Vildt fed weekend! Fem dage efter, at jeg var kommet hjem fra fem ugers chill-rejse i Thailand, og havde klatret på plastik én gang, satte vi kursen mod Ribe til de nordiske mesterskaber. Jeg var stadig i thai-tempo og havde ikke klatret indendørs i lang tid, så jeg havde ikke de store forventninger til placering. Min far og jeg havde til gengæld talt meget om min mentale indstilling op til konkurrencedagene. Om hvordan jeg kunne være mentalt klar, for min fysiske form var der ikke. Jeg havde specielt fokus på min vejrtrækning for at komme ind i ”zonen”.

Kvalifikationen gik godt nok i forhold til min form. Jeg var meget nervøs, men det var jo også mit første NM, for jeg var lige blevet gammel nok til at deltage. Jeg havde det totalt fedt, fik en masse læring og kom videre til finalen med en 6. plads i kvalifikationen. Yes!!

blog_seir-1
Noah Seir med sin far, Esben.

Da vi havde set resultaterne, jublet og kvalifikation var slut, blev der kaldt til samling for alle danskere. Der blev fortalt om konkurrencer, den nye landsholdsstruktur, og så blev der uddelt en pris. Dansk Klatreforbund fortalte om prisen ”Årets Klatrer”  og uddelte den til mig! Yeah, jeg var meeega glad og totalt stolt. Kæmpe motivation til at fortsætte med at arbejde hårdt og til at gøre mit allerbedste i finalen i morgen! For at få uddelt prisen som Årets Klatrer, skal man have gjort sig særligt positivt bemærket og have vist sporten frem med klatrepræstationer ud over det sædvanlige – uanset klatredisciplin. I løbet af året 2014 har de præstationer, jeg har været mest stolt af nok været:

  • Danmarksmester boulder
  • Bronze, Danmarksmesterskab rute
  • 6. plads ColourKids IMST, Østrig
  • 8a på klippe (Siurana, Spanien)
  • 7b on-sight på klippe (Provence, Frankrig)

Pænt godt år og med meget mere! Jeg fik et meget flot Nature Climbing granitgreb med mit navn og flotte titel på. Jeg var så mega klar til finaledagen.

IMG_8058_2_web
Noah i Blocs & Walls. Fotograf: Søren Linde Sørensen (slsfoto.dk)

Indskrivning startede tidligt, så jeg var ude at løbe allerede klokken 6 om morgenen for at få kroppen i gang. Så en let morgenmad og derefter ned i isolation i hallen. Jeg lavede noget grundopvarmning og nogle bevægelser på opvarmningsvæggen. Jeg var ikke nervøs, men klar. Der var ikke noget pres på og jeg nød finalen. Jeg havde det sjovt, men så snart jeg gik ind til problemerne, var jeg i fuldt fokus. Jeg fik en zone og næsten en top på det første ud af tre problemer. Et on-sight på nummer to og en zone på nummer tre. Nu skulle jeg ikke klatre mere og kunne se, at jeg lå højt på placeringstavlen. Hvis Ymer fra Sverige lavede det sidste problem, ville han vinde. Hvis ikke, ville jeg vinde. Det gjorde han ikke, så jeg vandt det nordiske mesterskab! Og som prikken over i’et fik jeg prisen aftenen inden. Det hele passede godt sammen: Nordisk Mester og Årets Junior Klatrer. Yes!

Noah Seir

Læs mere om Noah Seir