Af Mathias Pape

The Freedom of the Hills… Er titlen på bogen som i alpinist-kredse er kendt som “biblen”. Det er da også en bog, som for mig har vist sig meget nyttig som opslagsværk de seneste år under min indføring i alpinklatring. Det er dog først for nyligt, at det for alvor er gået op for mig, hvor sigende en titel, det faktisk er. For frihed er netop hvad alpinisme giver mig. Frihed fra min travle daglige rutine dirigeret af arbejde og studie, dirigeret af mødetider, emails og sms’er. Frihed fra byens stress og jag, støj og forurening. Men bjergene giver mig meget mere end det: De er som klædeskabet til Narnia, en portal til en uspoleret verden hvor jeg for alvor kan føle at jeg lever og hvor hvert et øjeblik bliver fuldt ud sanset og husket. Frihed til at følge sin helt egen vej og tage sine egne valg. Frihed til at føle sig overvældet af den farlige og uendeligt smukke natur. Og ikke mindst friheden til ikke at gå i bad i en uge!

Med det sagt, er det også bare skideskægt. I hvert fald hvis man har en klatremakker som jeg har. Han hedder Emil og vi har efterhånden fået et helt utroligt venskab – gennem klatring. De sidste 5 år har vi tilbragt nærmest samtlige ferier sammen i selskab med klippe, sne og is rundt om i verden, og denne sommer var ingen undtagelse. Turen var endelig kommet til at udforske Mont Blanc-massivet som så mange taler om. Et sted som vi ellers de sidste 5 år lidt havde undgået pga. den trængsel og overbefærdning som det højeste bjerg i Europa naturligvis må medbringe. Men nu var det altså tid til at se om det kendte område ved byen Chamonix virkeligt var noget specielt, eller blot en stor turistfælde for folk, der ikke har hørt om de mange andre klatreområder i Alperne…

Med bilen fyldt med tasker trillede vi omsider ind på campingpladsen Les Arolles i Chamonix. Med os havde vi Marie, som læser udeliv i Norge og som har akkompagneret os på tidligere alpin- og isklatreture. Det var en lørdag eftermiddag i starten af juli og solen skinnede fra en skyfri himmel. Pladsen var godt fyldt op og vi var som forventet langt fra de eneste, der var kommet for at klatre; med reb, bjergstøvler, økser og klatreudstyr liggende til tørre ud for godt halvdelen af teltene og camperne. Vi var da også heldige at få en plads, for næste morgen fortalte et skilt ved receptionen, at den lille plads var “complet”.

Stemningen viste sig at være helt i top og man faldt let i snak med klatrere fra hele verden rundt om den overdækkede bænk, som er pladsens hjerte, og hvor klatrere samles mens de spiser, børster tænder og oplader mobiltelefonen, og hvor man lige kan få en god historie og måske få lidt beta til sit næste projekt.

Emil, der faktisk har klatret i området under et alpinkursus i området for flere år siden, foreslog at starte turen med lidt sightseeing på Mer de Glace-gletsjeren, som ville give os en forsigtig start på akklimatiseringen og en god mulighed for at teste og justere nyt udstyr. Det var en sjov og flot vandretur op ad gletsjeren, som bl.a. bød på lidt alpin-bouldering, krydsning af en massiv smeltevands-flod og solbadning ved foden af Aiguille du Tacul med flot udsigt til Mont Blanc du Tacul og “djævlekammen”.

Næste dag skulle der for alvor gang i akklimatiseringen og vi steg forventningsfulde om bord på Gondol-liften op til Aiguille du Midi, den kendte spids som med sine 3.800 højdemeter tårner 2.800 meter over Chamonix. Dagens mål var traversen langs Cosmiques-kammen, som med sin meget korte tilgang og ingen nedstigning (da den ender på liftstationen) var et oplagt valg til første rigtige dag i højden (ca. 3.700 m).

