Osprey Exos har i mange år været en favorit blandt vandrere, der prioriterer at pakke let, men ikke vil gå på kompromis med bærekomfort og ventilation. Det komfortable og suverænt ventilerede bæresystem, det gennemtænkte design og den lave vægt har gjort Osprey Exos til et hit til alt fra vandring på caminoen til hytte-til-hytte-ture i Alperne, samt weekendture herhjemme eller i Sydsverige. I år er Osprey Exos både blevet redesignet og har fået en kvindespecifik tvillingesøster, Eja. I det følgende gennemgår vi Ospreys nye superventilerede letvægts-allroundere Exos og Eja.



 

Bæresystem

Nøglen til god bærekomfort er bæresystemet, og det er også her Osprey Eja og Exos for alvor excellerer:

Rygstykke

Osprey Eja og Exos er bygget op omkring Ospreys AirSpeed-rygstykke, der spænder et superåndbart og let elastisk mesh-materiale ud over en superlet aluminiumsramme, der holder selve tasken lidt væg fra ryggen. Det giver en pasform, der på samme tid smyger sig om kroppen og giver fuld ventilation. Kombinationen af den tætsiddende pasform, den let fjedrende aluminiumsramme og det let elastiske mesh giver både god vægtfordeling og imponerende bevægelsesfrihed. AirSpeed-bæresystemet gør ganske enkelt, at man føler at rygsækken sidder stabilt og komfortabelt, og helt tæt til kroppen, samtidig med at den lille smule dynamik, der er i bæresystemet giver en let, fri og ubesværet fornemmelse. Og endelig har man noget nær markedets bedste ventilation. Ventilationen er en gave i varmt vejr, men det kan i virkeligheden betyde lige så meget eller endnu mere, at man kan holde sig tør og komfortabel på ryggen på de ture hvor temperaturen er lav nok til at man bliver kold, hvis man stopper op og er drivvåd af sved.

Skulderremme og hoftebælte

Skulderremmene og hoftebæltet er i Ospreys ExoForm-konstruktion, der bruger et blødt og åndbart mesh på begge sider af et superlet stabiliserende materiale. Det giver bedre svedtransport og ventilation på de steder, man ikke kan undgå at blive lidt våd af sved, og det er blødt og komfortabelt oven på en tynd T-shirt, eller hvis man kun har en tynd tank top på. Der er også justeringsremme på toppen af skulderremmene, der justerer balancen i toppen af rygsækken. Hoftebæltet griber om hoften, og består af åndbar ExoForm-mesh frem til hoftekammen og en bred nylonrem. Det kan ved første øjekast virke lidt minimalistisk, men det giver fremragende vægtoverførsel fra skuldrene og ryggen ned i hoften og lænden. Skulderremmene på den kvindespecifikke Eja er placeret til tættere for at passe bedre til den kvindelige anatomi omkring  nakke og skuldre, og de er også udformet så de ikke går lige så lang ned midtover brystet som på herremodellen Exos. Hoftebæltet er også dimensioneret og udformet en lille smule anderledes for at passe til kvinders hofter, der ofte er bredere og rundere end mænds.

Foto: Osprey

Pasform og komfort

Den forbløffende gode bærekomfort i Eja- og Exos-rygsækkene skyldes kombinationen af tætsiddende pasform og nøje afstemte fleksibilitet, snarere end det skyldes afstivning og kraftige materialer. Det er en af de helt store styrker ved designet, så man skal ikke lade sig afskrække af de bløde skulderstropper og det lidt spinkelt udsende hoftebælte. I stedet skal man glæde sig over den suveræne pasform, komfort og frihedsfølelse, der kommer af at have erstattet et stift og tungt bæresystem med et let, åndbart og fleksibelt bæresystem, der smyger sig op ad kroppen, følger dens bevægelser og fordeler vægten jævnt og komfortabelt.


Design og materialer

Ud over den gode bærekomfort og bevægelsesfrihed, og den suveræne ventilation, er den største force ved Eja og Exos den lave vægt. Og den lave vægt skyldes især materialevalget og rygsækkenes simple, gennemtænkte opbygning.

Materialer

Eja- og Exos-rygsækkene er bygget op omkring et let 100 denier High Tenacity Nylon, der er imponerende stærkt, og giver en markant vægtbesparelse i forhold til de kraftige, stive materialer, der bruges på tungere rygsække. Materialet har meget høj “rivstyrke”, og det kan tåle masser af vægt, træk og slid, men man skal være opmærksom på at fordi det er relativt tyndt, kan skarpe genstande lettere lave huller i det, end det er tilfældet med kraftigere materialer. Eja- og Exos-rygsækkene er ikke lavet til tankeløs mishandling, men de er rigeligt robuste til almindelig ubekymret turbrug. Kompressionssystemet på siden er i minimalistisk 7 mm nylon, og plastikspænderne er lidt mindre end på mange andre rygsække. Begge er eksempler på Ospreys insisteren på at optimere på alle de små detaljer, der kan holde vægten nede, uden at gå på kompromis med vigtige funktioner og brugervenlighed. Resultatet er imponerende lette og komfortable rygsække, der har alle de funktioner, man kan ønske sig. Med en vægt på mellem 1120 g (Eja 38, str. S) og 1200 g (Exos 48, str. L) er rygsækkene ikke de allerletteste på markedet, men det er ikke for meget sagt, at de er blandt markedets suverænt mest komfortable, rummelige og veludstyrede i deres vægtklasse!

