Reb med en kraftig sok er gode til f.eks. toprebsklatring, der slider meget på rebets yderside, men ikke belaster rebets dynamiske egenskaber ret meget, mens et reb med et højere antal fald (og en kraftigere kerne) typisk vil holde længere til førstemandsklatring, hvor rebet vil blive udsat for flere og tungere fald, men ikke slides så hårdt på ydersiden.
  • Hvor langt reb skal man vælge? Til vægklatring herhjemme kan man fint nøjes med et reb på 40 m. Et reb på 40 m kan også bruges på mange af de kortere klippeklatreruter (<15 m), der findes i rundt omkring i Sydsverige, men typisk vælger man mindst 60 m, hvis man har tænkt sig at klatre udendørs. Ved mange af de store klatredestinationer i Sydeuropa, finder man ruter på over 25-30 m, og her vil et 70 eller 80 m reb være nødvendigt. Klatrer man meget, vil det være oplagt at have et kort, slidstærkt reb til at bruge i klatrehallen, og et langt, lidt tyndere reb til klatreferierne. Det er ærgerligt at slide et dyrt, lækkert 80 m-reb på 9,5 mm op på 15 m klatring indendørs, men det er omvendt heller ikke nogen fornøjelse at slæbe 80 m 10,5 mm-reb op til Ceüse-klippen, og så oven i købet skulle slås med en masse rebtræk på det 7c-projekt, man har trænet til hele året!
  • Imprægnerede reb? Som med så mange andre ting, imprægnerer man reb. Imprægneringen gør først og fremmest rebet mere vandresistent. Det vil primært spille en rolle i forhold til alpin- og isklatring, hvor rebet udsættes for en masse vand i forskellige former, og risikerer at blive vådt, tungt og i sidste ende fryse til og blive stift og umuligt at arbejde med. Imprægneringen er dog også med til at gøre rebet mere resistent overfor snavs og skidt, og gør det desuden lidt glattere og lækrere at arbejde med. Man skal igen være opmærksom på at et glattere reb glider hurtigere igennem en bremse, og vil kræve mere af sikringspersonen. Et træningsreb til indendørsbrug behøver ikke være imprægneret, og et reb til klippeklatring behøver det heller ikke. Men lige så snart man begiver sig væk fra klatrehallen og ud i naturen, er der god grund til at overveje et imprægneret reb, netop fordi rebet er mere udsat for snavs, skidt og vand udendørs, og imprægneringen vil beskytte mod alt dette, og være med til at forlænge rebets levetid.
En solid skaljakke kan være et godt valg til f.eks. isklatring. Her er det Mathias Pape i en GORE-TEX Pro-jakke i Rjukan, Norge. Foto: Emil Meade.

To imprægnerede halvreb er det typiske valg til isklatring. Her er det Mathias Pape i Rjukan, Norge. Foto: Emil Meade.

Er man ny klatrer, og har man planer om at komme lidt ud i naturen også, vil et reb på 60 m med en diameter mellem 9,5 og 10,5 mm være et godt sted at starte, og vil være et fint allround-reb. Klatrer man både indedørs og udendørs nogenlunde jævnligt, giver det god mening at have mindst to reb. Et kort, slidstærkt træningsreb til indendørs brug og et længere, evt. lidt tyndere og gerne imprægneret, til udendørs brug. Har man klatret længe og meget, har man sikkert allerede en god idé om, hvad man skal bruge, og hvad man godt kan lide at klatre med, og så er det mere enkelt. Og klatrer man meget, og under forskellige forhold, vil det give mening at have specifikke reb til de enkelte formål – man får højst sandsynligt alligevel slidt dem op inden de bør kasseres på grund af alder.