Som kvæg ved en landevejs-krydsning forlod vi mængden af foto-gale turister på en af liftstationens mange solrige terrasser og blev en del af karavanen af klatrere, der langsomt bugtede sig ned af Midi-toppens nordøstlige kam og ned på Vallée Blanche-gletsjeren. En halv times tid efter stod vi ved rutens start. Afsted gik det op ad sne og store klippeblokke på den første stejle del af kammen, men inden længe gik vi helt i stå, da vi mødte en kø af mennesker ved rutens første abseil. Vores første tanke var “kæft, hvor irriterende!” men så gik det op for os, at det jo faktisk ikke rigtigt gjorde noget – for vi var jo taget op for at være i højden og udsigten var ikke dårlig. På trods af ventetid ved flaskehalsene og et par lidt for utålmodige guider, bød ruten på nogle fine små sektioner på god klippe og en meget specielle finish op af en lille tynd stige til liftstationen.

Efter tre dage med dårligt vejr, som blev brugt på at læse op på det helt enorme udvalg af ruter området byder på, købe kort og bøger, forhøre os om lifter m.m. og en lækker en-dags strandtur ved den italienske riviera, var vi meget ivrige for at komme i bjergene igen. En teknisk “mixed” rute ved navn Frendo-Ravanel, beliggende på nordsiden af Aiguille Vertes nordvestlige kam, havde vagt vores interesse, men vi havde uden held forsøgt at finde nogle friske meldinger om forholdene på ruten. Vi valgte dog, efter en grundig analyse af solens bane, vejrhistorikken og den tilgængelige information om ruten, at give den et go. Det endte dog med at blive et mindre vellykket forsøg, da vi havde problemer med at afgøre, hvor ruten startede og nok endte med at starte op af naboruten, Farraon. Vi havde mistet en del tid på tilgangen og et tykt tæppe af skyer kom hastigt rullende ind mod massivet. Vi valgte derfor at vende om ca. 1/3 oppe af ruten, for at nå den sidste lift ned. Det var en klog beslutning, for inden længe begyndte vi at miste visibiliteten, idet tætte skyer blev presset ind mod ruten. For at undgå en længere travers på meget stejl sne som vi havde taget på tilgangen, valgte vi ved rutens bund at forsøge at rappelle ned over en kæmpe bergschrund (gletsjer-spalte ved toppen af en gletsjer). Med uvished om hvorvidt rebet kunne nå den nedre side af spalten, rappellede jeg først ned af sneskrænten. Da jeg ca. 30 m under ankeret nåede kanten af spalten, kunne jeg lettet konstatere at enden af rebet lå i en lille bunke på gletsjeren ca. 15 m under mig. Jeg begyndte forsigtigt at fire mig selv ud over snekanten, ved i en siddende position at glide på siden, så vægten af rebet forsigtigt blev overført til kanten. Da jeg en meter under kanten fik udsyn til, hvad jeg havde firet mig ud over, gik det op for mig, at kanten som rebet nu lå ud over var kraftigt overhængende som en kæmpe cornice (sneskavl). Jeg kunne mærke adrenalinen sætte ind og jeg fik hurtigt og uden ryk firet mig ned og væk fra det massive overhæng. Emil og Marie fulgte så efter med en lignende oplevelse. Et meget lærerrigt eventyr.

Det var omsider blevet tid til at forlade dalen og Marie, og begynde vores “tour de force” på de højere bjergtoppe i massivet. Allerede hjemmefra havde vi lagt planer for især to ruter; nordvæggen af Tour Ronde og Via Major (“Hovedruten”) på Mont Blancs østlige væg, bedre kendt som Brenva-væggen.

Planen var lagt og tidligt næste morgen gik afgangen igen mod Aiguille du Midi, hvorfra en rask gåtur af næsten samme rute som vi havde taget mod Cosmique Ruten førte os til foden af “Tacul Trekanten” – den markerede nedre klippedel af nordvæggen på Mt Blanc du Tacul, som er så iøjefaldende fra liftstationen på Aiguille du Midi. Her var dagens rute Couloir Chéré, en super klassisk smal is-couloir. Desværre var vi ikke de eneste, der havde besluttet os for denne rute den morgen, og vi ankom netop som to hold startede op ad ruten foran os. Dette bremsede os en del, da vi flere gange måtte vente længe på pauser i regnen af isklumper oppefra. Men på trods af dette, bød ruten på nogle rigtig fine reblængder med decideret isklatring, krydret med en sjov udtopning på en blanding af is og klippe. På toppen af ruten kunne vi, i solen på en lille klippeskulder, nyde vores frokost, som traditionen tro bestod af ost, tørret pølse og lidt iskoldt vand, mens vi morede os over hvordan vi på et par timer var gået fra sandal-varmt vejr i dalen til kolde fingre og fine isforhold. Det er virkelig en af de magiske ting ved sommerbestigninger i alperne.

