Guide til valg af klatrerygsæk

Når man taler om klatrerygsække, er det gerne rygsække til multipitch-klatring, alpinklatring og bjergbestigning, man taler om. Dog kan man også tillade sig at inkludere de (ofte) mindre “cragging bags” i kategorien, som minder mere om almindelige dagstursrygsække, der kan bruges til at bære klatresko, reb og rack fra og til cragget eller klatreklubben.

Klatre- og vandrerygsække kan ofte bruges til de samme aktiviteter uden bemærkelsesværdige forskelle, da mange af principperne i designet er det samme, men der er stadig nogle unikke detaljer, der gør klatrerygsække en tand bedre til klatring.

Bliv klogere på klatrerygsække i vores guide herunder!

Find klatrerygsække i webshoppen

En klatrerygsæk er i udgangspunktet mest af alt en simpel rygsæk uden for mange dikkedarer, og mange rygsække vil kunne bruges som klatrerygsække. Der er dog nogle detaljer, der er typiske for deciderede klatrerygsække, som kan være værd at have for øje:

Rygstykke i materialer, der ikke samler sne

Hvor man i rygsække, der er målrettet mod vandring, gerne gør meget ud af at sørge for god ventilation omkring ryggen, gør man med klatresække ofte det modsatte. De mesh-materialer, der sædvanligvis bruges til at skabe ventilation omkring ryggen, har den ulempe, at de samler en masse sne, der så vil sidde og smelte op ad ryggen på dig. Dette er ikke noget stort problem hvis man har en vandtæt skaljakke på, men det er ikke optimalt i højalpine områder, så rygsække, der er der er designet til alpinklatring, har ofte rygstykker i skum, der måske ikke ventilerer særlig godt, men til gengæld ikke samler sne.

Haul points

Har man brug for at klatre en særlig vanskelig passage uden rygsækken, og så trække den op efter sig, kan det være en fordel med et par ekstra ”haul points”. Det er essentielt bare en eller flere ekstra ”bærehåndtag” til rygsækken, der er placeret så man kan få bedre balance i tasken, hvis man skal trække den op efter sig, og derved minimere risikoen for at den sætter sig fast.

Aftagbart hoftebælte og rygafstivning

Et godt hoftebælte er næsten uundværligt, når man skal bære mange kilo over hårdt terræn, f.eks. til en Base Camp eller starten på en rute. Til gengæld sidder det ofte i vejen, når man skal klatre. Når man har taget alt sikringsudstyret, rebet og selen op af tasken, og har gjort sig klar til at klatre, kan det derfor være en fordel at kunne pakke hoftebæltet af vejen, eller tage det helt af. Mange klatrerygsække er designet med dette behov in mente. Desuden kan stivheden i ryggen, der typisk opnås ved et plaststykke og evt. en aluminiumssaftiver, og giver komfort når man skal bære tungt, ofte fjernes. Dette kan være hensigtsmæssigt, hvis man forlader en lejr for at lave et hurtigt summit push, og i stedet for et komfortabelt bæresystem har brug for en let og fleksibel rygsæk til en minimalistisk dagsoppakning.

Påspændingsmuligheder for isøkser og steigeisen 

Det er ofte praktisk at have en let og sikker måde at fastgøre steigeisen og isøkser til rygsækken – hvis den valgte rute involverer længere passager med is og sne. Alle klatrerygsække, og mange ”almindelige” dagtursrygsække, har loops og spænder til at holde isøkser.

Simpelt design og kraftige materialer

De fleste klatrerygsække er meget clean udadtil. Jo færre lommer, spænder og remme, der er uden på tasken, jo færre ting, der kan hænge fast, mens du klatrer. Desuden er vægt ofte en prioritet, så man finder sjældent et utal af praktiske små lommer. Designet på klatrerygsække er ofte meget minimalistisk, og materialerne er sædvanligvis ret hårdføre.

En klatrerygsæk kan – udover til klatring – være et godt valg, hvis man vil have en dagtursrygsæk i lidt kraftigere materialer end det, de fleste ”almindelige” dagtursrygsække laves i, eller hvis man godt kan lide det minimalistiske design, man ofte får i en klatrerygsæk. Klatrerygsække er typisk lette, enkle og slidstærke, og egner sig til mange former for udendørsbrug.

Webshoppen

Læs også

Indholdsoversigt