På vej mod VM i langdistance-snowkiting

Danske Morten Clausen og hans norske makker Thomas er på vej til verdensmesterskaberne i ultra langdistance snowkiting, og har gode muligheder for en podieplacering. Som forberedelse til VM deltog de for nylig i den russiske konkurrence, Trans Onego Kite Enduro, som er et udmattende kapløb på 440 km over den frosne sø Onego. Her blev der kæmpet sig til en 8. plads efter et race hvor heldet ikke var med skandinaverne. I det følgende kan du læse Mortens beretning fra turen og forberedelserne til VM:


Følg med i VM live fra Varanger

Følg "The Alliance" på Facebook


Trans Onego Kite Enduro (TOKE)

Af Morten Clausen

Trans Onego Kite Enduro er med verdens længste snowkiterace, der i fugleflugt løber over 350 km. TOKE samler 28 kitehold, primært fra Rusland, men flere europæiske hold har gennem årene taget udfordringen. Team "The Alliance", Thomas Sørensen og jeg selv, Morten Clausen, er for første gang sammen som hold. TOKE er en del af vores forberedelse til VM i april.

Reglerne for konkurrencen er simple:  Der er to personer på et hold. Det hold, der kommer først i mål, har vundet. Holdet skal medbringe udstyr og mad til at klare sig uden hjælp i op til 5 dage. Holdet skal hvile mellem kl. 22.00 og kl. 6.00. til  Er der vind, kan man bruge kites til at komme frem, er der ingen vind, må man gå.

Alt derimellem handler om fantastisk natur, strategiske rutevalg, overvindelse af udmattelse og konstant opmærksomhed på risiko for forhindringer og ustabile vindforhold.

Kort over ruten

Kort over ruten

Ruten, vi skal tilbagelægge, går fra Petrozavodsk, forbi fyrtårnet Ivanovski til første bemandede tjekpunkt med en halv times obligatorisk pause, Klemetski. Derefter til checkpunkt Kichi, en gammel kirke, tilbage til Klemetski, et langt stræk over søen til Checkpunkt Suisari, videre til checkpunkt Kondopoga, igen Suisari til checkpunkt Yalgora, et skisportsted i bunden af en snæver fjord. Derefter hjem til Petrozavodsk for at fuldføre 60 km "champions loop" rundt om øen Hutor.

Dag 1.

Start

Vi bærer vores pulke ned fra hotelværelset. De er blevet indvejet til godt 20 kilo hver, vejrmelding fortæller at vi får let vind, der tager til henover dagen, det er overskyet og temperaturen ligger lige over frysepunktet. Vi rigger vores største kites, 18 m2 og stiller os klar til start. Startlinjen er placeret tæt på byen, hvilket betyder ekstremt dårlige vindforhold og stor mulighed for at kites kommer ud af kontrol. Starten går og vi kommer ud af kaos i hælene på de russiske favoritter Team Severyane Express, Ruslands to hurtigste mænd med kites og ski. Vi ligger godt til, men begynder hurtigt at miste tempo. Vinden var væsentligt lavere end vi havde regnet med, så efter 20 minutter beslutter vi os for at sætte længere liner på vores kites. Her mister vi en lille halv time og kommer ind som nummer 10 til det første checkpunkt, Klemetski. Et checkpunkt placeret hensynsløst midt i et område af opskruet is – et varsel om, at der ikke er gjort noget som helst for at gøre det enkelt at komme igennem konkurrencen.

Kort efter start. Foto: Alexander Isakov

Kort efter start. Foto: Alexander Isakov

Alliancen rykker

Vi forlader Klemetski, og så starter racet for alvor. Sneen er for det meste slush ice, ekstremt tungt føre for vores 220 og 240 cm lange styrtløbsski, der var valgt for at kunne stå fast på en hård, frossen sø. Vi skal hele tiden være opmærksomme på sprækker i isen og samlinger af overfladevand, der er passager hvor det det hele minder mere om vandski end snowkiting. Alligevel er de 40 km mod checkpunkt Kichi et stræk hvor vi henter hold efter hold. Vi kommer til checkpunktet samtidig med nummer 3 – under en halv time efter Team Severyane Express. Der er meget let vind tilbage mod Klemetski og det bliver mørkt mens vi stadig ligger tæt med 2. og 3. pladsen.  Efter lidt tid forsvinder vinden helt og der er to muligheder, vente eller gå. Med strategien ’altid i bevægelse’, er beslutningen hurtig: Pak kites sammen, skift ski til fjeldski, og så er der langrend! Vi går i små tyve minutter, og mærker en lille brise. Kort efter ser vi pandelamper komme tættere på. Et hold, der havde valgt at vente, har nu kites i luften og driver ligeså stille forbi os. Hurtigt rig af kites og skift af ski. Med de stærke pandelamper tændt, kiter vi gennem sort is med et lille lag af slushice, der dækker for et par centimeter overfladevand. Alt er vådt – det vigtigste spørgsmål er om teltet er ordentligt vandtæt.

