Til efteråret har vi for alvor budt norske Aclima velkommen tilbage i sortimentet. Aclima har lavet merinouldprodukter i topklasse i mange år, og tilbyder nogle lidt andre typer produkter og løsninger end f.eks. Icebreaker og Smartwool, så med Aclima i sortimentet, sammen med Icebreaker, Smartwool og Kari Traa, kan vi tilbyde undertøj og mellemlag i merinould i markedets bedste kvalitet til næsten alle formål og præferencer.

I det følgende gennemgår vi Aclimas WoolNet- og HotWool-serie, der for alvor skiller sig ud som superfunktionelt undertøj og mellemlag i den kolde tid, og er med til at gøre Aclima til et rigtig interessant mærke for alle, der har det koldt i vinterhalvåret, og især for dem, der skal på kolde vinterture.

Se alle produkterne fra Aclima i webshoppen

WoolNet

WoolNet-serien består af netstrikket undertøj i en blanding af merinould (91 %), polyamid (nylon) (7 %) og elastan (2 %). Undertøjet har ribstrikkede partier på trykzoner og på de områder, der er mest udsat for slid, og hvor man har brug for lidt ekstra isolering, f.eks. knæ, albuer, skuldre, skridtet, samt over brystet på damemodellerne. Vægten på metervaren er 120 g/m2, hvilket placerer WoolNet i den absolut letteste og tyndeste ende af merinouldundertøjet. Aclima WoolNet har alle uldens gode egenskaber (temperaturregulerende, både i kulde og varme, isolerer selvom det bliver vådt, kommer ikke til at lugte og er flammeresistent), men der er nogle klare forskelle mellem det netstrikkede WoolNet og almindelige metervarer i samme tykkelse.

Aclima WoolNet. Foto: Aclima.

Netmønsteret er hele nøglen til WoolNet-undertøjets suveræne performance. Fordi man slet og ret har en ret stor del af kroppen, der ikke er i direkte kontakt med noget materiale, vil man føle sig imponerende tør i Aclima WoolNet, selv når man har svedt meget. Desuden giver de mange huller selvfølgelig rigtig god mulighed for at komme af med varmen, når man arbejder hårdt. Brugt alene vil Aclima WoolNet være at regne som et tyndt, superåndbart sæt undertøj, der vil tørre hurtigt og vigtigst af alt holde brugeren imponerende tør, selv ved høj intensitet.

Aclima Womens WoolNet Crew shirt. 659,-. Foto: Aclima.

 

Aclima Men’s WoolNet Crew shirt. 629,-. Foto: Aclima.

Når det er sagt, kommer Aclima WoolNet først for alvor til sin ret, når det bruges under et tætsiddendelag mellemlag eller et ekstra lag undertøj. Her vil netmønstret give en masse små luftlommer, der vil holde på den varme luft omkring kroppen, men ikke vil absorbere fugt.  Resultatet er en meget høj isoleringsevne og en imponerende tør fornemmelse, selv når pulsen kommer op og man begynder at svede. Til alle de kolde vinterture, hvor man alligevel har mindst to lag under sin skalbeklædning, vil Aclima WoolNet være et fuldstændig oplagt inderste lag, der både vil holde dig varm og tør, uanset om pulsen er høj eller lav.

Se Aclima WoolNet og resten af produkterne fra Aclima i webshoppen

HotWool

Aclima HotWool er lavet i 230 g/m2 uldfrotté, og kan bruges både som meget varmt inderste lag i koldt vejr eller som mellemlag – f.eks. uden på Aclima WoolNet – på ture hele året. Aclimas HotWool uldfrotté består af 15 % polyamid (nylon), 20 % polyester og 65 % merinould. Indersiden er ren uld, mens de syntetiske fibre sidder i ydersiden for at give større slidstyrke. HotWool-produkterne er udviklet i samarbejde med det norske forsvar og bruges også af det danske. HotWool-serien laves i unisex-størrelser og kan bruges af både mænd og kvinder.

Aclima HotWool Polo Zip. 629,-. Foto: Aclima

Ligesom med Woolnet, vil HotWool have nogle klare fordele frem for almindelige rib- eller jerseystrikkede uldmetervarer, når det kommer til at holde kroppen varm og tør. Den loop-strikkede inderside af uldfrottéen giver en tyk og luftig struktur, der kan binde mere varm luft, og derfor holde på mere varme end en almindelig uldstrik. På den måde vil uldfrotté være sammenligneligt med mange fleecematerialer og uldfleece-materialer (f.eks. Icebreakers “RealFleece”) når det kommer til varme/vægt-forholdet. Desuden vil den loop-strikkede inderside give en mindre kontaktflade med huden, hvilket – ligesom det er tilfældet med WoolNet – gør, at man vil føle sig mere tør end i almindelige uldlag, selv hvis man har svedt voldsomt. Dette er ikke så lidt imponerende, da uld i forvejen er det base layer-materiale, der føles mindst vådt, når man har svedt i det, fordi uld kan absorbere en masse fugt fra kroppen uden at føles vådt. Uldfrotté kan, ligesom uldnet, absorbere fugten fra kroppen uden at føles vådt og koldt, og den åbne struktur og mindre kontaktflade med huden vil gøre, at man vil føle sig endnu mere tør, og holde varmen endnu bedre – f.eks. når man står stille efter at have svedt.

Aclimas HotWool kan som sagt både bruges som et ekstremt varmt inderste lag, eller som mellemlag. På kolde vinterture vil en kombination med Aclima WoolNet inderst og Aclima HotWool udenpå give en helt suveræn kombination af varme og temperaturregulering, uanset intensitet. Kombinationen af uldnet inderst og uldfrotté udenpå vil give en meget luftig struktur, der kan binde en masse varm luft og give minimal kontakflade med huden, hvilket gør at man ikke vil føle sig våd og blive kold, selv hvis man står stille efter at have svedt meget, og endelig vil uldens formidable temperaturregulerende egenskaber gøre, at den fugt, man trods alt afgiver, vil blive bundet i materialet uden at køle kroppen ned. Sidst, men ikke mindst, vil det være en meget lugtresistent kombination, på grund af den høje procentdel merinould.

 

Aclima HotWool Longs. 569,-. Foto: Aclima.

Kombinationen af WoolNet og HotWool vil være en klar anbefaling, især til lange vinterfjeldsture, hvor man bor ude i koldt vejr og nærmest lever i tøjet, men også til f.eks. isklatring, kolde dage på skipisten, og alle de dage, hvor man skiftevis er i gang og står stille, og har brug for den vanskelige kombination af maksimal varme og god mulighed for at komme af med varmen, så man ikke overopheder og bliver våd og kold af at have svedt og skulle stå stille bagefter.

Se Aclima HotWool og resten af produkterne fra Aclima i webshoppen