Kenneth Rasmussen har brugt en stor del af det sidste år på at klatre rundt om i Europa. I det følgende deler han ud af sine erfaringer med klatring i nogle af de utallige sportklatredestinationer i Spanien, der vil være oplagte at søge mod når det bliver for koldt og vådt til at klatre klippe i Sverige og Norge.

Spansk vinter-sportsklatring

Af Kenneth Rasmussen. Billeder: Tor Johnsson

Når sæsonen for sportsklatring på den svenske og norske granit så småt går på hæld i løbet af oktober måned – på nær for de allermest inkarnerede – begynder klatresæsonen i det spanske for alvor, og mulighederne er næsten endeløse og byder på kæmpe variation og noget af verdens allerbedste klatring. Den spanske kalksten kommer i alskens afskygninger. Man finder den hårde sten i grå nuancer, som oftest byder på vertikalt til slabbet terræn på små skarpe crimps, flager, pockets, små ”vandhuller” og lign. Endnu mere kendetegnende for den spanske klatring er dog de lange, ofte mere overhængende, klippevægge i orange og rødlige nuancer, som har en lidt blødere struktur og ofte muliggør klatring i stejlere terræn helt ned i den lavere ende af gradspektret. Denne type klippe kan nærmest have alle typer greb, både jugs, crimps og pockets i alle størrelser, men også spektakulære tufaer (rørlignende formationer, som er dannet gennem årtusinder, der hvor vandet løber ned af klipperne), og som til tider muliggør teknikker som kneebars og bridging, hvor armene kan få en lille smule hvile på de lange, pumpende ruter.

I det kommende vil jeg forsøge at give et lille overblik over nogle af de mange muligheder for at tage til Spanien for at klatre, og specielt give nogle hints til logistikken, hvornår man skal tage afsted, hvor kan man bo osv. Noget af det bedste ved at klatre i Spanien er nemlig, at vi som klatrere ikke har lyst til at rende rundt i 40 graders varme. De lavere temperaturer, der kendetegner klatresæsonen, betyder de fleste steder at det er lavsæson for den almindelige turisme. Det betyder, at der udover de såkaldte refugier for klatrere findes en masse udlejningsboliger, som kan fås for beskedne beløb. Billeje er desuden meget billigt i Spanien.

Chulilla, lidt nordvest for Valencia. Foto: Tor Johnsson

Overblik

Der er så mange klatreområder i Spanien, at jeg umuligt kan dække dem alle sammen i denne artikel, men ved at nævne nogle af de mest populære, af dem jeg har besøgt, kan vi få et lille overblik over nogle af regionerne.

Område: Andalucien / Lufthavn: Malaga / Årstid: December-Februar

Længst mod syd findes det historiske område El Chorro, hvor der tidligere gik en legendarisk via-ferrata gennem den fascinerende slugt. Det meste af klatringen er dog spredt rundt på de omkringliggende klipper og ikke i selve El Chorro-kløften. Der findes et rimelig bredt udvalg af klatring. Meget af klatringen tæt ved El Chorro er soleksponeret og derfor godt på de allerkøligste dage. El Chorro er en perfekt destination, hvis man trænger til et skud sol midt om vinteren, og et af de steder med færrest dage med nedbør i december. Bliver det for varmt, kan der findes skygge på nogle af klipperne ved f.eks Desplomilandia.

Overnatning kan findes på refugiet Olive Branch, eller ved at leje en hytte på Airbnb eller direkte på hjemmesiden www.ardalesvillage.com. Der findes supergode priser på overnatning, hvis man som gruppe lejer en hel lejlighed.

Område: Costa Blanca og Valencia / Lufthavn: Alicante / Årstid: Oktober-April

Fortsætter vi nordpå kommer vi til Costa Blanca. Her er lidt køligere, og større variation i valg af klippe. Med udgangspunkt i Alicante, kan man komme til en masse destinationer, som ligger spredt op langs kysten: Sella, Gandia, Sierra de Toix og den ikoniske Penon de Ifach, som byder på op til flere flere-reblængders ruter. For et overblik, kan man benytte Rockfax-føreren over området, og udover gode muligheder for leje af lejligheder/huse, findes der også klatrerefugiet Orange House.

Kenneth på Planeta Namek, 8a. Chulilla, 2015. Foto: Tor Johnsson.

En lidt længere køretur på 2-2,5 timer bringer én til et af mine yndlingsområder: Chulilla. Gennem de senere år har klatringen i dette fascinerende system af kløfter fået en ordentlig renæssance, og det er med god grund. Chulilla byder på den ene verdensklasse-rute efter den anden, og her er ruter på 25-30 meter blandt de korte. Flere ruter går helt til toppen af klippen og nogle er 60-90 meter lange. Hoveddelen er dog omkring de 40 m, og selvom stilen er pumpende, er klatringen splittet af store hvil i jugs eller kneebars. Klatringen stiller høje krav til det mentale, hvor der er brug for at kunne genoprette fatningen og kontrollere pumpen på de lettere stykker, så man er klar til at eksekvere på den næste svære passage. Den bedste klatring i Chulilla er nok fra 7a til 8b+ og ligger på skyggesiden af dalen, hvor man kan finde superforhold fra oktober til ind i marts. Ydermånederne kan være lidt varme, og luftfugtigheden lidt højere, hvorimod vintermånederne kan være bidende kolde på blæsende dage. Der kan man søge varmere temperaturer på solsiden. Der bliver hele tiden boltet nye ruter, og udvalget i de lavere grader er også stødt voksende, og en uge eller to går også hurtigt for 6. grads-klatreren, hvis man søger til nogle af de lidt mindre sektorer.