Opbygning, lommer og detaljer

Vi fører Osprey Eja og Exos i 38 og 48 liters udgaverne, og i to ryglængder: Eja 38 og 48 i small og medium, og Exos 38 og 48 i medium  og large. Opbygningen af 38 og 48 liters-udgaverne er identisk, bortset fra størrelsen på hovedrummet. Rygsækken består af et stort hovedrum med adgang fra toppen, et toplåg med lynlåslomme, to store, elastiske sidelommer og en rummelig elastiklomme på fronten af rygsækken. Det er en klassisk rygsækopbygning, der holder vægten nede ved at undgå overflødige detaljer, men samtidig har de nødvendige lommer til at holde oppakningen i system og de vigtigste ting let tilgængelige.

Toplåget kan tages af, hvis man ønsker en lettere, mere kompakt rygsæk, og i stedet kan den indbyggede “FlapJacket” – et helt fladt “toplåg” uden lomme – bruges til at lukke og komprimere toppen af rygsækken. Kompressionremmene på siderne giver også god mulighed for at gøre rygsækken mindre, og den lave vægt og det fleksible, komfortable bæresystem gør at Eja- og Exos-rygsækkene fungerer enormt godt som mindre dagtursrygsække til en helt let oppakning. En Exos 48 uden toplåg, der er strammet lidt ind, vil være lettere, mere fleksibel og mere komfortabel med en helt let oppakning end mange af markedets 30/35 liters-rygsække. Det er ganske imponerende og det bidrager yderligere til Eja og Exos-rygsækkenes alsidighed, at de kan blive så meget mindre.

Foto: Osprey

Rygsækkene er udstyret med Ospreys “Stow on the Go”-fæstesystem til vandrestave, der gør at man hurtigt kan spænde vandrestavene fast på venstre skulderstrop, hvis man skal have hænderne fri til en kort, stejl passage på turen. Der er også fæstemulighed for isøkse eller vandrestave på selve rygsækken, og rygsækken er har lomme til drikkeblære langs ryggen, samt udgang og fæstemuligeder til slangen på skulderremmene. Der er også aftagelige bærestropper til liggeunderlag på bunden af rygsækkene.


Hvad kan de? Hvem kan bruge dem?

Osprey Eja og Exos er skabt til længere dagsture, hvor man skal have lidt ekstra udstyr med, eller til letvægtsture med et par overnatninger. Rygsækkene vil være helt geniale til en weekendtur med letvægtstelt, -sovepose og -liggeunderlag, og lidt minimalistisk kogegrej. De vil også være perfekte til hytte-til-hytteture, hvor man har lidt mere tøj og udstyr med en på en almindelig dagstur, og har brug for lidt mere plads i rygsækken, men ikke bærer tungt. Rygsækkene kan bære op til 15 kg rimeligt komfortabelt, men de er skabt til oppakninger mellem 5 og 10 kg, og det er her man får den fantastiske frie fornemmelse, en let oppakning og et fleksibelt, komfortabelt bæresystem giver. En Eja- eller Exos-rygsæk med 7-8 kg i, et par lette vandresko eller -støvler og et par vandrestave giver en helt fantastisk følelse af frihed og lethed, sammenlignet med de tunge, stive vandrerygsække og støvler, der tidligere har været standard på alle længere ture.

Eja, Exos og en let oppakning til et par overnatninger giver en fantastisk frihed. Foto: Osprey

Fordi rygsækkene er så lette, komfortable og har så gode kompressionsmuligheder, kan man også sagtens bruge dem som små dagtursrygsække på ture, hvor man ikke har meget andet end et sæt regntøj, en varm jakke og mad og drikke med. Det gør at rygsækkene lige så fint kan bruges som 25-30 liters rygsække, som de 38 eller 48 liter, de hver især kan rumme. Det giver også mulighed for at lade teltet stå, hvis man har fundet en lækker lejrplads, og pakke en superlet rygsæk til en dagstur.

Osprey Eja og Exos vil være et oplagt valg for alle, der både tager på korte og lange dagsture i naturen, på shelterture, weekendture eller hytte-til-hytte-ture, og som værdsætter en let oppakning og et komfortabelt, ventileret bæresystem. Rygsækkene er virkelig alsidige og har til fulde fortjent deres gode ry og store popularitet.


Se Osprey Eja i webshoppen

Se Osprey Exos i webshoppen

Se hele vores udvalg af rygsække fra Osprey i webshoppen

Indholdsoversigt