Katastrofen

Kl 22.00 må vi ikke bevæge os mere, og skal slå teltet op i sjap. Vi ligger tæt med anden- og tredjepladsen, så vi er egentligt godt tilfredse. Vi pakker den ene af vores kites, den anden skal pakkes når der er klar til at blive kogt vand. Mens vi fæstner teltet med isskruer, mærker vi at vinden tager til. Der bliver spurgt fra teltet om kiten stadig ligger godt sikret. Svaret er udefra er "hvilken kite?" Vinden har taget en af vores største kites! Efterlader vi noget på ruten, er vi diskvalificeret – det er det sidste, der måtte ske.

Middagen bliver udskudt til fordel for eftersøgning af kiten, men vi ser ikke langt nok i mørket. Stemningen er mat i teltet, men der holdes fast i et spinkelt håb. Vi må lede når det bliver lyst.Fundet-kite_web

DAG 2

Vi er hoppet i de våde støvler og er klar til at indlede en eftersøgning efter vores tabte kite. Solopgangen og det absurde i, at to skandinaver kiter på en russisk sø fik modet op – det handler ikke kun om at vinde, men om den naturoplevelse, der er så intens. Vi lader os drive med vinden, væk fra checkpunktet. Nogle kilometer væk ser vi en sort plamage på isen. Vi kiter tættere på – kan der være lidt grønt i plamagen? Der ligger den – et stk. grøn og sort kite hægtet fast i isen! Jubelbrølet er højt og dybt.

Vi pakker kiten og så er det game on. Vi har mistet 3 timer til de første hold, men nu skal de spises. Vi er på Klemetski som hold nummer 10. Vi kiter i rasende fart mod Suisar. Sol, sne og uendelige horizonter med 50 km i timen! – det var derfor vi rejste til Rusland.

Alliance-kite_web

Foto: Andrey Savin and Around.ru

Vi må bytte kite, da vi mister vind, men er tilbage i god form og vi henter ind på flere hold. På distancen Suisar – Kondopoga – Suisar henter vi 3 hold, vi er tilbage i god form.

Vi kiter mod checkpunkt Yalgora sammen med flere teams. Alle kæmper med den meget lette vind. Vi er er godt med, men nu er det kun helt specielle kites med ekstremt lange liner, der kan fange vind nok til at komme hurtigt frem, og det er desværre ikke os. Vi kommer frem mod den 10 km lange og smalle fjord, vi skal igennem, og vi mister den sidste kraft i vores kites. Tid til at gå mod det lille skisportssted, der udgør checkpunktet. Vi kommer op til checkpunktet og når ned af bakkerne til den efterhånden alt for velkendte Onego-sø inden kl. er 10 og vi  må slå lejr igen. Vi ligger nu på en 7. plads og siger godnat efter en ekstremt lang og hård dag.

DAG 3

Kl. 6.00 står vi klar med skistave og fjeldski og begynder at gå ud af fjorden, hvor der stadig ikke er vind. Efter ca. 6 km ser vi et hold rigge kites og komme ud på den åbne is. Vi mærker den lette vind og får vores kites i luften. Sneen er frosset og vores lange tunge ski bider sig fast i underlaget – det går hurtigt den rigtige vej.

Vi kommer hurtigt til fyrtårnet Ivanovski , som vi skal runde. Her er den eneste vejledning, at vi ikke skal gå for tæt på.  Vi finder ud af, at det skyldes ekstrem dårlige vindforhold, ekstrem meget opskruet, skarp is og  større områder med 20 cm dybt vand. Vi kommer væk fra Ivanovski efter en halv times badning og arbejde med at få kites fri af isen.

