Isfald er Liselotte Michelsens debutroman. Romanen er en fortælling om, at en hændelse kan være så ubærlig, at man lyver om den, selvom løgnen får konsekvenser. Den kredser også om længslen efter at stikke af fra hverdagen. Og så spiller den vilde natur en aktiv rolle i handlingen.
Under en bjergbestigning er Monica involveret i en ulykke. Hændelsen hjemsøger hende stadig ti år senere, hvor hun ikke kan finde sig til rette i kernefamilielivet. Hun møder Erik, der er optaget af fortællinger om polarforskere og drømmer om at skrive sig ind i historiebøgerne. Hans eget liv er dog langtfra eventyrligt. De længes begge efter at komme væk og rejser sammen til Svalbard. Men turen i den arktiske vildmark bliver mere udfordrende end forventet. Isfald er en roman om rastløshed, angst og mod. Naturen bliver medspiller og modspiller for de to hovedpersoner, da de prøver at komme ud af det følelsesmæssige limbo, de hver især er havnet i.
I det følgende uddrag, er de to unge klatrere Monica og Nanna taget til Peru, hvor de vil bestige Pacharan i Andesbjergene:
“Monica og Nanna var fløjet fra Lima til Huaraz ugen før. Her, 3000 meter over havet, havde de akklimatiseret i nogle dage, gået lange ture, drukket coca-te og spist majspandekager. Så kørte de i en rød pick-up til landsbyen Huancatambo endnu længere oppe i bjergene. De sad på ladet, vinden svirpede deres hår hen over ansigtet, og bag bilen løftedes en sky af lyst støv, som først lagde sig igen længe efter, de var væk. Bilen slingrede mellem hullerne i vejen, de krøb sammen lige bag førerhuset og holdt fast i ladets kant. Bakker og høje eukalyptustræer spærrede for udsynet, men indimellem så de Pacharan, der tårnede sig op over landskabet. Bjerget blev større, jo nærmere de kom. Sent på eftermiddagen kørte de gennem en lang slugt, og da de drejede om det sidste hjørne og kom ud i det åbne, ramte synet af bjerget dem med et slag. Det havde vokset sig enormt. De kunne se detaljer nu, gletsjerfald og spalter, der før havde ligget skjult. Landskabet omkring dem var tørt, stridt græs og brune bakkedrag; det var overskyet og lyset lå diffust og gråt over græssteppen.
Om aftenen sov de i Huancatambo i et hus, der engang havde været lyserødt, men nu var gråbrunt. Der, hvor pudset var faldet af, stak halmstrå ud af leret. Deres værtinde var en kvinde med rødbrune kvaster i de lange, uglede fletninger. Hun talte kun quechua, smilede tandløst og serverede spejlæg og kogte linser på bliktallerkener for dem. De kunne høre en mand hoste i et andet rum. Nogle gange gik de tørre host over i hosteanfald, der endte med en harkende spytten. De rullede deres soveposer ud på to hårde madrasser i et rum, der havde en fugtig lugt af jord, og der gik ikke længe, før de mærkede lopperne.
De var lettede over at komme af sted derfra næste morgen. Solen skinnede, og mens de travede op gennem det stenede muræneområde ved Pacharans fod, kunne de se toppen komme til syne og forsvinde bag forbjergene for så at dukke op igen. I den klare bjergluft så den ud, som om den kun var en dagsvandring væk.
De to første dage gik efter planen. Vejret var godt. Både Monica og Nanna følte sig stærke, det var forholdsvis nemt at finde vej, de var i godt humør. De fandt velegnede teltpladser, hvor de efter at have slået teltet op satte sig i deres varme duntøj foran indgangen og lavede mad. De snakkede om dagens oplevelser, planlagde morgendagen, så på aftenhimlen og det øde landskab omkring dem, mens det aftagende lys gjorde klippernes okkerfarver dybere.
Det var kun de to og bjerget.
På tredjedagen, hvor de var nået op i 5400 meter, begyndte vejret at ændre sig. Allerede i løbet af morgenen dannede der sig en tæt tåge over bjergets top, det lignede en rundpullet sky-hat. Og hatten voksede, den fik forrevne kanter, alt imens himlen blev mere og mere diset, til solen kun var en mat lysende kugle et sted over deres hoveder. Da de nåede plateauet i 5900 meter, hvor de skulle telte, kunne solen ikke længere skimtes bag skydækket.
Her måtte de vælge, om de ville tage chancen. De kunne stå tidligt op næste morgen, og hvis alt gik vel, ville de stå på toppen omkring middag og nå ned igen til lejren tidligt på aftenen. De var nået til den vanskeligste del af turen. De havde gået i sne hele dagen, passeret en lang bjergryg og et isfald med mange spalter. I morgen ventede en kort, stejl isvæg og en bjergryg mere inden det sidste, vindudsatte stykke vej til toppen. Der var kun 300 højdemeter derop, men det krævede godt vejr. De lå i teltet i den grå aftenskumring og kiggede ud af teltåbningen med bekymrede ansigtsudtryk og besluttede sig for at vente og se.
De kom til at vente i tre dage i teltet, uden at opklaringen kom. Første dag var der tæt tåge, de to næste sneede og blæste det. De sov dårligt om natten. Højden gjorde dem rastløse og gav dem forvirrede drømme. Der blev stadig mere fugtigt og rodet i teltet. Langsomt så de deres lager af mad og brændstof svinde ind.”
Liselotte Michelsen (f. 1969) har en baggrund som journalist og redaktør og har været med til at skrive en række fagbøger, blandt andre Gyldendals Danske Filmguide (1998), Fotografens Øje (2009) og Gyldendals Filmleksikon (2010). Isfald er hendes skønlitterære debut. Hun har selv rejst i Andesbjergene og Arktis og har derfor erfaringer med de miljøer, som bogens handling udspiller sig i. Liselotte har desuden en fortid som medarbejder i Friluftsland København.
