Af Rasmus Normann Levin Larsen
Fra juni og til start oktober har været nogle af den mest oplevelse rige måneder, jeg har haft siden jeg boede i Canada for 3 år siden!
Hen over sommeren har jeg presset mig selv i kajakken, hvilket for de fleste måske ikke lyder af noget særligt. Jeg har siden jeg startede på at padle foskajak drømt om at kunne padle grad 5-floder. Floder er graderet fra 1 til 5(6). At jeg kan padle grad 5, betyder ikke, at jeg padler de allersværeste floder i verden – langt fra – men det betyder, at det er svært og ikke mindst, at der kan være store konsekvenser, hvis man laver fejl.
Jeg nåde mit mål om at padle grad 5 ret tidligt i kajaksæsonen – faktisk efter bare 3 uger, hvilket var langt over mine forventning. Men selv om jeg padlede min først hele grad 5-flod her i Norge, var jeg stadig ikke helt der. hvor jeg gerne vil hen, fordi jeg vil være komfortabel mens jeg gør det, hvilket jeg langt fra var! Jeg har faktisk næsten aldrig været så bange, som jeg var den time, det tog at padle godt 10 km grad 5. Hvad gør man så? – for så sjovt er det heller ikke at være så bange! Jo, man forsætter med at padle til man bliver komfortabel, og hvad er der så slemt ved det? Tja, ikke rigtig noget, men jeg fandt ud af, at man bliver mentalt træt, ikke fordi jeg manglede søvn eller havde et særligt hårdt arbejde, men det var hårdt at være så bange flere gange om ugen – nogle gange hver dag!
Det blev ikke bedre af, at jeg en dag pressede citronen lidt for meget, da jeg var med ude og padle på min lokale favorit-grad-4-elv, sammen med 4 pro-kajakpadlere fra USA og New Zealand. Problemet var, at den var i oversvømmet tilstand på grund af regn og kraftig afsmeltning af den sne, der lå længere oppe på fjellet, og var totalt anderledes end jeg før havde set. Den var pludselig blevet en svær grad 5 i stedet for grad 4. Men det gik fint lige indtil de sidste 20 meter i den sværeste del, hvor jeg væltede. Efter at have rullet op 5-6 gange og derefter blive væltet igen af den næste kæmpe bølge, og have ramt nogle sten med kroppen og hovedet, mens jeg vendte med hovedet ned af, kunne jeg ikke mere! Jeg måtte have luft! I det jeg trak mit spray skirt ramte jeg en sten hårdere end nogensinde før med baghovedet, men kom ud af kajakken, hvor jeg med det samme ramte en sten for fuld fart lige på hoften. Det var ikke noget, jeg rigtig mærkede, da jeg var så fuld af adrenalin og det eneste jeg tænkte på, var at komme i land, da Skjøli som elven hedder, er en af de farligste elve at svømme på i hele Norge. Jeg kender heldigvis elven rigtig godt, og vidste, at den bedste mulighed for at komme i land de næste 3 km var 20 meter længere nede. Jeg skulle svømme alt hvad jeg kunne for at nå det, da vandet bevægede sig meget hurtigt. Jeg klarede det lige præcis! Jeg råbte og skreg af vrede og skuffelse over, at jeg havde måtte svømme. Det var et kæmpe nederlag! Jeg vidste, at min kun 2 måneder gamle kajak og pagaj højst sandsynlig ville blive ødelagt på vej ned over elven, der er fyldt med sten. Heldigvis fik en af dem, jeg var sammen med, fat i min pagaj, som overlevede, men ganske rigtigt så klarede min kajak det ikke – den blev fuldstændig ødelagt, som jeg aldrig har set en kajak blive.
De første 5 minutter på land kunne jeg ikke gå, da jeg var så lav på ilt og afkræftet, at jeg næsten besvimede. Jeg begyndte nu rigtigt at mærke min hofte, som gjorde så ondt, at jeg troede den var brækket. Men jeg kom helskindet fra det, jeg fik mit livs største blå mærke på hoften, mistede min elskede kajak og flækkede min carbonhjelm, da jeg ramte en sten på vej ud af kajakken. Ikke mindst fik jeg et hak i selvtilliden – hvilket jeg er meget tilfreds med, da det kunne have været gået meget, meget værre! Burde man stoppe efter sådan en oplevelse, eller kan man overhovedet komme sig efter det? Tja, jeg sad i en kajak igen dagen efter, og har siden padlet endnu mere grad 5 og faktisk nået mit mål, og er begyndt at føle mig komfortabel mens jeg gør det. Jeg har endda deltaget i mit første ”ekstreme” kajak-race, som forgår på grad 5. Jeg er meget tilfreds med min sommer og føler at jeg har nået mine mål.
Den allersidste dag var jeg ude og padle nogle vandfald-lignede grad 5-slides, som det hedder. Der besluttede jeg mig for lige at tage den sidste af dem bare én gang mere, selvom jeg først havde besluttede, at jeg var færdig for i dag – det var simpelhen for let og for sjovt til ikke lige at gøre det igen. Så da jeg padlede ned over en sidste gang, var jeg lige en tand for afslappet og var lige 30 cm for langt til højre, hvilket gjorde, at jeg var ved at vælte, og for at undgå at vælte i 15 cm lavt vand med 25 km/t, lavede jeg et dårligt støttetag og rykkede min skulder af led, hvilket jeg ikke mærkede før den selv hoppede på plads i det rolige vand efter slidet. Så nu skal jeg bruge vinteren på at træne den op igen og muligvis skal jeg have en operation, så den er klar på nye eventyr i kajakken til foråret, hvor jeg bl.a. skal til USA og padle igennem Grand Canyon og andre spændende floder andre steder.
Men at have været så bange og haft nogle uheld, har virkelig sat nogle tanker i gang. Hvorfor gør jeg det? Hvad er det, der får mig til at udsætte mig selv for fare? Jeg har ikke noget godt svar endnu, men jeg kan mærke, at jeg ikke er færdig med at gøre det, og jeg føler også at jeg stadig kan blive bedre.
Nu er jeg tilbage i Bø og har været i gang med min bachelor i friluftsliv på andet år siden midt august, og hvordan er det så? Det er helt fantastisk, jeg elsker det og kan slet ikke forstille mig at studere noget andet i hele verden. Jeg har allerede sovet udenfor 28 dage, fordelt på 23 dage på gletscherture rundt omkring i Norge og 5 dage i kano i sjask regnvejr. Det har været lidt stressende, da jeg oftest bare har haft en halv dag mellem de forskellige ture til at pakke og lave mad, men det har været det hele værd! Nu er jeg lige blevet færdig med 1,5 måneders ”normale” forelæsninger, og har bare 2 eksamener tilbage inden jeg har ferie. I december er min plan at stå så meget på randonnée-ski som jeg kan komme til, og ellers bare nyde at være i Norge. Efter nytår kommer den til at stå på mere ski, og masser af spændende eventyr!
Hvis man vil følge lidt mere med i, hvad jeg laver, kommer jeg engang imellem med lidt fortællinger, billeder og videoer på min Facebook-side “Freeairlife“, som I er velkomne til at give et kig.