Tromsø er et sandt naturmekka. Her er alt hvad man drømmer om som skikører og eventyrer: Hav, fjorde, hvaler, nordlys og selvfølgelig utallige fjelde, der bare står og venter på dig.

Tekst af Mads Peter Skovbjerg Fogh

Hvor ligger området? Hvordan kommer man dertil? Hvor lang tid tager det?

Tromsø er den største by i Nordnorge og har derfor relativt faste og gode flyforbindelser, i betragtning af at byen ligger på 69 breddegrader nord. Der er ingen direkte forbindelser mellem Tromsø og København, så man vil normalt mellemlande i Oslo. Her er det, specielt i højtider, eksempelvis påsken, vigtigt at huske, at man skal have sin bagage ud og ind af check-in under mellemlandingen, da den skal igennem toldtjek i Oslo. Dette kan i værste fald ende med at man ikke får sine elskede rando-ski med til skidestinationen.

Hvis man rejser med SAS, følger der automatisk 1 indtjekket bagage med i billetten, og hos SAS kan man vælge at dette skal være en skibag, hvilket er en fordel, når man rejser flere sammen. Hvis man eksempelvis rejser to sammen, kan man have ski og det resterende ski- og lavineudstyr i én bagagetaske og tøj mm. i en anden. Det var den løsning vi brugte.

Når man lander i Tromsø, rejser man bogstaveligt talt direkte ned i byen, og herfra er der velfungerende busnet rund på øen og ind til fastlandet.

Se busforbindelser omkring Tromsø

Hvilken type terræn/hvilke udfordringer skal man være forberedt på?

Tromsø har et ski-center med to T-lifter, en til børnebakken og en til voksenbakken. Liften har i vinterperioden åbent fra 15:30 til 20:30, hvor det kan være en fordel at have en stærk pandelampe med, hvis det er offpisten man er kommet for.

Den begrænsede mængde liftbaseret skikøring  i Tromsø tegner et meget fint billede af, hvilken skikører Tromsø som udgangspunktet henvender sig til. Tager man til Tromsø er det for at opleve turglæde, nyt terræn og sving, der nydes i ekstra grad, når de sættes som resultat af at være gået op for egen maskine.

Til gengæld kan jeg love, at der rundt om Tromsø er fjeld og skiterræn nok til at udleve enhver skikørers drøm, så længe du selv transporterer dig op på toppen af bjerget.

Tromso2_web
Eimund og Andreas i godt tempo op mod Breidalstinden. Foto: Mads Peter Skovbjerg Fogh.

Området omkring Tromsø byder ligeledes på meget varieret terræn. Du kan både finde ekstremt komplekst terræn med smalle render, der ende ud i bræfald, men også de mest fantastiske skiture, hvor man kan holde sig under 30 graders hældning hele vejen, når lavinefaren er høj og adrenalinen skal udskiftes med fantastiske udsigter over fjeld og fjord.

Man bør have kendskab til laviner, og være velbevandret i læren om at bevæge sig i lavineterræn, før man pakker skiene til Tromsø. Hvis dette ikke er tilfældet, findes der flere bjergguider, der er bosat i området.

Området omkring Tromsø er lavinemæssigt komplekst, da der er stor forskel på sneen, eksempelvis i forhold til temperatur og vindpåvirkning, på et relativt lille område. Den store lokale variation viser sig bl.a. når man tjekker den norske lavinetjeneste varsom.no, der inddeler faregraden for området omkring Tromsø i hele tre zoner. Her ses altså stor forskel på Kvaløy vest for Tromsø, hvor der ofte er lidt varmere end fastlandet øst for Tromsø, og igen er der et tredje varsel for Lyngsalperne, der ligger endnu mere “inde i landet”, men stadig holder sig indenfor 2,5 times kørsel fra Tromsø.

Se skredvarslet på varsom.no

Selvom afstandene mellem de mange fjelde er relativt små, kan det for mange være en stor fordel at have bil, så man kan nå forskellige steder, både for oplevelsens skyld, men ikke mindst for at kunne finde den fineste sne.

Kort, fører, guidebog eller lignende?

Der findes mange fine kort i den lokale bogbutik i Tromsø centrum. I webshoppen hos norske FriFlyt, www.ffshop.no, finder man skiguiden for området. Den kan for tiden bestilles med gratis forsendelse. Den kan også købes i Tromsø, men kan med fordel bestilles hjem, så man kan planlægge og drømme lidt hjemmefra. Det norske skriftsprog ligner meget det danske, men hvis man ikke vil læse norsk, findes guiden også på engelsk.

Tromso4_web

Som her, i beskrivelsen af turen på Ullstinden, vises et billede af ruten op og mulige nedkørsler. Der er desuden beskrevet med tekst, hvordan disse ture går, hvad man skal være særligt opmærksom på, og om der evt. er nogle kritiske punkter ift. laviner.
Som her, i beskrivelsen af turen på Ullstinden, vises et billede af ruten op og mulige nedkørsler. Der er desuden beskrevet med tekst, hvordan disse ture går, hvad man skal være særligt opmærksom på, og om der evt. er nogle kritiske punkter ift. laviner.

