Kenneth Jensen tilbragte påsken i Alperne med sin engelske klatremakker, Will. Kenneth er i gang med at forsøge at indfri sin ambition om at klatre de seks klassiske nordvægge i Alperne, og planen for påsken var at gå efter nordvæggene på Eiger og Matterhorn, der ville være nummer 3 og 4 ud af 6. Påsketuren til alperne gik imidlertid ikke helt som Kenneth og Will havde håbet på…

Mislykket nordvæg, knækkede steigeisen, ødelagt reb, snestorm og en lavine

Af Kenneth Jensen

Det var blot et par af de overskrifter, der afsluttede min forårssæson i Alperne og som resulterede i en udskydelse af Matterhorns- og Eigerens nordvæg. For det var netop disse to legendariske nordvægge som var øverst på prioriteringslisten. Men efter at have læst om hvordan den ene professionelle klatrer efter den anden aflyste deres Eiger-forsøg pga. manglende is, besluttede vi os ligeledes for at søge andre eventyr i Alperne.

Den 850 m lange nordvæg på Petit Dru (der også er en af de seks klassiske nordvægge – red.), som nemmest klatres uden is, blev første prioritet. Vi tog derfor direkte op til ruten den første dag efter ankomst til Chamonix, da vi kunne læse ud fra vejrudsigten at vi have to dage med godt vejr. Efter en overnatning i ca. 3000 m under en stjerneklar himmel, hvor temperaturen sneg sig ned på -20, startede vi turen op til ruten i mørket. Da jeg havde klatret først reblængde, etableret anker og min britiske makker Will fulgte trop, kunne jeg pludselig høre en strøm af engelske bandeord. Vi kunne ikke se hinanden, men jeg kunne stykke sammen, at hans steigeisen var knækket. Jeg firede ham ned til start og da jeg kom ned til ham, kunne jeg se at begge frontpoints var knækket nøjagtig det samme sted. Frontpoints’ene var fra det populære krukonogi.com, som bryster sig af pansret russiskproduceret kampvognsstål. Vi fandt senere ud af, at producenten var bevidst om svagheden i frontpoints‘ene, men de havde alligevel undladt at kalde sendingen tilbage. Vi rationaliserede os frem til at den hårde nattefrost havde forårsaget den sidste svaghed i stålet, som netop gjorde at de knækkede ved første hårde belastning, for Will havde brugt dem flittigt  i Skotland en hel sæson uden problemer.

Skiløbernes sæson

Masser af snevejr kom herefter ind over Alperne de næste par dage og skiløberne, som var massivt repræsenteret i påskedagene, snakkede hele tiden om hvor fantastisk en skisæson det havde været dette år: ”Fantastisk puddersne så sent på sæsonen”… Det alpine klatresegment bandede og svovlede over manglende is, alt for løs og ustabil sne, som man ikke kunne klatre på, og løse sten som følge af den manglende is, der på mange ruter ”holder det hele sammen”. Sne, mere sne og så lidt mere sne igen… Vejrvinduerne var små, men vejrudsigten gav os alligevel halvanden dag, som vi med det samme greb! – desværre for kort til endnu et forsøg på Petit Dru, men helt perfekt til en længere én-dags tur. Valget faldt på en ultraklassisk rute, som vi have hørt var blevet delvist klatret af en ”semi-berømt” britisk klatrer: Rebuffat-Terray på Aiguille des Pélerins, ED-, 550 m teknisk klatring, som skulle være et hak teknisk hårdere end Petit Dru. Vurderingen var at lavinefaren var minimal – tilgangen og ruten taget i betragtning.

Rebuffat-Terray

Vejen op til ruten stod på dyb sne. Men heldigvis kompenserede skiene for dette, indtil det blev så stejlt at vi måtte efterlade dem. Vejret var fantastisk; blå himmel og en behagelig temperatur. Vi fandt ruten med det samme og påbegyndte klatringen. De første svære sektioner meldte sig hurtigt pga. den manglende is, men det var stadig ganske fint at klatre, trods alt. Sikringerne var der dog langt imellem, da man normalt benytter isskruer på store dele af ruten. Det lykkedes mig kun én gang på 500 m klatring at skrue en 13 cm isskrue helt i bund. Selv 10 cm-skruerne manglede oftest den sidste centimeter. Heldigvis var der forholdsvis gode klippesikringer – dog ofte med en 10-20 m mellem hver.

Selvom ruten var lang, så var der ikke nogle enkeltbevægelser som var sværere end M5. Rutefindingen var til tider en udfordring og det lykkedes mig da også at klatre op i en blindgyde som krævede en yderst spændende nedklatring. Men den største udfordring blev vejret, som ændrede karakter til massivt snevejr og dårlig sigt. Vi besluttede at klatre de to sidste reblængder ud i et, for at afslutte ruten. Det startede med små ubetydelige ”sne-slides” oppefra på ruten, men de tog til og blev en kæmpe udfordring senere hen. Vi havde stadig mange lyser timer endnu og var godt kørende. Jeg kan ikke huske om guidebogen fortalte, at næstsidste reblængde var crux‘et – men enten klatrede jeg den helt forkerte vej eller også var det den mangelfulde is der gjorde det sværere, for her fik jeg virkelig lov til at arbejde for føden! Snefaldet tog til og det tiltog med større sne-slides som væltede ned i intervaller inde i hjørnet, hvor vi klatrede. Det var som om al sne nærmest bare ville nedover den rute, vi var på, og man blev tynget så meget ned af sne-slides‘ene, at man blev nødt til at holde fast med begge hænder på isøkserne. De var nu så store og regelmæssige, at hvis man ikke var i komplet balance, når man blev ramt, ville man blive slået ”ud af kurs”. Jeg kom op til et anker og kunne se det sidste stykke op til graten, hvor ruten sluttede. Det havde virkelig taget til nu. Den sidste reblængde havde taget rigtig lang tid, crux‘et var overstået og jeg tænkte i mit stille sind, at jeg godt kunne leve uden den sidste reblængde, som også så forholdsvis nem ud. Så vi besluttede at tage ned…

Der hvor man bliver glad for de gamle rebteknikker

Jeg kiggede på mit reb og det så helt hvidt og mærkeligt ud. En masse tynde tråde kom til syne og mine ben dinglede i det fri. Jeg sad fast og kunne ikke komme ned selvom jeg lettede trykket på min højre hånd som styrer farten på abseil‘et. Hele strømpen på det ene reb var revet op og havde sat sig som en stopklods i mit abseil-system. Det var et værre rod. Den hvide kerne var kommet til syne på 50 cm af rebet. Det sneede kraftigt og jeg var fuldstændig gennemblødt af al den sne, som til syvende og sidst havde fundet vej ind gennem de små sprækker omkring håndled, hals og ansigt. Nu hang jeg der og sad fast omkring 15 meter under abseil-ankeret. Det tog tid og var besværligt at komme op af rebet, for at få kernen aflastet så jeg kunne binde et sommerfugle-stik og fortsætte ned. Nu sad der en knude på rebet omkring femten meter nede og min makker bøvlede også med at komme ned over knuden. Rebet var gennemblødt og vores tykke handsker, som vi var nødsaget til at beholde på pga. kulden, gjorde det ikke lettere. Men en time efter havde vi overkommet den første udfordring på vej ned af det andet abseil. Der var vel omkring tolv abseils tilbage (sikkert seksten, nu vi kun havde omkring 45 m reb) og det skulle vise sig at det ikke blev den sidste udfordring på turen.

Lavinen

Da vi kom ned til skiene var det lige blevet mørkt og det sneede kraftigere. Det væltede bogstaveligt talt ned med sne og vi skyndte os ned langs klippekanten, med skiene på ryggen, for at minimere lavinefaren. Der var vel faldet en meter sne på nogle timer. Da vi kom ned til det fladere plateau, i området omkring midt-stationen på vej op til Aiguille du Midi, forsøgte jeg at finde en specifik højderyg, jeg havde kendskab til, for at være på den sikre side ift. laviner. Det var mørkt og sigtbarheden var under ti meter – lyskeglen på min pandelampe kunne lyse meget længere. Selvom jeg brugte min GPS flittigt, var det svært at navigere præcist i det meget kuperede terræn, og vi fandt ud af at vi var kommet lidt for langt ned til at nå starten på højderyggen, som vi havde vurderet til at være den bedste rute ned. Trætheden resulterede i mangel på disciplin, for selvfølgelig skulle vi have taget den helt sikre, men besværligere vej tilbage op til højderyggen. Men i situationen virkede det som en bedre ide at traversere stille og roligt op langs med højderyggen i nedadgående retning. For det ville være det nemmeste og hurtigste og vi ville også komme op på højderyggen på denne måde. Det var bare en anden vej.

Jeg hørte intet, men følte at jeg mistede kontrollen over mine ben. Min verden gik sidelæns og jeg forstod først ikke helt, hvad det var der skete. Sigtbarheden var omkring de ti meter og hele bakkesiden stod stille. Jeg kunne blot konstatere at jeg mistede kontrollen og blev drevet sidelæns nedad. Hele siden på bakken bevægede sig som ét stykke, så jeg så aldrig at bakken bevægede sig. Jeg kæmpede for at holde balancen og forsøgte at løfte mine fødder for at komme væk, men de blev nærmest bare suget nedad og der var intet jeg kunne gøre. Min eneste tanke var at holde hovedet og armene oppe og da sneen samlede sig og begyndte at presse om mit bryst stoppede det hele lige så hurtigt som det var startet. Der var helt mørkt, sneen dalede og der var helt vindstille hernede. Jeg kunne bevæge min overkrop en smule og kunne derfor både lyse op og ned. Oppe kunne jeg se et helt klinisk fint skåret snit på cirka en meter i tykkelse, netop der hvor den nyfaldne sne var brækket af og havde rullet ned oven på det gamle lag sne. I begge retninger var dette her helt fine og skarpe snit uendeligt ift. min sigtbarhed. Min makker var også blevet ramt en lille smule af lavinen, men da han var omkring tyve meter bag mig, så kunne han hurtigt selv grave sig ud. Det tog vel omkring et kvarter at få mig gravet ud, da mine ski var dybt begravet. Men vi fandt det hele, fortsatte op til ryggen og tog den helt sikre vej ned uden at ”slacke” på disciplinen.

Endnu et eventyr og endnu en erfaring rigere…

Læs flere indlæg om Kenneths jagt på de seks nordvægge