Vandring med rygsæk og telt giver en stor frihed, da du så at sige bærer dit hus på ryggen. Hvis du endnu ikke har kastet dig ud i at vandre med telt og større oppakning, samt overnatte i naturen, guider vi dig til at komme godt i gang.
Friheden ved at tage på vandretur med rygsæk og telt på ryggen er ikke til at tage fejl af. Der er intet hotelværelse, der venter på dig og intet shelter, du skal nå hen til. Antallet af kilometer du lægger for dagen, styrer du selv, for når du synes det er tid til fyraften, slår du blot teltpløkkerne i jorden. Dermed er planlægningen af en vandretur med rygsæk og telt mere fleksibel og det er muligt at tage dagene, som de kommer.
Det er klart, at behovet for planlægning afhænger af, hvorhenne du vandrer. Herhjemme i Danmark har vi ikke ret til at slå telt op hvor som helst og når som helst. En vandretur med telt kræver derfor, at du sætter dig ind i, hvor der findes teltpladser og friteltningsområder. Ikke desto mindre er det stadig en fleksibel måde at tage på tur på. Og endnu mere fleksibelt er det, hvis du vandrer i eksempelvis Sverige og Norge, hvor allemandsretten er gældende.
Læs også: Guide til fri teltning i Danmark
Udstyr til vandring med telt og overnatning
Hvis du indtil videre kun har vandret dagsture, er der først og fremmest noget udstyr, der skal på plads, inden en tur med overnatning. Liggeunderlag, sovepose og telt er selvfølgelig must-haves. Måske kræver det også en større rygsæk, nu hvor der skal pakkes sovegrej med. Det afhænger af, hvad du har i forvejen, og hvor mange overnatninger, du planlægger. Et godt udgangspunkt vil være en rygsæk på mellem 40 og 70 liter. Det kommer både an på længden af turen, mulighederne for at proviantere samt hvor meget, du pakker med. Som nybegynder er det dog anbefalelsesværdigt ikke at komme afsted med alt for mange kilo på ryggen. Man kan nemlig hurtigt komme til at fylde rygsækken op, hvis pladsen er der.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt det at vandre med telt er noget for dig, kan du også forhøre dig i din omgangskreds, om du kan låne noget udstyr til en start. På den måde undgår du at investere i udstyr, som du måske ikke får brugt mere end et par gange. Men skulle du gå hen og blive bidt af at vandre og sove i telt (vi kan næsten ikke forestille os andet!), er det en fordel at have noget udstyr, der passer præcis til dit eget behov.
Se vores pakkeliste til vandring og overnatning med telt her.
Vælg det rigtige liggeunderlag
Fodtøj
Hvis du er vant til at vandre dagsture, har du nok allerede vandrestøvler eller vandresko i garderoben. Du har nok også erfaret, hvor vigtigt det er, at fodtøjet er i orden. Er du derimod helt ny i vandringens verden, så vil det absolut bedste være at starte med at investere i noget ordentligt fodtøj. Det er især vigtigt, når der vandres med mere end en dagtursrygsæk på ryggen.
Om du foretrækker sko eller støvler er lidt en smagssag, men generelt anbefaler vi støvler på længere ture med mange kilo på ryggen. Det samme gælder, hvis du planlægger en tur i stenet eller på anden måde udfordrende terræn. Herhjemme kan du godt slippe afsted med et par gode vandresko på kortere ture med let oppakning. Men det kommer også an på ens fysik, samt styrke i ankler og fødder. Især ankelstøtten er vigtig at være opmærksom på, når du tager skridtet fra en let dagtursrygsæk til at bære telt, liggeunderlag, sovepose, mad og kogegrej på ryggen.
