Ospreys Stratos og Sirrus-serier er de amerikanske rygsækspecialisters bud på lette, simple allround-dagtursrygsække med suveræn ventilation. Stratos- og Sirrus-rygsækkene har i mange år været blandt de førende dagtursrygsække på markedet, når det kommer til bærekomfort og ventilation, og nu bliver de endnu bedre: Til foråret har Osprey lanceret en ny udgave af Stratos- og Sirrus-serien, med et opgraderet bæresystem. Vi har i Friluftsland fået lov til at sælge de nye Stratos 24 og Sirrus 24 allerede fra starten af januar, og vi glæder os til at vise den opdaterede version af de superventilerede allroundere frem. I det følgende kan du læse en gennemgang af de nye rygsække.

Se Stratos- og Sirrus-rygsækkene i webshoppen.


Nyt bæresystem

Den største ændring på de nye Stratos/Sirrus-rygsække er ryggen og bæresystemet. AirSpeed-bæresystemet har fået en opdatering, så det nu er justerbart, endnu bedre ventileret og mere komfortabelt. Ventilationen er stadig sikret af en buet aluminiumsafstivning, der holder selve rygstykket lidt væk fra ryggen, men den del, der har kontakt med ryggen, er ny: En blød og fleksibel mesh-konstruktion uden sømme, der fortsætter direkte fra ryggen og ud i hoftebæltet, sørger for et helt nyt niveau af åndbarhed, støtte og komfort. “Bodywrap”-designet i de nye Stratos- og Sirrus-rygsække minder om de populære Atmos/Aura-rygsække, og i det hele taget synes Osprey for alvor at have skilt sig ud fra konkurrenterne, når det kommer til at lave åndbare rygstykker og hoftebælter, der virkelig griber om kroppen. I forhold til de gamle Stratos- og Sirrus-rygsække, er det især den sømløse, glidende overgang mellem rygstykke og hoftebælte, der vil være med til at give rygsækkene et hak op i både ventilation og (især) i bærekomfort.

Kombinationen af et nyt ryg- og hoftebæltedesign burde gøre de nye Stratos/Sirrus-rygsække til de mest behagelige til dato, og cementerer seriernes position som nogle af de mest velsiddende og alsidige ventilerede dagtursrygsække på markedet.

Foto: Osprey
Det nye rygstykke på Stratos 24. Foto: Osprey

Forskelle på dame- og herremodellerne

Osprey sælger Stratos-serien til herrer og Sirrus-serien til damer. Uden at skære alle over én kam, er det rimeligt at sige, at der i rigtig mange tilfælde er nogle forskelle på mænd og kvinders anatomi og kropsbygning, der kan være relevante at tage hensyn til, når man skal konstruere en rygsæk, der sidder bedst muligt på ryggen. De forskelle, der primært er relevante i forhold til rygsække:

  • Ryglængde
  • Skulder- og nakkebredde
  • Forholdet mellem hofte- og taljebredde
  • Brystpartiet

Rygsække, der er designet til kvinder, er typisk kortere i ryggen, skulderremmene sidder lidt tættere på hinanden, hoftebæltet er vinklet lidt anderledes og skulderstropperne går ikke lige så direkte ned over brystpartiet som på herremodellerne. Især på de store rygsække (>50 liter), hvor bæresystemet (rygstykke, skulderstropper og hoftebælte) er relativt kraftigt, kan der være stor forskel på hvordan en herre- og en damemodel sidder på forskellige kropsbygninger. På mindre rygsække, som Stratos 24 og Sirrus 24, hvor bæresystemet er blødere og smidigere (for at give mere fleksibilitet og komfort, og fordi man bærer på noget mindre vægt i mindre rygsække) vil der være mindre forskel på herre- og damemodellerne. Ryglængden vil være den afgørende faktor i forhold til komfort, og høje kvinder med en lang ryg og brede skuldre vil i nogle tilfælde passe Stratos 24 lige så godt som, eller bedre end, Sirrus 24.

Osprey Sirrus 24. Foto: Osprey.
Osprey Sirrus 24. Foto: Osprey.

Alle Stratos- og Sirrus-rygsække har justerbar ryglængde, så man kan få lige præcis den længde, der passer bedst. De større rygsække i Stratos-serien kommer i to størrelser (S/M og M/L) mens Stratos 24 og alle rygsækkene i Sirrus-serien er “one size”.

Gennemgang af rygsækkene

Stratos- og Sirrus-rygsækkene er bygget op over den samme relativt minimalistiske skabelon: Alle rygsækkene har et hovedrum, elastiklommer på siden, et lynlåslukket rum på fronten og et lille lynlåslukket rum i toppen. Lynlåslommen på fronten er ny, og er glimrende tilføjelse, der giver mulighed for at opbevare våde eller snavsede ting, eller ting, der skal være hurtigt tilgængelige, f.eks. en regnjakke eller et par sandaler, i en lomme for sig. Desuden har alle modellerne lynlåslommer til småting på hoftebæltet og venstre skulderrem er udstyret med Ospreys “Stow-on-the-go”-system, der giver mulighed for hurtigt at pakke en vandrestav af vejen, uden at skulle have rygsækken af, hvis man pludselig har brug for begge hænder på en teknisk krævende del af vandrestien. Rygsækkene er også udstyret med fæstemuligheder for en enkelt isøkse eller vandrestav på selve rygsækken.

Alle rygsækkene er desuden klargjort til et drikkesystem og kan rumme en 3-liters drikkeblære uden problemer. Kompressionsremme på siderne sørger for, at man kan få oppakningen til at sidde tæt til kroppen, også når rygsækken kun er halvt fyldt, og det medfølgende regnslag sørger for at holde oppakningen tør, når himlen åbner sig.

Hvad kan de? Hvem kan bruge dem?

Stratos- og Sirrus-rygsækkene er utroligt alsidige, ventilerede dagtursrygsække, der vil være velegnede til langt de fleste aktiviteter i det fri – især i varmt vejr:

Det ventilerede rygstykke sikrer god ventilation og gør dem velegnede til aktiviteter, hvor pulsen kommer op, f.eks. cykling, vandreture i varmt vejr og langrend. Man skal være opmærksom på at det ventilerende mesh-materiale i ryggen og hoftebæltet kan samle ganske meget sne, hvilket gør dem mindre oplagte til vinteraktiviter, hvor de er meget i kontakt med sne, f.eks. offpiste-skiløb, men til gengæld netop er det, der gør dem så forrygende i varmt vejr, eller til aktiviteter, hvor man sveder eget.

Stratos- og Sirrus-rygsækkenes store force er den forrygende ventilation og gode bærekomfort, kombineret med en rygsæk, der ikke vejer ret meget i sig selv, og de vil især være på hjemmebane på vandre- eller cykelture i varmt vejr – eller på cyklen til hverdag, hvor det især kan være irriterende at møde på arbejde eller i skole med en trøje, der er helt våd af sved på ryggen.

Se Stratos- og Sirrus-rygsækkene i webshoppen.

Foto: Osprey.
Foto: Osprey.