På vej mod mål falder vinden. Vi ser flere hold der er på vej på det såkaldte "champions loop", der er en ekstra 40 kilometers runde fra målbyen og rundt om øen Hutor og så tilbage. Der er akkurat vind til at kæmpe os ind til Petrozavodsk.

Tæt på, uendeligt langt væk

Checkpunkt Petrozavodsk er helt fantastisk at komme til. Man kan dufte den nylavede burger og den kolde øl i restauranten på hotellet, og der er masser af smilende mennesker. Alt ville være godt, hvis ikke det var fordi vi efter en halv times pause skulle videre på champions loop.

I-mål_web

Foto: Andrey Savin and Around.ru

Vi kommer afsted med meget lidt vind og efter en times tid med hårdt kryds må vi opgive at komme videre og begynde at gå. 5 km fra Hutor mærker vi vind, men nu fra den stik modsatte retning end tidligere. Vi rigger kites og runder hurtigt Hutor. Her blæser det kraftigt op og vi må pakke de store kites til fordel for de små. Vi vælger at bruge vores 9 m2 kites, men efter nogle kilometer falder vinden og vi bliver hentet af et russisk hold med mere passende kites.

De sidste 15 km hjem går ikke hurtigt. Vi er super trætte og kommer ind som hold nummer 8, men også som det sidste hold, der gennemfører konkurrencen.

Vi gennemførte – på trods af store tidstab – lidt over tre timer efter 2. pladsen.
Vi er klar til VM og en fantastisk oplevelse rigere. Velfortjent vodka!

_MG_3918_web

Trætte og glade i mål. Foto: Andrey Savin and Around.ru

Morten-mål_web

Trætte og glade i mål. Foto: Andrey Savin and Around.ru

Finish-positioner_web

 

Andrey Zolotarev har filmet lidt af forholdende under konkurrencen:

https://www.youtube.com/watch?v=XbI_6SCXlSw&feature=youtu.be


Opsamling – hvad lærte vi i Rusland:

  • At vi som hold er i stand til at finde det sidste gear, selvom der er helt udsolgt i benene.
  • Speedski på 240 cm er måske er rigtigt gode i hårdt føre, men dykker under sneen i slush ice-forhold.
  • Det kan betale sig at vente på vind, frem for at være de første der rigger om og begynder at gå.
  • Der kan være masser af vand selvom en sø er frosset.
  • Vi kan melde tilbage til Fjellpulken, at deres nye pulke både flyder og planer fint.
  • At det første, vi lærer vores kursister, at sikre kites, så de ikke flyver væk, er en rigtigt god ting at fortsætte med!
  • Vi glæder os lidt til at komme tilbage til de norske fjelde, hvor bakkerne gør kitingen mere adspredt.
  • At det er muligt at se et dansk-norsk hold på skamlen til VM!

Holdet

Team The Alliance består af tidligere verdensmester Thomas Sørensen fra Norge og "danskeren på ski" Morten Clausen fra Danmark. Begge er kiteinstruktører og har deltaget i adskillige konkurrencer og kiteture på fjeldet. Drivkraften for langdistance-snowkiting er den intense naturoplevelse og fællesskabet omkring at være på fjeldet.


VM i snowkiting

Den 5. til 9. April går det løs til VM, Varanger Arctic Kite Enduro (VAKE) , i Nordnorge. VAKE er kun lidt kortere end TOKE, men ruten løber over fjeld og er langt mere teknisk.

The Alliance er all in på at få en plads på skamlen, og man kan følge hele racet live via tracking, twitter og tv indslag.


Følg med i VM live fra Varanger

Følg "The Alliance" på Facebook


Er kiting altid ekstremsport?

En sidste note til denne log. Vi dyrker snowkiting i så høj hastighed som muligt, i kombination med udholdenhed og under forhold, der svarer til arktiske ekspeditioner. Det er ekstremsport når vi presser os selv og udstyret til grænserne. Når det er sagt, er kiting for de fleste, og det meste af tiden meget langt fra ekstremerne, men derimod et sikkert og spændende tilvalg til en tur eller eftermiddag på fjeldet. Der er basal sikkerhed og teknik som kan læres på et kursus. Hos skikite.com kan der bookes weekendkurser, der tilgodeser hele familien eller dem, der vil være klar til at kunne tage på kiteekspedition.