Hanwag Alpine Experience er en årlig ekspedition arrangeret af Hanwag, hvor heldige kunder og samarbejdspartnere får muligheden for at bestige Tysklands højeste bjerg: Zugspitze (2962 m). I august måned trak vi Friluftslands vinder af Hanwag Alpine Experience 2019-konkurrencen, og i år blev vinderen Lars Merulla. I det følgende får du Lars’ egne ord om oplevelsen, samt hans billeder fra turen til toppen af Zugspitze.

[hr]

Tekst og billeder af Lars Merulla

Hvor heldig kan man være!

Fra en der aldrig vinder noget, til at være den der vandt den fedeste præmie. En tur til toppen af Zugspitze, Tysklands højeste bjerg, beliggende i det sydlige München.

En tur der bød på de vildeste oplevelser og en masse nye venskaber.

Dag 1 ankom jeg til det hyggeligeste hotel ved foden af Zugspigte, lige ud til en helt fantastisk sø, hvor jeg gennem mit værelsesvindue kunne se toppen af bjerget spejle sig i vandet.

Den første aften gik med at gennemgå ruterne op af bjerget, uddeling af udstyr, møde alle de fede personligheder der var med, og en dejlig Bayersk middag. Jeg havde valgt ruten ‘Höllental’; en scenisk rute, der både har via ferrata- og gletjserpassager. Efter middagen var det så ellers i seng i spænding på dagen der ventede forude.

Læs mere om de fire forskellige ruter her

Jeg vågnede klokken 5 næste morgen

Spændingen kunne mærkes. Jeg kunne slet ikke vente med at komme afsted. Jeg tog et bad for at få tiden til at gå, tjekkede rygsækken var pakket korrekt og alt udstyr var i orden.

Da klokken slog 06:30 var det tid til morgenmad og tid til at at få snakket planen igennem med min makker, Martin og vores guide, som sjovt nok også hed Martin. Det gjorde det ret nemt at huske navne.

Så var det endelig tid til at komme afsted. Vi gik i samlet flok op mod træerne, der omkredsede foden af bjerget, og som vi skulle igennem for at komme op til den hytte hvor vi skulle overnatte inden det endelige topforsøg.

Turen op til hytten var gennem de smukkeste landskab. Store graner, dybe dale, store klipper og brusende smeltevandsfloder, inden vi nåede ind til den smukkeste og mest fredfyldte dal, hvor hytten lå.

Hele dagen var en stor gang ‘WOW’. Det var vanvittigt smukt.

Hytten vi skulle overnatte i havde sin egen lille cafe, hvor man kunne få både mad og drikke. Hytten havde en svævebane tilknyttet, hvor personalet kunne få fragtet mad og drikke ud i. Ejeren fortalte dog, at de om sommeren, når sæsonen var på sit højeste og der var klatrere i massevis, ikke kunne fragte øl ud hurtigere end de mange gæster kunne drikke dem.

Vi fik da også en dejlig kold øl og et lækkert stykke kage ganske få minutter efter vores ankomst. Vi havde været ret effektive på vores vandretur ud til hytten, så vi havde rigtig god tid. Vi var derfor et par stykker, der besluttede at gå den første del af morgendagens rute, for at se hvad den bød på, og for at se hvor det for alvor begyndte at gå opad. Godt forberedte og efter en dejlig aften med det bedste selskab, gik vi til køjs og fik lidt hvile inden vores topforsøg.

Så blev det endelig dagen

Vi stod op kl 04:45 og gjorde os klar. Vi blev dog en anelse forsinket, da ejeren af caféen kom lidt for sent op til at kunne servere vores morgenmad. Ejeren havde udnyttet, at vi ikke havde drukket og vist fået en tår over tørsten. Men vi fik maden serveret til sidst og den gled da også hurtigt ned. Så var vi klar. En sidste briefing fra vores guide Martin og så afsted. Topforsøg.

Efter at have forceret den lille vandretur, vi tog aftenen før, nåede vi frem til væggen, hvor vi skulle begynde at bruge vores seler og klatre via ferrata.

Personligt var jeg meget spændt på hvordan det ville være og hvordan kroppen ville reagere på at hænge på en lodret væg med frit udsyn ned. Men det var bare helt fantastisk.

Vi blev set meget nøje an af guide-Martin. Han spurgte til om vi var utrygge, men kunne konstatere, at det var vi på ingen måde. Han var tværtimod imponeret over hvor let og sikkert vi havde ved at bevæge os rundt med udstyret.

Efter at have klatret nogle timer nåede vi frem til en gletsjer der skulle forceres. Så var det på med steigeisen, reb og isøkse. Jeg må sige, at til trods for at gletsjeren er smeltet betydeligt i forhold til tideligere tider, og at det ikke var verdens længste vandring henover den, så var det faktisk det sværeste på turen. Klateteknikken, man bruger, er bare ikke indkodet hos os nybegyndere. Men – hold nu op – det var fedt og vildt sjovt. Det skal bare prøves.

For enden af gletsjeren ventede væggen og små 3,5 timers klatring, der ledte op til toppen af Zugspitze. Denne var også den sværeste del af klatringen.

Vi sled os op ad lodrette vægge og stejle passager med udsigt til de smukkeste alpine landskaber; en udsigt man ikke kan finde mage til, hvis man ikke selv bevæger sig ud/op.

Langt om længe nåede vi toppen af Zugspizte

På toppen ramte det hele bare på en gang. Glæden over at være nået op, følelsen af at have fuldført en hård og fantastisk tur, tanken om at det var slut, tanken om at vi nu snart skulle skilles, og taknemmeligheden over at være tildelt den ære at kunne deltage i denne fantastiske tur. Lige der var jeg meget glad for mine solbriller med spejlglas, for der var godt nok våde øjne.

På den anden side af hvor vi kom op, kan man tage en svævebane ned til foden af bjerget igen. Den tog vi ned til hotellet, hvor der var lagt i kakkelovnen til en helt fantastisk farvelfest i ægte Oktoberfest-stil med masser af godt øl og alt, alt for meget mad.

Her til slut vil jeg bare gerne sige et stort tak til Friluftsland og Hanwag for at gøre dette muligt. Jeg vil håbe for alle andre, at de vil få den samme mulighed. Det er noget af det største og mest fantastiske man kan opleve i livet.

Jeg vender ihvertfald tilbage til alpin klatring igen i 2020.

[hr]

Et stort tak til Lars Merulla for at have skrevet teksten til historien i dette blogindlæg, samt for at dele hans fantastiske billeder fra turen.