Sportsklatring – kom godt i gang

Kom godt igang med sportsklatring med vores guide på denne side!

Pakkeliste: Sportsklatring

Guide til sportsklatring: Interview med Thomas, Friluftsland København

Introduktion til sportsklatring

OBS: Alle former for udendørs klatring indebærer en vis risiko og er på eget ansvar. Opsøg vejledning og uddannelse, hvis du er i tvivl om du har den nødvendige erfaring. Der udbydes en lang række kurser hos Dansk Klatreforbund (www.dklaf.dk) og i klatreklubberne.

Sportsklatring er en betegnelse for klatring på ruter med faste, permanente sikringsmuligheder, typisk bolte, og permanente topankre. Sportsklatring er i den forstand klippeklatringens modsvar til vægklatring, og er for rigtig mange det naturlige skridt videre fra indendørs til udendørs klatring på reb. Sportsklatreruter kan være alt fra korte overhængende ruter, der kræver styrke og teknik, til lange, lettere dagsudflugter på mange reblængder. De fleste associerer dog sportsklatring med korte (1-2 reblængder), svære ruter, hvor man kan udfordre sig selv på styrke og teknik.

Det kræver relativt lidt udstyr at komme i gang med sportsklatring, især hvis man allerede har klatret på reb på klatrevæg. Udover det personlige udstyr (sko, sele, rebbremse, låsekarabin), et reb og nogle quickdraws, som man kender det fra indendørs rebklatring, kræver det ikke ret meget ekstra udstyr at tage skridtet videre til sportsklatring på klippe. En hjelm er et must de fleste steder og er altid en god idé, ligesom et par slynger med en låsekarabin, som personligt anker, ofte er nødvendigt, om ikke andet som ekstra sikkerhed. Desuden skal rebet skal typisk være noget længere end man er vant til på væg (de fleste steder mindst 60m, og mange steder kan 70m eller 80m være nødvendigt), og man skal typisk bruge lidt flere quickdraws (12-15 er ofte tilstrækkeligt).

Der findes mange glimrende sportsklatreområder ikke ret langt fra Danmark, og især for sjællænderne, er der god klippeklatring lige rundt om hjørnet, i Sydsverige og på Bornholm.

 

Foto: Camilla Hylleberg
Sportsklatring i Siurana. Foto: Camilla Hylleberg

Sportsklatring i webshoppen:

Læs også Friluftslands guide til: