Nanna, der er ansat i Friluftsland København, cyklede i foråret alene gennem Iran – fra Shiraz øst for Den Persiske Golf til Ramsar ved Det Kaspiske Hav. I det følgende kan du læse hendes rejseberetning fra turen, der blev lige præcis det eventyr, Nanna havde håbet på.

Ene kvinde på cykel gennem Iran

Tekst og billeder: Nanna Elkjær

”Du er godt nok modig!” Det var nok den respons, jeg oftest fik på min tur alene gennem Iran på cykel. Jeg svarede, at jeg ikke rigtig vidste, om jeg var modig eller bare dumdristig. Det ved jeg stadig ikke. Men én ting er sikkert – jeg har sjældent haft det så sjovt! Fire uger fyldt med spændende oplevelser, skøn natur og endnu skønnere mennesker. Sjældent har jeg følt mig så tryg så langt væk hjemmefra – og så kræves der jo ikke meget mod.

Fra idé til virkelighed

Ideen kom som en pludselig indskydelse. Jeg ville gerne på cykelferie og jeg ville gerne til Iran. Hvorfor ikke kombinere de to? Efter en kort søgning på internettet stod det klart, at jeg ikke var den første, der var kommet på den tanke. Jeg fandt både detaljerede rutebeskrivelser og en masse gode fif.

Jeg valgte at følge en rute fra Shiraz til Yazd via Persepolis, kongegravene i Naqsht-e Rustam, Kyros’ grav i Pasargad og ørkenbyen Abarkouh. Fra Yazd tog jeg bussen til Esfahan og efter nogle dage der satte jeg ud på den næste rute fra Miyaneh til Det Kaspiske Hav via Givi, Masuleh og Qaleh Rudkhan. Fra kystbyen Ramsar tog jeg bussen op til Teheran.

Hvorfor lige Iran?

Iran har ufatteligt meget at byde på. Dels er der de arkitektoniske vidundere, lige fra de gamle persiske ruiner i Persepolis til silkevejsbyernes moskeer beklædt med mosaikker i en vrimmel af farver og mønstre. Naturen er smuk og varieret. Iran har store ørkenområder med golde landskaber, saltsøer, sandklitter og sågar en gletsjer. De bjergrige egne byder på frugtbare dale omgivet af bjergtoppe med sne året rundt. Og mod nord ud mod det Kaspiske hav er der muldrige skove, rismarker og teplantager. Iran er virkelig kontrasternes land! Fra Teherans hede kan man tage en kabelbane op til Alborz-bjerget, hvor der ligger et skiresort. På bare en time rejser man igennem tre forskellige årstider!

Men den egentlige attraktion ved Iran er iranerne selv. Iran regnes for at være det mest gæstfrie land i verden og dette med rette. Gæstfriheden er dybt integreret i kulturen og iranerne vil gøre sig store anstrengelser for, at landets gæster skal få en god oplevelse. Overalt blev jeg mødt med venlighed og imødekommenhed. Og rigtig mange gange blev jeg inviteret hjem af en familie, fik et måltid mad, et bad og en seng at sove i. Lige hvad man har brug for efter en hel dag på cyklen!

Hvorfor lige cyklen?

Cyklen er et fantastisk transportmiddel! Ligesom med vandring oplever man verden langsomt, men man er mere mobil. Dertil vækker cyklen opsigt! Den bliver let et samtaleemne og dermed også en adgangsbillet til flere eventyr. Man er altså synlig, men man er også sårbar! Som cykelturist har man brug for hjælp og det giver en naturlig kontakt med folk fra alle samfundslag.

Jeg ville gerne langt ud på landet og derfor var cyklen et oplagt valg. Men Iran er også et godt rejsemål for backpackere. Landet er ikke overrendt med turister, men der kommer tilstrækkeligt mange til, at der er alle de services, man har brug for – backpackerhoteller, rejsebureauer der arrangerer ture fx ud i ørkenen eller op i bjergene. I byer som Shiraz, Yazd, Esfahan og Teheran finder man let sammen med andre backpackere.