Nu kom næste udfordring; at krydse massivet til Torino-hytten på den italienske side. En god gåtur forbi imponerende klippeformationer, som dog ifølge guidebøgerne ikke skulle tage mere end to timer. Det gjorde den heller ikke ifølge vores ure, selvom især den sidste store bakke virkelig føltes som en evighed og gav anledning til at hive turens første vabelplaster frem. Det skal dog lige nævnes, at jeg har verdens mest sarte hæle, så det siger måske ikke så meget. 🙂 Men det var god opvarmning til næste dag. Man kan også tage en lift fra Aiguille du Midi til Torino-hytten, men hvis man går, er det i det midste ens egen skyld hvis man sidder fast.

Ved 14-tiden ankom vi til Torino-hytten, hvor vi havde forudbestilt sovepladser til to nætter, hvilket var en klar fordel, da det igen var blevet weekend og hytten var godt fyldt op. Efter en hurtig indtjekning og med udstyret hængt til tørre, satte vi os med et hjemmelavet stykke frugttærte på hyttens solterrasse. Det var sgu ikke så dårligt at sidde der. Fra terrassen fik vi vores første udsyn til Brenva-væggen på Mont Blanc og vores store planlagte finale rute, Via Major. “Fuck, hvor ser det nøjeren ud!” sagde vi nærmest i munden på hinanden. Væggen er enorm og overhængt af skræmmende store serac‘er (fritstående isblokke) på størrelse med etagebygninger, som truende vælter ud fra under toppen langs hele væggens øverste kant. Det er en væg, der kræver respekt.

Næste morgen var vi flyvende fra hytten ved 4:30 tiden med kurs mod Tour Ronde (3792 m), der rejser sig som en kæmpe knop af klippe for enden af Brenva-kammen, som udspringer fra mellem Mont Maudit (4465 m) og Mt Blanc du Tacul (4248 m), og som gennemløbes af den fransk-italienske grænse. Vi var på ingen måde de første ude af hytten den morgen og mens vi nærmede os starten af ruten forberedte vi os på igen at skulle klatre under andre hold. Men da vi for alvor kom tæt på blev det klart, at vi var de første på ruten den morgen. Mega fedt! På afstand havde ruten set frygtindgydende stejl ud, men nu hvor vi stod lige ved foden af den, så det meget mere overkommeligt ud. Vi fik kridtet skoene og jeg begyndte op langs højre side af den store sneskråning, som udgør den nederste tredjedel af ruten. Vi lagde ud med en sjov og lidt anstrengende krydsning af bergschrund‘en ved rutens start, som krævede en halvdynamisk fodplacering i navlehøjde med økserne i den ikke særligt hårde sne. Efter ca. 100 m snævrer ruten ind til en couloir (rende) med tynd is, som byder på ægte alpin-klatring i flotte omgivelser, der for størtedelen kan simultanklatres. Emil tog føringen og satte et godt tempo. Efter gårdsdagens klatring var det befriende ikke at have usikkerheden af andre klatrere over sig på ruten og man kunne virkelig nyde at have ruten for sig selv. Den øverste del af ruten er en kæmpestor, bar sneskråning som ikke er teknisk svær. Til gengæld nærmede vi os nu 4000 meter grænsen og det kunne godt mærkes, at der var noget mindre ilt pr. vejtrækning. Især lægmusklerne blev sat på prøve ved den konstante belastning, men inden længe nåede vi toppen af sneen. Efter to korte reblængder med rigtig sjov klippeklatring, stod vi på toppen af Tour Ronde. Herfra har man et helt unikt udkig til Brenva-væggen på Mont Blanc, så vi tog os igen tid til at forsøge at udse os mulige rutevalg op ad den stadigt skræmmende store bjergside. Som jeg stod og kiggede mere og mere på væggen, blev jeg ramt af samme tvivl og usikkerhed som jeg oplevede på vores tur til Kjerag i Norge for to år siden, hvor vi måtte opgive at klatre big wall-ruten “Angsten eter sjelen”. Vi fik taget nogle billeder og uden at dele vores indtryk, begyndte vi, efter en hurtig bid mad, vores nedstigning ad normalruten på den syd-østlige kam.

