En vandretur med telt og oppakning kan foregå i alle mulige typer terræn, og under en række forskellige vejrforhold, så det vil naturligvis ikke være de helt samme ting, man har med på alle ture. Når det så er sagt, vil det dog være de samme grundlæggende ting, man tager med sig på langt de fleste ture, under langt de fleste forhold. Følgende pakkeliste dækker de mest nødvendige ting på stort set alle vandreture med telt.

Pakkeliste til vandretur med telt

De ting der er i parentes, er ting der ikke altid er absolut nødvendige, og som man kan overveje alt efter vejr, forhold og præferencer. F.eks. vil man typisk have brug for en solhat eller kasket på helt varme ture i høj sol, mens det i mere blandet vejr vil være en god idé med en tynd hue, en halsedisse og et par tynde handsker i stedet. Der vil også være forskel på hvor tætte og hvor tykke, de enkelte lag skal være, alt efter hvor og hvornår man er på tur – her må man tage vind og vejr i betragtning.

Endelig kan der være forskel på hvilket telt, sovegrej og hvilket madlavningsudstyr, man skal have med. Her vil vind, vejr og temperatur igen være afgørende, ligesom der kan være forskel på, om man forsøger at pakke så let som muligt og gå langt og mange højdemeter, eller om man går kortere dagsmarcher, og har mere fokus på lidt ekstra komfort omkring lejrlivet.

Overordnet guideline

Pakkelisten er dermed tænkt som en overordnet guideline, som måske især er brugbar for dem, der er nye i at vandre med telt og rygsæk. Som nybegynder kan det være rart at have en tjekliste, da det kan være enormt svært at vurdere, hvad der skal med i rygsækken. Med tiden bliver man klogere på, hvad man finder nødvendigt at pakke med og hvad ens individuelle behov er.

Download pakkelisten som PDF

På kroppen

Overkroppen

  • 1 tynd T-shirt eller skjorte. Uld eller syntetisk
  • 1 tyndt mellemlag. Uld eller syntetisk
  • 1 tynd, let softshell

Benene

  • 1 par underbukser. Uld eller syntetisk
  • 1 par gode vandrebukser – evt. med zip off-ben.

Fødderne

  • 1 par gode vandresokker i passende tykkelse. Vi anbefaler sokker med et højt indhold af merinould.
  • (1 par helt tynde indersokker, hvis man har problemer med vabler)
  • 1 par gode vandrestøvler eller -sko, alt efter vejr, terræn og præference.

På ryggen

  • 1 rygsæk. 40-85 liter – gerne med regnslag. Størrelsen afhænger af længden på turen, samt hvor meget mad og vand, der skal medbringes.

I rygsækken

Diverse udstyr

  • Kort, kompas og evt. guidebog til området. Kort gerne i vandtæt kortlomme.
  • 1 førstehjælpssæt (se forslag til standard-førstehjælpssæt)
  • 1 lille reparationssæt (se forslag til standard-reparationssæt)
  • (Solbriller og solcreme afhængig af årstiden)
  • Toiletpapir og håndsprit – gerne pakket vandtæt
  • 1 pandelampe
  • 1 drikkeflaske eller drikkesystem
  • (1 termokande)
  • Mad og drikke. Mængde tilpasses efter turens længde og mulighed for at proviantere undervejs.

Ekstra tøj

  • 1 let skaljakke
  • 1 par lette skalbukser
  • 1-2 par ekstra sokker
  • 1-2 par ekstra underbukser
  • 1 let dun- eller fiberjakke til pauser og aftener i lejren. Man kan også bruge en tyk fleece eller sweater, men det er tungere, fylder mere og er mindre varmt.
  • (1 par lange underbukser – alt efter vejrudsigt)
  • (1 par shorts eller lignende – alt efter vejrudsigt)
  • (1 kasket eller solhat i varmt vejr)
  • (1 tynd hue, 1 halsedisse og 1 par tynde handsker – alt efter vejrudsigt)

Lejrudstyr

  • 1 telt
  • 1 liggeunderlag
  • (1 lagenpose/liner for at beskytte soveposen mod sved og snavs)
  • 1 sovepose
  • (1 let hovedpude)
  • (1 par lette sko, klip-klappere eller sandaler til brug i lejren)
  • 1 let, hurtigtørrende håndklæde
  • (1 sæt badetøj)
  • Toiletsager efter behov

Kogegrej og service 

  • 1 sæt brænder og gryde(r) (se forslag til kogegrej)
  • Gas eller brændstof til brænderen
  • Tændstikker, lighter el. ildstål
  • 1 skål til at spise af
  • 1 sæt bestik – evt. bare en spork
  • 1 kop – evt. bare låget på termokanden
  • 1 svamp/børste og lidt opvaskemiddel
  • (1 lille, hurtigtørrende viskestykke)

Download pakkelisten som PDF


Læs også:

Se også:

Indholdsoversigt