Nyt boulderområde ved Arkelstorp vest for Ivösjön!

Bjørn Iisager har brugt størstedelen af sin sommer i skovene omkring Arkelstorp, vest for den nordlige del af Ivösjön i Skåne. Her har han, for det meste sammen med Rodolphe Marie, været på jagt efter nye boulders i de store skove. Ud fra satellitbilleder har Bjørn og Rodolphe forsøgt at lokalisere store, lovende klippeblokke, hvorefter de er gået på jagt - bevæbnet med klatresko og børster! Det er der kommet en masse flotte boulders og et hav af nye problemer ud af - og det meste er oven i købet kommet med i en ny svensk fører til det store område omkring Ivösjön. I det følgende kan du læse Bjørns beretning om udviklingen af et nyt, nærmest lokalt boulderingområde!


I den skarpe ende af stødtænderne

af Bjørn Arnel Iisager

Følgende er en beretning fra det virkelige liv, om at udforske det ukendte i en stræben efter idealet, med glæderne og overraskelserne, der følger. Dette havde ikke været muligt uden den fælles passion, dagdrømmeri og indsats Rodolphe Marie og jeg investerede i sommeren 2019.

*

Vi drejer til venstre ind i den tætte skov lige efter foderstationen. Stedet under foderstationen er trampet op som bevis på, at stationen har gjort sit arbejde og fodret en flok dyr for nylig. Jorden under os skifter fra grusvej med traktorspor til dyrestier og lavthængende grene. Da temperaturen er lige omkring 25 grader, har de små spindelvæv, som hænger på grenene, let ved at klistre sig fast til vores arme og ben. Luften er fugtig og det er bestemt ikke gode forhold til klatring, men sådan er det i juli i Sydsverige. Temperaturen falder ud på aftenen, så hvis man har forhåbninger om at klatre om sommeren, er det aftenerne, der gælder. Normalt er friktionen dårlig på stenene så langt sydpå i Skandinavien om sommeren, men vi har allerede fundet flere sten et par kilometer nord for det kendte Kjugekull, som har en grovere tekstur. De nye fund giver nok stick til, at vi kan klatre på en varm sommerdag. Kjugekull er ellers berygtet for at være en dødsdømt destination når temperaturen stiger over 20 grader, og det kloge er da at klatre længere nordpå eller i Sydeuropa.

Stien bliver smallere og vi må bukke os ned for at komme under de lave grene. Et godt trick er at have lange bukser og langærmet trøje på, på de her gåture, da man skal passere mange nåletræer. Jeg har det for varmt, så det er shorts og t-shirt som jeg er udrustet med. Kampen med de stikkende nåletræer må bare være en del af oplevelsen.

Vi er på vej mod et sted i skoven, hvor det ser ud som om der er nogle mærkelige skygger under træerne på telefonens kort. Det er langt fra hver gang, at skyggerne på kortet betyder, at der ligger store sten, men det er forsøget værd at tjekket stedet, når det alligevel er for varmt til at klatre. Stien snævrer på et tidspunkt ind og grenene gør, at det bliver vanskeligt at kigge op og orientere sig. Vi går med bukkede hoveder få skridt efter hinanden på den smalle sti. Jeg går forrest, da stien drejer om et stort træ med tyk stamme. Stien bliver bredere lige som vi runder hjørnet og jorden er dækket af små runde sten, som ligger tæt op ad hinanden. Jeg er døsig af at have gået så langt i varmen, så
der går et lille sekund før jeg registrerer, at stenene alle sammen har pels. Det er en hel gruppe vildsvin, som ligger og sover middagslur i skyggen af træets store krone!

Bunken af svin vokser ind mod midten, hvor den største ligger. Selvom den ligger på siden og sover, går dens højeste punkt op til lige over mine knæ. Jeg stopper brat op og vender mig for at advare Rodolphe med vilde armfagter. Vi har helt utroligt undgået at lave lyde de sidste 50-100 meter hen mod svinene, så de har ikke hørt os. Vi er også tilfældigvis gået mod vinden, så de heller ikke har kunnet få færden af os. Vi vender os om og lister med små, stressede skridt tilbage ad stien, hvor vi kom fra. Da jeg førte an på stien rundt om træet, er det nu mig der går bagerst, idet vi tager benene på nakken. Jeg forsøger at forestille mig situationen, hvor jeg er kommet til at vække flokken ved at lave fagter til Rodolphe og kigger nervøst over skulderen, imens vi lister væk. Der er ikke nogen. Det er noget med at vildsvinene er farligst, hvis de har unger, og da størstedelen af stenene - jeg mener svinene - var under halvt så store som den største, der lå i bunken, kan man regne ud, at de må være dens unger. Sådan en stødtand er ikke sjov at få jaget op i enden, bare fordi vi er ude og lede efter sten, så en undvigemanøvre, med et hop, der er højere end dens tænder kan nå, når jeg da også lige at få vendt i tankerne på turen tilbage igennem skoven. Da vi er nået langt nok væk til, at vildsvinene ikke kan høre os, bryder vi ud i en nervøs latter og sunder os før missionen må fortsætte. Vi er kommet lidt ud ad kurs og må skære en bue gennem skoven for at undgå et nyt møde med vildsvinene.

Foto: Sten på kortet der kaster skygger og spiller os et puds, Arkelstorp 2019.

 

På vores mange gåture har vi fundet et utal af sten. Det er helt utroligt, hvor mange sten, der egentlig ligger i skovene i Skåne, og det gamle rygte, svenskerne har holdt i live om, at ”vi har fundet alle stederne, der er værd at finde”, bliver mindre og mindre troværdigt desto mere vi finder. Sagen er den, at man skal være meget selektiv i sin søgen efter nyt. Der ligger nemlig så mange sten, at hvis vi forsøgte at børste og klatre dem alle sammen, ville vi ikke opnå meget andet end trætte arme og en forsvindende lille kontakt til omverdenen, ved at bruge så meget tid i skoven. I stedet fandt vi hurtigt en søgestrategi, hvor en vis størrelse og form på stenene tiltrak vores opmærksomhed. Da Rodolphe er franskmand - ikke at jeg skal generalisere et helt folkefærd ud fra, hvordan de opfatter omverdenen, men det er nu alligevel det positive indtryk, jeg har af deres tilgang til de visuelle aspekter af klatring, samt at de i tidernes morgen var førstevælgere til verdens bedste samling af sandsten syd for Paris - og jeg selv har en del ture til Fontainebleau under bæltet, anser jeg os begge for æstetikere, hvad angår udseendet og typen af blokke. Så vi gik efter blokke med så rent et udtryk som muligt. Og da vi ikke havde tid til at børste og klatre hver en blok, gik vi kun efter de allerbedste linjer.

Connoisseur. Foto: Rodolphe Marie

Silverflame. Foto: Rodolphe Marie

Tilbage til svinestien, så at sige, var vi nu kommet tæt på det sted, hvor kortet havde angivet de mystiske skygger. Når der er jackpot, plejer vi at kunne se stenen langt væk, men denne gang dukkede der ikke noget op, i hvert fald ikke noget højt. Det viste sig at være et stykke fjeld, som stak op af jorden og skabte skyggerne. Jeg havde googlet mig frem til at "flytblokkene", som betegnelsen er for de sten, der ligger i Sverige - flyttet af istidens brutale gartneri i landskabet - følger et bestemt mønster ned over Skandinavien. Man har en ret præcis forståelse af, hvordan isen har flyttet blokkene og sorteret lidt i de øverste jordlag. Det er resulteret i, at hvis sådan en som mig vil lokalisere stenene, findes der en geologisk metode, hvor man først identificerer jordtypen man befinder sig på. Jordtyperne ligger i bånd fra nord mod syd og er ca. 200 meter brede. Størstedelen
af stenene befinder sig i jordtypen "moræne" som indeholder en god blanding af blandt andet bjergartsfragmenter. Og da jeg ikke har mulighed for at studere de underjordiske jordtyper, gik vi efter det, som kaldes "blokmoræner", hvor små, synlige blokke ligger spredt i skovbunden. For at gøre en lang historie kort, kunne vi på gåturen se, at vi var havnet i en blokmoræne, så selvom kortets skygge ikke pegede mod en nævneværdig klatrepræstation, var vi nødt til at søge videre i området.

Iskappen som lå ned over Skandinavien tog ikke kun enkelte blokke med, men oftest større klynger af sten. Såkaldte "stenhaler" lå spredt efter epicenteret for en større gruppe flytblokkes destination, efter isen havde flyttet dem. Det er altså sandsynligt at, hvis man finder en stor blok, findes der flere så længe man finder retningen på stenhalen og følger den.

Det var svært for Rodolphe og jeg at finde retningen på den stenhale vi var havnet i, så vi endte med at cirkulere rundt i det område, vi befandt os i. Der lå flere blokke på 3x3 meter, men udenfor de søgekriterier, vi havde sat. Da vi fulgte nogle grusstisystemer inde i skoven, kom vi til et skilt med navnet Sohallen. Et pudsigt navn, som vi associerede til et sted dybt i skoven, hvor grisene bliver fodret med mad ad libitum, og kunne leve til deres dages ende. Vi fulgte grusstien som skiltet pegede ad og stødte på en stor, flot, kompakt og overhængende sten.

Sohallen-stenen. Foto: Rodolphe Marie

Sohallen-stenen har potentiale til linjer i alle niveauer og er af utrolig kvalitet. Det er en fantastisk tilføjelse til klatreoplevelsen nord for Kjugekull og absolut et af de bedste fund, Rodolphe og jeg har gjort os på sommerens mange gåture i skovene. Senere har jeg erfaret at den har været kendt af danskere i området, så et helt nyt fund er det ikke.

