I et land med fire meget forskellige årstider, meget blandet vejr og masser af vind og nedbør, er det nærmest en nødvendighed at have godt, funktionelt overtøj til stort set al slags vejr. Tierra Vigeln (til kvinder) og Veman (til mænd) kombinerer en vandtæt yderjakke med en varm, let fiberjakke i en lækker 3-i-1-jakke, der gør dig godt rustet til alt fra de klare, friske forårsdage til efterårsstyrtregn og bidende kolde vinterdage. Og så er der tænkt rigtig meget over miljøet i både materialevalg og konstruktion af jakken. I det følgende gennemgår vi de nye, superalsidige jakker fra Tierra – Vigeln og Veman.

Se varme jakker til kvinder i webshoppen

Se varme jakker til mænd i webshoppen

Tierra Vigeln/Veman. Én jakke til hele året!

Tierra Vigeln og Veman er det, man typisk kalder “3-i-1”-jakker. Jakkerne består af to separate jakker, der kan bruges alene eller lynes sammen til én jakke. Det giver tre kombinationsmuligheder, der passer til en række forskellige vejrsituationer.

Yderjakken er en vandtæt og åndbar GORE-TEX-jakke. Det kraftige ydermateriale er robust og har en flot tekstur, mens en løsthængende liner på indersiden giver god komfort, direkte mod huden, hvis man bruger yderjakken som regnjakke ud over en kortærmet trøje eller skjorte. Yderjakken er som sagt fuldstændig vind- og vandtæt og ånder ganske glimrende, hvilket gør den velegnet som vind- og vejrbeskyttelse hele året – måske lige med undtagelse af de varme perioder i løbet af sommeren. Damejakken er klassisk frakkelængde med indsnøring i taljen, og dækker godt ned over låret, mens herrejakken er lidt kortere og har indsnøring ved hoften. Damejakken er udstyret med en rummelig hætte, mens herremodellen har en let, kompakt hætte i GORE-TEX Paclite, der kan lynes væk i kraven, når den ikke er i brug. Begge modeller har 2-vejs-frontlynlås, så man kan lyne op og ventilere både oppefra og nedefra, samt velcrojustering ved ærmeafslutningerne, så man enten kan lukke til og holde kulden ude, eller åbne op og få lidt mere luft ind.

Tierra Women’s Vigeln. Eclipse Blue. 3749,-

Inderjakken er en let, varm jakke med syntetisk fiberisolering og et let ydermateriale, der holder vind og let nedbør ude. Den syntetiske isolering giver rigtig god varme, også selv om den skulle blive våd, og både isoleringen og ydermaterialet tørrer lynhurtigt. Inderjakken vil være helt genial til de kølige dage, hvor det ikke regner eller stormer, og man primært har brug for let vejrbeskyttelse og varme. Den vejer ikke ret meget og er enormt blød og komfortabel at bruge alene, og vi kan næsten garantere at det bliver den jakke, du griber efter i skabet, når du lige skal ud og løbe et ærinde forår eller efterår. En let fiberjakke er ganske enkelt utroligt praktisk og imponerende alsidig, og selvom det ofte er den vandtætte skaljakke, der fremhæves som uundværlig, bliver det hurtigt den varme, lette fiberjakke, man nødigst ville være foruden. Damemodellen er frakkelængde og med hætte, mens herremodellen går til hoften og er uden hætte. Til gengæld har den en blød, ribstrikket kant, der slutter tæt på halsen og lukker godt til, samtidig med at det giver jakken et lækkert, klassisk look.

Endelig kan inder- og yderjakken lynes sammen til én varm, vandtæt og meget komfortabel jakke, der vil holde dig varm, tør og godt tilpas gennem stort set alt hvad den danske vinter kan finde på at diske op med af sjap, sjask, sne og kulde. Inderjakken lynes let ind i yderjakken og fæstnes i ærmer og i nakken med et simpelt løkkesystem med trykknapper.

Alt i alt giver de kombinationen af inder- og yderjakke en lækker jakke til stort set al slags vejr, der kræver en form for jakke, så med en Tierra Vigeln eller Tierra Veman er du godt klædt på til hele året. Looket og designet er klassisk, og jakkerne er skabt til hverdagsbrug. De tekniske materialer og den robuste konstruktion gør dog, at de også sagtens kan bruges til blandet friluftsliv både forår, sommer, efterår og vinter. Hvis du er på udkig efter én jakkeløsning, du kan bruge til stort set alt, bliver det ikke meget bedre end Tierra Vigeln/Veman.

GORE-TEX med PFC-fri imprægnering.

GORE-TEX underskrev for nogle år siden en aftale med Greenpeace om at udfase brugen af de omdiskuterede fluorocarbon-stoffer i deres produkter. 85 % af alle nye GORE-TEX-produkter skal ifølge aftalen være PFC-fri inden 2020 og de sidste 15 % skal følge trop inden 2023. Fluorocarbon-stofferne – der ofte bare omtales som fluorstoffer eller PFC (perflourinated compounds) – bliver brugt til at imprægnere ydersiden af de vandtætte jakker, for at sørge for at ydermaterialet ikke bliver gennemblødt og dermed hæmmer GORE-TEX-membranens åndbarhed (membranen er lamineret til bagsiden af ydermateriaet).