Læs også: Guide til vandrestøvler
Beklædning
En vandregarderobe opbygges naturligt med tiden, jo mere man vandrer og jo klogere man bliver på ens behov. Der er dog nogle basale ting, som kan gøre turen mere komfortabel og beskytte mod vind og vejr. Hvis du i forvejen vandrer dagsture, har du måske allerede en solid vandregarderobe. Og så er det kun dejligt ikke at skulle starte fra scratch. For dem, der aldrig har vandret mere end det, der kan gøres i et par sneakers og et par træningsbukser, kan det dog være rart med nogle fifs til påklædning på vandreturen med telt.
Det er vigtigt, at du kan dække mange forskellige situationer med så lidt beklædning som muligt. Det er ikke fedt at slæbe rundt på en masse ekstra tøj i rygsækken, men det er heller ikke fedt at fryse eller svede unødigt. Derfor anbefaler vi altid at bygge beklædningen op i lag. Helt basalt plejer vi at snakke i inderlag, mellemlag og yderlag. På den måde har man mulighed for nemt at justere alt efter vind og vejr.
I de kølige måneder er det næsten uundværligt med langt uldundertøj som inderste lag. Det kan man også kan bruge til at sove i, når man kryber i soveposen. Dernæst et par vandrebukser. Softshellbukser kan være enormt brugbare hele året rundt – specielt hvis man vandrer i ustadigt vejr. Om sommeren vil et par zip-off bukser være et alsidigt valg. På overkroppen kommer man langt med et mellemlag i form af en fleecetrøje, dunjakke eller varm strik, der passer til årstiden. Som yderlag er det næsten uundværligt at medbringe skaljakke og skalbukser, specielt hvis man vandrer under danske himmelstrøg. Med tiden finder man ud af, hvad der fungerer bedst for en, og hvad der passer til de forskellige årstider.
Læs mere om 3-lagsprincippet her
Start i det små
Al begyndelse er svær. Og faktisk kan det være temmelig udfordrende at vandre med telt og tung oppakning, hvis ikke det er noget, man har prøvet før. Det kan derfor være en fordel at starte med en kortere tur i et område, du er bekendt og tryg ved. Det kan også være, at du i forvejen er vant til at vandre lange dagsture og i øvrigt er i en udmærket form. Her er det ikke nødvendigvis essentielt at træne op til en vandretur med telt. Men det kan alligevel være rart at have prøve udstyret af i nogle velkendte rammer. Det kan også være blot at slå teltet op i haven eller i lejligheden for at se, om alt fungerer, som det skal. Det er træls at stå i skoven eller på fjeldet med et telt, man ikke har styr på at slå op.
Er du ikke vant til at gå længere ture med vægt på ryggen, kan det være rigtig godt givet ud at vandre nogle ture med tung oppakning forud for en vandretur med overnatning i telt. Især hvis den forestående vandretur strækker sig over flere dage. Det gælder både, hvis du kun er vant til dagsture med let dagtursrygsæk og hvis du er nybegynder.
Mad på tur
Uden mad og drikke duer helten ikke. Det gælder især på en vandretur med fuld oppakning, hvor kroppen forbrænder mange kalorier i løbet af dagen.
På dagsvandreture giver det sig selv, hvad der er behov for i løbet af dagen. Men på ture med overnatning, kræver det lidt mere planlægning og givetvis også noget ekstra udstyr. I hvert fald, hvis man foretrækker et lunt måltid mad, når dagen er omme. Eller bare ikke kan leve uden havregrød fra morgenstunden.
I så fald anbefaler vi, at du anskaffer dig en brænder til madlavning. Der findes både meget enkle setups til helt simpel madlavning, samt mere standhaftige setups, der giver lidt flere madlavningsmuligheder. En ting der er værd at holde for øje er dog vægten. Den er af afgørende betydning, når alt bæres på ryggen. Mange tyer derfor til simple letvægtsløsninger på længere ture med telt og oppakning. Det kan eksempelvis være en Jetboil, en let gasbrænder som eksempelvis MSR Pocket Rocket eller en Primus Lite. Disse kan snildt bruges til at koge vand til frysetørret mad, koge simple pastaretter eller lave en mættende havregrød.