Men alligevel – cykelferie i Iran?

Iran er ikke nogen cykel-nation! Der er ikke ret mange cyklister og trafiksikkerheden er lav. Der skal en god portion is i maven til for at tackle den iranske trafik, men så får man også smæk for skillingen!

I byerne, hvor trafikken er tæt, skal man simpelthen flette ind med bilerne. Her har man den fordel, at man rager højere op og dermed har et større overblik og en større synlighed. Langs hovedvejene kan man køre på vigesporet. Nogle strækninger ligger der meget ral, men de fleste strækninger er vigesporet helt fint. På de mindre landeveje gælder de samme kneb som herhjemme. Det gælder om at gøre sig synlig og være klar til at dreje af vejen, hvis det bliver nødvendigt.

Cyklen giver en masse rejseoplevelser, man ellers ikke ville have fået. Jeg kom rigtig langt ud på landet og oplevede et naturligt fællesskab med andre cykelentusiaster. I Yazd cyklede jeg f.eks. rundt med en ung fyr, der kaldte sig Curly. Han viste mig de zoroastriske Towers of Silence udenfor byen og lærte mig at håndtere den iranske trafik.

Der kører busser mellem alle større byer og her kan man få sin cykel med – oftest mod en lille ekstra betaling. Taxaer tager også gerne cykler med. Og skulle det blive nødvendigt, kan der næsten altid skaffes en pickup truck og en chauffør.

Man kan campere i alle offentlige parker, nær politistationer (blot ikke når man rejser alene kvinde) og overalt i naturen. Langs hovedvejene er der Røde Halvmåne-stationer med gratis wifi, kost og logi. I de mindre byer er der som regel en moske, hvor man kan overnatte, eller et lille guest house. Men oftest vil man blive inviteret hjem.

Sådan kan en cykeldag udfolde sig – fra Kolur til Furman

Aftenen inden har jeg indlogeret mig på et hotel i Kolur i den smalle Khalkhal-dal i Alborz-bjergene. En hel suite med stue, to små værelser, badeværelse og køkken for blot 500.000 riyal (ca 50kr). Hotelfatter er en ældre herre. Jeg lytter intenst til hans farsi, men forstår ingenting. Ikke andet end den faderlige omsorg, hans blide blik og bløde stemme omgiver mig med. Omsorg og ærbødighed. Han er stolt af sin by og har været glad for at modtage mig her. Nu sender han mig videre ud på min færd med de bedste ønsker om en god rejse.

Jeg pakker cyklen og sætter ud. Det er markedsdag i dag og boderne er ved at blive sat frem her tidligt om morgenen. Jeg styrer udenom de små borde. Folk vinker smilende til mig. Lidt længere fremme må jeg gøre holdt for to æsler og siden en flok får.

Vejen fører mig længere ned i dalen. Her er grønt og stille. Mandeltræerne står i flor, en flod slynger sig afsted, luften er ren og klar. Jeg kommer til landsbyen Shal, det sidste stop inden vejen snor sig op over bjergpasset mellem Adarbil-provinsen og Gilan. Jeg gør holdt ved en lille kiosk, drikker te og venter. Jeg har brug for ekstra information om de næste 55 km. Det er en stigning fra 1300 m til 2350 m og jeg bliver nødt til at vide, hvad der venter mig.

Hurtigt samles opmærksomheden omkring mig. Jeg hilser og så begynder et fast ritual. Jeg bliver spurgt om, hvor jeg kommer fra, hvor jeg skal hen, og om jeg rejser alene. Så meget farsi forstår jeg. Frem af tasken hiver jeg mit kort. Med fingeren viser jeg, hvor jeg har været. Mændene nikker anerkendende. Så viser jeg, hvor jeg skal hen og spørger, hvordan vejen er.