Yderjakkerne på Tierra Vigeln og Tierra Veman er blandt de første PFC-fri GORE-TEX-jakker på markedet. De er imprægneret med en ny, fluorocarbon-fri teknologi, og risikerer derfor ikke at belaste miljøet med langsomt nedbrydelige PFC-stoffer efterhånden som imprægneringen af ydermaterialet slides af. Blandt andet fordi imprægneringen er PFC-fri, har ydermaterialerne fået både Bluesign- og OEKO-TEX-certificeringer, der er garanterer at de er fri for kemikalier, der skader mennesker og natur, både i produktionen og i det endelige produkt. Materialerne i inderjakken er også Bluesign- og OEKO-TEX-certificerede.

Det er et kæmpe skridt i retning af en mere bæredygtig outdoor-industri, at giganten GORE-TEX er med på vognen, og det er rigtig dejligt endelig at kunne præsentere PFC-fri GORE-TEX-produkter. Og det er ingen overraskelse at Tierra er blandt de første, der tager de PFC-fri GORE-TEX-materialer i brug.

Materialer – genanvendte og genanvendbare

Udover at bruge et PFC-frit GORE-TEX-materiale i yderjakken, har Tierra gjort en række andre ting for at minimere miljøbelastningen på Vigeln og Veman-jakkerne. Indersiden af både yder- og inderjakken er i et polyestermateriale, der er 30 % biobaseret. Brugen af biobaseret polyester er med til at nedsætte mængden af råstoffer der går til i produktionen af syntetiske materialer, og er en af de ting Tierra satser på at videreudvikle og benytte i højere og højere grad.

Fiberisoleringen i inderjakken hedder “Theremore EcoDown”. Det består af 100 % genanvendt polyester. At genanvende de plastikmaterialer, der allerede er produceret (uanset om der er tale om tekstiler eller plastikflasker) er et af de andre vigtige skridt på rejsen mod mere bæredygtig friluftsbeklædning. Inderjakken i Vigeln og Veman-jakkerne består af 100 % polyester (hvoraf noget er genanvendt og noget er biobaseret) og er “Global Recycle Standard”-certificeret. Global Recycle Standard er en tredjepartscertificering, der er drevet af Textile Exchange (der bl.a. også står bag “Responsible Down Standard”), og har til formål at garantere indholdet af genanvendte materialer, samt at der er tænkt bæredygtigt hele vejen gennem produktionsprocessen – både ift. genanvendte materialer, kemikalieforbrug og arbejdsforhold.

Læs mere om Global Recycle Standard

Tierra er et ganske ambitiøst mærke når det kommer til bæredygtighed, hvilket Vigeln- og Veman-jakkerne er gode eksempler på. I forhold til bæredygtighed er der to primære faktorer, der er producentens ansvar: At produktet er produceret så skånsomt og hensynsfuldt som muligt, samt at produktet er lavet til at kunne holde i mange år. Brugen af PFC-fri imprægnering, indholdet af genanvendte og biobaserede materialer samt Bluesign- OEKO-TEX- og Global Recycle Standard-certificeringerne vidner om, at der er gjort en rigtig flot indsats for at producere jakkerne bæredygtigt. Når f.eks. ydermaterialet i skaljakken alligevel er nylon, der er sværere at fremstille af genanvendte materialer, og er vanskeligt at genanvende, er det for at skabe et produkt, der kan holde så længe som muligt. Både det kraftige ydermateriale og GORE-TEX-membranen er skabt til at kunne holde til rigtig mange års hård brug, så med jævnlig vask og lejlighedsvis imprægnering, har du en jakke, du kan få glæde af så længe du overhovedet orker at se på den – og sikkert en del længere end det. Og hvis du en dag skulle blive træt af den, kan den jo passende gå i arv til nogle andre, der kan få glæde af den. Ved at pleje og vedligeholde vores udstyr, og lade andre få glæde af det, vi ikke selv bruger længere, kan vi som forbrugere være med til at sørge for, at der ikke bliver købt unødvendigt meget nyt friluftsudstyr, og på den måde være med til at nedsætte behovet for at producere nye produkter.

Læs mere om Tierras miljø- og bæredygtighedsarbejde

Hvem kan bruge Tierra Vigeln og Tierra Veman?

Tierra Vigeln og Veman er tænkt som superfunktionelle hverdagsjakker, der også kan buges til blandet friluftsliv. Jakkerne vil være helt oplagte til alle, der er på udkig efter en god, varm vinterjakke, en let, lækker overgangsjakke til forår og efterår og en pålidelig regnjakke, der er pæn nok til almindelig hverdagsbrug og kan holde til hårdere fritidsbrug. 3-i-1-konceptet kombinerer alle tre, og kvaliteten på materialer, design og håndværk er ganske enkelt i topklasse, så det vil ikke være helt ved siden af at kalde Tierra Vigeln og Veman et godt bud på markedets lækreste 3-i-1-jakker til hhv. kvinder og mænd.

Se alt fra Tierra i webshoppen

Indholdsoversigt