Hvornår kan man tage af sted?

Hvis du vil se hvaler og spækhuggere i de lokale fjorde helt ind til Tromsø, er den bedste tid november og december. Her er skisæsonen dog ikke så sikker som senere på året. Hvalerne er der ofte stadig i slutningen af januar og starten af februar, de er bare længere ude i havet. Til gengæld er lyset på den tid  ved at vende tilbage, samtidig med at det stadig er mørkt nok til at man kan få set det flotte nordlys. På denne tid af året er dagene 6 – 7 timer lange.

Nordlys over fastlandet, Tromsø. Foto: Eimund Bakke
Nordlys over fastlandet, Tromsø. Foto: Eimund Bakke

Hovedsæsonen for ski findes i april og maj, hvor dagene er lange og sneen ofte er mere stabil i forhold til skred og  laviner.

Hvordan kan man overnatte?

Der er rig mulighed for både couchsurfing, AirBNB og hotel afhængig af budget, lyst og formål med turen.

https://www.couchsurfing.com

https://www.airbnb.dk/s/tromsø?source=hdr

Hoteller er der masser af, så det er bare at google sig frem til hvad man lyster.

En lidt alternativ, men rigtig fin, mulighed er Den norske Tuirstforenings (DNT) hytter, der koster mellem 60 og 300 kr. pr. person pr. nat, afhængig af om man er studerende, ung, medlem eller ikke medlem.

Læs mere om dette DNTs hytter

Den enkle DNT hytte “Nonsbu”, der er let at komme til med bus fra Tromsø (1/2 time + 3-4 timers gang) og fint kan fungere som en af flere hytter på en rundtur på fastlandet øst for Tromsø. Foto: Mads Peter Skovbjerg Fogh.
Den enkle DNT hytte “Nonsbu”, der er let at komme til med bus fra Tromsø (1/2 time + 3-4 timers gang) og fint kan fungere som en af flere hytter på en rundtur på fastlandet øst for Tromsø. Foto: Mads Peter Skovbjerg Fogh.

Hvilket udstyr er nødvendigt at have med?

Dit uldundertøj, din skalbeklædning, handsker (gerne et par luffer til at have i tasken), hue, en buff og selvfølgelig dine ski, stave, hjelm, skibriller støvler og skind. Spade, søgestang og lavinesøger er selvfølgelig er must.

Hvilket udstyr kan det derudover anbefales, at man har med?

Ud over dette er det selvfølgelig vigtigt med en let, varm dunjakke til frokosten og evt. nedkørslen, førstehjælpudstyr og en vindsæk, så alle kommer ned igen. Og masser af chokolade, så skal det nok blive en god tur.

Jeg har altid kort og kompas med på tur, både på grund af sikkerheden i at have det, men også fordi jeg synes det er sjovt at følge med i hvad der er rundt omkring mig. I lavineterræn kan det være nødvendigt at have kompas med klinometer (eller anden form for hældningsmåler) for at kunne holde styr på hældningen, zonalt og i enkelthæng.

Det er helt ualmindeligt smukt deroppe i nord, så tag gerne et kamera med, min smartphone går altid ud på grund af kulden lige før jeg skal til at tage det bedste billede på turen.

I Norge er det dyrt med alkohol, så hvis du kan lide at tage en pilsner efter flot dag på ski, kan det være en fordel at købe hjemmefra eller i den toldfri i lufthavnen.

Anbefalet tur

En af de klassiske ture under 30 grader, som vi fik gået, var den, jeg henviste til tidligere i forbindelse med guidebogen – Ullstinden. Det er en fin top, der byder på fantastisk udsigt over Ringvassøya, Reinøya og de legendariske Lyngsalper med fjordene imellem. Herfra en skøn nedkørsel på en stor åben flanke.

Ullstinden med Lyngsalperne i baggrunden. Foto: Eimund Bakke
Ullstinden med Lyngsalperne i baggrunden. Foto: Eimund Bakke
Tromso8_web
Det gør ikke noget at man bliver nød til at lave så dybe spor på vej op, når man ved man skal køre ned igen. Foto: Eimund Bakke.
Kjetil nyder udsigten og spænder støvlerne inden nedkørslen. Foto: Mads Peter Skovbjerg Fogh.
Kjetil nyder udsigten og spænder støvlerne inden nedkørslen. Foto: Mads Peter Skovbjerg Fogh.

blog_mads4

Om Mads: Mads er født i 1986 og læser Idræt på Københavns Universitet. Han har ved siden af idrætsstudiet taget en bachelor i friluftsliv fra Høgskulen i Sogn og Fjordane i Sogndal, Norge. Mads arbejder ved siden af studierne som instruktør på gletscher-, foskajak-, klatring- og mountainbike-kurser i Danmark, Norge, Sverige og Frankrig bl.a. som instruktør hos outdoorfirmaet FarOut. Mads har desuden startet en lille virksomhed, Vertikale Glæder, der udbyder et par ture årligt – foskajak og randonnée-skiløb.

Læs mere om Mads

Indholdsoversigt