Læs også: Vælg den rigtige brænder
Let og nemt setup
Det er en fordel at gøre det hele så let for sig selv som muligt på de første par ture. Derfor er simple løsninger er også at anbefale, når det kommer til maden. Og det bliver hurtigt tungt at bære, tidskrævende at tilberede og besværligt at gøre rent, hvis man laver mad fra bunden.
Generelt anbefaler vi at tænke i madløsninger, der kræver så lidt tid, vand og brændstof at tilberede som muligt. Er du på længere ture, skal det også kunne holde sig i rygsækken. Derfor er frysetørret mad og “tørkost” som havregryn, tørret frugt, nødder, chokolade og energibarer gode.
På ture med blot en enkel overnatning er det muligt at have madpakke med til hele turen. Man kommer desuden langt med brød og peanutbutter samt energiholdige snacks. Men det er nu altid rart at kunne lave sig en kop kaffe om morgenen vha. en brænder.
Planlægning af vandretur med telt
Selvom vi netop har proklameret, at vandring med telt er en fleksibel overnatningsmetode, så kræver det stadig lidt planlægning at tage på tur. Først og fremmest melder spørgsmålet sig, hvor turen skal gå hen. Og måske endnu mere vigtigt: Hvor skal turen slutte? Det er selvfølgelig altid muligt at gå ud og hjem samme vej. Det kan eventuelt være fint som begyndelse. Endnu smartere kan det være at finde en rundtur i passende længde. Herhjemme i Danmark findes der mange vandreruter af forskellig længde.
Se også: 10 af Danmarks smukkeste vandrestier
Går turen til udlandet, melder sig nok endnu flere spørgsmål. Her er det vigtigste nok at være realistisk med antallet af kilometer, hvis du er ny i at tage på vandretur med telt. En del af det sjove ved at sove i telt, er netop friheden. Så kan man altid udfordre sig selv på kilometer, når man er lidt mere garvet og ved, hvad man har med at gøre.
Kend dine styrker og begrænsninger
Som nybegynder kan det også være fint at have en nogenlunde klar idé om, hvor mange kilometer man vil gå, før man slår lejr. Med tiden bliver man erfaren og kan tage tingene lidt mere på gefühl, fordi man kender sig selv, sine styrker og begrænsninger.
Som nævnt tidligere er der også nogle regler for at overnatte i telt. Herhjemme findes der teltpladser og friteltningsområder, mens der i både Norge og Sverige er den såkaldte allemandsretten, som gør det muligt at overnatte og sætte telt op de fleste steder. Det er dog også her værd at holde sig for øje, at der i naturreservater og nationalparker kan være begrænsninger på allemandsretten.
Årstid
Årstiden er ikke helt ligegyldig, når du er ny i at vandre med telt. Det er alt andet lige mindre krævende at vandre i de lunere måneder, hvor der ikke stilles de samme krav til udstyr og beklædning. Desuden er dagene længere, hvilket giver mere fleksibilitet, så du ikke absolut skal have fundet et campspot inden kl. 15.00. Der vil også være større chance for at få en god og succesfuld førstegangsoplevelse, hvis du vælger at tage din jomfru-telttur i sommerhalvåret.
Dermed ikke sagt, at du aldrig skal kaste dig ud i at vandre med telt i vinterhalvåret. Det er bestemt en oplevelse værd, når du ved, hvad det hele drejer sig om.
Pas godt på naturen
Når man færdes i naturen og i særdeleshed når man overnatter i den, har man også et ansvar for at passe godt på den. Vi anbefaler, at man bruger sin sunde fornuft, rydder op efter sig selv og kun laver bål på dertil anrettede bålpladser. Har man slået telt op i et friteltningsområde skulle det gerne være sådan, at man ikke kan se, at der har været nogle, når man forlader stedet. Leave No Trace-principperne er rigtig gode som guideline, så det er værd at have læst dem igennem forud for en tur.
Se alle Leave No Trace-principper her
Indholdsoversigt