Essensen

Det er fascinerende hvordan man kan blive opslugt af eventyret i rejsen mod det nye og ukendte. Jeg er en ganske stor tilhænger af at lade sig henfalde til en søgen. Den søgen er et forsøg på at nå ind til essensen af det, man er ude efter, uden at vide hvad det egentlig er. Denne søgen er repræsenteret godt i de udfordringer, man stiller sig selv i klatring. Når det virkelig gælder og man er på grænsen af sin kapacitet og det eneste, der er tilbage, er de instinktive valg, som skal afgøre udfaldet af situationen, så føler jeg mig tæt på mig selv. Samtidig er denne søgen tættere på at være målet end målet selv, for målene i eksempelvis klatring er, for mig, forbigående og kun aktuelle i en større sammenhæng. Jeg vil dog erkende, at dette har taget mig tid at forstå og det er stadig uvist om jeg forstår det til fulde.

Grand Cru. Foto: Rodolphe Marie

Jeg har bevidst forsøgt ikke at kategorisere de nye problemer med en grad, da jeg føler, at netop graden er en simpel kategorisering af noget mere komplekst og at den ikke skal stjæle fokus på det andet, som jeg mener, den hidtil er lykkedes med. Problemerne i guidbogen til området har graderinger, men jeg mener, vi skal i gang med at italesætte en bevidsthed omkring gradens funktion, samt hvor dens begrænsninger går. Når man når langt nok ind i klatring - og her mener jeg ikke blot op ad niveauinddelingens trin, men ind i forståelsen af bevægelser og sig selv i bevægelse - så er der andre faktorer end kategoriseringen, som bliver interessante. Eksempelvis går der et tværsnit, uafhængigt af niveau, som peger imod forståelsen af den letteste løsning i en given situation. Og yderligere en forståelse af, at en enkelt præstation aldrig kan trækkes ud og vurderes alene, uden at forstå den kontekst den indgår i, og forstå, at den er en del af konteksten og dermed umuligt kan stå alene. At præstationerne, blokkene og ruterne, man klatrer, har en tidslig faktor imellem hvert ascent, maskerer at de indgår i en sammenhæng i klatreren selv.

Trynekunsten siddestart. Foto: Rodolphe Marie

Hele denne klamamse forsøger at beskrive klatringen, som jeg holder så meget af. En af de største grunde til, at den betyder så meget, er at den kan deles med andre, hvilket vil sige, at heller ikke jeg kan trækkes ud af en større sammenhæng og stå alene. Den erkendelse er måske den vigtigste.

Med flere mennesker som dyrker sportsklatring indendørs, stiger antallet af klatrere som også vil udenfor og klatre. Det skaber et større pres på områderne, hvilket kan minimeres med en fælles forståelse af, at god opførsel og etik skal håndhæves. "Ingen beviser", er en god hovedregel– efterlad kun fodspor derude. De lokale, skoven og stenene skal respekteres, så vi kan begå os i naturen uden at ødelægge den.

Chan Chan. Foto: Katrine Vandet Salling.

Mine anbefalinger

Bleaustenen

Bleaustenen er en stor, ensom blok inde i skoven. Den tørrer hurtigt, da den ligger i åbent landskab. Dens tekstur er ikke set magen til i området, da den har den fineste granit i Skåne. Formationerne på stenen er samme type som man finder på sandsten. Bleaustenen giver udfordringer fra 5-7A med 13 problemer i alt.

Sohallen

Sohallen er en heldagsmission værd, hvis man er en hård negl og vil trække hårdt. Der er
projekter nok til mange besøg. Stenens vildeste linje deler samme navn som selve stenen: Sohallen. Den er en overvældende udfordring og spørgsmålet er, hvor længe den må stå distancen før den ser sit første ascent. Vi har efter udgivelsen af guidebogen, mødt en lokal i området, som ikke bryder sig om udseendet af kalk på stenene. Så jeg må opfordre til at holde lav profil og holde kalkbrug på et absolut minimum på Sohallen-stenen, så vi kan undgå et totalt forbud mod klatring. Der findes klatring fra 5-8A samt et par projekter.

Sohallen. Foto: Rodolphe Marie

Värestorp/Store Trueds Kors/Andra sidan

Det første område vi fandt. Fra bilen kan man gå i næsten alle retninger og finde blokke. Approachen er 10 minutter når det er længst. Der er ca. 50 sten spredt i et område af 300 x 100 meter, og mange flere som endnu ikke er fundet eller klatret.

Områdets mest spektakulære sten er Store Trueds Kors, som er næsten 10 meter høj. Den er et besøg værd selv om man ikke tør begive sig i kast med nogle af de højeste linjer. I området findes der klatring fra L-7C og der findes en del blokke, som ikke er blevet klatret endnu. Området har også potentiale til en børnecircuit, hvilket endnu ikke eksisterer i Skandinavien.

Hvad, hvor, hvor meget?

De blokke, vi har fundet i sommers, indgår i den nye guide over klatringen rundt Ivösjön, som er den store sø nord for Kjugekull. Udover de nye tilføjelser, Rodolphe og jeg har kunnet bidrage med, kan man vente sig:

Silverflame. Foto: Rodolphe Marie

Chan Chan. Foto: Katrine Vandet Salling.