Knive og multitools kræver god vedligeholdelse for ikke at blive sløve og ruste ved brug. Desuden er en dårligt vedligeholdt kniv både svær og farlig at arbejde med. Det sløve knivblad er nemlig svært at styre, og kan nemt smutte.

Hvad skal der til?

God vedligeholdelse af knive, indebærer primært at sørge for at slibe dem når de trænger. Der findes mange typer slibesten, der kræver forskellig håndtering og arbejdsmetode. Specificerede slibesten anvendes alt efter om knivbladet skal grov- eller finslibes, samt ud fra hvilken type stål bladet er fremstillet af og måden det er sammensat. En helt basal og fornuftig vedligeholdelse af de fleste knive (også den kniv, der er i dit multitool), opnås ved at bruge en almindelig slibesten. Skal det være nemt, kan det betale sig at investere i et knivslibersystem.

 

Sådan bruger du en slibesten

De fleste slibesten skal lægges i blød i vand i ca. 45 minutter forud for slibningen. Knivbladet slibes ved at trække den ene side henover slibestenen fra ende til anden, med en vinkel på 25-30 grader. Når siden har opnået den ønskede skarphed, vendes kniven, hvorefter den anden side slibes tilsvarende. Efter slibningen, har bladet godt af et tyndt lag olie. Bruges kniven som værktøj, anvendes værktøjsolie. Bruges den derimod (også) til madlavning, er det en fordel at bruge en almindelig madolie. Olien forebygger rustdannelse.

Vær opmærksom på rust

Selvom de fleste knive og multitools er lavet i rustfrit stål, er det ikke ensbetydende med at de er beskyttet mod rust. Stålet er rigtignok mere modstandsdygtigt i sammenligning med andre ståltyper, men rust kan forekomme. Udsættes stålet f.eks. for saltvand, kan det øge risikoen for rustdannelse. Derfor er det vigtigt at få rengjort værktøjet med ferskvand og efterfølgende behandle det med lidt olie. Skulle der dog opstå rust, kan det begrænses ved at slibe det væk med fint sandpapir (korn 800 og 1200).
Multitools har også godt af at få smurt de bevægelige dele med olie, så de forbliver fleksible og ikke låser sig fast.

Læs mere om knive: