Mad Rock Drone Comp HV og Mad Rock Rover
Tekst og billeder af Sofie fra Friluftsland København
Jeg har i de sidste par måneder haft fornøjelsen af at teste de nye klatresko fra Mad Rock på klipperne i New Zealand. I det følgende vil jeg forsøge at beskrive min personlige oplevelse af at klatre med både Mad Rock Drone Comp HV og Mad Rock Rover. Jeg er ikke umiddelbart ny til klatring, men denne tur til New Zealand, er første gang jeg for alvor har givet mig i kast med udendørsklatring. Én ting er sikker; jeg har følt mig super godt tilpas på klippevæggen med mine nye Mad Rock-sko!
Mad Rock Mens Drone Comp HV
Mad Rock Mens Drone Comp HV er en klatresko, der er designet til at give maksimal performance. Skoen rammer en suveræn balance mellem støtte og sensitivitet, og er perfekt til både indendørs- og udendørsklatring. Den har en aggressiv form og en asymmetrisk tåboks. Dette hjælper med at give optimal præcision og kraftoverførsel, samtidig med at den er forholdsvis komfortabel at have på. Dette gør den både egnet til bouldering og sportsklatring.
Se Mad Rock Mens Drone Comp HV i webshoppen
Pasform
Drone Comp HV kommer både i HV-model (high volume) og en LW-model (low volume) for at imødekomme forskellige typer af fødder. Min personlige oplevelse af pasformen er dog, at de på trods af at være en herremodel med høj volumen, ikke umiddelbart imødekommer superbrede fødder. Med mine fødder, som er meget almindelige i formen, kan jeg kun lige klemme mig ned i HV-modellen. Min oplevelse er derfor at den på trods af den høje volumen, stadig er en forholdsvis smal klatresko.
Størrelse
I forhold til størrelse, er det i modsætning til andre klatresko en fordel at gå ud fra din normale skostørrelse frem for at downsize. I mit tilfælde har jeg måtte gå et nummer op i størrelse for at kunne passe Dronen. Hvor min normale skostørrelse typisk ligger omkring 38,5-39 er min Drone-størrelse 39,5 (til sammenligning er mine La Sportiva-klatresko str. 37,5). Pasformen på Dronen ændrer sig heller ikke supermeget, så jeg vil anbefale at vælge den størrelse, der passer forholdsvis godt og komfortabelt fra starten.
Hvem egner den sig til?
Den forholdsvis aggressive og asymmetriske form, gør den primært egnet til lidt mere erfarne klatrere, som er vant til aggressive klatresko, men kan også sagtens bæres af mindre erfarne klatrere.
Tekniske Detaljer
Dronen kommer med Mad Rock’s nye Xtreme Friction-gummiydersål, som giver en fremragende friktion og slidstyrke. Særligt når det kommer til smearing, er Dronen en ekstraordinær god sko, og jeg har nydt virkelig godt af dens egenskaber på diverse klippevægge her i New Zealand. Den er både sensitiv nok til at give god føling med klippen, men har også forholdsvis god støtte og stabilitet i sålen. For mig er det supervigtigt at jeg kan stole på mine fødder når jeg klatrer, og jeg har ikke på noget tidspunkt følt at Dronen ikke kunne leve op til mine behov – om det er på slab, overhang, stejle ruter eller indendørsklatring, har jeg følt mig sikker på mit fodarbejde med Dronen.
Foruden ydersålen kommer den 3D-formede hæl også i Mad Rock’s Xtreme Friction-gummi. Hælen består bl.a. af en støbt rille af gummi som skal hjælpe med at bevare grebet på vanskelige heel hooks. Teknologien skulle gerne gøre heel hooks lettere på overhang eller crimpy ruter, mens den kan virke mere ustabil på flade overflader. Indtil videre har jeg været godt tilfreds med hælen på Dronen på de ruter og problemer, hvor jeg har benyttet heel hook.
Overordnet vurdering
Jeg er virkelig positivt overrasket over Mad Rock’s Drone! Den har uden tvivl været en god støtte for mig på mine første udendørs sports- og boulderruter.
En ulempe kan for nogen være blødheden i skoen, hvilket kan gøre den mindre egnet til vertical edging (små greb på stejle ruter). Dog er jeg vant til en meget blød sko uden meget støtte i sålen, hvorfor det ikke er noget jeg har oplevet som et problem. Tværtimod har jeg følt mig supersikker på mine fødder på alle typer af klipper og greb. Dette skyldes måske særligt den utrolig gode friktion, som Xtreme Friction-gummiydersålen skaber, samt den aggressive og afrundede form på tåen.
Noget andet som også er værd at tage i betragtning ved Mad Rock Drone er prisen – du får virkelig meget klatresko til prisen!
Mad Rock Mens Rover
Mad Rock Mens Rover er en solid og alsidig klatresko, som kan bruges af både nybegyndere og mere erfarne klatrere. Skoen har en støttende mellemsål der giver ekstra stabilitet og aflastning, samt en komfortabel profil, og er derfor velegnet til begyndere og oplagte til længere ruter. Med Mad Rock’s Science Friction-ydergummi, opnår man ligeledes god friktion og føling med underlaget.
Se Mad Rock Mens Rover i webshoppen
Pasform og størrelse
Ligesom Dronen vil jeg også her anbefale at vælge en størrelse, der svarer til din normale skostørrelse, frem for at downsize. Mine Rover er str. 38,5, hvilket stemmer overens med min normale skostørrelse. Den forholdsvis flade form på skoen gør den velegnet til begyndere og til klatrere, der ønsker en komfortabel sko med god støtte til længere sportsruter.
Tekniske Detaljer
Mad Rock Mens Rover kommer ligeledes med Mad Rock’s nye gummisål, som giver en fremragende friktion og holdbarhed. Derudover har Roveren fået en 3D-formet hæl ligesom Dronen, men med lidt flere “kanter” som skal gøre det lettere at fange en bred vifte af vinkler ved heel hook.
Overordnet vurdering
Ligesom Dronen giver Mad Rock’s Rover virkelig god friktion på klippevæggen, hvilket gør den til et oplagt valg til både indendørs- og udendørsklatring. Det er desuden en ret komfortabel klatresko med god støtte, som gør den superalsidig.
Jeg har primært benyttet mine Rover på de lidt lettere sportsruter, da jeg personligt foretrækker den mere aggressive facon som Dronen tilbyder. Jeg er dog overbevist om at Roveren er et supergod klatresko – særligt til begyndere. Med dens komfort, støtte og gode friktion, vil den være en god ven for mange klatrere – særligt de mindre erfarne, som ønsker at starte ud med en lidt mindre aggressiv sko af god kvalitet.
Derudover er prisen igen værd at overveje. Er man ny til klatring får man virkelig meget for pengene med Mad Rock’s Rover!
Se hele udvalget af klatresko i webshoppen
Indholdsoversigt