Et par timer senere tilbage i Torino-hytten måtte vi tage en beslutning; skulle vi forsøge os på en rute på Brenva-væggen eller bare give op og tage hjem? – eller måske noget trejde? Vi blev hurtigt enige om hvad vi hver især havde gået og tænkt på i et døgn; at vi ikke følte os parate til Brenva-væggens udfordringer. Den måtte vente til en anden gang. Men skulle vi så bare tage ned i dalen? Efter tre udmattende dage med klatring, var det fristende at tage tilbage ned i dalen til store billige pizzaer og fadøl. Men nej, vi var endnu ikke klar til at kaste håndklædet i ringen. Vi begyndte at snakke om alternative ruter og kom hurtigt ind på den helt vildt iøjefaldende rute op af Brenva-kammen, som vi havde set fra Tour Ronde. Efter en times tid med læsning i guidebøger og på nettet (ja, der var faktisk Wifi i hytten) og en snak med hytteværten og en flink fransk guide, havde vi overtalt os selv til, at ruten kaldet Arête Kuffner var lige hvad vi ledte efter. Vi ville tage en hviledag i hytten og gå efter en kl 3 start fra hytten mandag nat/morgen, klatre ruten til toppen af Mont Maudit, og så fortsætte videre til toppen af Mt Blanc ad “3 Monts”-ruten og derefter tilbage til Aiguille du Midi, hvor vi stadig havde en gyldig returbillet.

Efter halvanden dags hvile med masser af mad, kortspil (og måske et par øl), gik starten fra hytten ca. 2:45. Kl. ca. 4:20 førte Emil an op af en stejle sne-rende til ryggen af kammen. Herfra zigzaggede ruten langs kammen over meget varierende terræn med alt fra store løse stenfelter, smalle sne-areter, lange sneskråninger og tekniske klippesektioner. En super fed rute! Alt imens kom solen langsomt op og malede for en kort stund horisonten bag os i lyserøde og orange nuancer. Kl. 7:30 nåede vi toppen af Mont Maudit, hvor vi stolte kunne tage et kort hvil og nyde udsigten ned over Brenva-kammen og ruten som vi netop havde klatret.

Nu galdt det den lange vandretur over til den hypede top af Mont Blanc, som vi jo lige så godt lige kunne krydse af listen, når nu vi var så tæt på! : ) Hvad vi dog ikke lige havde kunnet set fra hytten var, at der er et markant fald mellem de to toppe, Mont Maudit og Mont Blanc. Langsomt, men sikkert, begyndte vi vandringen mod den højeste top i Centraleuropa. Trods min skepsis, grundet den meget mærkbare effekt af den lavere iltkoncentration, begyndte vi at overhale det ene hold efter det andet og omkring kl 9:15 stod vi på toppen af Mont Blanc (4810 m). Og selv om den store flade top i sig selv ikke er særlig imponerende må jeg indrømme, at det faktisk var lidt stort et stå på den kendte top, som man har hørt om siden man var barn. Desuden var sigtbarheden helt utrolig den dag og udsigten helt fantastisk.

Et par timers vandring og et lille abseil senere nåede vi meget udmattede og tørstige op ad den sidste snekam til liftstationen på Aiguille du Midi. En halv time efter sad vi og spiste is fra Spar på torvet i Chamonix. En fantastisk afslutning på hvad der helt sikkert ikke er min sidste tur til Chamonix og Mont Blanc-massivet!