Tarps og telte holder godt i mange år med den rigtige vedligeholdelse. Selvom de begge anvendes relativt stationært, udsættes materialerne stadig for meget slid ved brug. Teltbundens yderside gnubbes mod underlagets skidt, småsten og pinde, og på indersiden akkumuleres alt det, man formår at slæbe med sig ind, i løbet af en tur. Dugen rammes af luftens salt- og støvpartikler, samt solens stærke stråler. Både tarp og telt er skabt til at modstå slid fra naturens elementer. Ved at rense materialerne for resterne fra turen inden tarp eller telt lægges til opbevaring, undgås unødigt slid og udstyrets levetid forlænges.

Sådan gør du

Tarps og telte kan vedligeholdes både hjemme og på tur. Med få gode plejevaner, vil materialernes funktion og egenskaber bevares over længere tid, og tarpen eller teltet vil holde længere. Derudover har tarps og telte godt af at blive rengjort ordentligt derhjemme. Én gang om året er fint, men en grundig rengøring efter hver tur er det bedste.

Derhjemme

Hverken telte eller tarps er svære at pleje. Alt de kræver er at de er rene og tørre, inden de pakkes væk mellem brug.

Rengøring

Bemærk at tarps og telte aldrig må vaskes med kemikalier (grundrens og lign.) eller i vaskemaskine, da det skader materialer og syninger!

Rengør tarpen eller teltet så snart du kan, når du kommer hjem fra tur. Dette gøres bedst og nemmest udenfor i tørt vejr og skygge. Sæt tarpen/teltet op, så dugen er spredt ud. Skal du rengøre dit telt, så sørg for at fjerne jord, kviste og lignenede fra teltets kabine(r) – brug evt. en kost. Vrid herefter en klud eller en blød svamp op i lunkent vand, og tør tarp-/teltdugens yderside af for støv og salt. Er der snavs og pletter, rengøres disse med lunkent vand tilsat en smule sæbe. Gnub ikke på pletterne, men stryg i stedet henover dem til de forsvinder. Husk også at rengøre teltets lynlåse for jord og sand – dette gøres bedst med en gammel tandbørste. Herefter skylles dugen med rent vand vha. en klud eller haveslangen. Hæng til sidst tarpen eller teltet op til tørring i skyggen. Imens kan pløkkerne renses for jord og skidt.

Efter mange års brug, eller særlig hård og hyppig brug, kan imprægneringen trænge til en genopfriskning. Dette kan gøres med Fabsil (en silikonebaseret imprægneringsvæske) der også forlænger levetiden.

Opbevaring

Når tarpen eller teltet er helt tørt, er de klar til at blive lagt til opbevaring. De har godt af at blive opbevaret løst og luftigt, f.eks. i en større netpose, fremfor i pakposen de opbevares i på tur.

På tur

Den bedste måde at sørge for at tarps og telte holder i mange år, er ved at håndtere dem forsvarligt når de er med på tur.

Inden teltet sættes op

Sørg for at rydde underlaget for spidse grene og skarpe sten inden, du slår dit telt op. På den måde mindsker du risikoen for at få prikket små huller i teltbunden, hvor vand kan trænge ind. Efter underlaget er ryddet, lægges teltdugen ud på området og sikres med to pløkker – én i hvert hjørne af teltsiden der ligger op mod vindretningen – så det ikke blæser væk. Tjek at alle lynlåsene er lukkede helt (både i inder- og ydertelt), samt at alle bardunerne er justeret til maksimal længde. Det gør det nemmere at sætte teltet korrekt op, uden at belaste lynlåsene forkert. Derefter samles stængerne forsigtigt og kontrolleret, ét led ad gangen, for at undgå at skade leddene og elastikken. Skub stængerne ind i teltets løbegange stille og roligt.

Efter teltet er sat op

Når stængerne er i, og teltet er rejst op, sættes de resten af pløkkerne i de resterende løkker og barduner. Når alle pløkker er sat i, justeres længden på alle bardunerne én ad gangen, så teltet til slut står udspændt og vindstabilt. En slap teltdug der blafrer i vinden, udsættes nemlig for meget unødigt slid.

Inden teltet tages ned og pakkes sammen, er det en god vane at få løsnet alle bardunerne til maksimal længde og lukke alle lynlåsene – så behøver du ikke bøvle med det når teltet skal sættes op igen.

Solens UV-stråler er noget af det mest skadelige for tarps og telte. Undgå derfor så vidt muligt at sætte dem op så de er fuldt eksponerede for kraftig solskin i lang tid ad gangen. Leder du efter et telt der netop skal kunne stå opslået udenfor i dagstimerne i længere perioder, så bør du gå efter telte der er fremstillet af polyester fremfor nylon. Disse telte er typisk tungere, men tåler bedre solens stråler.


Læs mere om telte her:

Indholdsoversigt