En mand inviterer mig med hjem. Hans datter kan engelsk og vil oversætte for ham. Vi triller cyklen ind i hans lille gård og jeg bliver inviteret indenfor. De er i gang med morgenmaden og jeg får en bid med. Så begynder manden at fortælle og datteren oversætter. ”Der er tre landsbyer på vejen. Taharom, Ali Abad og Majoleh. Når vejen deler sig i to, skal du følge den til højre. Vejen er under konstruktion.” Jeg nikker. Han ser alvorligt på mig. ”Du vil få hjælp.”

Jeg tanker op med vand, cola og snacks, og sætter ud. Et par kilometre længere fremme vender jeg om. Stigningerne er for stejle og landskabet bliver kun mere øde. Jeg vil ikke bringe mig selv i den situation, hvor hjælpen er nødvendig. Så jeg vender tilbage til kiosken og spørger efter en taxi. ”Vent,” siger de. Jeg venter. For den, der kan vente, er der altid en løsning.

En lille times tid efter kommer en ung fyr i en pickup truck. Vi spænder cyklen fast på ladet og kører afsted. Efterhånden som vi kommer højere op, bliver jeg gladere for min beslutning. Der er virkelig øde! Da vi nærmer os toppen, hører asfalten op og erstattes af grusvej. Mahmoud fortæller løs med fagter og få brokker, og med den ene hånd på rattet, den anden på mobilen navigerer han bilen rundt i de skarpe sving, samtidig med at han viser billeder af familien.

Da vi kommer over bjergpasset, skifter luften karakter. I Khalkhal-dalen er luften tør og støvet, her i Gilan er den fugtig og dufter af muld. Vi skrumler nedad ad den hullede grusvej. I skoven længere nede møder vi to vandrere, der spørger, om de kan få et lift. Jeg gør plads på ladet, stikker dem en cola og vi kører videre.

Efterhånden som vi nærmer os Masuleh, er der flere mennesker og flere biler. Iranerne har nytårsferie og Masuleh er åbenbart centrum for iransk turisme. Man forstår det godt. Her er virkelig meget smukt. Nede i byen er gaderne tæt pakkede. Ærgerligt! Jeg havde ellers inviteret Mahmoud på frokost, men vi må opgive at finde en parkeringsplads. I stedet betaler jeg en klækkelig sum for god og meget galant behandling.

Jeg finder et sted at spise frokost og går en tur rundt i byen. Efter adskillige dage i tyste dale og småbitte landsbyer kommer trafikken, menneskemylderet og støjen næsten som et chok. Jeg opgiver at finde logi og sætter i stedet nedad mod Furman. Vejen snor sig nedad og nedad, pakket med biler i begge retninger. Folk dytter og vinker til mig. Mit ansigt flækker i et stort smil.

Undervejs gør jeg holdt. En lille familie holder picnic i skyggen af træerne. De inviterer mig over og vi falder i snak. Jeg får te og de spørger, om jeg ikke kunne tænke mig at besøge dem i Siyakhal. Vi tjekker kortet, og jo, jeg kan godt lægge min rute ned til Det Kaspiske Hav omkring deres by.

Jeg fortsætter nedad mod Furman. Undervejs bliver jeg stoppet et par gange af nysgerrige iranere, der spørger om, hvor jeg kommer fra, og om de må tage selfies med mig. Landskabet bliver fladt, skoven tynder ud og erstattes af marker. Fremme i Furman møder jeg en ældre herre på cykel. Jeg spørger, om han kan hjælpe mig med at finde et hotel. Det viser sig, at han er tidligere medlem af The Caspian Team. Vi aftaler at cykle til Qaleh Rudkhan dagen efter.

På hotellet er der bryllup. Jeg sidder i receptionen og ser de festklædte gæster ankomme, mens jeg funderer over Irans store kontraster. På blot en enkelt dag er jeg rejst fra en fredelig bjergdal med fåreflokke og muldyr, over det golde bjergpas og ned i den frugtbare Gilan-provins. Jeg har set sletter, skove og marker, befundet mig midt i en storslået natur så stille, at jeg kun kunne høre mit hjerteslag. Og nu er jeg her, midt i en pulserende by med iransk techno på stereoen.