Jeg vil til enhver tid anbefale, at man overnatter på Refugio El Altico, som ligger smukt placeret på en bakketop lige før indgangen til Chulilla by, med udsigt udover dalen og hele solsektoren. Refugiet er drevet af Pedro og Nuria Pons, som har været en instrumentel del af udviklingen af klatringen i Chulilla, og desuden selv har været blandt den absolutte elite for år tilbage. Hils gerne fra mig og sig, at jeg snart kommer tilbage til de uafsluttede projekter! Og hold jer ikke tilbage med at udspørge Pedro om klatrehistorie og alt muligt andet – der er rig mulighed for at få en god snak og en røverhistorie. Info om ruter kan findes på climbmaps.com og en printet fører kan købes på refugiet hos Pedro, som også er forfatter af guidebogen.

Område: Catalonien: Tarragona / Lufthavn: Barcelona / Årstid: Oktober-maj

Catalonien – måske bedre kendt under det lokale og engelske navn Catalunya indenfor klatreverdenen – er nok det allermest kendte område i Spanien. Mængden af kæmpemæssige verdensklasse-crags og berømte og berygtede ruter er større end noget andet sted i verden. For de fleste turister er området nok mest kendt for hovedstaden Barcelona, men for klatrere er det to mindre storbyer, som er udgangspunktet: Tarragona og Lleida. Meget af klatringen i den sydlige del af Catalonien ligger i bjergene umiddelbart vest for Tarragona.

De mest kendte områder er nok Siurana og Margalef, som begge har både campingpladser og refugier, som kan anbefales – alt efter hvilket niveau af komfort kontra friluftsliv der ønskes. Det kan også lade sig gøre at finde Airbnb eller lignende, men det er efter min erfaring lidt sværere end i de fleste af de andre områder.

De to kongecrags ligger på hver sin side af klippemassivet Montsant, som fuldender treeningheden. Montsant er mindre hypet, men indeholder i sig selv ruter nok til en hel livstid for de fleste klatrere. Stilen er meget varieret. Hvor Siurana hovedsageligt byder på mere vertikal klatring på crimpede greb og kanter, har Margalef og Montsant hver sin stil indenfor pocketklatring på konglomerat, som er en relativt blød form for kalksten med en anden stentype indeni, hvor hullerne dannes, der hvor sten er faldet ud af klippen. Margalef er generelt super powerfuld klatring, som ikke giver pauser, og derfor stiller store krav til klatrerens power endurance. I så store områder er det dog voldsomt generaliserende at beskrive klatringen så kortfattet, da klatringen stadig varierer meget mellem de forskellige sektorer.

Der er en lokal guidebog til begge steder, som kan købes på refugierne, hvilket klart anbefales, men guiden “Tarragona Climbs” er også god og giver overblik. Der er desuden stadig mange crags hvor jeg ikke har klatret, og som så vidt jeg ved byder på mere klatring i 6. grad,  f.eks. Montserrat – hoveddelen af ruterne i Siurana, Margalef og Montsant er fra  7. grad og op. Når det er sagt, er dog stadig masser af klatring i 6. grad mellem de over 2000 ruter, de tre steder byder på tilsammen.

Område: Catalonien: Lleida / Lufthavn: Barcelona / Årstid: Oktober-maj

Nordligere i Catalonien tager klatringen sit udspring omkring byen Lleida, og er blevet udødeliggjort i utallige klatrefilm fra ”verdens hårdeste crag”, Oliana. En klippe med omkring 50 ruter, men flere ruter i grad 9 end der findes i hele Nordamerika. Dette er ikke en klippe for de fleste, men den er fascinerende og et besøg værd, hvis man vil se, hvordan de professionelle klatrer. Og så findes der stadig ruter til nogle dage fra 7a-8a. Hvis man vil se klippen fyldt med folk, kan man komme i slutningen af februar, f.eks. uge 8 hvor der er vinterferie i Frankrig. Man får dog længere dage, samt skygge på klippen fra omkring kl. 15-21, når man kommer hen midt i marts.

Thomas Blaabjerg på Joe Cita, 9a. Oliana, 2018. Foto: Tor Johnsson.

Der er dog rigtig mange andre klipper at komme efter, med ruter i alle grader. Ind i dalen fra Oliana og mod Andorra ligger områder som Perles, Coll de Nargo og Tres Ponts. Kører man i stedet længere nordpå til Camarasa tæt ved Belaguer, findes både crags rundt om byen og inde i dalen. Lidt nordligere findes den enorme hule Santa Linya med super svære ruter, Terradets med kæmpe udvalg i 7c-8b og endnu længere nordpå Abella de la Conca, der har ruter i alle grader. Der er for meget til at gå i detaljer med alle stederne, men guidebogen “Lleida Climbs” giver et overblik.

Afslutning

Ovennævnte er på ingen måde udtømmende. Tættere på Girona findes blandt andet Montgrony og Sadernes. Mallorca giver i sig selv et helt område. Mod nord findes Rodellar og hele Roca Verde, og så har vi slet ikke snakket om klatringen inde i landet og mod den anden kyst. Der er med andre ord uanede muligheder for at gå i gang, så begiv dig i krig med google og lad dig inspirere af ovenstående til at hjælpe dig på vej på din opdagelse.

Thomas Blaabjerg med udsigt over Oliana. Foto: Tor Johnsson

Indholdsoversigt