At tage alene på vandretur med overnatning kræver for de fleste kvinder lidt overvindelse de første par gange. Men når frygten er overvundet og trygheden sætter ind, er der stor glæde at hente ved at tage på alene på tur. Vi har snakket med tre kvinder, der deler ud af deres bedste tips til at komme i gang med at vandre og sove alene i naturen som kvinde.

Det kan være enormt givende og lærerigt at være alene på tur. Uanset om det blot er en enkel overnatning eller en vandrerute, der strækker sig over længere tid. Men kvinder har ofte nogle lidt anderledes overvejelser end mænd, når det kommer til det at sove alene i naturen. Mange kvinder bærer nemlig rundt på en – oftest irrationel – frygt. Det kan være frygten for at blive mødt af overfaldsmænd i skoven. Men det kan også blot være frygten for det ukendte. Alt sammen noget der gør, at det kan føles utrygt at vandre og overnatte alene.

Jeg har ikke længere den frygt, men i starten var jeg da mega nervøs for at skulle ligge alene om natten. Jeg er jo ikke nogen stor og stærk mand, der kan forsvare sig, men jeg har med tiden lært, at frygten mest sidder oppe i hovedet. 

Sådan lyder det fra journalist og forfatter Gitte Holtze, der blandt andet har skrevet bogen “Jeg Lever”. Her beretter hun om sin vandretur på Pacific Crest Trail i USA.

Vandre alene
Foto: Gitte Holtze

Frygten er mest af alt mental

Turen gennem det vestlige USA blev startskuddet for Gitte Holtzes aleneovernatninger i det fri. Og det var da heller ikke uden bekymringer til at starte med.

Jeg vidste jo godt, at risikoen for, at der sker noget, er ret lille, men det er jo meget en mental frygt. Det prøvede jeg selvfølgelig at arbejde med inden turen, men de første nætter sov jeg nærmest ikke. Der gik nok en tre-fire nætter, før jeg blev mere tryg ved det, og det var nok en blanding af, at jeg var virkelig træt og at teltet blev min lille trygge hule, siger Gitte Holtze.

For hende gav teltet en sikkerhed. Hun fik overbevist sig selv om, at når hun kravlede derind, så ville der ikke ske noget. Det handler nemlig meget om at arbejde med tankerne og flytte fokus et andet sted hen. Derfor er Gitte Holtzes bedste tips at sove i telt samt bruge ørepropper. Sidstnævnte gør, at man ikke ligger og spekulerer over alle lydene.

Og så kan man jo vælge at starte stille og roligt hjemme i haven, på en campingplads eller en privat shelterplads. På den måde bliver de første nætter et sted, hvor det er trygt, og man kan måske lettere vænne sig til at sove alene, forklarer Gitte Holtze, som blandt andet også skriver om det at vandre alene på sin blog og på Instagramprofilen @gitteholtze.

Lysten til at udfordre sig selv

Tippet med ørepropperne er Gitte Holtze ikke alene om at dele. Også Birgit Due Pedersen, der siden 2013 har taget alene på vandretur med overnatning føler, at det paradoksalt nok giver en øget tryghed med ørepropper.

Ørepropper gør, at man kan skærme sig selv mod lyde og mindske ens alarmberedskab, som hurtigt kan komme på overarbejde, også selvom det blot er lidt puslen fra mus, man kan høre, siger Birgit Due Pedersen.

For hende startede aleneovernatningerne i naturen med et ønske om at blive udfordret.

Jeg havde lyst til at udfordre mig selv, men jeg var da pisse bange første gang, jeg skulle sove alene. Jeg var ret bange på den første tur, men det er jeg ikke længere, siger hun.

På vandretur alene
Foto: Birgit Due Pedersen

Vejrtrækning og afspænding

I kraft af sin uddannelse i naturbaseret terapi og sundhedsfremme har Birgit Due Pedersen også det mentale aspekt med, når hun deler ud af sine erfaringer med at sove ude alene. Ifølge hende kan man nemlig komme langt ved at hjælpe sin krop og sit sind med vejrtrækningsøvelser og afspænding. For selvom frygten er irrationel er den en naturlig og iboende ting i os. Og at nervesystemet er på vagt, når man kaster sig over noget nyt, er sådan set ikke så underligt. Det handler blot om at lære at kontrollere tankerne. På en måde, hjælper det lidt at snyde sig selv.