Når cyklen skal med flyveren

Jeg købte en CTC-pose af tyk, klar plast til at pakke cyklen i. Posen er et godt alternativ til en papkasse, for når lufthavnspersonalet kan se, det er en cykel, behandler de den med forsigtighed. Posen vejer omkring 300 g og kan spændes fast på cyklen. Så undgår man at stresse rundt efter en papkasse i passende størrelse, når man skal hjem igen.

Det er let at pakke cyklen i en CTC-pose. Man afmonterer gearskifteren og svøber den i fx pap, bobleplast eller andet, så den ikke lider overlast under transporten. Så sætter man sædet ned, skruer pedalerne af og vender styret. Styret surrer man fast til stellet, så forhjulet ikke drejer. Endelig lukker man luften ud af dækkene og kører cyklen ind i posen, som tapes til med gaffa – og så er den klar til afgang.

Inden man køber flybilletten, er det værd at undersøge, hvor mange kilo bagage, man må tage med. Jeg valgte et flyselskab, hvor jeg kunne tage 30kg samt håndbagage med uden at betale overpris. Værktøj må ikke medbringes i håndbagagen, så det skal tjekkes ind.

Udstyr til turen

Jeg medbragte et lille telt, liggeunderlag og sovepose med liner som backup til de lange, øde strækninger. Man kan købe sprit til trangia alle steder, men man kan også gøre som iranerne og købe sprit-gel, stable et lille bålsted af sten og bruge forhåndenværende brænde. Eller helt droppe at lave mad selv. I alle kiosker kan man få kogende vand og selv ganske små byer har spisehuse. Og ellers bliver man med stor sandsynlighed inviteret indenfor til et varmt måltid mad.

Når det kommer til beklædning, gælder der særlige regler i Iran. Mænd må ikke gå i shorts. Kvinder skal bære lange, løse bukser, lange ærmer og mantou (en jakke, der går til midt på låret) eller tilsvarende, og hijab er påkrævet. Der synes at være den praksis, at så længe man er på cyklen, må man godt være iklædt cykeltøj, men så snart man stiger af, skal man dække sig til. Jeg tog ingen chancer, så jeg gik i løstsiddende lange bukser, langærmet ulden bluse med en lang herre T-shirt størrelse XL udover. Til fin brug havde jeg en tynd silkekjole, jeg kunne tage udenpå den langærmede bluse og bukserne. Som hijab brugte jeg en tynd uld-buff. Til at holde mig varm og tør havde jeg en tynd fiberjakke og en skaljakke med en vandtæt membran og god åndbarhed. Dertil tynde uldne sokker og sandaler samt cykelhandsker, cykelhjelm og cykelshorts, hvor jeg havde fjernet stort set alt andet end skridtbeskyttelsen, fordi det ellers blev for varmt.

På grund af sanktionerne kan man ikke anvende udenlandske hævekort i Iran. Man skal altså have kontanter med til hele turen. Jeg havde to pengekatte. Den ene, af silke, var spændt fast på brystkassen under den ene armhule. Den anden, som jeg lettere skulle kunne komme til, havde jeg hængende på tværs i en strop under det yderste lag tøj.

Til cyklen medbragte jeg værktøj, lappegrej, et ekstra geardrop og to friske cykelslanger. Reservedele til cykler kan sikkert godt skaffes, men der er ingen grund til at tage chancer. Udover mit personlige udstyr, kikkert, kamera og iPad medbragte jeg også spisegrej, en drikkedunk med vandfilter, så jeg kunne tappe vand alle steder, en dolk, en pandelampe og naturligvis et førstehjælpskit.

Mit grej stuvede jeg i to cykeltasker bagpå cyklen samt en dry bag spændt henover bagagebæreren. På styret havde jeg en mindre cykeltaske med bl.a. mit kamera.

Nanna Elkjær