For mig hjælper det fx at sove i telt, fordi det er en måde at snyde min hjerne til noget tryghed. Det er jo ikke fordi en teltdug beskytter mig mod fare, men psykologisk har det enormt stor betydning at være afskærmet. Og så er der heller ikke nogle, der kan se, hvem der ligger inde i teltet, lyder det fra Birgit Due Pedersen som fortsætter:

Så for mig handler det nok om tre ting. Først og fremmest at kende biologien bag; At det er naturligt at nervesystemet er lidt på vagt, at vælge sovesteder og sovemåder med omhu og at hjælpe krop og sind på vej hen i en rolig retning. 

På sin Instagramprofil @birgitdue_ deler hun billeder og beretninger fra ture. Hun har desuden fokus på, hvordan naturen kan hjælpe mod blandt andet stress.

Start blødt op

Ligesom både Gitte Holtze og Birgit Due Pedersen er solovandreren Bettina Dam også overbevist om, at det kan hjælpe at starte blødt op. Der er ingen der siger, at første nat alene skal være efter en lang vandretur midt ude i en ukendt skov. Således foregik den første nat alene i telt i Bettina Dams egen baghave.

Min første nat alene i telt var i baghaven med mine to hunde. Både for at prøve det af og vænne mig til det, men også for at blive tryg ved udstyret, så jeg i hvert fald ikke skulle bruge kræfter på det, første gang jeg stod et eller andet sted i en skov efter en lang vandretur, lyder der fra Bettina Dam.

Alene på vandretur
Foto: Bettina Dam

Bliv tryg ved udstyret

For hende har det nemlig i højere grad handlet om at blive tryg ved udstyret frem for at mane en irrationel frygt til jorden.

Generelt er jeg nok ikke en, der tager tingene så tungt, og jeg lader ikke mig selv køre op. Frygt avler jo også frygt, så jeg har virkelig bare altid prøvet at tænke rationelt og gå lidt logisk til værks. Men jeg er også rolig som menneske, så for mig har det ikke handlet så meget om det at sove alene, men mere om jeg overhovedet kunne gå 20 kilometer med tung oppakning. Og så har jeg også gerne ville stole på, at mit grej virkede, siger Bettina Dam, der på sin Instagramprofil @womaninwild skriver om både at rejse og vandre alene.

Bettina Dams bedste tips er derfor at have prøvet udstyret af og have styr på de praktiske ting. På den måde er det i hvert fald ikke er det, der fylder. Derudover at få en blød opstart ved at vælge en campingplads første gang, man er væk fra matriklen og så at være så træt om aftenen, at søvnen kommer af sig selv.

De bedste tips til at tage på vandretur alene som kvinde

  • Vælg telt frem for shelter for øget tryghed og afskærmning
  • Start ud et trygt sted – enten i haven, på campingplads eller i et shelter på privat grund
  • Sov med ørepropper for at slippe for at ligge og spekulere over alle lyde
  • Vær tryg ved dit udstyr – test det af inden og vær sikker på, at du kan slå teltet op og at soveposen er varm nok
  • Arbejd med sindet og ikke mindst frygten vha. åndedrætsøvelser og afspænding. Det kan være en god idé at øve sig på hjemmefra
  • Sørg for at være træt, når du lægger dig til at sove. Det mindsker risikoen for at ligge vågen hele natten med alle de irrationelle tanker
  • Tænk over det sted, du vælger at overnatte. Er du mest tryg ved at være så langt fra byer og stier som muligt, eller er det omvendt?
  • Hav din telefon med dig for øget tryghed og sørg for, at det er opladt. Tag en powerbank med dig hvis du er afsted i længere tid!
  • Medbring en pandelampe – ingen bryder sig om at blive lyst ind i ansigtet med 300 lumen midt om natten
  • Fortæl på forhånd andre, hvor du er taget hen. Det kan være din kæreste, dine forældre, din søster eller en god veninde
  • Undgå at dele din lokation på sociale medier, mens du er der. Selvom risikoen er ekstremt lille, ved man aldrig, hvem der følger med derude

Læs også: Guide til solovandring

Se alt sovegrej i webshoppen

 

Indholdsoversigt